Uddannelse og efteruddannelse: En afgørende faktor i præstens trivsel

Løn, bolig og arbejdsmiljø er klassiske emner for Præsteforeningen. Men også andre vilkår påvirker præstens dagligdag. Derfor præsenterer Liste C’s valgprogram en bred vifte af konkrete udspil: Også på uddannelsesområdet, for det viser sig igen og igen hos andre faggrupper, at uddannelse og efteruddannelse er afgørende faktorer for trivslen på arbejdspladsen. Det gælder også hos os.
Liste C vil arbejde for en overenskomstfastsat ret til en uges betalt studieorlov pr. ansættelsesår med udløsning minimum hvert 8. år – ikke som noget, præster skal kappes om, men som planlagte perioder i arbejdslivet. Det er horribelt, at overenskomstansatte hidtil har haft så ringe muligheder for efteruddannelse. Retten skal selvsagt gælde for både tjenestemands- og overenskomstansatte.
Liste C vil arbejde mod topstyring af efteruddannelsen. Præstens egne faglige interesser skal være udslagsgivende, også mhp. bredde i studieemner. Liste C er i øvrigt stærkt kritisk over for det bureaukrati, der tegner sig i den seneste betænkning om uddannelse og efteruddannelse.
Liste C vil arbejde for, at Præsteforeningen går ind i et samarbejde med universiteterne og Folkekirkens ledelse om rekruttering både til teologistudier og til præstestillinger, herunder udvikling af praktikordninger. I den forbindelse vil Liste C inddrage biskopper og provster med henblik på en langt mere seriøs modtagelse af nyudnævnte præster.
Liste C vil noget. Liste C har vist, at den kan noget. Stem på Liste C for resultater gennem samarbejde.

Jens Chr. Bach Iversen, Kandidat for Liste C