Velkommen til repræsentantmøde 2009 i Kolding.

 

 

Velkommen til repræsentantmøde 2009 i Kolding. Velkommen til to dage, hvor vi skal drøfte væsentlige fagpolitiske temaer og sætte kursen for det fremadrettede arbejde. Velkommen til repræsentanter og gæster.

Det er første repræsentantmøde efter, at vi sidste år vedtog en ny struktur og dermed første gang, vi skal have Præsteforeningens forskellige medlemsgrupper til at spille sammen på en ny måde. Så alt er ikke, som det plejer at være, og det giver os nye udfordringer.

Præster og teologer indgår i mange forskellige arbejdssammenhænge. Hvad enten man arbejder som sognepræst, teolog i undervisning eller konsulent i det private erhvervsliv, som provst eller biskop, er hospitalspræst eller værnspræst, er ansat på Færøerne eller Grønland eller syd for grænsen eller i helt andre sammenhænge, findes der både fælles og specielle problemstillinger, vi som forening skal forholde os til og søge løsninger på.

Arbejdsglæde er en væsentlig forudsætning for, at man trives og har det godt med det arbejde, man har valgt at bruge sit liv på.

Måske bliver dette særlig tydeligt, når dette arbejde knytter sig til ens egen identitet og giver mening - ikke bare i forhold til én selv, men i høj grad også for de mennesker, vi er præster for, eller arbejder i blandt. 

I de seneste år har der været fokus på arbejdsmiljøet i folkekirken.

Derfor er det også positivt, at konklusionen på Præsteforeningens undersøgelse af arbejdsmiljøet, som blev foretaget i forbindelse med en rundspørge til sikkerhedsrepræsentanterne, var, at det generelt set er godt at være præst, og at de fleste præster er glade for deres arbejde.

Præstelivet er langt bedre end det rygte, det har fået gennem de seneste års negativ medieomtale, med omtale af konflikter og mærkværdige forhold i den folkekirkelige virkelighed. Selv om mange synes, det er godt at være præst, og de fleste er glade for deres arbejde, er der stadig masser af fagpolitiske opgaver og problemer, der skal løses, hvis det fremadrettet skal være udfordrende og interessant at være præst.

Problemer, der skal løses, hvis kolleger ikke skal overveje at forlade tjenesten som præst på grund af arbejdsvilkårene - eller kommende kolleger på forhånd fravælger muligheden for at blive præst, fordi forholdene er for ringe.

Arbejdsglæden kan opretholdes, når mængden af belastninger er mindre end alt det, der er berigende og givende, og arbejdsglæde kan opretholdes, når man føler sig værdsat, kompetent, rimeligt behandlet, når ens synspunkter bliver hørt og arbejdsindsatsen anerkendes.

Derfor er arbejdsmiljøet på den folkekirkelige arbejdsplads stadig den væsentligste forudsætning for arbejdsglæden. Derfor er og bliver arbejdsmiljøet et grundlæggende fokuspunkt for vores arbejde som Præsteforening i de kommende år.

Vi skal senere på repræsentantmødet vende tilbage til arbejdsmiljøet og de problemer, der rejser sig i den forbindelse.

Som det fremgår af årsberetningen, er der et særligt område, der påkalder sig opmærksomheden i forbindelse med arbejdsmiljøet, nemlig de konflikter mellem præster og de valgte medlemmer af menighedsrådet, som ikke bliver løst eller kommer til at løbe så længe, at de skaber en vedvarende frustration og ender i uhåndterlige konflikter. Her bør der også være fokus på menighedsrådets rolle i en sådan situation.

Det bør være muligt effektivt at kunne gribe ind, ikke blot overfor ansatte i det kirkelige system, men også over for menighedsråd, der ikke lever op til deres forpligtelser i forhold til at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse, som det hedder i menighedsrådsloven. Vi må ikke lukke øjnene for denne problemstilling. Alle har en fælles interesse i at få drøftet og bidraget til løsninger af den arbejdsmiljømæssige side af samarbejdet mellem præst og menighedsråd.

Tilsynsmyndigheden må på en helt anden måde have mulighed for at komme på banen i forhold til menighedsrådet.

Men netop i relation til den arbejdsmiljømæssigt ubehagelige situation, dét, at en konflikt mellem menighedsråd og præst er kørt fast, er det glædeligt, at Landsforeningen af Menighedsråd nu er gået med til at åbne en mulighed for større mobilitet i forbindelse med uløselige konflikter. De to foreninger er enige om, at biskoppen efter høring hos et menighedsråd kan besætte en præstestilling i sogne med flere præstestillinger i op til et år.

Det kan f. eks være med en præst, der har brug for at blive flyttet til en anden stilling, når der mellem præst og menighedsråd gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel på det pågældende sted.

Vi har nu sammen bedt Kirkeministeriet om at tage initiativ til at genoptage arbejdet med indførsel af mobilitetsmodeller, hvor denne model bl.a. indgår. Det løser ikke konflikten, men det kan hindre, at den går helt i hårdknude med karrieremæssigt fatale følger for den præst, der kommer i klemme.

Klynk og ynk er ikke en strategi, der normalt skaber respekt om et fagområde. Det gør derimod dokumentation og argumentation, og derfor er det væsentligt, at vi som forening arbejder grundigt, kompetent og seriøst med de opgaver, der skal løses.

For selv om det kan være godt at være præst, og de fleste af os rent faktisk trives godt i vores arbejde, er der så sandelig plads til forbedring. For der er også et "men" ved det, at det er godt at være præst. Et men, der rummer:

-          At løn og karrieremuligheder ikke er gode nok, og at der er brug for væsentlige forbedringer.

-          At arbejdsmiljøet ikke er godt nok, at alt for mange konflikter ikke løses, og det nogle steder kniber med menighedsrådenes engagement og opbakning til præsten. Her er der brug for forbedringer.

-          At boligordningerne ikke er gode nok og trænger til forbedring, og derfor stiller vi i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd konkrete krav til forbedring af og større fleksibilitet, hvad angår tjenesteboligerne.

-          At efteruddannelsesmulighederne ikke er gode nok og derfor skal forbedres og tilføres flere ressourcer.

-          At seniorordninger ikke er gode nok - slet ikke, hvis vi skal blive længere på arbejdsmarkedet.

Alt dette skal vi drøfte i fællesskab og komme med konstruktive og fremadrettede bud på.

 Præsten i mediebilledet – præstebilledet under udvikling

Vi har et fælles mål og en fælles interesse i at tale dét at være præst op, i stedet for at tale det ned. Det er der nok, der gør. De karikerende avisoverskrifter fra de seneste år taler deres tydelige sprog, om præsteboliger og fridage, om præster, der frygter konfirmander og oven i købet tager troen fra dem, om præster, der ikke vil være ”pastores”, hyrder, men hellere vil være funktionærer osv.

Den slags bidrager ikke til at skabe respekt og anerkendelse af den tjeneste, vi som præster står i.

Når præster og præstesager i disse år er så interessante i medierne hænger det bl.a. sammen med, at det traditionelle billede af præsten og den pastorale virkelighed er under udvikling, og at det på mange måder stereotype billede af præsten i offentligheden ikke rigtig er fulgt med den faktiske udvikling, og derfor ikke er ankommet til det 21. århundrede.

Mentalt set er vi som præster for længst flyttet ud af Nødebo Præstegård, for nu at bruge en idylliserende metafor.

Folkekirkens præster er godt i gang med at finde ind i de nye muligheder og måder at være præst på, som samfundsudviklingen dagligt udfordrer os til.

Vores opfattelser af hvordan og i hvilke sammenhænge, vi bedst fungerer i som præster, er i skred. Derfor er der ikke noget entydigt billede af og en entydig måde at være præst på i 2009.

Er præsteembedet i disse år under forandring, gælder det samme funktionen som provst og biskop. Meget sker som følge af det, man kalder for udviklingen, med strukturændringer, nye opgaver og omfordelinger af ansvar og kompetencer.

Det meste foregår uden, at spørgsmålet om, hvordan disse ændringer påvirker grundlæggende forhold i folkekirken, er blevet drøftet og afklaret på forhånd. Derfor er der brug for, at vi stopper op og bruger tid på en refleksion over, hvad denne udvikling rent faktisk gør ved hele vores forståelse af embedsteologien.

Derfor har vi taget initiativ til, at der nu løber en debatserie i Præsteforenings Blad om embedets teologi, så den nødvendige refleksion over udviklingen og ændringer tænkes med i den forsatte debat om folkekirken.

I det hele taget er der meget i spil i disse år omkring den folkekirkelige situation og struktur. Regeringen har nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til modeller for, hvordan statens støtte til folkekirken kan omlægges til et bloktilskud, som en del af regeringsgrundlaget oplæg til ”En moderne folkekirke.”

Præsteforeningen er repræsenteret i udvalget, og det skal ikke være nogen hemmelighed, som det også fremgår af kommissoriet for udvalgsarbejdet, at hele diskussionen omkring bloktilskud rører ved selve finansieringen af løn til præster, provster og måske også biskopper.

I det perspektiv rører den også ved normering af præstestillinger og kompetencen i forhold til ansættelse og afskedigelse af præster.

Hvad der kommer ud af dette arbejde, ved vi endnu ikke, men der er ingen tvivl om, at når man begynder at røre ved et enkelt af de forbundne kar, som det folkekirkelige system er udtryk for, ja, så kommer der meget mere i spil, og spørgsmålet er, om man kan røre ved en enkelt essentiel del af den folkekirkelige virkelighed, uden at bringe det hele i spil.

Vi har netop i en lille gruppe forleden, med repræsentanter fra provsterne, biskopperne, og Landsforeningen af Menighedsråd, sammen med to kirkeretseksperter, diskuteret grundlovens § 4 med formuleringen om ”den danske folkekirke, der understøttes som sådan af staten”, og hvad det betyder i forhold til et evt. bloktilskud og til hele forståelse af grundlovens paragraffer om religionsfrihed.

Hvad der kommer ud af dén proces er ligeledes et åbent spørgsmål. Den diskussion og afklaring må vi for tiden imødese med spænding.  

Derfor er det også at stor betydning, at vi holder kontakt til de beslutningstagere i Folketinget og folketingets kirkeudvalg, som sætter de lovgivningsmæssige rammer for Folkekirken.

Den kontakt finder, vi væsentlig i det daglige og i den løbende debat. Det er også derfor, vi ved dette repræsentantmøde, hvor kirkeministeren desværre har måttet sende afbud på grund af andre arbejdsopgaver, har fundet det væsentligt, at en anden kirkepolitiker fra et af regeringspartierne, Charlotte Dyremose (K) får lejlighed til at give udtryk for sine synspunkter i dialog med vores.

For et år siden, på repræsentantmødet i Middelfart, vedtog vi som sagt nye vedtægter for Præsteforeningen.

Nye vedtægter, der først og fremmest skulle omstrukturere vores organisation, så den blev i stand til mere målrettet at arbejde i den folkekirkelige struktur på provsti og stiftsplan. Strukturændringen er en konsekvens af den decentraliseringsproces, der igennem de seneste år har fundet sted i Kirkeministeriets regi.

Med etablering af provstikredse og stiftsbestyrelser, med de valgte tillidsrepræsentanter som omdrejningspunkt, er vedtægtsændringen nu omsat til den praktiske virkelighed.

Præsteforeningen er nu i langt højre grad knyttet til de arbejdspladser, hvor vi har vores daglige virke. Det har i sig selv styrket foreningsarbejdet og intentionen om at fremme de kollegiale relationer mellem medlemmer, og forhåbentlig har det også øget muligheden for medlemmernes indsigt og interesse for det fagpolitiske arbejde.

Det er hovedbestyrelsen indtryk, at de nyetablere stiftsbestyrelser er kommet godt fra start.

Både ved de møder, vi har haft med stiftsbestyrelsen i november og i april og ved årets netop afsluttede medlemsmøder, har det været tydeligt, at stiftsbestyrelsen har løst opgaverne med engagement og gåpåmod.

Der er ingen tvivl om, at selv om det har givet mere arbejde til tillidsrepræsentanterne, har det samlet set været med til at opkvalificere denne vigtige del af foreningens arbejde på en sådan måde, at det også fremover vil være med til at styrke Præsteforeningen.

Derfor skal der lyde en stor tak og anerkendelse til alle jer, der er tillidsrepræsentanter for det arbejde, der er gjort for at få den nye struktur på plads og jeres bidrag til, at intentionerne med den nye struktur er lykkes.

Den nye struktur har, med provstikredsmøderne, der er kommet oven i - og med de stiftsvise medlemsmøder - samlet set skabt bedre mulighed for det enkelte medlem for at indgå i den fagpolitiske diskussion.

Den nye struktur har ikke svækket fremmødet til de 12 medlemsmøder vi netop har afholdt. Fremmødet i år er reelt på niveau med det samlede fremmøde til alle næsten 30 kredsmøder sidste år. Antallet af deltagere kun knapt 1 % under sidste års deltagerantal, så det må siges at være tilfredsstillende i forhold til, at det er en helt ny struktur, vi er ved at løbe i gang.

For de medlemmer, der ikke er ansat i den folkekirkelige sammenhæng eller har deres arbejdsopgaver i andre ansættelsesmæssige sammenhænge i den folkekirkelige struktur, er delforeningen og interessegrupperne en måde at organisere sig på i Præsteforeningens regi.

Privatansatte teologer, provster, biskopper, offentlig ansatte, som ikke er i præsteembede, repræsentanter fra Færøerne, Grønland, Sydslesvig, det øvrige udland, de fuldtidsledige, valg – og frimenighedspræster og mange af de grupper, vi har valgt at organisere os i, værnspræster, hospitalspræster, overenskomstansatte præster, studenterpræster, studerende, emeriti, alle disse grupper håber vi på, at kunne knytte endnu tættere til forenings arbejde.

Derfor har der også i hovedbestyrelsen været afholdt møder med bl.a. hospitalspræsterne og de overenskomstansatte om deres specielle forhold, ligesom vi jævnligt holder møder med provsteforeningen og biskopperne.

Vi håber efter et par møder med de studerende, med de fuldtidsledige og med en gruppe af emeriti, at få organiseret disse medlemsgrupper på en sådan måde, at de også kan fungere ind i den ny struktur.

Dermed har den nye struktur skabt en bedre mulighed for at kunne bringe de forskellige grene af foreningens arbejde i samspil med hinanden, hvilket dette repræsentantmøde forhåbentlig også bliver et udtryk for.

Der er meget vi som præster kan være utilfreds med og frustrerede over, men der er også meget at glæde sig over i det, der er den tjeneste som præst, der er et ”Job med mening i”, for nu at citere titlen på Erling Andersens bog om nye præsters syn på det at være præst.

Der er en række områder, der kræver mere bevågenhed, så der kan komme mere overensstemmelse mellem den virkelighed, vi som præster arbejder i og de betingelser, der er sat som rammen om dette arbejde.

Frustrationer og utilfredshed skal selvfølgelig have afløb, og mentalt kan det være meget godt og nødvendigt med lidt brok ind imellem, men konstruktivt er det ikke - og i stor udstrækning er det gratis og en uforpligtende omgang.

”Kom lad os brokke os … det er nok det, vi har det bedst med”… sådan lød det i TV2’s sang fra midten af 90’erne som udtryk for noget dybt i vores folkesjæl som danskere, at det er bedre at flå end at blive flået i. Men mon ikke brokkeriets epoke er ved at være afsluttet?

Jeg tror, det er vigtigt, at vi som Præsteforening samler os om at løse de opgaver, der skal løses, så min opfordring til debatten her på repræsentantmødet er ”Kom lad os samle os, det er nok det, vi står os bedst ved”… i en fremadrettet og konstruktiv proces.

At samle os om de konkrete opgaver og udfordringer - det har hovedbestyrelsen også ønsket skulle være indledningen til dette års repræsentantmøde.

Repræsentantmødet er foreningens øverste myndighed, og derfor er det også her, den fremadrettede politik må have sit naturlige udspring.

Derfor har vi også valgt at afskaffe ”plejer” og ikke straks kaste os ud i debatten af årsberetningen her i salen, men derimod begynde debatten ved at lade så mange synspunkter og stemmer komme til orde i de temadrøftelser, vi i dag har valgt at programsætte.

Formålet med temadrøftelserne er, med baggrund i årsberetningen, at opnå en højere grad af medinddragelse af repræsentantmødet som foreningens øverste myndighed i den fremadrettede politikskabende proces.