Mellem frihedsberøvelse og omsorg – om at være præst i arresten
• I nogle tilfælde kan der være tale om ret grove
lovovertrædelser eller om hærdede indsatte,
som gennem de sidste 10 år har været ude og inde.
Men min grundlæggende holdning er
at møde og rumme dem akkurat dér,
hvor de er i deres liv.
Af sogne- og arresthuspræst Anne Louise Hanson, Randers
En almindelig dag i arresthuset starter med, at jeg danner mig et overblik over de omkring 44 indsatte. Her plejer jeg gerne at spørge vagtmesteren eller andet personale, om der er kommet nye til og om der ellers er nogle specifikke behov blandt de indsatte. Og så får jeg nøgler og alarm og går efter bedste evne rundt og taler med indsatte. Jeg værdsætter både samtalerne og den månedlige gudstjeneste højt. Her har jeg mulighed for at være sjælesørger og på den måde udvise en omsorg, der betyder, at jeg er på deres side. Det betyder ikke, at jeg som præst bare godkender det, de nu er blevet anholdt for. I nogle tilfælde kan der være tale om ret grove lovovertrædelser eller om hærdede indsatte, som gennem de sidste 10 år har været ude og inde. Men min grundlæggende holdning er at møde og rumme dem akkurat dér, hvor de er i deres liv. Og jeg er ikke i tvivl om, at hver samtale bringer noget positivt ind i deres hverdag.
At omsorgen kan have sine begrænsninger – vel og mærke i praktisk forstand – skyldes til dels, at det er et arresthus, jeg arbejder i. Arresthuse har et mindre spillerum end fængsler, da der er tale om varetægtsfængslinger. Det betyder som sagt, at de indsatte er isolerede i døgnets 24 timer, minus den time, hvor der er mulighed for en morgengåtur i den lille overvågede gård. For de, der ønsker det, er der yderligere mulighed for samvær mellem kl. 16-20 med en anden indsat, som så foregår bag en låst dør i en af cellerne. Indtil domsafsigelsen og den efterfølgende afsoning er der til og med tale om, at alle breve og besøg overvåges og kontrolleres. Da min kvote i arresthuset kun er på de 25 %, er der heller ikke et præstekontor eller et kirkerum til rådighed. Alle gudstjenester foregår på gangen, og min sjælesørgeriske praksis foregår rundt i de mange celler. Det er der i og for sig heller intet i vejen med, men den øgede sikkerhed og overvågning, som hører til et arresthus, gør, at mine handlemuligheder er begrænsede. F.eks. sker det ofte, at indsatte sidder varetægtsfængslet i et halvt til et helt år. De har derfor brug for at få en hverdag til at fungere – en hverdag som pludselig synes brudt, isoleret og uvis. Det ville følgelig være nærliggende at give omsorgen et større rum, også rent fysisk som et kirkerum med plads til efterfølgende ”kirkekaffe” eller andre aktiviteter. Men arresthuset er dækket ind som andre arbejdspladser, dvs. på den mest sparsomme måde, så det lige netop kan hænge sammen. Og selvom der er mange ansatte, der gør et stort og flot stykke arbejde, så er der noget i retslæren og fængselssystemet, som gang på gang får mig til at rejse spørgsmålet: Hvordan kan vi undgå den gennemgående tendens, prisonisering? Ja, hvad er formålet med denne form for straf?
Jeg skal afslutte denne måneds blogindlæg med kort at præsentere et klosterprojekt, der opstod i 2001 inden for den svenske kriminalforsorg, og, som blev anledningen til min interesse for straf og fængslets indre liv. Da jeg for første gang hørte om ’klostret i fængslet’ i foråret 2010, besluttede jeg mig for at præsentere det i mit speciale. Jeg tog i den forbindelse til Sverige og interviewede en indsat, to tidligere indsatte og en præst, der alle var i berøring med klosterprojektet. Hensigten med interviewene var at belyse fængselslivet og yderligere, hvordan indsatte gennem klostervirksomheden kunne finde sig selv som menneske. Det var som følge deraf muligt at afstemme straf som andet end gengældelse og gavn, idet omsorgen her syntes at være det positive element, der kunne hjælpe indsatte igennem en grundlæggende proces også forstået som opgøret med det gamle og den ny begyndelse. Formålet med denne proces var, jf. interviewsamtalerne, at indsatte fik mulighed for at opleve forsoning og accept. Det er kendetegnende for klostervirksomheden, at den bygger på Ignatius’ åndelige øvelser og endvidere fungerer som en treledet kæde. Det starter med en 30 dages retræte i Kumla, som er et af Sveriges største og mest bevogtede fængsler. Her er hver deltager fortsat knyttet til en enkeltmandscelle, som befinder sig i en særskilt fængselsafdeling også benævnt som klostret. Det centrale her er, at livet ifølge retrætens øvelser renses. Herefter er der mulighed for at søge til klosterboligerne i fængslet i Skänninge. Her kan klosterdeltagerne i en særskilt afdeling, klostret, fortsætte fordybelsen som det at forme livet. Og endelig er der som det tredje led i klosterprojektet mulighed for en udslusning på Mariagården i Vadstena, hvor livet nu skal leves.
Det interessante ved klosterprojektet er, at den svenske kriminalforsorg tog initiativet, hvorefter den nu pensionerede præst, Truls Bernhold, startede selve klostervirksomheden. Til trods for den svære overgang mellem et klosterophold og dagligdagen i fængslet, har klostervirksomheden opvakt muligheden for nye veje og et nyt livssyn hos mange indsatte. Og efterfølgende har mange løsladte, som det erklæres i en artikel, ”undvikit att återfalla i en kriminell livsstil och fått nya livschanser tack vare verksomheten på Kumla” (Svensson, Ulf, 2010, http://www.rikareliv.info/Kumla%20kloster.htm). I øvrigt har projektet vakt stor opsigt i Norden, hvor Norge nu er i gang med at oprette noget lignende. Tænk at kunne være med til at forandre indsattes hverdag i en sådan retning, at de får mulighed for slappe af og slippe maskerne, rædslerne og hårdheden for i stedet at gribe chancen for en ny begyndelse i fællesskab med andre. Det ser jeg som et aktuelt bud på straffens menneskelige ansigt også forstået som en omsorg, der ikke er naiv, men derimod bygger på ansvar – ansvar fra både kriminalforsorgens og indsattes side. Det er for mig at se en omsorg, der åbner døre.
Når straf bliver til omsorg
• Det er på den baggrund min påstand,
både som teolog og arresthuspræst,
at der er brug for at tænke straf som omsorg.
Af sogne- og arresthuspræst Anne Louise Hanson, Randers
Når straf kan defineres som ”pinepåførsel” (jf. første blogindlæg) er det først og fremmest ud fra den tanke, at straffen som frihedsberøvelsen i henholdsvis arresthuse og det lukkede og bevogtningsorienterede fængsel mere er til skade end til gavn. Det skyldes negative faktorer som den såkaldte prisonisering, hvilket i mange tilfælde afstedkommer problematiske processer og tilstande under fængselsopholdet og yderligere efter løsladelsen. Som præst i et arresthus med plads til 44 indsatte – der i øvrigt venter på deres dom inden selve afsoningen – er det påfaldende, hvor tidligt en prisonisering kan finde sted. Den nyindsatte møder ofte fra andre indsatte en negativ holdning mod ansatte og systemet som sådan. Og er der ikke andre til at støtte dem og vise dem til rette i fængselssamfundet, sker det, at de øvrige indsatte påtager sig opgaven. Det er der på sin vis ikke noget i vejen med. Problemet opstår der, når den nyindsatte allerede på dag et, bliver mødt med holdningen: ”Det er os mod dem. Og i øvrigt må du gerne fortælle os andre, hvad du er dømt for. Sidstnævnte spørgsmål er fast procedure. De øvrige indsatte vil vide, hvad nytilkomne er dømt for. Og det kan i uheldige situationer som en sædelighedsforbrydelse få så fatale konsekvenser, at den nyindsatte udsættes for fysisk og psykisk vold af de øvrige indsatte.
Det er på den baggrund min påstand, både som teolog og arresthuspræst, at der er brug for at tænke straf som omsorg. Jeg ser det som min primære opgave at udvise omsorg over for indsatte, dvs. ved primært at fungere som en sjælesørger, men også som en teologisk opgave at kunne formulere en fængselsteologi. En fængselsteologi kan og skal ikke sammenligne sig med juraen, da der er tale om to forskellige tilgange, herunder to forskellige metoder. Men teologien kan og skal blande sig, fordi dens force netop et at tænke menneske og Gud i relationen til hinanden og hermed springe de verdslige grænser. For på den ene side er det et statsligt anliggende, at den skal varetage menneskets tarv – og i øvrigt med kriminalforsorgen som en del af det offentlige velfærdssystem hjælpe kriminelle. Med et begreb som forsorg er der tale om at yde hjælp til nødstedte mennesker (og for det enkelte menneskes skyld). På den anden side kan teologien pege på betydningen af Guds frie barmhjertighed, dvs. en Guds-begivenhed, der konstant bevæger sig i relation til menneskets egen væren og liv. I Karl Barths forsoningsteologi (jf. Barth, 1960, Die Kircheliche Dogmatik, IV,1) forstås Gud som et ”Gott mit uns”. Barth ønsker her at fremhæve, at Gud allerede har handlet for menneskets skyld. Gud er nemlig den, der i Kristus aktivt og subjektivt har forsonet sig med mennesket. Med en sådan forsoningsteologi er der tale om en virkeliggørelse af aktionen af Guds frie barmhjertighed, hvilket vil sige, at den soning, der fandt sted på korset, kan omsættes som omsorg i det menneskelige. Straf er således ikke en guddommelig handling, men derimod et menneskeværk og kan derfor placeres i antropologien som en omsorgsforholdsregel: En omsorg, der understreges af tanken om Gud som ”Gott mit uns”.
Når straffen bedst placeres i de mellemmenneskelige forhold, skyldes det altså behovet for samtidig at tænke straf som omsorg. Hvad enten der er tale om en kristologisk teologi eller om en human sjælesorg, findes der hos et stort antal indsatte i arresthuse og fængsler en længsel efter omsorg. Og omsorgen må her anses for at være en vigtig holdning i en kultur, hvor det kan være svært at overleve og give slip på en kriminel identitet. Omsorg er endvidere et fornuftigt alternativ til straf som gengældelse og straf som gavn, idet omsorgen ikke fordømmer eller vil noget bestemt med den enkelte, men derimod åbner døren til den enkelte celle med tanken om mennesket som uerstatteligt. Men skal den kristne tro forstås som mere end en holdning, må der også handling til, og her har omsorgen altså sine begrænsninger, hvis den vil nå ud over samtalerummet i den enkelte celle. Jeg skal i den forbindelse komme nærmere ind på min gang i arresthuset og samtidig præsentere et alternativt fængselsophold inden for den svenske kriminalforsorg.
Frihedsberøvelsen – om fængslets indre liv
• Når det er så vigtigt at bemærke,
hvad det er for strukturer, der kendetegner
fængselslivet, skyldes det, at indsatte må være ret
hårdhudede for at overleve.
Af sogne- og arresthuspræst Anne Louise Hanson, Randers
Når den dømte afsoner sin straf, skal det som udgangspunkt ske i det fængsel, der svarer overens med den begåede kriminalitets art og i det fængsel, der ligger nærmest den dømtes bopæl. På den måde sikrer man, at frihedsberøvelsen ikke fratager den dømte mulighed for at få besøg, f.eks. af kæreste eller børn. Når det er sagt, er der stadig tale om en frihedsberøvelse af stor grad, da den dømte skal opholde sig inden for et afgrænset område i en fastlagt tid. For folk i arresthuse er der til og med tale om en isolation på 23 timer, mens der for dømte i fængslerne er tale om et kontrolleret og institutionaliseret fængselsliv. Det rejser ikke blot spørgsmålet om, hvad formålet er med straf, men også, hvad det er for processer, der finder sted under straffuldbyrdelsen. Her kan der hentes hjælp fra sociologien, idet ethvert fængselsliv udspiller sig i en social kontekst og dermed forudsætter en socialiseringsproces.
For at kunne indgå i et fængselssamfund må den indsatte have kendskab til selve fængselskulturen. Det betyder – som i en enhver anden kultur – at den indsatte nu skal navigere i et system af regler, mening og menneskeskabte artefakter. Nu er der jo ikke på den måde tale om et skrevet regelsæt. Nej, der er tale om uskrevne spilleregler, og netop dén proces, kaldes prisonisering. Sociolog, Linda Kjær Minke, der i sin ph.d. afhandling undersøger fængslets indre liv med særlig fokus på prisonisering, beskriver prisonisering som den ”socialiseringsproces i fængslet, hvor den indsatte under fængselsopholdet i varierende grad tilslutter oppositionelle normer i retning mod de ansatte og det officielle fængselssystem, de forvalter og repræsenterer” (jf. Minke, 2010, Fængslets indre liv, 304). Der er altså både tale om en proces, hvor den indsatte skal kunne aflæse og tilpasse sig de allerede fastlagte strukturer i kulturen, og så en tilstand, der beror på den indsattes sociale tilhørsforhold i gruppen. Her kan der f.eks. være tale om en vis form for solidaritet med de øvrige indsatte samt social placering og status. På den måde må den enkelte indsatte interagere i et hierarkisk system, og her lægges der særlig vægt på, hvad den enkelte er dømt for. De lavest rangerede vil derfor typisk være de, der har begået sig mod mindre børn, vold mod kvinder eller lider af at større stofmisbrug. Disse vil for at undgå problemer med de øvrige ofte befinde sig i en isoleret afdeling. Og endelig har indsattes sociale placering udenfor (inden de kom i fængsel) en betydning for placeringen internt i fængslet. I dette sammenspil af social placering og status, herunder rollefordeling og grupperinger, må den nyindsatte lære at begå sig og finde sin plads i det indbyrdes hierarki – et hierarki, som jo oftest er centreret om en magtstrategi.
Når det er så vigtigt at bemærke, hvad det er for strukturer, der kendetegner fængselslivet, skyldes det, at indsatte må være ret hårdhudede for at overleve. Det betyder f.eks., at følelser holdes nede i sådan en grad, at man som indsat fastlåses i rollen og positionen som indsat og i mange tilfælde som kriminel. Prisonisering er således den proces, der udspiller sig under selve straffuldbyrdelsen, og, som er relateret til kriminel orientering. Hermed bliver straf hverken til gavn eller