Nye tider for Folkekirken på Færøerne
► Fint var det, med færøske spiser som
klipfisk og lammekød og rabarberdessert,
med sanghefte og musikalsk divertiment
og en forfærdelig masse taler
Af sognepræst Jákup Reinert Hansen, Sandur
Så er det alt sket. Da klokken i Tórshavns gamle kirke klemtede sine tolv slag ved midnat mellem den 28. og den 29. juli, forkyndte den ikke bare nationaldagens begyndelse. Den indvarslede også nye tider for Folkekirken på Færøerne, idet det fulde økonomiske og administrative ansvar fra samme stund overgik til de færøske myndigheder.
“Tillykke med folkekirken!” hilste folk den næste morgen. Var det almindelige mennesker, lød svaret: “Tak i lige måde.” Var det derimod en politiker, kunne man ikke dy sig: “Det er vist mig, der skal ønske dig tillykke!”
Da kirkeklokkens sprøde toner igen klang over den gamle by kl 11 om formiddagen, satte en farverig procession sig i bevægelse fra Lagtingshuset og hen i kirken til gudstjeneste: politikere, ledende embedsmænd og præster. Men sådan foregår det hvert år. I kirken brusede orglet; men der var jo også kommet ny organist, og han skulle gerne vise sin formåen. Den sidst tiltrådte præst, Magnus B. Jørgensen, prædikede sandt og evangelisk over Matt 16, 24-27; men det var der heller ikke noget bemærkelsesværdigt i, for det var efter Olaidagens forordnede tekstrække og turnus.
Det usædvanlige og begivenhedsrige skulle findes andetsteds. Nordens Hus dannede ramme om en radiotransmitteret højtidelighed kl 15-17, hvor de to kirkeministre underskrev en aftale om fortsat samarbejde mellem Den danske Folkekirke og Folkekirken på Færøerne. Der var 3 politiske taler og 3 folkelige foredrag. Der var sang ved Tjørnuvíks Kingosangere og Glyvra kirkekor under ledelse af sognepræst Meinhard Bjartalíð, og duoen Aldubáran spillede variationer over salmemelodier for guitar og fløjte.
Kl 18 var der indbudt til stor festmiddag i Teleselskabets imponerende bygning. Fint var det, med færøske spiser som klipfisk og lammekød og rabarberdessert, med sanghefte og musikalsk divertiment ved den unge, færøske sangstjerne Eiðvør Pálsdóttir og en forfærdelig masse taler. Prisen for underholdende indslag gik uden tvivl til Marjun Bæk, medlem af Præsteforeningens kredsbestyrelse, der med let hånd dryppede et tilpas antal dråber malurt i festens bæger, og til repræsentanten for de nordiske biskopper, Jan Lindhardt, der gav en introduktion til dansk designerkristendom.
Hen mod kl 22, da toastmasteren var kommet op i omdrejninger og var begyndt at imitere og karrikere tilstedeværende præster, var det heldigvis tid til at synge fra borde og gå hver til sit. I de næste par klummer vil jeg sige lidt om det reelle indhold i det, der blev fejret. Eller måske om det endnu manglende indhold. For nu at citere min veloplagte kollega, Marjun Bæk: “Moses havde da i det mindste loven med, da han steg ned fra bjerget.”
Folkekirken på Færøerne – 2. del
► Provstiudvalgene vil ligne de danske, mens stiftsøvrigheden udover
biskoppen og en højtstående embedsmand udnævnt af ministeren
som noget nyt også vil få et demokratisk islæt,
idet et tredje medlem vil være valgt af menighedsrådsmedlemmerne.
Af Jákup Reinert Hansen
Den 29. juli 2007 blev Folkekirken på Færøerne en realitet. Det skete som følge af nogle politiske beslutninger, bl.a. i Færøernes lagting. Hvis man nu spurgte, hvad der var før den magiske dato,ville svaret dog nødvendigvis være, at der også dengang var en folkekirke på Færøerne.
Det siger jeg ikke for at lege med ord, men for at forklare, hvilken opgave kulturministeriets embedsmandsudvalg sammen med dets politiske og kirkelige følgegruppe blev sat til at løse. Der skulle findes en formel på juraens tungemål, der på én gang både kunne fremstille det allerede værende og gøre det på en sådan måde, at det også kunne få normativ karakter for det i fremtiden blivende. Formelen kommer til udtryk i Lagtingslov nr. 60 fra 7. juni 2007 om folkekirken på Færøerne. Her står der noget om folkekirkens struktur, om dens embeder, om dens forankring i grundloven og forbindelse til staten eller landet, som det hedder på Færøerne.
Strukturen er i grunden ganske enkel, idet den bygger på sognet som den mindste enhed. Her hører det enkelte medlem til med rettigheder og pligter, her kommer det folkekirkelige demokrati til udtryk i det valgte menighedsråd. Derefter er det nemt at lægge flere sogne sammen til et præstegæld, flere præstegæld til et provsti og flere provstier til et stift. Provstiudvalgene vil ligne de danske, mens stiftsøvrigheden udover biskoppen og en højtstående embedsmand udnævnt af ministeren som noget nyt også vil få et demokratisk islæt, idet et tredje medlem vil være valgt af menighedsrådsmedlemmerne.
Embedsstrukturen er også ganske enkel og begynder med sognepræsten, der netop har sognet og præstegældet som sit ansvarsområde. Sognepræstens opgaver beskrives med genkendelige vendinger: forkyndelse, gudstjeneste og kirkelige handlinger, undervisning og sjælesorg – og, som en ekstra bonus, den fortsatte granskning af Guds ord og troens lærdomme. Nogle sognepræster får ekstra administrative opgaver oveni og kaldes provster. Og endelig er der en enkelt præst, hvis arbejdsområde udvides til det ganske stift, og som udover ordets tjeneste får betroet det øverste tilsyn med og omsorg for bispedømmet. Det må så være en biskop.
Forankringen i grundloven og den dermed følgende tætte forbindelse til det politiske system kommer til udtryk i lovens første og sidste paragraffer. Folkekirken på Færøerne er, hedder det allerede i begyndelsen, en evangelisk-luthersk kirke og støttes af landet. Grundlovens § 4 er der således ingen vanskeligheder med. Værre står det til med § 6, thi eftersom der ikke findes nogen dansk resortminister i den nye konstruktion, kan det ikke lade sig gøre at opnå forbindelse til kongehuset.
Så det bliver lagmanden, der skal autorisere bibelen og kirkens hellige bøger. Bibelen er der ikke så mange problemer med, idet den gerne skulle kunne være fælleskirkelig, og lagmanden nok i al overskuelig fremtid bliver ved med at være kristen. Det er straks værre med de hellige bøger, for selv om de har uofficiel bekendelseskarakter, kan man ikke pålægge lagmanden at være medlem af den folkekirke, hvis salmebog, alter- og ritualbog han nu skal autorisere. Han kan ligefrem tænkes at tilhøre en kirke, der tager afstand f.eks. fra folkekirkens barnedåb.
Her spændes buen til bristepunktet, når det i bemærkningerne til loven foreslås, at lagmanden overlader dette høje hverv til sin vicelagmand, såfremt han ikke selv er folkekirkemedlem. At landsstyremanden eller ministeren skal vurdere, hvornår der er grundlag for at rejse læresager, skal blot nævnes for fuldstændigheds skyld.
En skønne dag er der nok nogen, der skal opdage, at der ligger både ekklesiologiske og embedsteologiske overvejelser – samt en god portion pragmatisme - bag denne nye lov. Men indtil da må man håbe, at det hele kan fungere, sådan som det allerede har fungeret på Færøerne i mange, mange år.
Kirken skal ikke mangle noget! Folkekirken på Færøerne – 3. del
► En ny indtægtskilde har man dog fundet,
idet det vil være muligt at påligne det enkelte sogns medlemmer
en yderligere, tidsbegrænset lokal kirkeskat på maksimalt 0,3%
f. eks. til anskaffelse af et nyt orgel eller opførelse af en ny kirke.
Af Jákup Reinert Hansen
Man kan ikke overtage en folkekirke uden at have styr på dens forhold til stat og grundlov, dens strukturelle opbygning og dens embeder. Derfor vedtog lagtinget Lov om Folkekirken på Færøerne, så den kunne gælde fra dag 1.
Man kan heller ikke overtage en folkekirke uden at have styr på dens økonomi – og da slet ikke, når en ikke ubetydelig del af kirkens økonomiske grundlag hidtil er kommet udefra. Derfor vedtog lagtinget allerede før overtagelsen Lov nr. 61 af 7. juni 2007 om folkekirkens økonomiske forhold.
Hvad er det nu for forhold, vi taler om? Lad os se på nogle tal, der viser fordelingen før overtagelsen. Ifølge budgettet for 2006 beløb de samlede udgifter til Folkekirken på Færøerne sig til 37,8 mio. Den procentvise fordeling var som følger:
• Den færøske kirkeskat udgjorde 54% af det samlede beløb og gik direkte til menighedsrådenes lokalt finansierede udgifter. Sammenlignet med danske forhold lægger man mærke til, at præstegårdene er holdt udenfor, og at der næsten ingen udgifter er til ansat personale. Det meste lægmandsarbejde er frivilligt, men der kan dog gives enkelte honorarer.
• Lagtingets tilskud udgjorde 7,7% af det samlede budget og blev anvendt som støtte til menighedsrådenes udgifter, især til større, udvendige vedligeholdelsesarbejder. Det er meget dyrt at anlægge græsplæne på kirkens tag!
• Folkekirkens fællesfond skulle i 2006 yde 25,1% af det samlede budget. Foruden de 60% af præstelønningerne og driften af stiftsøvrigheden i Tórshavn drejede det sig også om embedsboligernes nødtørftige vedligeholdelse og drift.
• Og endelige udgjorde statskassens tilskud 13%. Derved fik præsternes de resterende 40% af deres løn, ligesom biskoppen fik hele sin løn betalt.
Efter denne oversigt er det nemt at regne ud, at når samtlige udgifter nu skal findes på Færøerne, og der ikke påtænkes større ændringer i den økonomiske fordeling, må lagtingets andel komme op på 20,7%, mens kirkeskatten skal dække 79,3% af budgettet.
Loven om folkekirkens økonomiske forhold kalder menighedsrådets kasse Kirkekassen og opregner smukt forskellige indtægtskilder såsom afkast af kirkens ejendom, indsamlinger og gaver, betaling for benyttelse af kirken og overskud af driften det foregående år.
Alle er dog klar over, at den kirkelige ligning er den eneste reeelle indtægt. Denne vil fortsat skulle godkendes af provstiudvalget og indkræves som en samlet kirkeskat med fælles ligningsprocent for hele landet, der ikke må overstige 0,45%. En ny indtægtskilde har man dog fundet, idet det vil være muligt at påligne det enkelte sogns medlemmer en yderligere, tidsbegrænset lokal kirkeskat på maksimalt 0,3% f. eks. til anskaffelse af et nyt orgel eller opførelse af en ny kirke.
Fællesfonden afløses af det, økonomiloven kalder Kirkefonden og placerer under stiftsøvrighedens forvaltning. Herfra udredes alle centralt styrede udgfter. Kirkefondens indtægter er yderligere 0,2% kirkeskat, svarende til 60% af præstelønningerne, samt det omtalte lagtingstilskud, der ikke øremærkes til særlige formål, men netop er at betragte som et tilskud.
Under lagtingets behandling af loven blev det desperat forsøgt at fjerne bestemmelsen om et politisk fastsat loft over kirkeskatten. Bestemmelsen blev strøget under andenbehandling og genindsat under tredjebehandling; men sejrherrerne trøstede taberne med et løfte om, at folkekirken ikke skulle mangle noget. Er der overskud i Kirkefonden, kan det henlægges i en reservefond, man kan tære på. Og bliver der underskud, blev det stillet i udsigt, at lagtingets tilskud kan forhøjes. Forhåbentlig fik man det på skrift!
Til glæde for Kirkeministeriets forhandlere har Færøernes landsstyre købt de 8 nyeste embedsboliger for gennesnitligt godt 2 mio kr. Til denne engangsgevinst skal så yderligere lægges en årlig besparelse på 9,5 mio kr i Fællesfondens udgifter. Det forlyder, at forhandlingerne fra dansk side er forløbet i en særdeles positiv ånd.
Er tiden virkelig kommet til at gå på barrikaderne?
Folkekirken på Færøerne – 4. del
► Og her har man gået i den enfoldige tro,
at Præsteforeningen var en respekteret
og værdsat med- og modspiller
i den offentlige forvaltning på Færøerne.
Af Jákup Reinert Hansen
Overtagelsen af Folkekirken på Færøerne er i et vist omfang blevet forberedt på det lovmæssige plan; men hvordan ser det ud på det personalemæssige plan? Folketinget har ganske vist med de færøske myndigheders tilslutning vedtaget Lov nr 528 af 24. juni 2005 om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder. Men det behøver ikke nødvendigvis betyde, at de personalemæssige sager også reelt er kommet på plads før den aktuelle overtagelse.
Ser man på stiftets administrative ledelse, må man konstatere noget, der nærmest ligner personaleflugt. Stiftets kasserer sagde op pr 1 maj og er blevet erstattet. Stiftets fuldmægtig sagde op pr 1 juli og er ikke blevet erstattet. Stiftets biskop har begæret sin afsked med udgangen af november, og ham er der efter sigende indtil flere, der gerne vil erstatte.
I de meniges rækker er der en vis usikkerhed og mukken at høre i geledderne. Hvad kommer overtagelsen til at betyde for vores løn- og ansættelsesforhold? Hvorfor er vi ikke blevet orienteret om det i god tid? Den 20. juni fik Præsteforeningen efter anmodning et møde med det færøske Finansministerium, hvor også repræsentanter for Kulturministeriet var til stede. Vi var repræsenteret af både politikere og jurister, der var fløjet ind fra København i denne anledning, samt af den færøske kredsbestyrelse. Vi fra vores side præsenterede den nuværende lønmodel, mens der ikke som forventet kom noget udspil fra den anden side af bordet.
Det har vi så fået nu. Finansministeriet har sendt os et forslag, hvorefter vi alle – fra biskoppen og hele vejen ned til den midlertidigt overenskomstansatte sognepræst – vil blive indplaceret i det lønskema, der i forvejen gælder for medlemmerne af den færøske tjenestemandsforening. For øjeblikket regner Præsteforeningen på indholdet i det forslag, og det ville derfor være forkert at offentliggøre dets indhold.
Efter venligt og høfligt at have adviseret Finansministeriet om, at det ville kunne forvente svar i overskuelig fremtid, fik jeg så en mail forleden, hvorfra jeg vil tillade mig at citere følgende: “For at der ikke skal herske nogen misforståelse imellem os, skal jeg gøre opmærksom på, at Finansministeriet, som sagt på mødet i sommer, ikke i fremtiden agter at forhandle med Den danske Præsteforening om løn til præster, der bliver ansat af de færøske myndigheder. Landets Tjenestemandsforening har forhandlingsretten for tjenestemandsansatte.”
Og her har man gået i den enfoldige tro, at Præsteforeningen var en respekteret og værdsat med- og modspiller i den offentlige forvaltning på Færøerne. Vi har gennemlæst lovforslag i massevis og leveret grundige og konstruktive analyser og forslag. Vi har udpeget repræsentanter til nævn og udvalg. For nu ikke at stille vores lys under en skæppe, så har vi også ydet et væsentligt bidrag til de hidtil færdiggjorte kirkelove – efter intern drøftelse i kredsbestyrelsen og med sekretariatet i København som back-up. Og så vil man ikke forhandle med os. Man er vant til at forhandle decentralt og har 117 forskellige overenskomster. Men Præsteforeningen – der går grænsen!
Hvad blev der af de fine og dyrt vundne ord som foreningsfrihed og organisationsret? Skal vi finde os i, at forhandlingsretten for vores medlemmer uden videre bliver overført til en fagforening, som vi ikke er medlemmer af? Det bliver ikke over mit lig, for ukrudt forgår ikke så let. Men jeg forudser, at det ikke sker uden kamp. Er tiden virkelig kommet til at gå på barrikaderne? Skal vi til at finde de gamle paroler frem, hvis ellers vi kan huske dem:
PRÆSTER PÅ ALLE ØER, FORENER EDER!
Stavsbåndets genindførelse
Folkekirken på Færøerne – 5. del
► Han kan søge embede i Danmark eller blive på det sted,
han ved Stavnsbåndet af 2005 er bundet til.
Af Jákup Reinert Hansen
Det er vist godt, at man kun skriver weblog i en måned. Tænk, hvis jeg nu fortsatte og trættede min læser i én uen