Hvis det er tid til forandring er det tid til ledelse...

• Udviklingen i den menighed, jeg er præst for gør det påkrævet,
at vi standser op og spørger os selv, hvilken vej vi skal gå.

Af sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, Tyrstrup-Hjerndrup, Christiansfeld

Så fik vi begyndt! I Tyrstrup kirke i Christiansfeld, hvor jeg er præst, er der nogen, der længe har spurgt: Skal vi ikke have nogle Taizé-andagter? Jeg har svaret dem: Det kan vi godt… hvis I er nogle stykker, der vil stå for det! Vi fik begyndt en mandag aften i august og holdt en smuk, stille gudstjeneste med sange fra det økumeniske kloster Taize, og tid til stilhed. Der kom 40… Mange var begejstrede. Men jeg har også hørt denne kommentar: Jeg skal lige finde ud af, om jeg synes det her er for meget…

I avisen skrev en af dem, der er drivkraften i disse andagter: Hvorfor endnu et nyt tiltag i Tyrstrup kirke? Spørgsmålet er blevet hængende lidt hos mig. Hvorfor endnu et nyt tiltag? For jo! - disse andagter er bare én af en række nye former for gudstjenester og meget andet. Men hvorfor egentlig?

Folkekirken ændres i disse år
Vi er ikke ene om det! Vi har lært mange nye ord i folkekirken de sidste år: Bibel-maraton, salme-maraton, spagetti-gudstjenester, baby-salmesang, nat-kirke, salmesang-projekt, retræter, pilgrimsvandringer – for bare at nævne nogle. Det er ikke ord, vi kendte for 10 år siden. Folkekirkens menigheder ændrer sig! Vi er ikke ene om det, dér hvor jeg er præst. Og vi har næppe set det sidste endnu.

Men hvorfor endnu et nyt tiltag? Hvor bevæger vi os egentlig hen? Skal vi blive ved med at udvikle gudstjenester og skræddersy tilbud til forskellige grupper i sognene? Eller er vi ved at sælge ud af dyrebart arvegods? Hvordan styrer vi, hvad vi skal - og hvad vi ikke skal?

Forandring fordrer ledelse
Spørgsmålene fører mig frem til et citat af ledelses-professor Steen Hildebrandt: Hvis det er tid til forandring, så er det også tid til ledelse. For det er primært, når man vil forandring, at man må arbejde med ledelse.

Udviklingen i den menighed, jeg er præst for – og i mange andre menigheder – gør det påkrævet, at vi standser op og spørger os selv, hvilken vej vi skal gå. Med andre ord: der er brug for ledelse.

Men hvad er ledelse i en menighed eller kirke egentlig? Og hvem leder egentlig – er det menighedsrådet eller præsten, eller begge parter? Og hvis præsten er leder, hvordan er han/hun det så?

Hermed er bolden givet op! Nu ved I lidt om, hvad der venter på bloggen i løbet af september. Det skal handle om forskellige aspekter af ledelse i en menighed.

Hvad er visionen?
I dag vil jeg nøjes med at sige, hvad jeg forstår ved ledelse i en menighed. Ledelse i en menighed er at lede menigheden mod dens vision. Altså: der er en vision med det at være kirke og det er den, der skal styre det hele.

Vi skal som kirke ikke bare lade os styre af den vej, vinden blæser lige nu. Vi skal på den anden side heller ikke kun lade os styre af den vej, vinden blæste for 20 eller 50 år siden. Vi skal dybere ned og spørge os selv: Hvad er kirken egentlig til for? Hvad er visionen i det, vi skal som kirke?

Ja…. hvad er kirken egentlig til for? Det vil jeg overlade til læserne selv at tænke videre på… Men jeg kan alligevel ikke dy mig her til sidst: vi både have fundament og udblik for at finde visionen for kirken i dag. Vi må teologisk besinde os på, hvad kirken er. Og samtidig må vi være åbne over for den inspiration, der kommer fra f.eks. andre kirker i verden. Det er faktisk rigtig spændende at være præst i disse år…


 

Forandring fryder – men ikke altid!

• Det er godt, vi har nogle konservative, der bliver ved med at sige,
at kirken skal holde fast i sit udgangspunkt.
Men hvis denne holdning bliver den eneste tilgang …

Af sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, Tyrstrup-Hjerndrup, Christiansfeld

For nogle år siden fik jeg et meget direkte møgfald af en i sognet. Vi havde simpelt hen ødelagt hendes kirke! Og nu kom hun ikke mere! Jeg forsøgte at forklare. Menighedsrådet havde haft flere grunde til at tage de tre nederste bænke i hver side af kirken ud, forklarede jeg … men hun hørte tydeligvis ikke, hvad jeg sagde. Kirken var ødelagt!

Det er ikke altid forandring fryder. Vi lever i et samfund, hvor meget forandrer sig. Også kirken er under et pres for forandring. Mange steder spørger man: Hvad skal vi gøre for at give folk anledninger til at gå i kirke? Særlige gudstjeneste for børn, for forældre, for skolebørn, for unge, for søgende …? Der hvor jeg er præst er vi med på en hel del. Nogle gange går det rigtig stærkt og er rigtig sjovt. Andre gange puster jeg ud og spørger jeg mig selv: Er det den rigtige vej, det her?  Har hun bare en lille smule ret – hende, der sagde: Kirken er ødelagt!

Hvad skal vi gøre med det forandrings-pres, kirken oplever i disse år? Grundlæggende kan vi gøre tre ting.

Stå af forandrings-toget! Vi kan sige: Vi skal stå af forandrings-toget! Kirken er ikke sat til at flyde med tiden – tværtimod. I den verden, der hele tiden forandrer sig, skal kirken være et fristed. Vi kommer i kirken, fordi alting er som det altid har været! sagde én engang til mig.

Der er noget rigtigt i denne holdning. Hvis kirken bare flyder med tiden for at flyde med, så risikerer den at blive utydelig og miste sin rod. Det er godt, vi har nogle konservative, der bliver ved med at sige, at kirken skal holde fast i sit udgangspunkt. Men hvis denne holdning bliver den eneste tilgang, risikerer kirken at ende som et museum. Er vi allerede på vej i den retning?

Stå på forandrings-toget! Vi kan modsat sige: Vi skal tværtimod stå på forandringstoget! Det nytter ikke at kirken holder fast i en fortid, der for de fleste er fortid. Hvis ikke kirken bliver mere moderne – eller måske snarere post-moderne - så rammer den forbi mennesker i dag.

Det er også noget rigtigt og vigtigt i denne holdning. Kirken er til alle tider sat til at forny evangeliet, så det taler ind i netop den kultur, vi er i. Det er godt, vi har nogle progressive, der tør gå nye veje.

Men hvis denne holdning bliver den eneste tilgang, risikerer kirken også noget. Den aktivistiske kirke, der finder sin eksistensberettigelse i en fyldt kalender, er en af farerne. Kirken, der udvander evangeliet, så det passer til det folk tænker i dag, er en anden afvej. Er vi allerede på vej i den retning?

Stå på forandrings-toget, men insister på selv at bestemme hvorhen! Findes der en vej mellem afvejene? Er det muligt ikke enten at havne i museums-kirken, i aktivist-kirken eller i kirken, der har tilpasset og udvandet sit budskab? Det er for mig at se det, der er opgaven. Eller – for at blive i billedet – opgaven handler om at stå på forandrings-toget, men insistere på selv at bestemme, hvorhen toget kører.

Men skal vi det, fordrer det, at både præster og menighedsråd påtager sig en leder-rolle. Det handler først om at finde den vision, der skal styre, hvilke forandringer, der skal til. Den vision skal, som nævnt i bloggen i sidste uge, have både fundament og udblik, have både tradition og mod til nytænkning. Ud fra det må vi så sige ja til nogle forandringer – og sige nej til andre.

Hvilke forandringer skal så til? Tja.. det er den spændende og udfordrende opgave i menighederne i en forandrings-tid. God arbejdslyst!


 

Er præsten en leder?

• Stop lige! Præsten er da bare et almindeligt menneske!

Ja, det er han – og så alligevel ikke.

Af sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, Tyrstrup-Hjerndrup, Christiansfeld

Er præsten en leder? Det korte svar lyder: JA. Det lidt længere fremgår af det følgende … Lad mig først gennemgå nogle af arbejdsopgaverne i en tilfældig uge for kort tid siden med vægt på ledelses-funktioner:

Mandag. Bisættelse. Som præst har jeg ansvaret for højtideligheden eller – sagt på en anden måde – jeg leder den. Aktivitetsudvalgsmøde. I forhold til kirkens aktiviteter har jeg en koordinerende og samlende funktion. Menighedsrådsmøde. Her har menighedsrådet og jeg et samspil om ledelsen af menighedens liv.

Tirsdag. Medarbejderkaffe. Jeg sørger for, at vi alle hører, hvad der sker i denne uge. Derefter samtale med præstesekretær, som jeg er daglig leder for.  Samtale om en bisættelse. Jeg leder de pårørende gennem de beslutninger, der skal tages. Start på kristendoms-kursus. Jeg er til stede og bakker derved som præst de frivillige op.

Onsdag. Bisættelse igen.

Torsdag. Møde med sognemedhjælper om juniorkonfirmand-undervisningen. Her er jeg først og fremmest sparringspartner. Plejehjemsgudstjeneste. Jeg leder gudstjenesten.

Søndag. Søndagens gudstjeneste. Som præst i præstekjole fremstår jeg tydelig som leder af gudstjenesten og dermed som leder i menigheden og repræsentant for kristendommen og folkekirken. Prædikenen kommunikerer, hvad kristendommen har at sige i den nutid, vi er i. Jeg har forud for gudstjenesten en koordinerende og samarbejdende funktion i forhold til organist, kirketjener og kirkesanger.

Jeg spørger igen: Er præsten en leder? Ja! – i alt fald i den måde, jeg er præst på. Jeg er ikke særlig meget formel leder. Der er ikke mange områder, hvor jeg har den formelle ret til at bestemme. Men jeg er i udpræget grad leder forstået som repræsentant for ”firmaet”, som koordinator og inspirator og som fortolker af ”firmaets” værdier – alt sammen noget, man ellers i samfundet beskriver som en leder-rolle.

Skal jeg forsøge at sammenfatte de ledelses-områder, jeg har som præst, vil jeg samle det i tre områder:

1) Jeg er symbolsk leder. Præstekjolen er et udtryk for, at præsten er symbolsk leder af menigheden. Den symbolske ledelse kommer især til udtryk i gudstjenesten og ved kirkelige handlinger, men også i hverdagen, hvor det præsten siger og gør betyder noget… JAMEN – vil nogle måske sige her. Stop lige! Præsten er da bare et almindeligt menneske! Ja, det er han – og så alligevel ikke. For folk opfatter præsten som præst og ser præsten som repræsentant for kristendommen, og så er man det – om man vil være ved det eller ej. Ikke at man så skal dyrke det (det kender vi vist alle skræmme-eksempler på). Men vi kommer ikke uden om at anerkende det. Sådan er det i øvrigt også for alle andre ledere: De repræsenterer firmaet og deres måde at handle opfattes som et symbol for firmaets værdier.

2) Jeg er fortolkende leder. Ledelse handler helt generelt om kommunikation, om at fortolke og dermed påvirke beslutninger. Derfor er præsten leder i gudstjenesten, men også andre steder, hvor han spiller sammen med andre og bruger sin faglighed til at fortolke og påvirke beslutninger, i f.eks. menighedsrådet.

3) Jeg er samarbejdende leder. Gudstjenesten fungerer ikke uden samarbejde, og det gør kirkens liv heller ikke. Jeg koordinerer og spiller sammen med mange mennesker om kirkens liv.

Er det her ledelse? Det kommer selvfølgelig an på, hvad man forstår ved ledelse. Men ja, jeg kalder det ledelse.

Men! Hvis vi virkelig skal omkring emnet præsten som leder, er der brug for et meget længere svar: en gennemarbejdning, hvor embedsteologi og ekklesiologi spiller sammen med indsigter fra ledelses-verdenen.


 

Den sidste klagesang? Om arbejdsmiljø, selvledelse og det med Gud

• måske er der mest af alt brug for, at vi forstår,
at det ikke er mig – præsten - der bærer kirken

Af sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, Tyrstrup-Hjerndrup, Christiansfeld

”Og der er ingen, der er syge?” Provsten havde lige orienteret om nyt fra provstiet på et fælles møde for alle præster i Kolding provsti. Da der blev givet fri til spørgsmål, sagde en kollega: ”Og der er ingen, der er syge lige nu?” Det var der ikke - denne gang. Langtids-sygemeldinger var ellers lige ved at være et fast punkt i orienteringen. Men nej. Ikke denne gang. Alle er raske.

Hvad er det, der er galt, når der er grund til at orientere om, at alle er raske? Er det virkelig så vanskeligt at være præst? Der er sunget mange klagesange over præstelivet. Dette er ikke endnu en klagesang. Vi skal have fat på arbejdsglæden i stedet for. Men hvordan? For mig at se skal der mere end én ting til.

Der skal arbejdes for gode arbejdsforhold og et godt psykisk arbejdsmiljø: Det er først og fremmest en ledelses-opgave at tage fat på det - og en opgave for Præsteforeningen! Det har været et forsømt område, men måske er der gode tegn. Den nye publikation ”Trivsel i folkekirken” og hjemmesiden www.kirketrivsel.dk peger den rette vej. Hvis den bliver brugt af biskopper, provster, fagforeninger og menighedsrådene som et redskab til at give arbejdspladserne i folkekirken et løft, så er der grund til at række hænderne i vejret!

Der skal være mere fokus på, at præsters vigtigste ledelsesopgave er at lede sig selv: Præstearbejde er et selvstændigt job. Det giver en dejlig frihed. Men det kræver også meget, først og fremmest, at man kan lede sig selv. Det er der brug for at få sat fokus på. Jeg skrev i den sidste blog om præsten som leder. Den vigtigste ledelsesopgave er egentlig dette: At man kan lede sig selv. Jeg vil nøjes med her kort at nævne nogle principper: Selvledelse handler bl.a. om at finde en balance mellem arbejdsliv og privatliv, der gavner begge dele, at prioritere sin tid og finde det, der giver energi og livsglæde, at få sig nogle samtale-partnere og at udvikle udholdenhed. Der kunne nævnes mere og alt det kunne jeg godt skrive en ny blog om, men

Det med Gud
Men måske er der mest af alt brug for, at vi forstår, at det ikke er mig – præsten - der bærer kirken. Det kan man let tro, når nu menigheden ofte svigter, og hvem er der så tilbage? Mig..? Men nej! Det er Gud, der bærer kirken. Hvem ellers? Er Gud den hårde arbejdsgiver, der har overladt sin kirke til os præster? Jeg ser mange (også undertiden mig selv), der ubevidst tænker sådan, og så knokler vi for at leve op til det store ansvar og slider bagen ud af bukserne. Sat på spidsen, så er kirken slet ikke vores ansvar. For hvis kirken er Guds ansvar, så er det jo ikke vores. Det betyder ikke, at vi så kan ligge på den lade side og tage på fisketur og overlade resten til Helligånden. Men det betyder, at præsten ikke er den, der bærer, men snarere den, der bæres… Og om ikke andet, så har vi én at rette klagesangene mod, hvis vi ikke synes Vor Herre bærer godt nok.

Den sidste klagesang?
Det er ikke sikkert den sidste præste-klagesang er sunget. Nogle gange er der også grund til at synge dem! Men der kan gøres noget ved det …