Jul i Nødebo præstegård. Del I

• Vi var et helt lille jule-netværk af
kvindelige præster, der ringede til hinanden

Af Eva Holmegaard Larsen

Det er i år nøjagtig ti år siden, jeg kom her til Nødebo og flyttede ind i præstegården med det idyllisk klingende navn. Jeg blev indsat 4. Søndag i advent, og holdt jul i et kaos af flyttekasser og overvældende mange prædikener. Hvor dejligt det end er at være landsbypræst, så er højtiderne altid et maraton af gudstjenester, når man er alene med to kirker. Pc’en blev stillet på en ølkasse og så var det bare igang. Samtidig fik ugebladene færten af en god julehistorie og kimede os ned for interviews og fotoserier om ”Jul i Nødebo Præstegård”.

Julen sælger drømme, men det gør præstegårde også. Og det her var bare for godt til at være sandt. En sød lille familie, far, mor og to små yndige børn. Dengang var der også noget særligt med unge, kvindelige præster. Vi red på en bølge af medvind og blev modtaget som frelserskikkelser ude i sognene. Vi skulle redde kirken fra herredømmet af ”grumpy old men”, og præsentere en ny, mere nærværende og demokratisk udgave af præsterollen. Allerede nu blæser der andre vinde igen. Den mandlige præst er på vej til at få en renæssance.

Det er egentlig lidt trist, at vi kvinder så hurtigt blev en gammel nyhed. Eller også fik vi sat vores præg for hurtigt og for voldsomt, og er kommet til at fremprovokere en retro-trend af brun tweed og pibe røg?
Men dengang vi holdt vores første jul i Nødebo, var der stor glæde over kønsrolleskiftet i den gamle præstegård. Det gik dog aldrig helt op for ugebladene, hvad det indebar. Og det var delvist min egen skyld.
Teaterstykket om Jul i Nøddebo (med to d’er som i gamle dage) præstegård, som spilles hvert år i julemåneden på Folketeateret, er skrevet over romanen ”Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegård” af Henrik Scharling. Der er lavet to filmatiseringer, en trediverne med Hans Kurt som den unge student Nicolai, og en mere fjollet halvfjerdserudgave i grimme farver og konturerne af en elsket og hadet præstekarikatur: mand, halvgammel, velnæret, gemytlig, mere faderlig end flittig, sognets nådige konge og hjemmets forkælede hertug.
Historien udspiller et uskyldigt drama indenfor trygge borgerlige rammer. De unge leger kispus med hinanden, mens Far og Mor hver i deres roller borger for den orden, de alle sammen til sidst kan finde tilbage til, når sneen daler og kirkeklokkerne ringer og dørene åbnes ind til det fortryllende smukke juletræ, hvor børn og voksne samles i kærlig krans. Man skulle ikke tro, at sådan en familiekonservativ historie kan blive ved med at fascinere og stå som indbegrebet af ”rigtig jul”. Men den repræsenterer stadig drømmen om den intakte familie, om fred og ro og orden og en verden, der hænger sammen. Der er jo noget ynkeligt ved den moderne fortumlede uorden, som vi f.eks. så beskrevet så fantastisk præcist i serien om familien Sommer. Den generation, der skulle stå for tryghed og stabilitet, og skabe gode rammer for både de unge og de gamle, fjumrede rundt med deres liv og kærlighed og identitet og var mere teenage-agtige og skabte mere uro end seriens egentlige teenagere.

Men i julen bør det hele være anderledes. Eller hvad? Det er i hvert fald ikke uproblematisk at blive ved med at forbinde jul med en intakt borgerlig familieidyl fra forrige århundredskifte. For så kan man kun falde igennem. Hvad jeg egentlig også følte, vi gjorde dengang. Vi stillede op til interview i flere år. Det vil sige, det var mig og børnene. Min daværende mand nægtede – især da han første gang blev præsenteret for forslaget om at tage en nissehue på. Allerede her var de første ridser i lakken. Han var der aldrig! Hvorfor var præstens mand der aldrig?

Og så var der også det med, at jeg egentlig slet ikke havde tid til at pynte og bage og alt det der. Men det var det, de spurgte om. Hvordan fejrer vi jul? Jeg begyndte at tale ivrigt om julens gode evangelium og muligheden for at møde sognet, fordi der går så mange i kirke. Men journalist og fotograf smilede blot venligt imødekommende og insisterede på at placere mig ved køkken bordet med mel på forklædet og hænderne dybt begravet kagedej. Og det gjorde jeg så. I teaterstykket laver pastor Blicher heller ikke dags gerning, selvom den store højtid stunder til. Han bager ikke engang vaniljekranse!

Der var heller aldrig pyntet op til jul, når de kom. Det var vi altid i sidste øjeblik med, ligesom med så meget andet. Men journalisten havde sit eget pynt med – og så nussede hun lidt rundt og gjorde vores stuer helt uigenkendelige og fremmedartede. Det eneste ægte i alle de seancer, vi havde med Ude og Hjemme og Søndag BT og hvem det ellers var, der dukkede op hver jul i mange år efter, det var børnene. De var ligeså søde og forventningsfulde, som de så ud. Men jeg – hvorfor stillede jeg mig ved det køkkenbord? Fordi jeg også havde en drøm om hjemmelavet og hjemmegjort og jul som i gamle dage i mine bedsteforældres præstegård. Dér var det hele så fantastisk. Og hvorfor skulle mine børn ikke også opleve det?

Vi var et helt lille jule-netværk af kvindelige præster, der ringede til hinanden og klagede over vores mænd, som udviste så ringe forståelse for værdien af nystrøgne duge og pudsede lysestager. Aldrig blev det helt, som vi gerne ville have det, for vi havde jo ikke tid – og hvad gavn havde vi så egentlig af at være gift? Det var kun ballade og brok over, at vi ville bestemme over julen, uden at have tid til at deltage i den...

De nøgne facts bed dog aldrig på ugebladene. Det blev altid til historien om den travle unge kvinde, som både kan prædike og bage og være en god mor og en sød hustru – og smart i tøjet var hun også. Det var bare løgn. Jeg kunne ikke det hele og glædede mig til julen var overstået.

Alle artikler endte i et forsonligt: ja, ja, ja, det bliver nok jul i den gamle Nødebo præstegård alligevel... Og det blev det jo også. Det var bare langt fra idyl, og jeg havde egentlig en plan om at ville lave en dogme udgave af den folkekære komedie, med håndholdt kamera, frustreret Far, bitter Mor og krøllet dug.
Det er længe siden, blade og aviser mistede interessen for vores kampe med julen og alle drømmene. I år er det ellers en helt ny udgave. Far og mor med sammenbragte børn og masser af skår i glæden. Men det skal da nok vise sig, nu hvor drømmen om den intakte familie er knust og kagebagning er blevet vores mindste problem – at det måske bliver helt godt alligevel.


 

Jul i Nødebo Præstegård, del II

• Men hvorfor kommer ”de” dog så kun denne ene gang om året?
spørger vi med rette. Eller, det er vel ikke os præster, der spørger.

Af Eva Holmegaard Larsen

Den velsignede julestress
Der er al mulig grund til at føle sig stresset i december. Der er dobbelt så mange gudstjenester og arrangementer i december end på noget andet tidspunkt resten af året. Det er lige til at blive fortvivlet af, når man ser ned af sin kalender – og oven i købet ved, at der kommer begravelser til. Men det er jo også opløftende med alle de mennesker i kirke og præstegård hele måneden. Jeg bliver altid lidt flov, når venlige mennesker i sognet standser mig på gaden og spørger, om jeg nu også kan holde til det? Det er jo ”din højsæson”, som man siger.
Det er så venligt ment, men det ærgrer mig at tale om menighedens brug af deres kirke som en belastning for mig. Trætte kan vi være hjemme sammen med familien. Her kan vi klage og sukke og kalde på omsorg. Men jeg vil ikke ynkes af menigheden, denne ene gang om året, når det virkelig lykkes at få kirke og kultur til at spille sammen, og vi en hel måned oplever, at der bliver sunget, bedt, lyttet, tænkt og troet mere intenst end ellers.

Men hvorfor kommer ”de” dog så kun denne ene gang om året? spørger vi med rette. Eller, det er vel ikke os præster, der spørger. Det er mere dem, der ikke går i kirke, hvad enten det er jul eller ej. Der er ikke noget så fromt som folk, der aldrig går i kirke. Altid på pletten som renhedens vogtere og hårde revsere af deres medmenneskers eventuelle hykleri og overfladiskhed.
Men hvorfor stimler kristenfolket sammen til jul? For hyggens skyld? Ja, vel også. Det er faktisk også hyggeligt at sidde i en varm, oplyst, smuk kirke en mørk decemberdag.
Men grundlæggende går man i kirke, fordi man nænsomt bæres derhen af traditionen. Denne ene gang om året behøver man ikke skulle igennem hele spørgsmålet om, hvor man selv står i forhold til den kristne tro. Her kan man bare følge med. Her aflastes vi for at skulle begynde i os selv, men kan begynde i det fælles. Det er lettere. Måske også mere egentligt.

Måske kan man ligefrem sige, at julen rent kirkemæssigt er en ønskesituation. Tænk om der var flere lejligheder, hvor det var helt naturligt at tænke kirkegang og salmesang med ind i årets gang og livets begivenheder. Julen er ikke min højsæson. Det er menighedens højsæson. Og det mærkes også andre steder end i gudstjenesten.

En flittig ånd
Måske kan jeg sagtens sidder her i Nødebo og lyde som en glad julegris, fordi det langt fra er mig, der gør alt arbejdet. Vi har mange flittige hænder her i byen.
Det kommer sig af, at Nødebo Kro er en aktiv kulturinstitution, som helt og holdent drives af byens folk på frivillig basis. Det er et kæmpe arbejde, for Nødebo Kro er brugt af hele omegnen for deres mange tilbud af fine koncerter og foredrag og spiseaftener og møder og undervisning og meget andet. Det har skabt en meget ansvarlig ånd i byen. Man skal yde noget og støtte op om de ting, der foregår. Og det smitter også af på kirken. Man kan godt finde på at gå i kirke, fordi man synes man bør. Og det er slet ikke så dårligt.
Der er mange hjælpende hænder til rådighed. Og der er også rigtig mange, der kan noget og vil noget. Sådan tror jeg, det er det fleste steder. Her har menighedsrådet gjort det til en hovedmålsætning at inddrage så mange som muligt. Både i det diakonale arbejde, i børnearbejde og i gudstjenesten.

Fra kortjeneste til andesteg
En af decembermånedens højdepunkter er Ni Læsninger første søndag i advent. Den tradition har de fleste kirker nok efterhånden taget til sig, og sikkert også gjort sig den erfaring, at det hurtigt kan blive en ret kedelig og langtrukken affære. Alle de mærkelige læsninger, som ikke mange andre end præsten kan placere i en meningsfuld sammenhæng. Og så den uendelige række af salmer, man skal igennem. Hvor dejligt det end er at synge salmer, så er det meget at synge en syv-otte stykker i rap!
Vi fik peppet den gamle tradition op med større deltagelse af folk fra sognet. Det er konfirmanderne, der læser. Men de lærer at arbejde med teksten, til de ved hvad de siger og kan ”komme ud over rampen” med ordene. Vi er også begyndt at gøre noget ud af at indlede teksterne og fortælle, hvor de er fra, og hvorfor og hvad ”siger de dig”?

For et par år siden lykkede det os at samle et kor bestående af virkelig dygtige sangere her fra byen. Vi kaldte det beskedent Nødebo-Gadevang Kantori! Ideen er, at det er et kor, der står på standby, og kun indkaldes til at deltage i gudstjenesten under højtiderne. Det ledes dels af organisten, dels af en tidligere operasanger, som også sidder i menighedsrådet. Det hører til decembers mange lyde her i præstegården, når koret samles til prøver op til Ni Læsninger, hvor de deltager med et lille julerepetoire. Det er så dejligt at være præst de dage, hvor man kan mærke at byen selv er med til at forberede en gudstjeneste. I det ene lokale øver koret. Et andet sted i huset sidder konfirmanderne og kigger en sidste gang på teksterne. Ovre i kirken bliver der stemt instrumenter. Vi holder ikke så mange kirkekoncerter, dels fordi kroen henter mange store navne til byen. Dels fordi vi har valgt at bruge koncertpengene på mere musik i gudstjenesterne. Ved fælles hjælp er Ni Læsninger blevet en velbesøgt gudstjeneste.

En anden aften i december er der til gengæld gang i salmesangen. Her mødes vi i kirken for at høre forskellige af byens folk fortælle om deres yndlingsjulesalme. Indtil videre har det være noget af det smukkeste, jeg længe har været med til.

At høre disse fortællinger om, hvordan en bestemt salme har knyttet sig til både tragiske, dramatiske og lykkelige begivenheder i menneskers liv, det var altså stort.
Der er så meget, der kalder på taknemmelighed og den dybe fornemmelse af, at det giver mening, det her. Forleden havde vi julegudstjeneste med byens evnesvage institution. Der bliver altså sunget af karsken bælg, gør der. Tror også, det er den eneste menighed, der modtager præsten med klapsalver...

I morgen er det så dagen for den store julefest i præstegården for de ældre og hvem, der ellers har lyst. Der kommer lidt af hvert, og det er utroligt festligt. Vi dækker fint op på hvide duge og pynter et stort juletræ.

Præstens mange principper koster ekstra arbejde. I mit hjem bruger vi ikke papirduge og køberødkål. I mange år kom jeg så til at hænge på rødkål til 60, indtil man sidste år forbarmede sig over mig, og gav mig risalamanden i stedet. Men det er ikke, fordi det ellers er mig, der bærer sliddet. Det gør en flok brave kvinder på frivillig basis. Og så har vi en kok i menighedsrådet. Der serveres andesteg og flæskesteg, to slags kartofler og alt hvad dertil ellers hører. Selvfølgelig danser vi om juletræet og synger ”Børn og voksne i kærlig krans”... Uden børn, desværre. Da mine børn var små, prøvede jeg at overbevise dem om, at de burde deltage som præstens børn. Ikke om de ville... Selvfølgelig.

Små kirketjenere
Dette års minikonfirmander har tilført julemåneden noget ekstra. De har nemlig knyttet sig så meget til vores kirketjener, som jeg har mini’erne sammen med, at de har været med alle adventssøndagene og har arbejdet som kirketjenere. Små alvorlige ansigter, der går rundt og hænger salmenumre op og deler bøger ud. Det er også lige til at blive glad over. Alle mine ambitiøst udarbejdede undervisnings ideer til vores minikonfirmandarbejde, falder fuldstændig til jorden overfor vores kirketjener Kirstens rolige og naturlige inddragelse af børnene i kirkens daglige drift. Som en af børnene sagde: ”Det er uretfærdigt, at det ikke er Kirsten, der er præsten. For hun ved meget mere.”
Sådan er det.


 

Jul i Nødebo Præstegård 3 

• Jeg plejer at nyde at skrive juleprædiken.
Men i år vil det ikke rigtig komme.

Af Eva Holmegaard Larsen

Prædikensved
Nu spidser det til. Uanset hvordan jeg organiserer arbejdet i december, ender jeg altid med at skulle sidde de sidste dage og skrive julens prædikener – mens hovedet summer af indkøbslister og strategier for de sidste forberedelser. I år har jeg f.eks. helt glemt at købe et juletræ! Det må jeg jagt efter i dag. Og gåsen mangler jeg også at få hentet. Den ligger nyslagtet hos et gammelt ægtepar, som driver et lille husmandssted på vejen mod Gilleleje. De har i år slagtet deres sidste ænder og gæs. De orker ikke mere. Det er hårdt arbejde, når man nærmer sig de firs.

Sidste år kom jeg forbi, netop da det var slagtedag. Regnen stod ned, gråt og trøstesløst. Der var ingen, der svarede ved døren, så jeg gik om bagved huset, hvor jeg kunne høre en skræppen fra ænder og gæs - højere og mere skingert end ellers. Og ganske rigtigt, de stakkels fjerkræ løb panikslagne rundt med de to gamle efter sig. Sikke et syn. I boblefrakker og gummistøvler. I mudder til knæene og han med en stor økse i hånden. Jeg stod og tænkte, at sådan vil jeg også blive gammel, i slid og slæb og umagelighed, men hvor man stadig kan fornemme, at man er med i det hele. Frem for den magelige venten på ingenting, mens man går stavgang og spiller banko.

Men gås og juletræ. Det er altså to vigtige ting. Bliver først rolig, når det er ordnet. Der er så meget. Men det også, fordi vi er en skilsmissefamilie. Jeg har ingen børn hjemme at koste rundt med. De er hos deres far. Mangler også en mand, at koste med. Man kan jo ikke koste med en kæreste – endnu. Der er altid noget at brokke sig over. Før fyldte familien for meget, når mor skulle skrive prædikener. Nu fylder de for lidt. Her er så stille. Savner helt at skulle skælde ud over at fjernsynet larmer og at der ikke er ryddet op efter morgenmaden.

Til gengæld er der så arbejdsro. Hvad skal julen handle om i år? Jeg plejer at nyde at skrive juleprædiken. Men i år vil det ikke rigtig komme. Har fakt