Sydney tur/retur (1. del)

• Det er snart fem år siden, at vi, der tæller min mand
og vores fire børn, rykkede vores præstegårdspæle
i Vendsyssel op og rejste om på den anden side af jorden

Af Birgitte Engholm, den danske kirke i Sydney

Turen hen over Sydney Harbour Bridge i vores grønne Toyota Tarago er igen ved at tage vejret fra mig. Underligt, hvordan denne køretur, som jeg har taget mindst 100 gange, ja maske endda 300 gange, kan blive ved med at slå luften ud af mig. Gad vide, tænker jeg, imens jeg kører videre mod Pennant Hills, hvor den danske kirke, Frederikskirken ligger, om turen over Storebælt eller hen over Vilsundbroen vil tage mig med samme kraft, når vi snart vender hjem til Danmark efter 5 år som præstepar ved den danske kirke i Australien med basis i Sydney?

Det er snart fem år siden, at vi, der tæller min mand og vores fire børn, rykkede vores præstegårdspæle i Vendsyssel op og rejste om på den anden side af jorden for at bosætte os i Sydney og for at virke som præstepar ved den danske kirke i Australien på en 5-årig aftale. Forud for det var gået en lang ansættelsesproces med ansøgning, samtale, videopræsentation og besøg i Australien. De fem år hernede er fløjet afsted og er nu ved at være gået. Vi ville med hjertet hjertensgerne tage endnu fem år og der er i kontrakten mulighed for forlængelse, men vores hoveder og vores store søn siger os, at nu må vi tilbage. Tilbage til Danmark, tilbage til familien, til de danske skoler og det danske kirke- og præsteliv - vi må tilbage til “det virkelige liv”.

For det har på en måde været fem “uvirkelige” år hernede. Fem år på forlænget ferie, ja sådan føles det. Ikke, at der ikke har været arbejde nok. Ikke, at der ikke har været alt for mange alt for lange arbejdsdage. Ikke, at det ikke også har været nødvendigt at se stort på friweekends og fridage. Ikke, at der ikke også her har været bump på vejen, der skulle tages sig af. Men alligevel, tænker jeg, har det aldrig føltes som rigtig hårdt arbejde. Det har været eventyrligt.

Med Utzons fantastiske operahus i ryggen, kører jeg videre ud af den 6 sporede motorvej. Jeg har endnu 20 minutter i bilen, før jeg kan snurre op ad Hillcrest road og parkere bilen ved vores dejlige og næsten nye præstebolig, der ligger klods op af kirken. Den Danske Kirke i Australien blev “født” for næsten 22 år siden, men først sidste år fik kirken navn, da Kronprins Frederik kom forbi og navngav kirken, så nu hedder den flotte gule kirkebygning i Sydney Frederikskirken. Og Frederikskirken slår uge efter uge generøst den store aktivitetsvifte ud og inviterer alle danskerne herude til et hav af kirkelige, sociale og kulturelle aktiviteter og arrangementer.

Kakaduerne med deres solgule fjertoppede hoveder og rød-grønne rosella papegøjer sidder i gumtrees’ene langs vejen mod Pennant Hills og spreder eksotisk hygge - jo jo vi befinder os under fjerne himmelstrøg. Her går vi ikke i skoven, men på stranden. Her griller vi ikke, vi bbq’er. Her går vi ikke i hallen og dyrker sport, alt foregår udendørs. Her går vi ikke i vinterstøvler, næh vi går i sandaler hele året rundt. Her er “G’day mate”, kænguruer, og Utzons opera hus hverdag. Alt er anderledes og alligevel er alt så velkendt. For i kirken synger vi af Den Danske Salmebog. Prædiken er, som hele gudstjenesten i øvrigt på dansk. Nadverindstiftelsesordene lyder fuldstændig som var vi hjemme og efter gudstjenesten samles vi til en frisklavet kop kaffe og dansk wienerbrød. Her går det danske og australske hånd-i-hånd.

Men om lidt er vi, om alt går som præsten prædiker, på vej hjem til Danmark og jeg har en skummel plan om at tage noget af al den arbejdsglæde, begejstring, nysgerrighed og positive stemning, der er her med mig hjem. Når jeg på nettet læser Kristelig Dagblad’s tema Præst i Dag, så lader det til, at jeg kan gå hen og få brug for det.

Snart hjemme, beslutter jeg mig for, at jeg hen over vintermånederne juni-juli, vil bruge lidt tid på at fundere over, hvad der egentlig gør livet hernede så forskellig fra livet derhjemme - det er en tanke værd og jeg beslutter mig for at eventyret ikke må slutte her, jeg må finde ud af, hvordan jeg kan tage det med hjem, jeg vil leve lykkelig til mine dages ende …

Sydney tur/retur  (2. del)

Barselsvikariat ... konstitueret sognepræst ... midlertidig ansættelse ... kvotestilling.  Det er torsdag aften i Sydney og jeg sidder og kigger efter ledige stillinger i Præsteforeningens Blad, der kommer hertil med en uges forsinkelse. Der er langt imellem de gode faste præstestillinger eller også er jeg bare blevet lidt kræsen?  Efter fem fantastiske år i Sydney, har vi besluttet os til at vende tilbage til Danmark og den danske folkekirke. Og indrømmet, man bliver nok både forvænt og en smule kræsen af at have haft hele dette fantastiske australske kontinent som sit sogn.

Den danske kirke i Sydney blev oprindelig grundlagt af danske emigranter, men bliver nu i globaliseringens navn også flittigt besøgt og brugt af turister, udstationerede af kortere eller længere varighed, studerende, ex-pats etc.  Kirken er et naturligt samlingssted for de fleste danskere (især børnefamilierne), hvoraf langt de fleste hører til dem, der har en mere sekulær livsopfattelse, dem man hjemme vil kalde kulturkristne. Men her, langt fra den danske bøgeskov og de bugtende bakkedale søger de kirken og finder det, der vist er et af tidens hotteste slagord: Sammenhængskraft.  Her er netværk og fællesskab, tradition og kultur, sprog og historie, salmer og wienerbrød (og selvfølgelig også vin og brød), venner og bekendte, sammenhold og åbenhed, kirke og Kristus ( dog uden kødsovs).  
Kirken er dansk og alt foregår på dansk, især gudstjenesten, der fra kirkebænken ikke vil kunne skelnes fra en hvilken som helst anden gudstjeneste i en af kirkerne i det høje nord. Men samtidig med, at kirken er dansk, er den også en del af den australske samfundskontekst og det betyder selvfølgelig,  at en del ting her gøres anderledes, end vi er vant til i Danmark. 

Danskerne bliver nok hverken mere eller mindre kristne eller for den sags skyld mere eller mindre danske, af at bo så langt fra Danmark. Men det er et kendt fænomen, at mennesker bliver mere opmærksomme på deres nationalitet, når de bosætter sig i et fremmed land. At de begynder at samles omkring deres hjemland, dets sprog og dets traditioner, fordi det bliver vigtigt, at kende sine rødder. Det er vigtigt at vide og især lære sine born, hvor man kommer fra.
Derfor er det sociale aspekt meget vigtigt. Legestue, danskundervisning, kirkekaffe, filmaftener, læsekreds, Skt. Hans aftener, fastelavn, grundlovsdag, mens-club og kvindernes Q-klub, ungdomsloungen med biografture og surfcamps, frokoster, aften cafeer osv. er alle naturlige og velbesøgte arragnementer i Frederikskirken. 
Sognegrænsen er verdenshavene omkring det australske kontinent, så gudstjenester i Perth (ca. 3300 km og en 4 1/2 times flyvetur fra Sydney), bryllupper i Brisbane (1000 km og 1 times flyvetur) og gudstjenester i Melbourne (1000 km og 1 1/2 times flyvetur) er hverdagskost.
Gudstjeneste i Frederikskirken har vi kun to gange om måneden, fordi Melbourne og Brisbane kalder på præsten de to andre søndage. Konfirmandundervisning over Skype efter det australske “School-in’the’air” princip er helt almindelig. Friweekends er ikke noget vi har, men noget vi ind imellem tar’ (Hvis det kan passe ind i kirkens kalender). Ferier tilrettelægges efter kirkens kalender, da nærmeste kollega sidder i Singapore og ikke lige kan komme forbi og dække ind ved  ferier og fridage. Kirketjener, kordegn, sognemedhjælper.....hvad er det? Her klares alle de teologiske og kirkelige opgaver af præsten, og de praktiske opgaver klares af både præst og en stor gruppe af frivillige.   

Men her taler vi ikke om ret og pligt, regulativer og cirkulærer, psykisk arbejdsmiljø og tillidsmøder. Nej, her er kirken tilpasset det samfund og de mennesker, den er en del af. Her er det lyst, smidighed, fleksibilitet, den gode vilje og den praktiske virkelighed, der styrer, hvor kirkeskibet skal sejle hen. Og det er slet ikke så tosset endda.

Sydney tur/retur (3. del)

• lige netop den australske halvamerikanske plasticjul
skaber faktisk Frederikskirkens økonomiske grundlag

Af Birgitte Engholm, den danske kirke i Sydney

Christmas in July, ja det lyder som en vittighed midt i den danske sommervarme, men det er det ikke. I hvert fald ikke Down Under. Australierne holder rent faktisk Christmas in July. I juli pynter australierne op med lyskæder i træerne, inviterer til BBQ (som er det nærmeste de kommer vores danske frokost), nogle giver også gaver og rundt omkring kan man besøge Alpine Vinter festivaler med kunstige granguilander og skøjtebaner, og drikke gluhwein. “Jamen, hvorfor da”, har jeg spurgt nogle af mine australske venner. Her i Australien har vi godt nok vinter, når det er sommer i Danmark, men ligefrem fejre jul i juli! Svaret er, at jul, det er sådan noget med sne, kulde og mørke, og derfor skal julen - også - ligge i juli. Som dansker kan jeg kun give dem ret, men det er helt vanvittigt, at australierne også har den opfattelse. Ingen af de australiere jeg kender, har nogensinde holdt jul udenfor Australien og kender derfor hverken til at køre i kirke i juledags eftermiddagsmørke, se sneflokke komme vrimlende i juleferien eller skutte sig i julekulden. Nej, forklaringen er en helt anden: Australierne holder Hollywoodjul og Hollywood har for australierne vist, hvordan en rigtig jul ser ud. Og australierne ligner, trods deres britiske commonwealth bånd på mange måder i højere grad amerikanerne med deres hollywoodjul, plasticjul og masser af rigtig dårlig julesmag.

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Og lige netop den australske halvamerikanske plasticjul skaber faktisk Frederikskirkens økonomiske grundlag. Salg af hjemmelavet dansk julepynt, julelys af ren stearin, dansk design og Jette Frølich julepynt, den bedste danske marcipan og danske “mærkevare” julegaver af høj kavlitet osv. er i høj kurs i Sydney. Så derfor giver Christmas in July på sin egen bagvendte måde også mening her i kirken. Lige nu i de her uger, imens I i Danmark nyder de lyse nætter og kølig hvidvin på terrasserne, begynder her de store forberedelser til det store fundraising Julemarked i slutningen af november. For os er Christmas in July ikke lyskæder, BBQ og gaver, men hårdt arbejde og netop i dag har 14 frivillige fyldt alle Frederikskirkens lokaler for at gøre klar til julemarkedet - og det vil de blive ved med indtil julemarkedet i slutningen af november. 

I et “juleværksted” sidder onsdagsgruppen og syr, samler og limer julenisser. I et andet “værksted” sidder et par stykker og bestiller de danske købmandsvarer, der sælges på julemarkedet. I kælderen sidder et par stykker og tæller film og bøger leftovers, så vi kan få et overblik over, hvad der solgte sidste år og hvad der skal købes ind i år. Lister med opgaver, nøglepersoner, sponsorer osv. udarbejdes på kontoret. I november måned skal alt være fiks og færdig. Her valfarter hen ved 700 mennesker til kirken, der i dagens anledning er omdannet til julemarkedsplads med smørrebrødscafe, julestue, juleklippebod, æbleskivecafe, kulturbod, designbod, isbod, købmandsbod, delibod, smykkebod, julebio, præstebod, lotteribod, siletauctionbod, legobod, hotdogbod og meget meget mere.

I den danske kirke i Australien kender vi hverken til kirkeskat eller ligningsmidler, så hele det økonomiske grundlag for kirkens drift og en stadig større del af præstelønnen betales via medlemsbidrag, donationer og fundraisingevents som f.eks. julemarkedet, hvor der på en dag - men efter mange måneders forberedelse - omsættes for ca. 320.000 kr.

Det kan indimellem virke paradoksalt, at man som præst skal bruge så forholdsvis meget tid på at knokle for at tjene sin egen løn ind. Men, hvis man kigger på the bright side of life, får man øje på både engagement, medansvar, medejerskab, sammenhold, samarbejde, arbejsglæde, tilfredsstillelse og julehumør og julestemning - det er skønt at kunne bære ting selv, men det giver nu en helt særlig glæde at løfte i flok.

Så selvom Christmas in July i vores danske ører lyder helt fjollet, markerer den for Frederikskirken i Sydney starten på det store arbejde, der her gøres for, at vi hvert år den 24. dec - 10 timer før I derhjemme - kan kime til julefest for at fejre, at et barn blev født i Betlehem.

Generation Gavmild

• Om ikke andet så blev det efter forholdsvis kort tid
hernede ret tydeligt, hvad vores “bidrag” skulle v