En pilgrim er et menneske, der vandrer imod et helligsted.

• I disse år tages der mange gode initiativer

i folkekirken for at åbne dørene til kirken

for kirkefremmede. For at bryde mure af fordomme ned

Af pilgrimspræst Anette Foged Schultz, Viborg

Tak for invitationen til at skrive på bloggen på Præsteforeningens hjemmeside! Redaktøren, Jakob Brønnum, har bedt mig komme med nogle overvejelser om hvad pilgrimsvandringen kan have af betydning for folkekirken.

Kristendommen begyndte som en bevægelse. En lille flok mennesker vandrede ud i verden med det gode budskab. Efter nogle hundrede år blev kristendommen bofast. Institutionaliseret. Forenet med den regerende magt og således på sin vis sikret mod udslettelse. Det paradoksale er, at sikkerheden og magten i sig selv kan være en trussel imod kirkens beståen. Konformitet. Indre stilstand og død bag sikrede, trygge mure kan true en levende kirke.
Hvor der er liv er der bevægelse. Der må møde til. Opbrud fra kendte og trygge steder og rammer. Ud på ukendte veje. Åbent møde med det andet menneske. Dialog i respekt for den andens forskellighed. Følgeskab og medvandring. Opmærksomhed og nærvær.
I disse år tages der mange gode initiativer i folkekirken for at åbne dørene til kirken for kirkefremmede. For at bryde mure af fordomme ned. Mure, der op gennem tiden er bygget op mellem folk og kirke. Pilgrimsvandringen er et af disse initiativer. Det er godt nok ikke først og fremmest et initiativ, der er kommet indefra. Pilgrimsvandringen er opstået som en græsrodsbevægelse. Den er kommet nedefra. Folk er ganske enkelt begyndt at vandre, og de vælger gamle pilgrimsveje og mål for deres vandring.
En pilgrim er et menneske, der vandrer imod et helligsted. Kirken. Kirkerne står i landskabet og vidner om at store, nyskabende møder kan finde sted. Møder mellem mennesker og mellem Gud og mennesker der fornyer, forvandler, sætter fri til livet.
Folkekirken har med ansættelsen af pilgrimspræster vist, at den er lydhør overfor de mennesker, der kommer til den. Ansættelsen viser, at kirken er levende. I bevægelse. At kirken ikke er stivnet i den vægtige og vigtige gamle kristne tradition, den har rødder i. At den har modet til fornyelse og at inspirationen til fornyelsen på forunderlig vis kan komme i at søge tilbage til rødderne.
 

Der er i kristendommen tradition for – for en tid – at trække sig tilbage fra verden for at fordybe sig i bøn og læsning. Stilheden har været vigtig. Den tradition har længe levet en skyggetilværelse. I en tid der er præget af højt tempo, støj og konstante krav til det moderne menneske om at være opdateret og omstillingsparat, en tid der er præget af udbrændthed og stress, er der et stort behov for retræte. Åndehuller, hvor der kan lades op. Findes næring. Dette behov imødekommer pilgrimsvandringen. Den giver den enkelte mulighed for midlertidig tilbagetrækning. Tid til langsomhed og enkelthed. Stilhed og frihed fra dagligdagens mange aktiviteter.
Pilgrimsvandringens betydning for folkekirken i de kommende år må kunne være en påmindelse om netop denne mulighed. Muligheden for pauser i stilhed, fordybelse og bøn. Desuden tænker jeg, at vi kan lade os inspirere af pilgrimsvandringen i gudstjenesten. Lade os inspirere til at lave andagter og gudstjenester der bevæger os både fysisk og åndeligt. Mulighederne er mange. Kun fantasien sætter grænser.

Det der bevæger et menneske til at bryde op

 • Kan det være, at det er det samme vi går efter?

Kan det være det samme, der bevæger mig,

som bevægede middelalderens pilgrimme? 

Af Anette Foged Schultz, pilgrimspræst i Viborg

Siden jeg første gang vandrede mod Santiago de Compostela ad Caminoen tværs over det nordlige Spanien, er noget af det, der har fascineret mig mest, at dér – på den vej - har mennesker vandret før mig gennem 1000 år. Ja, i virkeligheden længere! Langs vejen er der tydelige spor efter keltisk beboelse. Det vil sige, at længe før de kristne hævdede at have fundet apostlen Jacobs jordiske legeme ude ved Finisterre – længe før dét – har mennesker fulgt denne vej!
Siden har jeg vandret ad vejen til Santiago flere gange, som jeg også har fulgt pilgrimsvejen fra Oslo mod Nidaros i Norge, pilgrimsvejene omkring Vadstena i Sverige og vandret mod flere pilgrimsmål i Irland. Mine vandringer har været motiveret af spørgsmålet: Hvad er det, der bevægede mennesker i før-kristen tid til at vandre? Hvad bevægede de store strømme af middelalderens pilgrimme, og hvad bevæger mig i dag? Hvad er det, der bevæger os, når vi igen i dag – i stærkt stigende tal – bryder op fra det kendte og trygge og begiver os ud på ukendte veje mod de gamle pilgrimsmål?

Kan det være, at det er det samme vi går efter? Kan det være det samme, der bevæger mig, som bevægede middelalderens pilgrimme? Ja, det kan det! Undervejs, på mine vandringer, er det gået op for mig, at dét, der er den dybeste motivation bag pilgrimsvandringen er en fællesmenneskelig, eksistentiel drivkraft. Den findes i mennesker på tværs af religion og tro. En ateist vil dybest set vandre med samme bevæggrund som en kristen og en muslim. Det der bevæger et menneske til at bryde op og begive sig på vandring er længslen efter liv. Længslen efter fornyelse af livet.

Et menneske bryder op fra sit sted, fra det kendte og trygge, dér hvor rammerne for livet er blevet for trange. Der hvor livet er dødt – stivnet i gamle normer og værdier. Eller truet af andre vilkår. Når man ikke kan finde næring til livet, hvor man ér, enten fordi man selv er lukket helt af for det, eller fordi livsbetingelserne på stedet er umulige, må man bryde op og begive sig hen et sted, hvor man kan finde ny næring. Det kan gælde det enkelte menneske, og det kan gælde store dele af et folk.
Man kan på en måde sige, at vores tid er de store folkevandringers tid. Mennesker bryder op fra deres land og deres familie, når politiske forhold, krig og naturkatastrofer gør det umuligt for dem at leve, hvor de er. De bliver flygtninge. Denne verdens ufrivillige pilgrimme. Og sådan har mennesker altid gjort. Fordi vi vil livet.

Kelterne gjorde det samme. De brød op og vandrede ad ukendte veje ned gennem Europa. Som nomader gik de fra sted til sted. Slog sig ned og brød op igen, når livsbetingelserne blev for ringe. De vandrede og de kom under deres vandring helt derud, hvor et menneske ikke kan komme længere. Helt ud til Finisterre, til grænsen mellem jord, hav og himmel. De gik til livets grænse. De vandrede i søgen efter frugtbare steder, hvor de kunne leve. De store folkevandringer er et godt billede på, hvad pilgrimsvandringen er på et eksistentielt plan: Længsel efter steder – åndelige som fysiske – hvor der findes næring til livet. Den rent åndelige side af sagen udtrykker Augustin – en af de gamle kirkefædre  – i sin selvbiografi, ”Bekendelser” (skrevet ca. 397). Augustin ser tilbage på sit liv. Skuer tilbage på alle sine veje - vildveje og afveje - og siger: ”Du Gud har skabt mig til dig, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig!”

Livets grundvilkår

• Under en pilgrimsvandring bliver livets

grundvilkår tydelige for én. Vejen,

du går, er et fint billede på livet du lever.

Af pilgrimspræst Anette Foged Schultz, Viborg.

Under en pilgrimsvandring bliver livets grundvilkår tydelige for én. Vejen, du går, er et fint billede på livet du lever. Der er en begyndelse og en slutning. Om du så aldrig tager vandrestøvler på og aldrig begiver dig ud på vandring mod et af de gamle pilgrimsmål, så er du dog en pilgrim: På vej fra fødsel til død. Og evangeliets besked undervejs er: Gud går med dig!
Når man ser livet som en vej med begyndelse og slutning, bliver man smerteligt opmærksom på døden. Du bliver opmærksom på at livet er udsat og sårbart og ikke nogen selvfølge. At døden er nær, og at du ikke kan komme uden om den. Erfaringen under vandringen minder om den erfaring et menneske får ved en pårørendes pludselige død.  Der sker ofte det, at man bliver bevidst om at livet er kort, så: Hvordan vil du leve i dag? Som præst har jeg fulgt mange mennesker i den proces. Det er – så mærkeligt det end kan lyde, og så smerteligt det også ér – en meget livsbekræftende proces. Der bliver pludselig så uendeligt meget, der er ligegyldigt. Så uendeligt meget man ikke længere vil spilde tiden på. Erfaringen gør nærværende, og det er i nærværet hér og nu livet ér. Det er ikke i fortiden og det er ikke i fremtiden. Det ér nu! Lev det !!!! ... siger erfaringen fra pilgrimsvandringen og den pårørendes oplevelse af pludseligt tab.

Pilgrimsvandring er væren – ikke gøren
Pilgrim er ikke noget du gør, det er noget du er. Det er ikke en aktivitet. Det er en væren. En identitet, som du efter endt vandring aldrig kan aflægge dig. Fra da af ser du livet som en vej. Du ved áf, at du grundlæggende er alene. Den første strækning du vandrer – f.eks. mod Santiago – bliver du opmærksom på dette grundlæggende, menneskelige vilkår: Du går alene på vejen!
Senere, når du har fundet ind i din egen rytme og vandret et stykke tid, kommer du til at følges med andre pilgrimme, hvis tempo og rytme passer til dit tempo og din rytme. Der opstår en slags familie på vejen. Et fællesskab. Og det bliver tydeligt, når du ser tilbage på vejen du gik, hvor stor betydning fællesskabet har for dit liv. Strækningen, som du gik alene, har én farve. Strækningen, som du vandrede sammen med andre pilgrimme tager farve og får indhold og mening af hvem du fulgtes med. Du bliver medvandrer, og du får medvandrer på vejen – som du har det i familie, venner og naboer derhjemme. Som medvandrer kan du dele glæder og sorger. Du kan bære med på de andres byrder – enten rent fysisk: Ved at bære noget af deres baggage et stykke ad vejen, eller åndeligt-psykisk: Ved at lytte til en livshistorie, der måske er tung at bære alene. Betydningen af fællesskabet, af at have nogen at følges med livet igennem, bliver tydelig.
Et andet væsentligt aspekt af pilgrimsvandringen er enkelheden. Overforbruget og materialismen vi lever i derhjemme, kommer til at stå i skærende kontrast til enkelheden undervejs. Enkelheden, der kommer af, at der er grænser for hvor meget du kan bære. Altså må du indrette livet enkelt. Kun have det mest fornødne med. Og se: Du kan leve, også selvom du kun har de 12 kilo med dig, som kan være i en rygsæk!
Stilheden og det meditative i din langsomme bevægelse gennem landskabet minder dig om din længsel og dit behov for tid og rum til fordybelse. Tid og rum til at lytte. Lytte indad til din egen stemme, lytte udad til din medvandrer og lytte opad til Gud. Vandringen er en helende og rensende proces. Den giver plads til at gammel sorg, længsel og håb for fremtiden kan komme op til overfladen. Du kan sørge over det, der er tabt. Vandringen giver plads til – langsomt – at tage ind, at sådan her formede dit liv sig så! Hvad vil du med det? Hvor kommer du fra? Hvorfor valgte du at gå de veje, du gik – i dit liv? Og hvilke veje vil du vælge i fremtiden? Der sker en forsoning med dig selv og dit liv, sådan som det ér, under vandringen.

At komme til sin grænse og begynde at bede

• Som dig selv kan du komme til Gud.

Af pilgrimspræst i Viborg Anette Foged Schultz

Alle facader falder under en vandring. Du kommer helt ud til din egen grænse. Grænsen for hvor langt du kan gå. Grænsen for hvor meget du kan rumme. Grænsen for hvor meget du kan bære – på vejen såvel som i livet. I bogstavelig forstand kommer dette til udtryk ved, at der ved mange af de store, gamle pilgrimsmål findes et sted, der hedder ”Finisterre”. Dette er latin og betyder ”Verdens ende”.  I det ligger der, at det rent fysisk ér verdens ende – på den anden side af dén grænse ligger havet eller vildmarken og dér kan der ikke leve mennesker. I symbolsk forstand udtrykkes det, at enhver pilgrim – ved vejs ende - kommer til ”sin verdens ende”. Grænsen for hans/hendes liv. Den støder pilgrimmen ind i på sin vandring. Det er en uundgåelig del af vandringen, og det er præcis dér – i konfrontationen med ”din verdens ende”, din grænse – du bliver til som dig selv. Det er dér ved grænsen, du véd, hvor langt du går. Det er gerne en smertelig erfaring, fordi vi så gerne vil være bedre, klogere, dygtigere – eller hvad vi nu gerne vil være – end vi ér.
C.G. Jung siger det på dén måde, at det er forbundet med tab, at blive sig selv. Det man taber er det forskønnede, forstørrede selvbillede. Ved verdens ende ved en pilgrim præcis hvem han er. Trods tabet er der paradoksalt nok nyt liv i processen. Når du bliver dig selv, får du selvsagt mere del i livet!

Ved din grænse møder du Gud. Som dig selv kan du komme til Gud. OG i kraft af Gud kan du ”komme til dig selv” ... som man siger det når nogen har været bevidstløse og vågner op igen: Nu kommer hun til sig selv! Det vil sige: I kraft af Guds kærlighed kan du finde modet til at blive – og være - dén du dybest set er. Man kan også sige det på den måde: Du kan ikke komme til dig selv udenom Gud, og du kan ikke komme til Gud uden at have dig selv med!
Det er dér ved grænsen, du bliver konfronteret med din afmagt. Og det er et væsentligt sted at være, for det er i afmagten, bønnen begynder. I afmagten må du vende dig mod din medvandrer og bede om hjælp. Du må vende dig mod Gud i bøn.
En pilgrim er et menneske, der må spørge om vej og bede om hjælp. Bønnen er i centrum på en pilgrimsvandring. Og i bønnen er du i kontakt – med Gud og medmennesket.
Undervejs mod Sant