Den grønne agurk
opfundet et nyt begreb: Den grønne agurk.
I et forsøg på at pege på et Danmark der udviser handlekraft
og fantasi for at holde liv i landsbyerne.
Af biskop Henning Toft Bro, Aalborg
Sproget fostrer hele tiden nye ord og vendinger. Således opstod for få år siden begrebet: Den rådne banan.
”Den rådne banan” er det lidet flatterende udtryk for det udkantsområde, der strækker sig fra Skagen i nord, ned langs den jyske vestkyst og over til Lolland og Falster. Et, efter manges mening, afviklingsområde med fraflytning og tilbagegang.
Gæve vestjyder har i disse uger opfundet et nyt begreb: Den grønne agurk. I et forsøg på at pege på et Danmark der udviser handlekraft og fantasi for at holde liv i landsbyerne.
I de fleste af disse landsbyer er der en sognekirke. Kirkerne ligger som strøet ud med mild hånd i landskabet, og vidner om en tid præget af handlekraft, men også mod til at bygge en kirke, hvor Guds ord lyder, og sakramenterne forvaltes.
Et er at have kirke noget andet er at være kirke.
Det er ikke nok kirkerne er der. De skal også bruges og slides på.
I en tid hvor der tales om nedlæggelse af kirker, er det vigtigt, at vi besinder os på at være kirke, det vil sige være levende menigheder, der sprudler af liv og fællesskab, sang og glæde.
Mange institutioner forsvinder, også i den grønne agurk, men det bedste værn mod nedlæggelse og afvikling er som nævnt at være kirke. Og ville kirkelivet til glæde, trøst og opmuntring. Derfor handler det om at være levende menigheder, der vil være kirke og ikke kun have en kirke. Hvor der findes en levende menighed, giver det mening at have en kirke. En levende menighed er det stærkeste værn mod nedlæggelse.
Forleden læste jeg om en by, hvor skolen måske skulle nedlægges. En beboer udtalte til den lokale avis, at nu havde man kun møbelhandleren tilbage. Men det er jo ikke rigtigt korrekt, for kirken havde byen også. Men den blev ikke nævnt. Det kunne pessimistiske hoveder læse, som om kirken ikke betød noget, men det kunne jo også forstås således, at kirken var så indfældet i samfundet, at den var der altid ligesom husene på den lokale hovedgade. Man siger jo heller ikke, at nu har man kun husene på Søndergade tilbage. De er der jo. Således også med kirken. Den er ofte det sidste forsamlingshus, der er tilbage i lokalsamfundene. Dens tilstedeværelse skal vi være os bevidste, men det er heller ikke af det gode, at kun kirken er tilbage, for hvis man ikke har andre forsamlingssteder (skole, forsamlingshus, købmand, idrætsforening), hvordan skal man så finde ud af at forsamles i kirken? Kirkelivet lever af folkelivet, og hvis folkelivet har åndenød, så er der også trange tider i kirken. Derfor er dårlig kirkegang ikke kun et kirkeligt problem, men i høj grad også et folkeligt problem. Egentlig skulle ejendomsmæglere i deres salgsannoncer angive om det lokale sted havde god kirkegang, for det er en god indikator for et aktivt lokalsamfund.
Arbejdsmiljøet i kirken
af kompetente og samvittighedsfulde medarbejdere
Der tales meget om arbejdsmiljø i kirken i dag. Af gode grunde.
Et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø er en livsvigtig forudsætning for den gode trivsel!
De fysiske rammer bestemmes især af menighedsrådenes muligheder og vilje til at sikre, at de fysiske rammer er i orden for alle ansatte.
Med hensyn til det psykiske arbejdsmiljø er vi alle ansvarlige for, at det fungerer.
Et godt psykisk arbejdsmiljø kræver rummelighed og forståelse for hinandens forskellighed og kompetencer.
Folkekirken er velsignet med en stor skare af kompetente og samvittighedsfulde medarbejdere. Hver især røgter deres område med ildhu og engagement. Derfor er det vigtigt, at vi ser vores forskellighed som en styrke, og respekterer at vi har forskellige kompetencer. Det vil sige, at vi respekterer at nogle er gode til noget, andre til noget andet. Eller sagt på en tredje måde: et godt psykisk arbejdsmiljø kræver, at vi hver især sætter os ind i de forskellige faggruppers arbejdsområde. Har en forståelse af, at alle bidrager med netop det, de er gode til. Og for det fjerde er det vigtigt, at man er opmærksom på sine egne kompetencer og ikke skrider ind over eller overtager andres kompetencer.
Det gode psykiske arbejdsmiljø begynder der, hvor forskelligheden opfattes som en styrke for arbejdspladsen og de mål, vi sætter os for at skabe gode vilkår og rammer og forkyndelsen.
Derfor handler det i vid udstrækning om, at vi anerkender, at vi hver især har noget værdifuldt at bidrage med på arbejdspladsen. At ingen af os kan undværes. At vi alle hver på vores måde er uundværlige i vore bestræbelser på at skabe det gode arbejdsmiljø. Ikke mindst det psykiske arbejdsmiljø.
Bopælspligten og præsters privatliv
• Nogle anser embedsboligen som et levn fra en fjern fortid,
hvor præsten boede synligt og midt i sognet.
Af biskop Henning Toft Bro, Aalborg
Indrømmet: Jeg synes bopælspligten er et gode for præsten og for sognet!
Vel at mærke hvis boligen er velindrettet, og hvis den offentlige og den private del er adskilt. Og hvis menighedsrådene er bevidste om deres ansvar for at skabe gode rammer og vilkår for præsten og præstens familie.
I disse år udsættes ordningen for stort pres. Nogle anser embedsboligen som et levn fra en fjern fortid, hvor præsten boede synligt og midt i sognet.
Og ja, sådan er det. Præsten bør bo i sognets midte. Blandt sine sognebørn. Være en del af det folkelige og kirkelige liv i pastoratet. Det giver en tæt tilknytning til sognebørnene, og det giver præsten en enestående mulighed for at møde sine sognebørn i både folkelige og kirkelige sammenhænge.
En af glæderne ved at være provst og nu biskop er de mange berigende samtaler, jeg får med ansøgere. Som regel sørger jeg for, at vi får en snak om arbejdsdisciplin. Mange siger hurtigt, at de har en høj arbejdsmoral og en stærk arbejdsdisciplin. At de kan arbejde solen sort om nødvendigt.
Til det siger jeg altid, at der til en høj arbejdsdisciplin også hører, at man kan holde inde med at arbejde.
Det er det vigtigt at holde sig for øje, når man bor i embedsbolig. Det er så let, alt for let, at lade sig opsluge af arbejdet. Lige gå ind på kontoret og ordne forskellige ting, der ligger. Men det er en fare, præster skal være meget opmærksom på.
Når man derfor bor på sit arbejde, er det tvingende nødvendig, at man arbejder disciplineret, planlægger sin tid, sætter tid af til de opgaver, der skal løses, og dermed får tid til at være familie. Får tid til sig selv og således opbygger et mentalt og et fysisk overskud, som gør, at man går til sine arbejdsopgaver med overskud og engagement.
Det handler om at kende sine opgaver, og jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen: det er nødvendigt for præster at skelne mellem ”skal-opgaver” og ”kan-opgaver”. Skal-opgaverne er det, vi får vores løn for: gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmander, sjælesorg og administration. Kan-opgaverne er alt det andet, som også fylder i en kirkelig hverdag. Men hvis man svigter skal-opgaverne, så smuldrer det andet også. Mange stressproblemer kommer af at man glemmer skal-opgaverne over kan-opgaverne. Det er også således, at det er gennem skal-opgaverne, at vi som præster virkelig flytter noget og mennesker fornemmer, at de har en præst. Det sker gennem den gode begravelsestale eller den gode konfirmandundervisning. Derfor er det ikke kun et almindeligt arbejdsmiljøproblem at svigte skal-opgaverne over kan-opgaverne; det er også et teologisk problem. Og det er derfor også en teologisk opgave at pege på det væsentlige i sognepræstens embede: At være til stede i sit sogn med evangeliets trøstende ord.
Ud med kirken
• En anden måde at komme ud med kirken på er
at få forkyndt evangeliet på de medieplatforme, vi har adgang til.
Af biskop Henning Toft Bro, Aalborg
Søndagens gudstjeneste er kirkelivets krumtap. Derfor bør der værnes om søndagens højmesse.
Men kirkegang er i dag ikke så selvfølgelig som for en generation siden. Det stiller ny krav til præster og menighedsråd, som over det ganske land udfolder store anstrengelser for at skabe vedkommende og udfordrende gudstjenester også mellem søndagene. Det er en udvikling, jeg hilser velkommen, men selvfølgelig også en udfordring, der nok tvinger os til at være kirke på en anden måde.
En anden måde at komme ud med kirken på er at få forkyndt evangeliet på de medieplatforme, vi har adgang til.
I en tid hvor vi alle, ikke mindst den unge generation, får de fleste oplysninger på nettet og i fjernsynet, er det vigtigt, at vi som kirke spiller med de steder, hvor vi kan få folk i tale.
Den tid hvor kirken kun kommunikerede gennem kirkebladet er forbi. Rundt om i landet udgives der både læseværdige og vedkommende kirkeblade, og bladene har den fordel, at de kommer ind i sognebørnenes hjem. Men bliver de læst? Ja, af nogle, men bestemt ikke af den nye opvoksende generation.
Derfor skal vi skal hele tiden blive bedre til også at kommunikere evangeliet på moderne vilkår og direkte gå ind og forkynde på mediernes betingelser.
I Aalborg stift har vi taget initiativ til at oplede og uddanne unge mennesker med interesse for kirken og med indsigt i medieverdenen. Planen er, at disse personer skal ud i marken, det vil sige stiftet, og lave små, vedkommende og udfordrende videoklip om kirkelivet i stiftet. Disse små videoklip vil vise på stiftets hjemmeside, og på youtube. I forsøg på at få en ny generation i tale gennem evangeliet.
For nylig læste jeg om en ung mand, der kun havde kirke på internettet. Andre kan sige, at det ikke er en måde at være kirke på, men det var ganske afgørende, at for ham var det en særdeles meningsfyldt måde at være kirke på. Han havde fællesskab og nærvær og væsentligst af alt: Kristus blev virkelig for ham.
Luther skriver i ”Tyske Messe”, at hvis det forkynder Kristus at ringe med alle klokker, så lad os ringe med alle klokker! Det er det vi i al ydmyghed forsøger i Aalborg Stift med vores tiltag på internettet.
Men noget andet er, som alle eksperter også siger, så fungerer selv internettet ikke uden den håndgribelige virkelighed. En virtuel kirke kan kun fungere, hvis der er en håndgribelig kirke.
Det hænger sammen med, at vi er mennesker med en krop. En krop i en håndgribelig verden. Det er et faktum, vi ikke kan se bort fra. Og det er i øvrigt det faktum kristendommen bygger på: Den konkrete krop i rummet (Guds inkarnation). Derfor er de nye medier heller ikke afløser for den håndgribelige kirke, men et supplement. Men hvis det kan bringe det glædelige budskab ud, så er det bare om at komme i gang!