Giv os i dag vort daglige arbejde…

• Hvorfor tager jeg telefonen med tilbageholdt åndedræt
som om den lokale præst her, hvor jeg er, har telefonnummer
tilfælles med alarmcentralen?

Af Benedikte Bock Pedersen, Gl. Haderslev

Da jeg i 1996 begyndte som præst i Haderslev, var der til indsættelsesfesten en pensioneret lærer, som ønskede til lykke med ordinationen og indsættelsen og så tilføjede: ”Ja, nu må du så tage det på dig at fylde embedet ud med den, du er.” Det var en mærkelig formulering, syntes jeg, for jeg havde jo fået et job og underskrevet præsteløftet og så var den potte vel ude. For mig var det noget med handlinger og gudstjenester, konfirmander og besøg, sådan i lidt store træk, men før jeg fik set mig om, arbejdede jeg en rasende masse timer og lavede rigtig mange forskellige ting, som jeg ikke rigtig kunne forbinde direkte med noget, jeg havde underskrevet på biskoppens kontor. Jeg indså hurtigt, at der foran mig lå et sorterings og oprydningsarbejde, hvis jeg nogensinde skulle kunne komme til at fungere som præst. Jeg opdagede, at jeg godt nok fyldte embedet ud, faktisk nogen gange så meget, at jeg var ved at blive kvalt i kraven, men det var med rigtig meget andet end den, jeg var. I kollegers kreds og blandt gamle studiekammerater erfarede jeg, at jeg ikke var alene med følelsen af kvælning. Der blev råbt på ledelse og udpeget dårlige provster, elendige biskopper, men det daglige arbejde derhjemme i sognet, på kontoret, i kirken, ved telefon og mail, det fik bare lov til at stå til, som om det ikke var der, problemerne begyndte.

Hvordan arbejder du?
Der er meget berettiget klage og meget urimelig klynk, når præster mødes. Det første skal man forholde sig aktivt til, det sidste skal man holde op med. At forholde sig aktivt til sit arbejde betyder i min optik, at du ser på det, du gør og spørger dig selv, hvorfor du gør, som du gør, ikke i psykologisk forstand, men helt konkret og med praksis for øje. Hvorfor arbejder jeg på min fridag? Hvorfor er jeg aldrig hjemme om aftenen? Hvorfor tager jeg telefonen med tilbageholdt åndedræt som om den lokale præst her, hvor jeg er, har telefonnummer tilfælles med alarmcentralen? Når så alle disse faktorer i arbejdet er tænkt igennem, kommer opgaven med at opstille fremadrettede retningslinjer for, hvordan ens arbejdsliv skal forme sig. At udarbejde retningslinjer for den måde, man arbejder på, er en personlig ting og en organisk proces, forstået på den måde, at de med jævne mellemrum skal justeres, så de passer den, man er og den livssituation man er i.

Jeg vil give et par eksempler på retningslinjer, jeg selv har haft og som, jeg derfor ved, fungerer i praksis:

·  Hovedparten af de samtaler, jeg har, foregår indenfor normal arbejdstid mellem 8 og 15.30
·  Jeg vil ikke bruge barnepige til børnene for at passe mit arbejde
·  Jeg vil kun have et aftenmøde om ugen
·  Jeg tager ikke telefonen mellem kl. 16 og 20

Disse få retningslinjer bærer præg af, at de er udformede, mens mine børn var små, så i mit arbejdsliv er de ikke aktuelle mere, men jeg har valgt dem for at gøre op med den myte, at det er svært at være præst og have små børn, tværtimod er min erfaring, at det er verdens bedste job at have, netop når ens børn er små. Opfordringen i denne blog vil derfor være at opstille retningslinjer for, hvordan man udfører sit arbejde, de må gerne være drastiske og dristige, konstruktive og kritiske.

I næste blog stiller ser jeg på det daglige arbejde og hvornår det gøres.


 

Giv os i dag vort daglige arbejde (2)

• Mange præster vil svare med det samme
og på alting og hele tiden

Af Benedikte Bock Pedersen

Karen Blixen havde gennem sit liv flere mottoer, et af de kendteste var je responderay; jeg vil svare. Med det mente hun, at hun ville svare for sig, sit liv, sine handlinger, sine nederlag. Det er smukt at vælge at stå til ansvar for sit liv både det, der gik godt og det, der kiksede. Mange præster har det samme motto. De vil også svare, men ikke på samme måde som Karen Blixen.

Mange præster vil svare med det samme og på alting og hele tiden. Når man vil svare hele tiden, så har det som konsekvens, at den tid, hvor man kan arbejde koncentreret og fordybet, minimeres. For mange præster vil ikke bare svare, de vil være online 24-7. Det vælges ikke bevidst, men udøves i praksis som en særlig pastoral disciplin. Overfor denne adfærd skal man stille enkle spørgsmål, for ens arbejdsliv handler ikke kun om, hvordan vi arbejder men også hvornår. Hvis ikke man har en aktiv holdning til, hvornår man arbejder, så indfinder følelsen af at arbejde hele tiden. Så har du en oplevelse af at arbejde hele tiden, så er du måske bare dårlig til at prioritere din arbejdstid.

Hvornår arbejder du? Hvis man har en praksis, som indebærer, at man står til rådighed hele tiden, så er man i princippet på arbejde altid, og ikke bare er man mentalt på arbejde hele tiden, man holder heller aldrig fri. Ens opfattelse af, hvordan man står til rådighed, er på mange måder symptomatisk for ens måde at arbejde på. Hvis man som jeg har som retningslinje, at så meget arbejde som muligt skal foregå indenfor normal arbejdstid, ja så har man en praksis, hvori det afspejler sig.

”Jeg vil svare” men det er primært mellem kl. 8 og 15.30. At arbejde som præst på den måde har som konsekvens, at man også er nødt til at kikke kritisk på, hvad slags arbejde der laves hvornår, altså hvornår man har sin arbejdsmæssige prime-time. Arbejder man bedst om morgenen, ja så er det en dårlig prioritering at begynde dagen med at tjekke mails, for mails kan man sagtens besvare sidst på dagen, hvis det er der, man er flad. At prioritere sit arbejde godt er derfor at tage first things first, at begynde med det egentlige og det væsentlige. Denne prioritering er personlig og organisk, ligesom retningslinjerne er det. Så et redskab til at reducere sine arbejdstimer er at se kritisk på, hvornår man løser forskellige opgaver.

Et andet godt redskab er at sætte tid på de enkelte arbejdsopgaver, hvor lang tid må tingene tage og så være åben omkring det ud ad til, f.eks. når der laves aftaler. ”Vi skal have snakket sammen om din mors begravelse, jeg har en tid kl. 10, det tager ca. 1 time” Og ikke bare kan man sætte tid på udadtil, man kan også gøre det overfor sig selv helt konkret, en gennemsnitlig og ukompliceret begravelse er 3 arbejdstimer inkl. samtale, taleskrivning og handling i kirken. Hertil kommer opfølgende besøg á 1 times varighed. Går man til mindesamvær, så skal der også tid til det.

Denne øvelse kan med fordel bruges som overordnet skabelon for rigtig meget præstearbejde, og koblet sammen med begrebet prime-time er man godt hjulpet, så kan eksempelvis den faktiske arbejdstid på f.eks. søndagens prædikenskrivning reduceres måske fra 6 til 4 timer eller mindre.

I næste blog vil jeg kredse om spørgsmålet: ”Hvor meget arbejder du?”


 

Giv os i dag vort daglige arbejde (3)

• Mange præster arbejder meget, mange præster
kan lide at arbejde meget, det kan jeg også selv

Af Benedikte Bock-Pedersen, Gl. Haderslev

En onsdag formiddag havde jeg et par mellemtimer, jeg havde haft konfirmander og skulle først have begravelse kl. 12.30. Efter en hurtig kop kaffe med min kollega gik jeg derfor i byen for at købe et par gaver til familien.

Da jeg er på vej tilbage, møder jeg en af mine nabokolleger, som har fridag om onsdagen. Han hilser glad på mig og siger:
”Det er dejligt at se, at du også kan holde lidt fri sådan en onsdag.”
”Fri” siger jeg, ”jeg har overhovedet ikke fri, jeg har haft konfirmander, jeg skal have begravelse, så har jeg en samtale kl. 13.30 og et møde kl. kl. 15.30.”
Min kollega grinede ad mig og sagde: ”Hvorfor forsvarer du dig? Jeg ved da godt, du har travlt, kan jeg ikke bare få lov til at glæde mig over, at du kan gå her og købe gaver en onsdag, hvor solen skinner. Er det ikke ok at have fri?”

Og ok var det jo tilsyneladende ikke, for min reaktion og mit forsvar svarede ikke til at jeg lige kunne holde lidt fri, men snarere til at jeg nærmest var blevet grebet i noget kriminelt. Som om jeg skulle arbejde hele tiden. Denne pinagtige oplevelse og afsløring af min egen adfærd sendte chokbølger igennem min opfattelse og selvforståelse af, hvor meget jeg skal arbejde. For min nabokollega havde jo ret, jeg havde jo fri, jeg var ude i et privat ærinde, solen skinnede og det var ok. Siden har jeg med stolthed sagt til folk: ”Ja, jeg holder fri lige nu.” Det siger jeg også til kolleger, som jeg møder, og som hurtigt begynder at fortælle mig, hvor meget de arbejder, hvor de er på vej hen og hvad de lige har lavet.

Hvor meget arbejder du? 
Mange præster arbejder meget, mange præster kan lide at arbejde meget, det kan jeg også selv. At være præst og at arbejde som præst er en meget personlig ting, noget man fylder ud med den, man er. Hvis man kan lide at arbejde meget og skal holde til at arbejde meget, skal det, man gør, give mening. At arbejdet har mening er også en stressforbyggende faktor. Hvis man arbejder meget eller arbejder for meget, så skal der skæres ned og prioriteres, så enten arbejdsmængden gøres mindre eller kommer til at give mere mening. En nyttig øvelse til det er følgende model:

Del de arbejdsopgaver du har i 4 grupper:
   1. Det som skal gøres
   2. Det som giver glæde og energi
   3. Det som trækker tænder ud/ tapper for energi
   4. Det som er spild af tid

Alt præstearbejde kan deles i de 4 grupper og alle præster har arbejde, som kan kategoriseres som de 4 ting. Så når arbejdet er inddelt i de 4 grupper, er tricket at få det arbejde, som er spild af tid og det som trækker tænder ud (gruppe 3 og 4) til at fylde så lidt som muligt, så de arbejdsopgaver, der rubriceres i gruppe 2, fylder så meget som muligt og gruppe 1 fylder det, den skal og ikke mere. Øvelsen skal gentages med jævne mellemrum, fordi gruppe 3 og 4 er som ukrudt, der bliver ved og ved og ved med at komme.

I næste blog stiller jeg spørgsmålet: ”Hvad arbejder du med?”

Giv os i dag vort daglige arbejde (4)

• I perioder med meget arbejde siger man altså nej til opgaver,
som ikke direkte har med embedsførelsen at gøre

Af Benedikte Bock-Pedersen, Gl. Haderslev

I min første blog berørte jeg kort præsteløftet som retningslinje for arbejdets indhold, og man kunne fejlagtigt tro, at præsteløftet er uanvendeligt, som retningsgiver for, hvad en præsts arbejde består i. Det synes jeg ikke! Jeg synes, præsteløftet siger meget præcist, hvad det er, en præst skal. Det er gammeldags i sin ordlyd og sine formuleringer, men aldeles relevant i sit indhold, men ligesom det er nødvendigt at udfylde embedet med den, man er, så skal præsteløftet også fortolkes i lyset af den tid, man er præst i og det sted, man er. Præsteløftet giver ikke en pejling på, hvor mange timer man skal arbejde, hvornår man skal arbejde eller hvordan man skal arbejde, men præsteløftet er helt klar i mælet, når det kommer til at besvare, hvad det er, vi som præster skal arbejde med.
Det handler i korte træk om forkyndelse, modarbejdelse af vranglære, oplysning og vejledning, studier og ens eget gode eksempel for menigheden.

Hvad arbejder du så med? Der findes flere netbaserede fora, hvor præster kan udveksle ideer, prædikener, erfaringer. Selv er jeg med i det, som kaldes pastorlisten og disse fora er et godt og relevant arbejdsredskab i mange sammenhænge. At være med i sådan en sammenhæng giver samtidigt et unikt indblik i, hvad præster bruger deres embedseksamen og deres kald til, hvad de gør for at udfylde præsteløftet. Meget af det, vi gør, har relevans og meget har ikke! Når arbejdstiden skal opkvalificeres eller bringes ned, så skal man se på indholdet af ens arbejde. Jeg underviser nyansatte præster i Haderslev Stift, og til dem siger jeg, at de skal se på hver enkelt ting, de gør ”Se på det du har foran dig! Kan det linkes op på præsteløftet? Ja eller nej. Kræver det en teologisk embedseksamen? Ja eller nej.” Er svaret ja, så er der ikke så meget at rafle om, men meget af det, en præst arbejder med, ligger i en gråzone, hvor det godt kan være ens arbejde uden, at det direkte har med teologi at gøre. Når det derfor er blevet konstateret, at den opgave, som ligger foran en, ikke fordrer en teologisk embedseksamen eller kan forbindes med præsteløftet, så er næste spørgsmål:
”Giver det billige point?” Og til de billige point hører efter min opfattelse f.eks. at holde Sankt Hans tale, grundlovsfest i præstegårdshaven, hyggeaften på plejehjemmet før jul, vise spejdere rundt i kirken.

Altså sådan noget som andre egentlig godt kunne gøre, men som på en eller anden måde kan høre med, der hvor man nu er præst. Har man mange irrelevante arbejdsopgaver, så kan man jo begynde med at sortere i dem og sige nej til de opgaver, som giver for få billige points. Det betyder ikke, at de billige points skal undervurderes, for det kan være mængden af dem, der er udslagsgivende for om relevant præstearbejde glider lettere for en. Derfor er de points ikke kun billige, men kan vise sig at være værdifulde.  Samtidig er de arbejdsopgaver, som udløser billige points, også dem, som kan tages ind og ud af ens arbejdsliv alt efter, hvor meget arbejde der i øvrigt er og hvor meget arbejdsenergi, man har.

I perioder med meget arbejde siger man altså nej til opgaver, som ikke direkte har med embedsførelsen at gøre og hver gang man har sagt nej i telefonen, på mailen, ved døren, så siger man ”pyt med det” til sig selv.  At sige nej udadtil og pyt til sig selv kan redde rigtig meget i et præsteliv.

Med ønsket om en travl og velsignet adventstid slutter jeg med at blogge her, jeg håber, at nogen har kunnet drage fordel af det, jeg har skrevet.