Fra anstandsperson til særpræst:
om livet som feltpræst i Afghanistan

• Man skal være i form både fysisk og mentalt,
men teologien skal også være ”i form” og robust til krig.

Af Henrik Busk Rasmussen, Fob Armadillo

I skrivende stund sidder jeg i landet under en strålende sol. Jeg er i Afghanistan, hvor jeg virker som feltpræst. Jeg sidder i Fob Armadillo, som ligger cirka 40 kilometer nord for Gereshk by. En Fob, som indtil for få måneder siden var et hjem for en afghansk storfamilie, en såkaldt compound (dvs. en afghansk gård). Vi bor til leje på gården; først var det englænderne – siden er det det danske forsvar, der har lejet sig ind, og som har omdannet stedet her til et fort, omkranset af pigtråd og hescomure. Fire  vagttårne i hjørnerne plus et stort vagttårn, der ligger for sig selve ude på ”high ground”. Her er vel omtrent 200 mand, hvoraf hovedparten er fra Den kongelige Livgarde. Cirka 30 englændere betjener lejrens Gunline, som består af to kanoner.

Det virker som om vi befinder os helt ude ved civilisationens grænser. Lejren ligger i ørkenen, men vi har udsigt til Green Valley eller Green Zone, som ligger blot 300 meter fra os. Fra vagttårnene er det muligt at følge et afghansk landmandsliv, som kalder billeder frem fra en længst svunden tid i den europæiske kulturhistorie, men jorden her er uhyre frugtbar. Majsplanterne står højt. Jordens frugtbarhed skyldes Helmandfloden, som løber fra nord til syd. Et sindrigt vandingssystem med utallige kanaler og overrislingssystemer er med til at danne dette grønne bælte, der er mellem fire og otte kilometer bredt. Overrislingen af marker er også med til at gøre luftfugtigheden ulidelig høj. Det er her, at danske soldater dagligt går patrulje.

Hvorfor tager jeg ud som feltpræst? Jeg husker studietiden på Det teologiske fakultet i 1980’ernes Århus. I de år var der ligefrem et boom af nye teologiske studenter, og et tilbagevendende spørgsmål, som ofte blev vendt og gerne over flere flasker rødvin, var: hvorfor valgte du teologi? Vil du da være præst?

Jeg husker navnlig én studiekammerat, der fortalte, at præst ville han i hvert fald ikke være, men var præstejobbet eneste mulighed, så ville han være fængselspræst. Sognepræst ville han ikke være; for det at være anstandsperson og skulle leve op til sognebørns forventninger – det var ikke lige ham.

Jeg nævnte i den forbindelse, at fængselspræst ville jeg under ingen omstændigheder være; og her var ”feltpræst” også indbefattet. Men meget er sket siden hin nat under en samtale over nogle flasker rødvin. I en årrække havde jeg en kombinationsstilling som henholdsvis sogne- og fængselspræst; og i dag er jeg udsendt som feltpræst. Og lad det være sagt: Præstelivet i og omkring en institution og med mennesker i en særlig situation har været med til at give mit præstevirke dybde.

Det er desværre sådan, at de såkaldte særpræster – de ”sære” præster om man vil – fylder ikke ret meget i ”det kirkelige landskab”, og jeg mener desværre. For jeg mener, at netop disse gør et stort og nyttigt arbejde i mødet med mennesker i særlige situationer: det være sig på sygehuse, i fængsler, i studiemiljøer eller i felten. I hvert fald er det sådan, at jeg i skrivende stund vitterlig mærker og høster frugten af mine forgængeres store indsats og slid: Der står respekt om feltpræstens virke og rolle!

Men hvorfor tage ud som feltpræst? Ja, for fire år siden skiftede jeg embede og kom til Hvorup sogn i Nørre Sundby. I sognet ligger to kaserner, og igennem mange år har det været sådan, at den ene af sognets præster også var garnisonspræst. Nu var det mig, der blev den nye garnisonspræst.

På forskellig vis har mine forgængere taget denne opgave på sig: Der var én, der gik ind i det med liv og sjæl, og som var udsendt med soldater til Cypern tilbage i 1970’erne; og der var én, der nærmest ”sagde fra” af holdningsgrunde til krig og forsvar. Sådan har ethvert sogn ”sin mytologi og sine vandrehistorier”, men det er med til at fortælle, at garnisonspræst kan man være på forskellige måder alt afhængig af den person, man nu er. Og dog!

Man er nu engang præst for de mennesker, man bor iblandt. I Hvorup sogn er soldaterliv en del af virkeligheden. Min datter går i klasse med børn, hvis forældre er soldater, og som har været udsendt. Min datter har en veninde, hvis mor var i Irak for to år siden, og som næste år skal til Afghanistan på Hold 8. Så soldaterliv er en del af sognets liv; man er nu engang præst for alle i sognet, og man må sætte sig ind i deres særlige liv og referenceramme.

Det skal dog siges, at jeg i første omgang forholdt mig afventende i forhold til livet på kasernerne. For jeg troede, at nu skulle jeg være helt almindelig sognepræst på ”fulltime”. Og jeg havde jo kendskab til fra mit forrige embede: hvis man skal sætte sig ordentlig ind i en institutions liv, og hvis man vil bidrage, så kræver det stor energi, indlevelse og langmodighed. For en stor institution har sit særlige liv, sine vaner, sit sprog, sit særlige univers (jf. Niklas Luhmann). En institution har ofte svært ved at erkende, at der er ”en verden udenfor Verona”; det erfarer man, når man har sin gang der og kommer som den lidt udenforstående. Institutioner kommunikerer dårligt med omverdenen; det gælder vel også for Folkekirken!

Jeg erfarede senere, at der var brug for garnisonspræsten. Der var bud efter mig, og det tror jeg begrundes i, at forskellige feltpræster har gjort et godt arbejde i forbindelse med deres udsendelser.

Således var jeg ikke alene ”kransekagefigur”, der skulle holde julegudstjenester, og som kom med til festlige jubilæer. Der var bud, når en falden soldat skulle tages hjem til Danmark, og der var brug for et ”kirkeligt ritual”. Og der var brug for mig, når vi måtte gå dødsbud og tage ud og fortælle familien, at deres søn eller datter var omkommet i krig. Oplevelserne og erfaringerne herfra er grunden til, at jeg i dag sidder i Afghanistan.

Én ting er at tage ud. En anden ting er forberedelserne. For det er snart et år siden, jeg blev spurgt, om jeg ville tage en udsendelse. Det var en usædvanlig dag, hvor jeg sad og forberedte en ”Luther- og katekismusgudstjeneste”, som var oplæg til en ”rejse i Luthers fodspor”. Det var aftenen før ”reformationsaftenen”, som er d. 31. oktober”, jeg fik tilbuddet. Jeg har arbejdet med denne udsendelse i adskillige måneder.

Forberedelserne er f.eks. disse:
1) Det er vigtigt at have familien og baglandet med sig, ellers går det så absolut ikke. Det er også vigtigt at møde forståelse hos kollega(er), menighedsråd og sogn.

2) Herpå følger en del kurser, og det indebærer, at man er meget væk fra både familie og sogn. Men det kan være interessant at suge ny viden til sig. At være på kursus med læger og sygeplejersker var lærerigt (og jeg fik genopdaget kirkens apologetiske rolle), og kurserne med forskellige befalingsmænd og soldater viser sig i skrivende stund at have båret frugt. Det er vigtigt at skabe tillid.

3) Man skal være i form både fysisk og mentalt, men teologien skal også være ”i form” og robust til krig. For mig var det nyttigt at genlæse klassikere som Bonhoeffer og Tillich og S. Kierkegaards ”Angst”. De to første kendte krigen, - den sidste giver signalement af angsten, som uvægerligt er en del af krigens (u)væsen.

4) Til sidst skal man udfærdige ”sin sidste vilje” og skrive afskedsbrev til sine kære. Det tog mig tid at gennemtænke: Hvilke salmer skal synges til min begravelse og hvordan forklarer og eventuelt trøster jeg mine kære i den værst tænkelige situation? Memento mori: Vi præster holder mange begravelsestaler, men har vi selv gennemtænkt og fået på skrift den dag, det er os selv? Det var faktisk temmelig svært at få det nedfældet og lagt papir og brev på et godt sted. Men hvis det er svært for os, hvordan er det så ikke for en 20 årig soldat, der skal på sin første mission?


 

Fænomenet ”feltpræst”

• Feltpræsten er på linie med sygeplejersker og læger bevæbnet med pistol.

Af Henrik Busk Rasmussen, pt. Feltpræst i Afghanistan

Der har været feltpræster i årtusinder. For to generationer siden skrev Harald Sandbæk bogen ”Feltpræsten i krig og fred”, som fortæller, at denne institution går langt tilbage i tiden. Vi kender fra Det gamle Testamente, hvor profeter indgik i kongens rådgivende forsamling, og vi kender det fra de keltiske samfund, hvor druider tog varsler af udgangen på det forestående slag. Når der har været krig, har der altid været en repræsentant fra ”det religiøse” med.

Man har sǻledes kendt til feltpræster i årtusinder, og dog er det som om fænomenet synes relativt nyt i en dansk sammenhæng. Således skriver en far i et læserbrev under Tre års krigen (1848-50):

”Kan det virkelig passe, at vore sønner skal dø på slagmarken uden at der er en præst med – hygger de sig bare hjemme i deres trygge præstegårde?”

Af de ord er forargelsen (eller er det skuffelsen?) tydelig at spore. Hvor er præsterne, når nationens sønner lider og dør ved fronten? Man har ikke alene frygtet den brutale død, som ofte er en følge af krigen. Man frygtede frem for alt ”bratdøden”: nemlig dette, at man ikke nåede at få bragt sit forhold til Vorherre i orden inden døden. Gudstjeneste og skriftemål har således været væsentlige elementer i feltpræstens virke ved fronten. Og velsignelsen. Det, at præsten løfter sine arme og lyser velsignelsen, har til alle tider været det vigtigste og stået som det stærkeste udtryk overhovedet.

Folkekirke og feltpræster
Begrundelsen for feltpræsteordningen i dag, og for min tilstedeværelse her og nu, hænger sammen med det kirkesyn, som har vundet hævd i Den danske Folkekirke. Cirka 84 procent af befolkningen er medlemmer af dette kirkesamfund, og disse medlemmer af Folkekirken har krav på, at deres sognepræst holder gudstjenester, forkynder evangeliet og forvalter sakramenterne for dem, og yder andre former for kirkelig bistand, hvor sjælesorg er det selvfølgelige.

Og eftersom danskere sejler med de rejselystne flåder ud i den store verden og etablerer sig der som emigrantkirker, udlandskirker, mindretalskirker og sømandskirker, så er det selvfølgelig lige så relevant et anliggende, at soldater, der drager ud i internationale opgaver, får samme mulighed for at have deres kirke og præst med sig.

Der, hvor folk drager hen, følger præsten med. Det dur ikke, at Folkekirken lader sine præster stå derhjemme ved kirkediget, vinkende farvel og god tur til tidligere konfirmander og andre beboere i sognet med ønsket om et glædeligt gensyn hjemme igen, hvor der som næsten altid er fred og ingen fare.

Økumenisk gudstjeneste
Det er kun den evangelisk lutherske kirke, som har repræsentanter i feltpræstetjenesten, og det er afgørende forskelligt fra f.eks. de engelske kolleger, jeg har mødt i Camp Bastion. Iblandt dem er der katolske, anglikanske og presbyterianske præster. Det er muligt, at danske soldater, der tilhører andre trosretninger, kan føle sig tilsidesat. De udgør et mindretal, og det vil være muligt at formidle kontakt til en repræsentant for det pågældende samfund. Ofte er det dog sådan, at de tager sig til takke med en lutheraner. I nogle lejre har vi en del udenlanske arbejdere. Jeg har f.eks. holdt nadvergudstjeneste for katolikker fra Filippinerne og Srilanka i Fob Price, som er den lejr, der huser flest danskere. De var oven ud tilfredse og taknemmelige og modtog nadversakramentet i begge skikkelser i form af både brødet og vinen. Jeg havde spurgt, om de var vant til det, og de svarede ”ja”. Det blev en ret så økumenisk gudstjeneste: liturgien fulgte en forkortet dansk gudstjeneste, mens nadverindledningen fulgte den anglikanske – og alt sammen foregik naturligt nok på engelsk.

Forsvaret og det civile samfund
Således er en feltpræst ganske konsekvent en almindelig sognepræst, der tager en ekstra opgave på sig, og som tegner en særlig rådighedskontakt med forsvaret for at kunne stå til rådighed for forsvarets personel og institutioner både hjemme og under udsendelse til internationale opgaver.

At være feltpræst er ikke ”full-time”, selv om det indimellem fylder. Man kan sige, at det er ”det civile samfund”, der træder til og giver sit bidrag. Efterhånden er vi ikke alene i det forehavende. Læger og sygeplejersker kommer lige så fra det civile, og sidste skud på stammen er ”Falck”. Falck har lavet et forsøg med at ”låne” falckreddere ud til forsvaret for en tre måneders periode og gør det vel i den tro, at det bibringer deres egen virksomhed gode erfaringer og nyttig indsigt.

Feltpræst og det almindelige præstedømme
Tjenesten som feltpræst er ifølge gældende bestemmelser faktisk et chefansvar. Det betyder, at det er chefens ansvar at sørge for, at soldater får den kirkelige betjening, de ønsker og har krav på. Det er klart, at chefen omgiver sig med en lang række rådgivere, og her er der en feltpræst til at varetage den kirkelige side i enhedens liv. Men er der ikke en feltpræst tilstede, da vil det være chefens opgave at forestå andagt eller højtidelighed eller finde en egnet person til at gøre det. Det er på en elementær måde en meget luthersk forståelse af det almindelige præstedømme.

Jeg har i de forløbne måneder været liturg i forbindelse med Mindehøjtideligheder for faldne engelske soldater. Det skete i Fob Price. Men siden var jeg inde i Camp Bastion for at holde gudstjeneste. Det betød, at Fob Price var uden præst i tre dage, så i forbindelse med endnu en Mindehøjtidelighed for en falden britisk soldat, måtte den kvindelige lejrkommandant fra Det irske Regiment træde til og agere liturg. Det almindelige præstedømme har tilsyneladende forgrenet sig til andre konfessioner!

Den jævnbyrdige samtale
En dansk feltpræst har ingen rang, og sådan er traditionen i det danske til forskel fra andre af vore kolleger inden for NATO landene. Jeg har mødt forskellige engelske kolleger, der har rang af officer. Den danske holdning går mere på, at feltpræsten skal ikke tilhøre officersgruppen overfor de menige. Det er af stor betydning, at præsten kan cirkulere frit på alle niveauer. Således er mødet altid ”et møde i øjenhøjde”. Feltpræsten har samme rang som den, han eller hun taler med. Det er især for de menige en fordel, at feltpræsten er uden for rangorden og det militære kommandosystem. Feltpræsten er ligeså en del af staben og er rådgiver for chefen i kirkelige og religiøse anliggender. At være udenfor rangorden kan være en stor fordel. Dog kan der være unge, fremadstormende karriereofficerer, der ikke ser nogen grund til at ofre tid på ”den komiske præstefigur”, der synes lidt udenfor det hele.

Feltpræsten har uanfægtet samme tavshedspligt med sig fra Folkekirken, og kan på den måde være den nyttige ”ventil”, hvor den anden kan give udtryk for hvad som helst om ”mus og mænd og Vorherre”.

Bevæbnet med salmebog og pistol
”Skal du velsigne kanoner?”, blev jeg spurgt om af en journalist fra Ritzaus Bureau før min udsendelse. Nej, vi velsigner ikke våben – men mennesker. Det er ligesom sjovt at gribe en kirkens mand i dobbeltmoral og hykleri. Lige så kan det være svært at forstå, at præsten er bevæbnet med pistol.

”Du må ikke slå ihjel”. Det gælder for alle – uden undtagelse. Men det er ofte sådan, at ”den bedrevidende spørger” mener at kunne holde sig på afstand af spørgsmålets magnetfelt. For hvem blandt de almindelige borger går rundt og slår ihjel i deres daglige, civile liv?

Nej, her har man soldater til at gøre det grove, så de der hjemme kan bevare deres moralske fornemmelser intakte på hjemmefronten.

Det at dræbe er og bliver soldatens ultimative anfægtelse, også selv om der er tale om regulært selvforsvar.

Feltpræsten er på linie med sygeplejersker og læger bevæbnet med pistol. Ifølge Genevekonventionen er vi nonkombattanter, men må forsvare os selv og andre omkring os.

Men lige