Præster, der forlader embedet

• Vi kommer altid for sent til familiefester,
fordi mor lige skal være færdig i kirken

Af redaktør for Folkekirken.dk, Ellen Aagaard Petersen, tidligere sognepræst i Tranbjerg

”Hvorfor vil du ikke være præst mere?” Spørgsmålet gjalder gennem SFOen, hvor jeg henter min søn. Pigen på 10 år lægger ikke skjul på sin bebrejdelse. ”Skal du så ikke konfirmere mig?” Det møder mig alle steder; i Kvickly, på P-pladsen, på skolen. De voksne er belevne nok til at tilføje et ”tillykke” og ”det lyder da spændende.” Men spørgsmålet er det samme: ”Hvorfor vil du ikke være præst mere?” Rygtet er løbet foran pressemeddelelsen. Jeg er blevet et nummer i den sørgelige statistik over præster, der forlader embedet.

Jeg vil dybest set gerne blive ved med at være præst. Jeg forlader ikke embedet for at slippe for præstearbejdet. En endnu bedre mulighed bød sig, som jeg måtte gribe. Jeg skal være redaktør for folkekirken.dk, og stå i spidsen for en fælles hjemmeside for hele den kirke, jeg holder så meget af at arbejde i.

På hjemmefronten havde jeg regnet med større forståelse. Mine sønner har sjældent forsømt nogen lejlighed til at påpege ulemperne ved at være præstebarn. Jeg taler altid i telefon. Jeg melder altid afbud, når kammeraternes forældre møder op. Vi kommer altid for sent til familiefester, fordi mor lige skal være færdig i kirken. Vi har ikke råd til at give dem wii, PS2, pc´er, alt det deres venners værelser bugner af. Det er alt sammen sandt. Men dette er tilsyneladende værre. På grådens rand konfronterer de mig: Skal du så ikke mere sidde og skrive prædikener? Er det ikke mere dig, folk ringer til, når nogen er død? Skal du så ikke undervise alle børnene på skolen? Jeg er målløs og lover dem straks en wii. Min mand kommer mig til undsætning. Præst er mere end et arbejde. Han forklarer, at når man én gang er præst, er man det for livet. Svaret tilfredsstiller dem ikke. Hvis jeg ikke skal være præst for dem og deres venner og deres familier, er min præsteidentitet en uinteressant privatsag.

Jeg er mig yderst bevidst om det, jeg kommer til at savne: Dåbsbørnene, konfirmanderne, brudeparrene, de fortrolige samtaler og - ikke mindst - gudstjenestemenighederne. Jeg forsøger at lave en liste over det, jeg ikke kommer til at savne og gå i stå efter ”sy poignetter i.” Spørgsmålet trænger sig på: Er man præst til man dør, eller kun så længe man er præst for nogen?


 

 

Hvordan man hurtigst tømmer kirken for teologer

• Da jeg selv har bidraget til den kedelige statistik over præster,
der forlader embedet, må jeg lægge hånden på hjertet.

Af redaktør for folkekirken.dk, tidligere sognepræst i Tranbjerg, Ellen Aagaard Petersen

Hvordan man hurtigst tømmer kirken for teologer Det går stødt fremad. Selv om ingen har det erklærede mål at tømme kirken for teologer, snarere tværtimod, så peger udviklingen samme vej. Den peger mod præstemangel i kirken. Faldende søgning til de teologiske studier. Stort frafald på studiet. Et stigende antal præster, der forlader embedet.

Den rituelle håndvask har bibelsk udspring, men er som bekendt ikke et sakramente, da det var Pilatus og ikke Herren selv, der indstiftede den. Alligevel er der altid kø ved håndvasken, når ansvaret og dermed også løsningerne skal placeres. Kirkens folk beskylder de teologiske fakulteter for at tilbyde utidssvarende uddannelser, der ikke kan tiltrække potentielle teologer. Derpå lyder beskyldningen mod kirken. Den tilbyder ikke attraktive arbejdsforhold for kandidaterne og bærer derfor sin del af ansvaret for det faldende studieoptag. Fakulteterne udkæmper bråvallaslag om, hvad kerneteologi består i. Fagkampe universiteterne imellem er intet særsyn i Danmark eller andre steder for den sags skyld. Det særlige ved teologien er, at alle kampe tilsyneladende skal udkæmpes for åbent tæppe. Hærskarer af aktører, der ikke er tynget af særlig indsigt, inviteres på scenen og styrker billedet af amatørteater. Alle melder hus forbi. Der skydes så mod tidsånden. Den bekvemme samlebetegnelse for alt det, man for tiden ikke bryder sig om. Tidsånden tager aldrig til genmæle. Den bidrager heller ikke til løsningen af problemet. Så er man lige vidt.
I mellemtiden udvikler præstemanglen sig fra prognose til realiteter.

Hvorfor er det gået så galt, når intet uventet er sket? Da jeg selv har bidraget til den kedelige statistik over præster, der forlader embedet, må jeg lægge hånden på hjertet. Her konstaterer jeg, at det slår i takt med alle undersøgelser og rapporter. Ingen skal beskyldes for at lade dem samle støv. De bliver hyppigt ventileret og peger alle på de samme forhold. Der er kort sagt en række velbeskrevne forhold, som får studerende til at fravælge teologien og præster til at forlade embederne. Dårlig løn. Dårlige arbejdsforhold. Uklar ledelse. Manglende udviklingsmuligheder. Ringe sammenhæng mellem faglighed og faktiske forventninger til det arbejde, præsten skal udføre.

Det er praktiske problemer, som kan løses. Mere indviklet er det ikke. Godt nyt for dem, der gerne vil fastholde teologer i kirken. Tænk, hvis det havde forholdt sig modsat. Hvis årsagerne skulle findes i modvilje mod at prædike, forrette gudstjenester og kirkelige handlinger, undervisning og sjælesorg eller at dygtiggøre sig fagligt. Så havde kirken og de teologiske fakulteter haft problemer, det for alvor var vanskeligt at løse. Kirken er ikke af verden, men dog i verden. Den har samme udfordring som alle andre organisationer med en væsentlig opgave i samfundet: at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft, in casu teologer og præster. Det er ikke let, men det er heller ikke en umulig udfordring.

Det er mig fortsat en gåde, hvorfor de aktører, der har en fælles interesse i at uddanne dygtige teologer, som ønsker at virke som præster i folkekirken, ikke for længst har sat sig sammen og udviklet gode løsninger på deres fælles problem. Ligesom det er mig en gåde, at mange stifter længe har afvist at ordinere kandidater til vikariater og i stedet trukket på emeriti. Pensionerede præster kan ikke bidrage til at løse præstemanglen om ti år. Det kunne de kandidater, som i mellemtiden mistede tålmodigheden og søgte over i andre erhverv. Det er mig også en gåde, at man så længe har diskuteret embedsboliger, som om de var indskrevet i bekendelsesskrifterne, uden at skele til det forhold, at man om få år måske har bedre boliger, men ingen præster til at bebo dem. Endelig er det en gåde, at man nu taler om at løse fremtidens problemer med fortidens redskaber. Særuddannelser. Ikke-teologer i præsteembeder. Hvem kan garantere, at man fra politisk hold fortsat vil prioritere fagteologien på to af landets universiteter, hvis seminarierne uddanner præsterne?
Strategien for, hvordan man hurtigst tømmer kirken for teologer, er ligetil. Vi fortsætter, som vi er begyndt. Resten går af sig selv.


 

 

En tid til at samle og en tid til at sprede – kirkens kommunikation

 
• Der er brugt uanede mængder menneskelige
og økonomiske ressourcer på at kommunikere
i kirkens mange sammenhænge
 
Af redaktør for folkekirken.dk, Ellen Aagaard Petersen, tidligere sognepræst i Tranbjerg
 
Der er som bekendt en tid til at sprede og en tid til at samle. Det gælder også folkekirkens kommunikation i offentligheden. Spredetiden har været lang. Der er brugt uanede mængder menneskelige og økonomiske ressourcer på at kommunikere i kirkens mange sammenhænge. Sogne, provstier, stifter, organisationer, råd og nævn sidder i dag med hver sin lille kommunikationsplatform. Det har længe givet god mening. De mange spredte stemmer var et sundt træk ved folkekirkens frie og demokratiserede væsen. Danskerne havde hjemme i deres veldefinerede kirkelige sammenhænge. Det var let for den enkelte at finde den relevante information og kommunikation.
 
Den tid er forbi. I dag er de kirkelige fællesskaber og den enkeltes kirkelige identitet flydende. Al kirkelig kommunikation kunne være relevant, alt kunne være uvedkommende. De fleste forsøg på at kommunikere med danskeren bliver på forhånd placeret i kategorien "Formentlig uvedkommende."
 
Kirkebladet bliver ikke åbnet, løbesedlen ikke læst, hjemmesiden aldrig besøgt. De spredte stemmer bliver overhørt. Man vender det døve øre til. Der er så meget andet, der kræver opmærksomhed. Kirken har ingen forrang.
 
Derfor er det blevet tid at samle. Folkekirkens fælles hjemmeside folkekirken.dk er sat i verden netop som et forsøg på at samle kirkens kommunikation. Kirkens budskab er for væsentligt til, at nogen længere kan forsvare, at vi tier med det eller hvisker om det i lukkede kredsløb. Mange gode kræfter fra alle hjørner i folkekirken samler sig for tiden om arbejdet frem mod en relancering af folkekirken.dk, som vil finde sted efter sommerferien. En begivenhed, som imødeses med en vis spænding.
 
For hvad sker der, når kirkens mange stemmer samles? Bliver det flerstemmig kirkesang i skøn samklang? En uskøn kakofoni? Eller vil det fremstå som om, folkekirken nu taler med een stemme?  Det sidste er længe blevet betragtet som det værste af alle scenarier.
 
Hellere lade kirke og kristendom blive overset og forbigået end selv risikere selv at blive sat i bås med de forkerte, syntes man at tænke. Har den åndelige forfængelighed domineret forpligtelsen til at lade budskabet lyde og kirken spille sin rolle i dansk kultur og samfundsliv? Er kirkefolkets bestræbelser på at vise rummelighed og mangfoldighed i virkeligheden fremstået i offentligheden som selvoptagethed, indforståethed og personlige magtkampe? Har et tavshedens tyranni hersket, hvor kirkefolk ikke kunne komme i dialog med omverdenen, fordi de flittigt har slået hinanden over munden og vendt ethvert tilløb til en væsentlig debat til det banale forhold, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne? Sådan har det muligvis været. Nu synes tiden at være moden til at løfte sig ud af tavshedens tyranni.
 
Der skal fortsat ikke være nogen, der udtaler sig på folkekirkens vegne. Det er et grundlæggende træk og en styrke ved vores kirke. Udfordringen i et stadigt mere komplekst kommunikationssamfund bliver at forvalte den styrke uden at synke ind i tavshedens tyranni. At fastholde, kirke og kristendom har noget væsentligt og vedkommende at sige, selv om det ikke kan eller skal siges med en stemme fra et sted.
Udfordringen bliver at vende flerstemmigheden til en styrke, hvor den længe har været en svaghed. Netop den udfordring ligger godt til kommunikationen på internettet. Derfor kan folkekirken.dk blive et at de steder, opgaven kan løftes.
Det er blevet til at samle kirkens kommunikation. Ikke for at lukke munden på kirkelige mindretal eller dæmpe diskussionslysten i den kirkelige mangfoldighed. Men for at melde åbent ud, at der er en opgave og et budskab, vi i bund og grund er fælles om. At folkekirken har viljen til at møde den udfordring også i vores tid.


 

 

Jeg kommunikerer, altså er jeg

•Hvis bare flere gjorde, som I gør her.
Så ville folk komme meget mere i kirken.”
Hvor ofte har vi ikke svaret, at sådan gør man skam de fleste steder?

Af redaktør for folkekirken.dk, Ellen Aagaard Petersen, tidligere sognepræst i Tranbjerg

”Min mor sidder i et sogneråd eller menighedsråd, eller hvad det nu hedder. Jeg har lige fundet ud af, at de laver nogle vildt gode arrangementer. Forfatteraftener og den slags. Men der kommer ikke ret mange. Så spurgte jeg hende, hvad de egentlig gør for at få tilbuddet ud. Men det orkede hun næsten ikke svare på. De hænger nogle plakater op og har nogle gange en annonce i lokalavisen. Tænk, hvis folk vidste, at der sker den slags i kirken.”  Sådan sagde en kommunikationskonsulent i et af landets store kommunikationshuse forleden til mig.

Jeg kunne fortælle ham, at hans mor ikke er ene om at sukke over kommunikationskravet. I folkekirken gør vi nu engang det, vi er bedst til. Et rigt gudstjenesteliv, gode fællesskaber og arrangementer, der vidner om, at det kreative segment er stærkt repræsenteret i folkekirken. Men kræfterne er ofte brugt op, når budskabet skal ud af huset. Hvor mange sogne vender ikke igen og igen tilbage til spørgsmålet om, hvordan vi bliver bedre til at kommunikere med den brede medlemsskare. Bedre til kirkeblad, hjemmeside, annoncer, løbesedler og plakater. Hvor mange præster har ikke oplevet, at kirkegængere, konfirmandforældre, og bryllupsgæster reagerer med positiv overraskelse? ”Hvis bare flere gjorde, som I gør her. Så ville folk komme meget mere i kirken.” Hvor ofte har vi ikke svaret, at sådan gør man skam de fleste steder? Vi er bare ikke særlig gode til at fortælle om det. De kirkelige organisationer og foreninger er anderledes organiseret og har afsat midler til målrettet kommunikation. De fleste steder er formidlingen imponerende og velfungerende. Man kan næsten få det indtryk, at det kirkelige liv alene leves dér. At sognekirkerne står tomme, sognegårdene er døde rammer om et uddøende menighedsliv. Det er så langt fra sandheden, som noget kan være. Men der er langt fra det billede kirken ser af sig selv i spejlet, til det ansigt kirken får udadtil. Ikke alene fordi medierne fordrejer og fortegner billedet af kirken i offentligheden. Også fordi vi selv er for dårlige til at kommunikere, hvem vi er, hvad vi gør og ikke mindst, hvad vi har at sige.

Præster, ansatte og frivillige plager sig selv og hinanden med spørgsmålet om, hvordan vi kan gøre det bedre. Måske er det tiden i stedet at spørge, hvordan vi kan gøre det sammen? Hvordan vi kan hjælpe hinanden? For vi bliver jo ikke alle mestre i pressemeddelelser, sprællevende hjemmesider og geniale klummer i lokalavisen. Selv om vi burde. Vi kan arrangere kommunikationskurser her fra og ind i evigheden. Det vil formentlig ikke ændre stort. For vi gør fortsat det, vi er bedst til. Heldigvis. Netop derfor er kirker og sognegårde ikke tomme. At kommunikere det gode budskab ud må vi kunne hjælpe hinanden med. Det må ganske enkelt kunne lade sig gøre. Vi må finde redskaber, der aflaster sognene i deres kommunikationsarbejde. Vi må finde frem til de mange dygtige, veltalende og velskrivende præster, og vise dem tillid og anerkendelse for at tage udfordringen op, så det kan ses også uden for kirkens mure, at den er fuld af tro og liv.