Nytårskur

• Hvilken form for nytårskur trænger folkekirken til?
Hvad trænger præstestanden til?
 Fest og fejring eller status og forandring? Skal man vælge?

Af formand for stiftsbestyrelsen i Viborg, sognepræst Bjarne Bæk Markussen, Bjerringbro-Mammen.

Nytår er for mange tid til at gøre status, kaste et kritisk blik i spejlet, såvel konkret som i overført betydning. Måske er det tid til at komme en tur på vægten, overveje om musklerne er blevet for slappe og konditionen for ringe, overveje tidsforbruget ved computeren, iagttage familiens trivsel eller kaste et kritisk blik på sidste bankudskrift. Måske bliver resultatet en nytårskur.

Man kan blive sat på nytårskur, men man kan også blive inviteret til nytårskur. Det sidste oplever de fleste mere attraktivt end det første. Det ser da også flot ud, når dronningen i guldkaret kører gennem staden ledsaget af det uniformerede gardehusarregiment. Men mindre kan også gøre det. Her i præstegården plejer vi at holde nytårskur for menighedsråd og ansatte. Det er en god anledning til at standse op og sige tak for året, der er gået, og ønske hinanden et godt nytår og et godt samarbejde i det nye år.

Nytårskur i folkekirken
Hvilken form for nytårskur trænger folkekirken til? Hvad trænger præstestanden til? Fest og fejring eller status og forandring? Skal man vælge? Er det ikke netop ideelt at gøre status og foretage forandringer med udgangspunkt i en stærk kærlighed til folkekirken og en taknemmelighed over at være en del af den. Sådan oplever jeg det selv.
Derfor: Godt nytår, kolleger! Godt nytår, du gamle kirke!

Dernæst: Status! Det er tid til at standse op, revurdere, tænke efter og handle: Trimme kroppen, styrke positionen og slippe slapheden. Vi må gøre status og skabe klarhed over interne styrker og svagheder og eksterne muligheder og trusler.

En sådan status indgår i en klassisk strategisk analyse (SWOT), som man, hvis man har snuset bare lidt til organisationsteori, vil have stiftet bekendtskab med. Blinker de røde lamper? Sagde nogen koncern-tænkning? Startede nogen på forsagelsen?

Folkekirken og business
Det er ikke spor vanskeligt at fremvise et fortegnet billede såvel af folkekirken som af erhvervslivet. Man kan bare hive et krumt spejl frem. Men et skævt billede kan også skyldes, at man har fået noget i øjet … Derfor er det klogt ikke blot at bruge et spejl eller en tilgang.
Det er min påstand, at vi har meget at lære af teorier (spejle) udviklet i erhvervslivet, og jeg mener, at vi har en akademisk pligt til nysgerrigt at undersøge disse. Vi må udforske forskellige tilgange og undersøge, om der er teorier, der kan bidrage på adækvat vis til en meningsfuld nytårskur for folkekirken.

Men man kan ikke uden videre overføre teorier fra business til kirke. Derfor må den akademiske pligt selvsagt ledsages af en kritisk tilgang. Den organisationsteoretiske tænkning er blevet til under markedsøkonomiske forudsætninger og på basis af en lineær tænkning og er farvet heraf. Derfor må der sorteres og tages forbehold. Alligevel vil jeg påstå, at der er ledelses- og organisationsteori, der kan bidrage med en væsentlig grad af klarhed, når det drejer sig om en præcis status og afklaring af handlemuligheder i relation til folkekirkens organisation, struktur, kultur, osv. Så: Brug spejlene, op på vægten! For dit eget og din kirkes bedste!

Folkekirkens opgave
Der er historisk set er begået fejltrin, hvor man kritikløst har overført managementteorier til en anden kontekst. Derfor er det afgørende at huske folkekirkens særlige karakter og unikke opgave, der ikke bare kan omdefineres eller ændres efter, hvad moden måtte diktere eller efter, hvad der økonomisk måtte være mest lukrativt.

”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.
Dette udgangspunkt er lovgivningsmæssigt bestemt i Grundloven, der bestemmer folkekirken som den evangelisk-lutherske kirke. Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus.

Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.”
Betænkning 1477, Kirkeministeriet 2006.

Folkekirkens mission, dvs. overordnede opgave og eksistensberettigelse, er fundamental også som det filter, ud fra hvilket folkekirkens aktuelle status må vurderes, herunder om folkekirken i sin organisation, struktur, kultur, kommunikationsformer osv. er indrettet, så den bedst muligt tager vare på sin opgave.

På den baggrund fastlægges bedst den nytårskur, der kan sikre, at vi også i folkekirken fremover vil kunne invitere til nytårskur for folket, for hvilket vi fortsat vil forkynde, at Kristus er hele verdens frelser.


 

En visionær og nærværende ledelse

 • Alt for længe har folkekirken levet under
den forudsætning, at så længe man ikke
hører noget til provst/biskop, er alt i bedste orden. 

Af formand for stiftsbestyrelsen i Viborg, sognepræst Bjarne Bæk Markussen, Bjerringbro-Mammen.

Der er brug for ledelse i folkekirken, en synlig og tydelig ledelse, der vedgår sig ledelsesansvar og forpligtelse. Der er brug for en ledelse, der er lyttende og i dialog, som giver feedback og ser det som sin opgave, at inspirere, motivere og perspektivere, en ledelse, der er visionær, formulerer visoner og kommunikerer dem ud. En ledelse, der er synlig og går foran og sætter retning i lys af folkekirkens overordnede opgave: at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Som det fremgår af Betænkning 1477, må alle konkrete opgaver dybes set tjene denne opgave. 

Problematisk syn på ledelse
Alt for længe har folkekirken levet under den forudsætning, at så længe man ikke hører noget til provst/biskop, er alt i bedste orden. Provsten skal efter denne tænkning, der for længst burde være skrottet, primært administrere og kontrollere og ellers helst være usynlig. Desværre eksisterer denne tænkning stadig både som et teoretisk ideal hos såvel præster som provster og som udlevet praksis.

Gør jeg nogen uret? Jo. Men ikke desto mindre udtalte Kresten Drejergaard i 2002 i Ledelse i Dag: ”Jeg får en ubehagelige fornemmelse ved ordet ”ledelse” for slet ikke at tale om ”åndelig ledelse”. I min mund smager disse ord en smule af hjernevask og åndelig voldtægt.”
Jeg forstår ikke, at Kresten Drejergaard i folkekirken kunne se ledelsesformer for sig, der kunne fremkalde sådanne smagsoplevelser. Det forudsætter jo, at såvel potentielle som aktuelle ”ledere” er psykopater én masse. Problemet i 2002 var såvist af en anden karakter: manglende ledelse. Mangel på ledelse efterlod præster alene og ensomme på mørke strækninger, og nogle led af den grund overlast!

Dette blev dokumenteret af den omfattende undersøgelse af det psykosocale arbejdsmiljø i folkekirken. Her svarer 81 % af præsterne, at de sjældent eller aldrig taler med deres overordnede om, hvor godt de udfører deres arbejde, og 58 % svarer, at de sjældent eller aldrig får hjælp eller støtte fra den nærmeste overordnede, og 19 % svarer, at den nærmeste overordnede sjældent eller aldrig er villig til at lytte til præstens problemer!
Selv om der siden 2002 er gjort en ikke uvæsentlig indsats for at forbedre trivslen i folkekirken, så dokumenterer Erling Andersen (2009) i bogen: ”Et job med mening – Nye præster om deres arbejde” at nye præsters forventning om en tydelig og nærværende ledelse ikke i tilstrækkelig grad er blevet indfriet.

Konsekvenser
Konsekvenserne af en mangelfuld ledelse er mange og har konsekvenser både for den enkelte, familien, menigheden, sognet og for folkekirken som helhed. Jeg er ikke i tvivl om, at antallet af præster, der er gået ned med stress, kunne have været mindre, hvis man i den kirkelige struktur havde draget omsorg for og prioriteret ledelse.

Det tyder også på, at der er vanskeligheder ved at rekruttere og fastholde præster på baggrund af præsters arbejdsvilkår generelt – herunder en mangelfuld ledelse. For mange præster forlader embedet i ”utide”. I lys af en forestående præstemangel kan dette hindre folkekirken i på tilfredsstillende vis at løfte opgaven. Også derfor må der gøres en ledelsesmæssig indsats.

Opgaveafklaring og afgrænsning, indlæring af rutiner og kontordrift og et forpligtende samarbejde med kolleger, hvis rammer også er sat i samarbejde med provsten kan være med til at strukturere arbejdet, gøre det mere overskueligt og dermed give større kvalitet til gavn både for præst og menighed.

Det meningsfulde arbejde og den ledelsesmæssige ramme
At være præst er i mine øjne et fantastisk arbejde, der er dybt meningsfuldt. Man har som primær opgave at forkynde, at Jesus Kristus er verdens frelser, og gøre dette midt i eget og andres krogede liv med dets glæder og sorger.

Men at være præst er samtidig krævende. Arbejdet er involverende og omfanget af det vanskeligt at afgrænse. Indbygget i arbejdet som præst er der derfor en række latente konfliktområder, som præsten ikke bør stå alene med at skulle håndtere.

Bør en præst ikke kunne stå alene? Jo, og det gør præster under alle omstændigheder i mange situationer. Men en præst bør ikke være ensom eller mangle ledelsesmæssig opbakning og konstruktiv feedback eller mulighed for en konstruktiv dialog om, hvordan opgaven bedst muligt løftes af den enkelte med det udgangspunkt og de ressourser, vedkommende har. Men dialog skal ikke bare være en mulighed. Det skal være et vilkår. For måske er det dem, der ikke vil, og dem, som ikke selv tager initiativ, der har mest brug for ledelse og samarbejde. Derfor er det en ledelsmæssig opgave at drage omsorg for, at den enkelte præst indgår i dialog og indgår i et kollegialt samarbejde.

Den enkelte provst kan imidlertid ikke løfte denne opgave, med mindre organisationsstrukturen tillader det. Der bør være et dynamisk samspil mellem opgave, struktur, ramme og medarbejdere i folkekirken, således at der skabes en optimal mulighed for at løfte opgaven og indfri folkekirkens mission. I det lys ser jeg det som en påtrængende udfordring at prioritere ledelse og uddannelse af provster, så de har redskaberne til at kunne tage vare på de ledelsesmæssige udfordringer, så præster får optimale vilkår for at forkynde Jesus Kristus som verdens frelser.

Hvem bestemmer?

• Det lyder fint og rigtigt, men spørgsmålet er,
om det er i overensstemmelse med det, præster oplever i virkeligheden.

Af formand for stiftsbestyrelsen i Viborg, sognepræst Bjarne Bæk Markussen, Bjerringbro-Mammen

Hvem bestemmer i folkekirken? Alle, ingen, nogle? Man kan godt komme i tvivl, for der er ikke tvivl om, at der er nogle, der sætter dagsordenen og som reelt tegner billedet. Men hvorfor dem og ikke andre?

Folkekirkens styreformer
Teoretisk set kan man forsøge at analysere folkekirkens organisatoriske struktur, og man vil også kunne nå frem til – som tidl. departementschef Jakob Heinsen i artiklen: ”Ledelse og styreformer i folkekirken” i Kritisk Forum for Praktisk Teologi 1/2007 – at folkekirkens styreformer har rod i forskellige historiske epoker, der giver sig udslag i episkopale, statskirkelige, kongregationalistiske og synodale træk. Problemet er, at disse styreformer er flettet ind i hinanden, og at det på en række områder er uklart, hvem der egentlig bestemmer. 

Hvad er problemet? Det fungerer jo! Eller gør det? Jo, man kan af frygt for ildelugtende alternativer foretrække folkekirken som et ”velordnet anarki”. Man kan også vælge at idylisere og idealisere folkekirkens aktuelle komplekse organisationsstruktur og jf. Heinsen se den som ”udtryk for en vanskelig balance mellem forskellige hensyn med henblik på at sikre et frit rum for evangeliets forkyndelse.”

Det lyder fint og rigtigt, men spørgsmålet er, om det er i overensstemmelse med det, præster oplever i virkeligheden. Mig forekommer det nemlig, at denne vanskelige balance i praksis er for vanskelig, og det positive samvirke, der er forudsætningen for, at strukturen fungerer, er mere et ideal end en realitet, og at virkeligheden i stedet ofte fremstår som en magtkamp mellem folkekirkens mange interessenter, både lokalt og nationalt. Eller er jeg den eneste der har indtryk af, at det med mellemrum handler mere om at holde hinanden skak end at fokusere på den optimale måde at løse opgaven på?

Et frit rum for evangeliets forkyndelse?
Et frit rum for evangeliets forkyndelse … det er netop, hvad rammer og struktur skal sikre. Der skal være et dynamisk samspil mellem struktur, organisation og ansatte med henblik på at varetage folkekirkens opgave, sådan som den er beskrevet i betænkning 1477: ”Folkekirkens mission (dvs. overordnede opgave) er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. … Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.”

Lokalt medfører den uklare ledelsesstruktur, hvor ingen kan skære igennem, og hvor samarbejdet kan blive fastlåst, at ”rummet”, hvori der skal forkyndes, kan opleves ganske belastende at opholde sig i. Derfor er det nødvendigt at gøre noget ved ledelsesstrukturen i folkekirken.

Dette forstærkes af, at man ikke alle steder i folkekirken har ansat folk i lys af den overordnede opgave. Man har ansat folk til at udføre en funktion uden at tydeliggøre, at der er en sammenhæng mellem funktion og opgave, og at det er væsentligt, at alle medarbejdere ser sig selv som kirkeligt ansat i sammenhæng med denne opgave. Her har vi meget at lære af erhverslivet. På Grundfos (som ligger her i sognet) laver medarbejderne ikke ligegyldige dimser, man vil lave verdens bedste pumper, og hver enkelts bidrag er væsentligt for målopfyldelsen. Vi kan og bør som præster være med til at tydeliggøre dette både overfor menighedsråd og ansatte gennem visionsformulering og målsætningsdrøftelser. Det handler om ledelse lokalt.
I det kirkelige rum vil ikke alle præster placere sig det samme sted. Men uanset hvor man placerer sig, vil alle kunne få gavn af konkret feedback og en forpligtende dialog om forkyndelsen – både kommunikativt og indholdsmæssigt. Ikke i form af topstyring og ensretning, men i form af ledelse baseret på coaching, så den enkeltes præstation optimeres til fremme af evangeliets forkyndelse.

Hvem bestemmer i folkekirken?
Det er ikke bare lokalt, der er brug for en tydeligere ledelse. Som det er nu kan ingen og alle udtale sig på folkekirkens vegne, og det gør ingen og alle, med den konsekvens, at folkekirken pantsættes i enkelte meningsdanneres lomme og tilfældige sager, der fanger mediernes opmærksomhed.

Folkekirken har muligvis i en periode primært fungerer som et netværk af lokale kirker i forlængelse af en kongregationalistisk tænkning. Biskopperne har været henvist til at holde te-selskaber. En sådan tænkning er isoleret set bare ikke evangelisk-luthersk – i alt fald ikke hvis man kigger i Confessio Augustana. Hensigtserklæringen i Grundloven aldrig er blevet indfriet. Det betyder også, at det reelt har været staten, der har siddet på magten i folkekirken. Ganske vist har ministeriet haft en praksis, hvor man skelner mellem folkekirkens ydre ramme og indre indhold. Men det er ministeriet, der afgør, hvor grænsen mellem de to til enhver tid ligger.

Kan folkekirken være tjent med, at statsmagten, der formodentlig ikke har nogen interesse i at fremme forkyndelsen af Jesus Kristus som verdens frelser, har den øverste myndighed i kirken? Ganske vist er der stadig politikere, der personligt er rodfæstet i den kristne tro, og som aktivt er en del af den gudstjenestefejrende menighed. Men ministeriet er som sådan tilhænger af religiøs mangfoldighed og praktiserer den. Og som stat rummer vort land tiltagende grad religiøs mangfoldighed, og derfor må det være indlysende, at folkekirken selv må påtage sig det organisatoriske og ledelsesmæ