Generation Gavmild

• Om ikke andet så blev det efter forholdsvis kort tid
hernede ret tydeligt, hvad vores “bidrag” skulle være

Af Birgitte Engholm, den danske kirke i Sidney

Det ville være løgn, hvis jeg hævdede, at vi, da vi for lidt over fem år siden søgte stillingen som præstepar ved den danske kirke i Australien ikke tænkte tanken: Hvad vil vi gerne have ud af det?  Men i forgrunden for den tanke lå spørgsmålet: Hvad vil vi gerne putte ind i det?  Det kan man jo nok have en slags ide om, selvom man ikke har lokalkendskab til sognet og her endda et sogn på et helt andet kontinentet. Om ikke andet så blev det efter forholdsvis kort tid hernede ret tydeligt, hvad vores “bidrag” skulle være; hvad, der skulle være overskriften for vores fem år ved den danske kirke Australien. Helt kort fortalt ville vi fravriste danskerne hernede muligheden for at kunne sige “Dem derude i kirken” eller “Derovre i kirken”.  Der skulle  ikke være et dem og et os, et inde og et ude, et med og et ikke-med.  Faktisk drøftede vi helt grundlæggende, om det overhovedet var nødvendigt at have medlemmer - om det ikke nærmere skulle være sådan, at alle danskere fastboende, ex-pats, turister etc. bare naturligt skulle regnes som værende med(lem) i den danske kirke. Alle skulle komme i kirken eller i det mindste kunne se sig selv som kommende i kirken, og kirken skulle naturligt komme alle steder eller i det mindste skulle alle opfatte det som naturligt, hvis kirken var med.

Den vision lyder måske som lidt af en livsopgave eller i hvert fald som en opgave, man ikke aldrig helt når til måls med. Både fordi nye danskere kommer til og fordi både kirken og samfundet hele tiden forandrer sig. Ikke desto mindre blev det vores ambition. Ud med arrangementer, der lukker sig om sig selv, og tanken om kirken som en stor familie skulle sendes på flugt. De store døre skulle slås op. Folk skulle ind i kirken og kirken skulle ud til folk!

Med sådan en ambition er det en gave at have folk omkring sig, der kender til frivilligt arbejde og til det at arbejde for en sag uden at spørge “So what’s in it for me?”. Jeg tror, det gælder for de fleste, ja måske endda alle de “udenlandske folkekirker”, at det frivillige engagement er kæmpe stort. Udover præsteparret får kun assistenten og organisten ved den danske kirke i Australien en symbolsk løn for deres indsats, resten af de indvolverede er udelukkende drevet af lyst og engagement. Alle arbejder frivilligt med på en større sag. Ingen lønnet kirketjener, ingen lønnet sognemedhjælper, ingen vederlag til menighedsråd og ingen løn til havemand, pedel etc .    Nu kan det maske lyde som om, jeg er imod løn, hvilket ingenlunde er tilfældet. Men med lønnet kirkeligt arbejde følger ofte et regulativ eller en kontrakt, der i bedste fald bruges som målstyring, men som i værste fald også kan bruges som et ufleksibelt og rigidt dræn, så al engagement, god vilje, lyst og især fleksibilitet flyder ud.

Instituttet for fremtidsforskning har lige udsendt deres e-newsletter og i det kan man læse, at en af de nye trends, der kommer til at række langt ind i fremtiden og som der er høj status i er: Gavmildhed.  Vi har de sidste par år set gavmildhed i alskens forklædninger lige fra nødhjælp og katastrofehjælp til verdens fattige og nødlidende, til  venligsindede wellness-gaver givet til sig selv “Because I’m worth if’.  Det virkelig nye vil være, hvis den nye Generation G(avmild) finder vej til kirken uden regulativer, men med et mindset, der ikke spørger, hvad de kan få ud af arbejdet, men hvad det kan putte ind i det.   
 

Sydney tur/retur (3. del)

• lige netop den australske halvamerikanske plasticjul
skaber faktisk Frederikskirkens økonomiske grundlag

Af Birgitte Engholm, den danske kirke i Sydney

Christmas in July, ja det lyder som en vittighed midt i den danske sommervarme, men det er det ikke. I hvert fald ikke Down Under. Australierne holder rent faktisk Christmas in July. I juli pynter australierne op med lyskæder i træerne, inviterer til BBQ (som er det nærmeste de kommer vores danske frokost), nogle giver også gaver og rundt omkring kan man besøge Alpine Vinter festivaler med kunstige granguilander og skøjtebaner, og drikke gluhwein. “Jamen, hvorfor da”, har jeg spurgt nogle af mine australske venner. Her i Australien har vi godt nok vinter, når det er sommer i Danmark, men ligefrem fejre jul i juli! Svaret er, at jul, det er sådan noget med sne, kulde og mørke, og derfor skal julen - også - ligge i juli. Som dansker kan jeg kun give dem ret, men det er helt vanvittigt, at australierne også har den opfattelse. Ingen af de australiere jeg kender, har nogensinde holdt jul udenfor Australien og kender derfor hverken til at køre i kirke i juledags eftermiddagsmørke, se sneflokke komme vrimlende i juleferien eller skutte sig i julekulden. Nej, forklaringen er en helt anden: Australierne holder Hollywoodjul og Hollywood har for australierne vist, hvordan en rigtig jul ser ud. Og australierne ligner, trods deres britiske commonwealth bånd på mange måder i højere grad amerikanerne med deres hollywoodjul, plasticjul og masser af rigtig dårlig julesmag.

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Og lige netop den australske halvamerikanske plasticjul skaber faktisk Frederikskirkens økonomiske grundlag. Salg af hjemmelavet dansk julepynt, julelys af ren stearin, dansk design og Jette Frølich julepynt, den bedste danske marcipan og danske “mærkevare” julegaver af høj kavlitet osv. er i høj kurs i Sydney. Så derfor giver Christmas in July på sin egen bagvendte måde også mening her i kirken. Lige nu i de her uger, imens I i Danmark nyder de lyse nætter og kølig hvidvin på terrasserne, begynder her de store forberedelser til det store fundraising Julemarked i slutningen af november. For os er Christmas in July ikke lyskæder, BBQ og gaver, men hårdt arbejde og netop i dag har 14 frivillige fyldt alle Frederikskirkens lokaler for at gøre klar til julemarkedet - og det vil de blive ved med indtil julemarkedet i slutningen af november. 

I et “juleværksted” sidder onsdagsgruppen og syr, samler og limer julenisser. I et andet “værksted” sidder et par stykker og bestiller de danske købmandsvarer, der sælges på julemarkedet. I kælderen sidder et par stykker og tæller film og bøger leftovers, så vi kan få et overblik over, hvad der solgte sidste år og hvad der skal købes ind i år. Lister med opgaver, nøglepersoner, sponsorer osv. udarbejdes på kontoret. I november måned skal alt være fiks og færdig. Her valfarter hen ved 700 mennesker til kirken, der i dagens anledning er omdannet til julemarkedsplads med smørrebrødscafe, julestue, juleklippebod, æbleskivecafe, kulturbod, designbod, isbod, købmandsbod, delibod, smykkebod, julebio, præstebod, lotteribod, siletauctionbod, legobod, hotdogbod og meget meget mere.

I den danske kirke i Australien kender vi hverken til kirkeskat eller ligningsmidler, så hele det økonomiske grundlag for kirkens drift og en stadig større del af præstelønnen betales via medlemsbidrag, donationer og fundraisingevents som f.eks. julemarkedet, hvor der på en dag - men efter mange måneders forberedelse - omsættes for ca. 320.000 kr.

Det kan indimellem virke paradoksalt, at man som præst skal bruge så forholdsvis meget tid på at knokle for at tjene sin egen løn ind. Men, hvis man kigger på the bright side of life, får man øje på både engagement, medansvar, medejerskab, sammenhold, samarbejde, arbejsglæde, tilfredsstillelse og julehumør og julestemning - det er skønt at kunne bære ting selv, men det giver nu en helt særlig glæde at løfte i flok.

Så selvom Christmas in July i vores danske ører lyder helt fjollet, markerer den for Frederikskirken i Sydney starten på det store arbejde, der her gøres for, at vi hvert år den 24. dec - 10 timer før I derhjemme - kan kime til julefest for at fejre, at et barn blev født i Betlehem.

Sydney tur/retur  (2. del)

Barselsvikariat ... konstitueret sognepræst ... midlertidig ansættelse ... kvotestilling.  Det er torsdag aften i Sydney og jeg sidder og kigger efter ledige stillinger i Præsteforeningens Blad, der kommer hertil med en uges forsinkelse. Der er langt imellem de gode faste præstestillinger eller også er jeg bare blevet lidt kræsen?  Efter fem fantastiske år i Sydney, har vi besluttet os til at vende tilbage til Danmark og den danske folkekirke. Og indrømmet, man bliver nok både forvænt og en smule kræsen af at have haft hele dette fantastiske australske kontinent som sit sogn.

Den danske kirke i Sydney blev oprindelig grundlagt af danske emigranter, men bliver nu i globaliseringens navn også flittigt besøgt og brugt af turister, udstationerede af kortere eller længere varighed, studerende, ex-pats etc.  Kirken er et naturligt samlingssted for de fleste danskere (især børnefamilierne), hvoraf langt de fleste hører til dem, der har en mere sekulær livsopfattelse, dem man hjemme vil kalde kulturkristne. Men her, langt fra den danske bøgeskov og de bugtende bakkedale søger de kirken og finder det, der vist er et af tidens hotteste slagord: Sammenhængskraft.  Her er netværk og fællesskab, tradition og kultur, sprog og historie, salmer og wienerbrød (og selvfølgelig også vin og brød), venner og bekendte, sammenhold og åbenhed, kirke og Kristus ( dog uden kødsovs).  
Kirken er dansk og alt foregår på dansk, især gudstjenesten, der fra kirkebænken ikke vil kunne skelnes fra en hvilken som helst anden gudstjeneste i en af kirkerne i det høje nord. Men samtidig med, at kirken er dansk, er den også en del af den australske samfundskontekst og det betyder selvfølgelig,  at en del ting her gøres anderledes, end vi er vant til i Danmark. 

Danskerne bliver nok hverken mere eller mindre kristne eller for den sags skyld mere eller mindre danske, af at bo så langt fra Danmark. Men det er et kendt fænomen, at mennesker bliver mere opmærksomme på deres nationalitet, når de bosætter sig i et fremmed land. At de begynder at samles omkring deres hjemland, dets sprog og dets traditioner, fordi det bliver vigtigt, at kende sine rødder. Det er vigtigt at vide og især lære sine born, hvor man kommer fra.
Derfor er det sociale aspekt meget vigtigt. Legestue, danskundervisning, kirkekaffe, filmaftener, læsekreds, Skt. Hans aftener, fastelavn, grundlovsdag, mens-club og kvindernes Q-klub, ungdomsloungen med biografture og surfcamps, frokoster, aften cafeer osv. er alle naturlige og velbesøgte arragnementer i Frederikskirken. 
Sognegrænsen er verdenshavene omkring det australske kontinent, så gudstjenester i Perth (ca. 3300 km og en 4 1/2 times flyvetur fra Sydney), bryllupper i Brisbane (1000 km og 1 times flyvetur) og gudstjenester i Melbourne (1000 km og 1 1/2 times flyvetur) er hverdagskost.
Gudstjeneste i Frederikskirken har vi kun to gange om måneden, fordi Melbourne og Brisbane kalder på præsten de to andre søndage. Konfirmandundervisning over Skype efter det australske “School-in’the’air” princip er helt almindelig. Friweekends er ikke noget vi har, men noget vi ind imellem tar’ (Hvis det kan passe ind i kirkens kalender). Ferier tilrettelægges efter kirkens kalender, da nærmeste kollega sidder i Singapore og ikke lige kan komme forbi og dække ind ved  ferier og fridage. Kirketjener, kordegn, sognemedhjælper.....hvad er det? Her klares alle de teologiske og kirkelige opgaver af præsten, og de praktiske opgaver klares af både præst og en stor gruppe af frivillige.   

Men her taler vi ikke om ret og pligt, regulativer og cirkulærer, psykisk arbejdsmiljø og tillidsmøder. Nej, her er kirken tilpasset det samfund og de mennesker, den er en del af. Her er det lyst, smidighed, fleksibilitet, den gode vilje og den praktiske virkelighed, der styrer, hvor kirkeskibet skal sejle hen. Og det er slet ikke så tosset endda.

Sydney tur/retur (1. del)

• Det er snart fem år siden, at vi, der tæller min mand
og vores fire børn, rykkede vores præstegårdspæle
i Vendsyssel op og rejste om på den anden side af jorden

Af Birgitte Engholm, den danske kirke i Sydney

Turen hen over Sydney Harbour Bridge i vores grønne Toyota Tarago er igen ved at tage vejret fra mig. Underligt, hvordan denne køretur, som jeg har taget mindst 100 gange, ja maske endda 300 gange, kan blive ved med at slå luften ud af mig. Gad vide, tænker jeg, imens jeg kører videre mod Pennant Hills, hvor den danske kirke, Frederikskirken ligger, om turen over Storebælt eller hen over Vilsundbroen vil tage mig med samme kraft, når vi snart vender hjem til Danmark efter 5 år som præstepar ved den danske kirke i Australien med basis i Sydney?

Det er snart fem år siden, at vi, der tæller min mand og vores fire børn, rykkede vores præstegårdspæle i Vendsyssel op og rejste om på den anden side af jorden for at bosætte os i Sydney og for at virke som præstepar ved den danske kirke i Australien på en 5-årig aftale. Forud for det var gået en lang ansættelsesproces med ansøgning, samtale, videopræsentation og besøg i Australien. De fem år hernede er fløjet afsted og er nu ved at være gået. Vi ville med hjertet hjertensgerne tage endnu fem år og der er i kontrakten mulighed for forlængelse, men vores hoveder og vores store søn siger os, at nu må vi tilbage. Tilbage til Danmark, tilbage til familien, til de danske skoler og det danske kirke- og præsteliv - vi må tilbage til “det virkelige liv”.

For det har på en måde været fem “uvirkelige” år hernede. Fem år på forlænget ferie, ja sådan føles det. Ikke, at der ikke har været arbejde nok. Ikke, at der ikke har været alt for mange alt for lange arbejdsdage. Ikke, at det ikke også har været nødvendigt at se stort på friweekends og fridage. Ikke, at der ikke også her har været bump på vejen, der skulle tages sig af. Men alligevel, tænker jeg, har det aldrig føltes som rigtig hårdt arbejde. Det har været eventyrligt.

Med Utzons fantastiske operahus i ryggen, kører jeg videre ud af den 6 sporede motorvej. Jeg har endnu 20 minutter i bilen, før jeg kan snurre op ad Hillcrest road og parkere bilen ved vores dejlige og næsten nye præstebolig, der ligger klods op af kirken. Den Danske Kirke i Australien blev “født” for næsten 22 år siden, men først sidste år fik kirken