Hvornår er der nogen, der gør noget for præsterne?

• Skal vi som de eneste stadig leve
som på apostlernes tid?

Af sygehuspræst Helle Rørbæk Hørby, Skejby

Præstearbejdet er et givende arbejde!
Når vi siger sådan, så mener vi som regel, at det er et arbejde, hvor vi får en masse. Og det passer. Det er på mange måder en gave, at komme tæt ind på andre menneskers liv, som det er tilfældet i præstejobbet. Det er givende at få indblik i, hvordan andre mennesker håndterer deres livs modgang, mærke andre menneskers store glæde, at være med i de eksistentielle overvejelser over livets mening.

Men først af alt er præstearbejdet givende, ved at vi i høj grad er dem, der giver. Står frem med en prædiken, en konfirmandtime, en foredragsrække, en tid til et hjemmebesøg, en begravelsestale, en invitation til en samtale om livets vanskelige forhold. Hver gang er det os, der skal have et bud på, hvad der er brug for. Det gælder både teologisk og praktisk.

På den måde har præsterollen stadig megen autoritet, og alligevel er meget forandret, for vi skal hver gang selv legitimere nødvendigheden af det budskab, vi træder frem med, og vi skal selv legitimere valg af arbejdsopgaver og metode. Sådan har vilkårene altid været vil nogen nok sige – og have ret i. Apostlene skulle også ud i en verden, hvor de selv skulle legitimere deres budskab.

Alligevel må vi sige, at noget er anderledes. For samfundet omkring os har flyttet sig siden apostlenes dage. I dag er man meget opmærksom på, at den, der optræder meget selvstændigt i sit arbejde, har brug for støtte. Skuespilleren har altid haft en instruktør, for at rollen kan spille sammen med andre roller, statsministeren har fået en spindoktor, som kan vejlede ham i, hvordan virkningen af den ene eller anden fremtræden er, og utallige mennesker i ledende stillinger har fået en coach.

Skal vi som de eneste stadig leve som på apostlenes tid?
Er præsten den eneste, der ikke har brug for hjælp til at udføre et meget selvstændigt arbejde? Et arbejde, hvor ens egen person bringes afgørende i spil sammen med det arbejde, man udfører?

Kan vi selv se hvordan det, vi vil, spiller sammen med det, vi gør?
Eller: hvordan får præsten konstruktiv kritik?
I næste uge skal jeg have besøg af min coach… - fortsættelse følger!


 

Personlig planlægning for præster

• Vi snakkede om mit arbejde. Om her og nu planlægning
og langtidsplanlægning ud fra de mange huskesedler,
der er skrevet ikke bare på gule post-its,
men på bagsiden af gamle kuverter og andre ukurante lapper.

Af sygehuspræst Helle Rørbæk Hørby, Skejby

Midt i januar var jeg på et to dages kursus. Det var et pilotprojekt arrangeret af Århus stift med titlen: ”Personlig planlægning for præster”.

Trods det smarte bogstavrim, kan det måske være svært at få til at glide ned. ”Præstearbejdet ligner jo ikke noget andet arbejde.” ”Præstearbejde er jo ikke et 8-16 job." Eller: ”Det er ikke til at planlægge, for jeg skal jo være der, når der er brug for mig!” ”Se på lærerne – vi skulle jo nødig ende som funktionærer!” ”Svenske tilstande…” Det er de indvendinger, som vi bruger, når vi vil forsvare det bestående. Imens vi siger sådan, ser vi kolleger i vores nære kreds gå ned med flaget. ”De kan også bare…skære ned, sige fra... - for sådan er præstearbejdet jo!”

Jeg er altid meget opmærksom når ordene ”bare” og ”jo” bliver brugt. Som regel dækker det over noget, der er meget svært, som vi forsøger at gøre let. Ved at putte de to små ord ”bare” og ”jo” ind passende steder i sætningen, undsiger vi alvoren i et problem. Som afslutning på det omtalte kursus havde jeg i sidste uge besøg af min coach.

Vi snakkede om mit arbejde. Om her og nu planlægning og langtidsplanlægning ud fra de mange huskesedler, der er skrevet ikke bare på gule post-its, men på bagsiden af gamle kuverter og andre ukurante lapper. Vi så på bunkerne på skrivebordet, som jeg kan have mange undskyldninger for, men som i virkeligheden forstyrrer unødigt. Der kom nye bud på kontorets indretning, en omrokering af skrivebord og samtalehjørne, som gav bedre rum for begge dele.

Der var kun tale om et enkelt besøg. Jeg kunne nu godt ønske mig flere. For der skete noget, da hun kom udefra og kiggede på min arbejdsplads og dermed også på min arbejdssituation. Det var mere end en APV, hvor det bliver checket om stolen er god nok eller om jeg har brug for skærmbriller, her blev der set på, hvordan jeg arbejder på kontoret.

Med en coach er det ligesom med præsten – man kan tale om hvad som helst. Man taler om det, der er aktuelt lige nu. Coachen er med til at se på ens aktuelle arbejdssituation, og fra sjælesorgen ved vi, at dette stykke fænomenologiske arbejde er meget værd.

Som præster har vi rigtig mange bolde i luften i løbet af dagen og ugen. Det er ikke nogen helt enkel opgave. Desværre glemmer vi, at der findes mennesker, som har udviklet redskaber, som kan hjælpe os med overblikket og sammenhængen.

Jeg fik mere energi af denne samtale. Her var én, som ikke sagde: ”Sådan er det jo!”
Jeg fik ideer til at organisere kontoret og arbejdet anderledes. Godt hun kom forbi ...


 

Grænser mellem arbejdsliv og privatliv

• Dernæst skal ugen farvelægges,
blå for arbejde,
rød for familietid og grøn for egen tid.

Af Helle Rørbæk Hørby

Skriv ned hvad du laver i løbet af ugen. Døgnet rundt. Fra du står op om morgenen og hele natten med. Når du afleverer børn, når du går hen på kontoret, når du går på dåbsbesøg, når du henter børn igen eller går til menighedsrådsmøde om aftenen. Når du skifter mellem kontoret og familien i weekenden. Skriv ned, når du står op, laver mad, ser en film, går i seng om aftenen og sover.

Dernæst skal ugen farvelægges, blå for arbejde, rød for familietid og grøn for egen tid.

Se på den mosaik der kommer frem. Lav øvelsen sammen med andre kolleger, og gå rundt og se på deres mosaikker. Nogle er overraskende ens. Andre er meget forskellige. Det kan altså gøres på andre måder. Finder man en mosaik, som ser mere spændende ud end ens egen, kan man gå hen og spørge ”kunstneren” hvordan hun får den til at se sådan ud.

Ved at se arbejdsugen i farver opdager man, at der faktisk er grænser mellem arbejdsliv og privatliv. Man kan også hurtigt tælle timer, hvilket vi ellers ofte siger er umuligt i vores arbejde. Vi har ikke to uger der er ens, og alligevel var der ingen af de kolleger, jeg lavede øvelsen sammen med på det tidligere omtalte planlægningskursus, som fandt det svært at lave en gennemsnitsuge.

Jeg syntes selv det var givtigt, at se hvor grænserne lå, hvor jeg havde mine fordele af den frie arbejdstid og hvor ulemperne lå. For selvfølgelig er der grænser, når ugen ruller med arbejde, familieliv og fritid. Vi er ikke på arbejde altid.

Men der er unægtelig stadig en grænseløshed indbygget i den frie arbejdstid, at vi altid er til rådighed, og at vi har hjemmearbejdsplads. Vi er jo hjemme (dvs. på arbejde) og så er det svært at finde ud af, hvornår vi skal sige nej.

Vi vil af gode grunde nødig give slip på vores frie arbejdstid. Den er på mange måder mere spændende end den faste 8-16 arbejdstid, og fleksibiliteten kommer både os selv og brugerne til gode. Men spørgsmålet er, om vi skal have trukket lidt flere tydelige grænser, end bare rundt om det døgn, der hedder fridagen.

Når jeg kommer om natten og døber et barn på hospitalet, er personalet på afdelingen glade for at se mig. De synes det er bedst, når én af deres ”egne præster” kommer, men det vigtigste er, at der kommer en præst. Det kunne være hvem som helst, og stadig være godt. Måske behøver vi ikke at være på arbejde hele tiden i seks af ugens dage.

Det belastende i mit arbejde består i akutte tilkald. Jeg kunne godt forestille mig, at det blev delt mellem flere præster, så det blev afgrænsede døgn, hvor der var vagt. Jeg tænker, det kunne være spændende at se på, hvor belastningen ligger i hver vores præstearbejde, og om det kunne planlægges, så der kom en præst, når der var brug for det, men at det ikke nødvendigvis var ”egen præst”.

Følelsen af aldrig at have helt fri må indvirke på en del af hjernen, det sætter sig et sted, og der må være en grund til at den arbejdsform er opgivet blandt alle andre arbejdsgrupper end netop præsterne.


 

Skal vi alle sammen lave det samme?

• Jeg tænker tit, at der er gået mange gode teologisk kræfter til spilde
i denne kirkeordning, hvor vi næsten alle sammen skal være
generalister fra begyndelsen til enden af vores præsteliv

Af Helle Rørbæk Hørby

Præster er fagpersoner med en teologisk kandidatuddannelse. De fleste med denne kandidatuddannelse bliver præster i den danske folkekirke. De bliver engagerede præster, som gerne vil forkynde og formidle det kristne budskab og forsømmer ikke mange muligheder for at gøre det for børn, unge, voksne og gamle. De følger de mennesker, de bor sammen med i sognet, fra vugge til grav.

Efter 10 år er man blevet rigtig god til det. Nu kender man mange i sognet, man har haft dåb, vielser og begravelser i de samme familier, man kender mennesker fra ens børns daginstitutioner, skole og fritidsaktiviteter. Vi anser det for en fordel, at være kendt i byen. For vi tror, at mennesker lettere opsøger kirken eller præsten, hvis det er en velkendt person. Om det er sandt får stå hen i det uvisse.

Nogle er glade for denne måde at være præst på og kan finde glæde i det, de resterende 20 år frem til pensionen. Andre begynder at mærke begrænsningerne i at være generalist, måske trænger man til mere sammenhængende teologisk læsning, måske er følelsen af at være sognets blæksprutte ikke så tillokkende mere. Hvis der ikke lige er et provsteembede at avancere til, eller man har lyst og mulighed for at blive institutionspræst, så er der udsigt til 20 år mere som generalist.

Jeg tænker tit, at der er gået mange gode teologisk kræfter til spilde i denne kirkeordning, hvor vi næsten alle sammen skal være generalister fra begyndelsen til enden af vores præsteliv. Kunne man ikke forestille sig, at vi specialiserede os lidt mere: i undervisning, i sjælesorg, i kirkens samspil med kulturen, i diakonien. Tænk hvis vi hver især havde et af de nævnte områder, som arbejdsområde.

Vi ville blive bedre til det, fordi der så også kunne blive tid til at studere, og der ville være mulighed for at arbejde sammen med andre præster, som arbejdede med samme område. Alle skulle selvfølgelig stadig varetage gudstjenester og kirkelige handlinger, det kan vi ikke leve uden som præster.

Jeg tror der ville komme mere sammenhængende arbejde, mere spændende stillinger og en højere kvalitet ud af det. Det vil implicere et brud med sognegrænserne, som vi kender dem i dag - men dem står der vist ikke noget om i bekendelsesskrifterne, så det skulle det vel være muligt at røre ved.