Det der med psykologien

• Psykologerne er travle som Martha,
vi studenterpræster sidder som Maria
fredeligt hen foran Herrens fødder

Af Jørgen Bo Christensen, sognepræst i Lundtofte og studenterpræst på DTU

Hvad er forskellen på psykologens og præstens arbejde?
Jeg ved ikke, om almindelige sognepræster også jævnligt skal svare på dette, men det er i hvert fald tilfældet, når man er studenterpræst og tilbyder sjælesorg/samtaleforløb og i øvrigt deler lokaler med psykologen fra den lokale afdeling af Studenterrådgivningen. Når de studerende bliver klar over, at der her på DTU både er en præst og en psykolog, vil de naturligvis vide, hvordan vi adskiller os fra hinanden.

I årenes løb har jeg formuleret en stribe af ”lysende klare svar”. Af og til har jeg været ude i nogle gennemreflekterede kierkegaardske svar, der har gjort det tydeligt for enhver, hvorledes eksistensens stadier og dertil hørende overgange - f.eks. mellem den psykologiske analyse af misundelsen og hvordan den i åndelig skikkelse bliver til forargelse – adskiller sig fra hinanden og hænger sammen.
Men alle disse reflekterede svar har det med at fortone sig i det dunkle.

Det samme gælder for de simple svar: hos præsten taler man om Gud og syndernes forladelse, hos psykologen taler man om sig selv og sine problemer. Det holder heller ikke helt. For i praksis er tingene jo rodet sammen. Nogle studerende ønsker kun at tale med en psykolog om de religiøse spørgsmål; andre studerende – der bekender sig som ikke-troende – foretrækker at tale med præsten om deres situation. Så enten er det de studerende, der går forkert i byen, eller også er det de klare sondringer, der er uklare. Måske handler det om begge dele, og det gør ikke forvirringen mindre.

Når jeg ikke skal definere forskellen på psykologi og præstelig sjælesorg, går det egentlig helt fint både med det psykologiske og med at tale med den enkelte studerende om tro, håb og evigt liv. Men der er altid nogen, der ønsker en definition. Der er altid nogen, der vil sammenligne.

Efteråret 2008 blev der offentliggjort en undersøgelse af, hvor mange studerende, der går til psykolog og til studenterpræst. Tallene var bedrøveligt lave for os studenterpræster. Men der var  også flere forhold ved undersøgelsen, som trak den skævt: den blev kun foretaget i København, de teologistuderende indgik ikke i undersøgelsen, studerende fra uddannelsessteder, hvor der ikke opholder sig en præst, fyldte uforholdsmæssigt meget i det samlede resultat, og det blev ikke nævnt, at der allerede er langt flere psykologer end præster ansat til at tale med de studerende.

Dette lyder for udenforstående sikkert som dårlige undskyldninger, og selve billedet kan der ikke pilles ved. De fleste studerende vælger at gå til psykolog, når de vil tale med nogen. Psykologerne er travle som Martha, vi studenterpræster sidder som Maria fredeligt hen foran Herrens fødder. Eller også er det psykologerne, der sidder roligt ned, mens vi studenterpræster har travlt med for mange forskellige ting.
Jeg tror, det er det sidste, der er galt.

En psykolog er specialist, en præst er i de studerendes øjne lidt af hvert. Præsten holder studiekredse, underviser i etik og videnskabsteori, arrangerer foredrag, oktoberfester og studieture og dertil kommer det eksplicit kirkelige med at holde børnegudstjenester, døbe, vie og bisætte. Studenterpræsten er som alle andre præster generalist og arbejder med et fællesskab for øje. Det gør psykologen ikke. Dét er den vigtigste forskel på den præstelige sjælesorg og psykologens arbejde.
Hvis man som studenterpræst virkelig vil have flere studerende til samtale, så må man droppe noget af det andet og specialisere sig.


 

Det er sandt, at når man sammenligner vores sjælesorg blandt studerende med feltpræsternes, sygehuspræsternes og fængselspræsternes arbejde, så er vores sjælesorg på universiteterne påfaldende udramatisk. Det er jo såre almindelige kriser, som vi taler med dem om. Når de studerende har det skidt, så er typisk det på grund af normale ting, som hører til ungdoms- og studielivet: kærestesorg, ensomhed, de mange valgmuligheder, de mange forældre-voksne, angst for voksenlivet, skam i forhold til de andre, der klarer sig bedre osv.

Spørgsmål om tro og mening dukker jævnligt op i forbindelse med alle disse ting, det kan også stå i forgrunden, men det er som regel udløst af et almindeligt ungdomslivs-problem. Så hvor skidt har de det egentlig, når de gør brug af os studenterpræster? Jeg vil mene, at de har det rigtig skidt.

For det, de typisk slås med, er frygten for at falde igennem. Falde igennem og ud af studiet og – hvad der er den egentlige pine – falde ud af det normale liv. Det er netop det almindelige, normale liv, som er på spil for de studerende, når de opsøger os studenterpræster.

Som forældre til børn, der er voksne ved man sikkert, hvor dybt og inderligt man ønsker, at ens børn må få et normalt liv. Med uddannelse og uden stoffer. Med kæreste og uden spiseforstyrrelser. Med venner og uden selvmordstanker. Med mod på livet og uden en lammende kronisk bitterhed overfor forældrene.
Og hvis man ikke ved det fra voksne børn, der er ens egne, så ved alle det fra sig selv, at selvfølgelig oplever vi os selv som yuonikke og helt igennem enestående, men hvis man ikke magter at leve et normalt liv, så er det ligegyldigt, at man er noget særligt.

Hvorfor skriver jeg det her? Det gør jeg, fordi jeg vil bede alle mine søstre og brødre i Herren om, at I viser forståelse for det arbejde, som vi studenterpræster udfører. Ikke mindst for den sjælesorg, som vi tilbyder. Det er efter min mening det vigtigste folkekirkelige arbejde, vi udfører blandt en stor gruppe af de unge. Jeg vil ligefrem kalde det for en kerneydelse.


 

I generne, i hjernen, i dumheden

• Hjerterum er hjernerum. Det foregår alt sammen
i hjernen, det er der livet leves.

Af Jørgen Bo Christensen, DTU

Hvorvidt der må være religion i det offentlige rum hersker der ikke enighed om. Men ingen anfægter, at der må foregå en videnskabelig mytologisering i det offentlige rum. Tværtimod. Pressen har forkærlighed for nye mytiske opdagelser, der kan forklare alt fra depression til, hvorfor snørebånd knækker mandag morgen.

Jeg har netop fået et par bøger skrevet af hjerneforskeren Morten Kringelbach: Den nydelsesfulde hjerne (2008) og Hjernerum (2006). Han er ung, prisbelønnet og på sin egen måde meget rørende.

I lighed med så mange andre naturvidenskabelige forskere vil også Kringelbach forklare alt i denne verden ud fra den evolutionære overlevelseskamp og ud fra sit eget forskningsområde. Nu er han hjernemand, så ifølge ham kan hjernen forklare sansning, følelser, sprog, religion. Hjerterum er hjernerum. Det foregår alt sammen i hjernen, det er der livet leves.

For få år siden var det udbredt, at generne blev fremstillet som altforklarende. Det har man måttet opgive. Hvis der var noget, der stod klart efter afslutningen på det Store Humane Genom-projekt, så var det, at gen-determismen ikke holder vand. Der findes ikke ”gener for” alt, hvad vi gør og ikke gør. Denne erkendelse har der været meget, meget stille om i offentligheden.

Til gengæld har hjerneforskningen overtaget den rolle i offentligheden, der tidligere tilhørte genetikken. Kringelbach har fuld tiltro til rækkevidden af sin og andres hjerneforskning. Der skal nok komme svar og i hvert fald noget ny psykofarmaka ud af anstrengelserne, mener han. Men samtidig undrer han undrer sig over, at mennesker ikke har fået det bedre, selv om videnskaberne aldrig har vejet så tungt rent kulturelt. Det er noget af et paradoks, siger han. Og han foreslår, som om tanken er helt ny for ham selv, at man må tage en diskussion om videnskabens muligheder og evner.

Dén diskussion er ellers blevet taget nogle gange i historiens løb. Opgøret med positivismen har været fast programpunkt i det 20. århundrede. Men noget tyder på, at de nye ung-positivister aldrig har hørt om den kritik, der er blevet fremført. De nye hjernescanningsmetoder lærer de at bemestre, men forskellen på Wahrheit og Methode lærer de ikke at kende. De lærer ganske enkelt ikke at forholde sig selv-kritisk til den videnskab, de bedriver.

Jeg har influenza og burde måske have undladt at skrive denne blog. Men ubehaget ved influenzaen, der sidder i pandehuler og bihuler, fik mig til at tænke på, hvor gyseligt det er, når ens eksistens samler sig om ens hjerne. Gud ske lov og tak, at det ikke er ens normaltilstand. Men det er forbløffende, at det anses for sund normalvidenskab at hævde, at livet foregår i hjernen. På et tidspunkt vil også denne myte blive forladt, men den vil få en afløser, hvis navn og ciffer, vi endnu ikke kender. Men dumt bliver det, det er der ingen tvivl om.


 

Hvis folkekirken var et universitet

• Alle gør deres bedste, og man frygter den øverste ledelse,
ganske som universitetsloven lægger op til

Af Jørgen Bo Christensen, studenterpræst på DTU

Hvis folkekirken var et universitet, så ville der ikke være noget demokrati i kirken. For demokratiet er - i det store hele - blevet afskaffet på universiteterne.

At det forholder sig sådan, er ikke noget, som de studerende nødvendigvis mærker til daglig. Dertil har de for travlt med deres uddannelse, og de kender heller ikke til, at rammerne for deres studie kan være anderledes. Tidligere tiders tale om, at dannelse og selvstændig fagkritisk tænkning skulle være en del af uddannelsen, er jo generelt forstummet. Det er ikke noget, de studerende skal bekymre sig om. De skal videre, de skal lære at arbejde effektivt og målrettet, og det gør de så.

At universitetsdemokratiet i realiteten er afskaffet og afløst af topstyring, det er til gengæld noget, som de ansatte mærker. Og som de lærer at forholde sig til, enten ved at blive allieret med toppen, eller ved blot at rette ind til højre for ikke at ryge derud, hvor man bliver ramt og sænket på sine budgetter. Mit indtryk her fra DTU er, at denne topstyring fungerer fantastisk fint. Alle gør deres bedste, og man frygter den øverste ledelse, ganske som universitetsloven lægger op til, at man skal gøre det, hvor rektor har fået nærmest ubegrænsede beføjelser.

Når man læser universitetsloven fra 2006 med dertil hørende ændringer fra 2007, så forekommer ordet dannelse slet ikke. Til gengæld står formålet med universiteterne klart beskrevet: der skal drives forskning og gives forskningsbaseret uddannelse ”..indtil højeste internationale niveau”.  Vi befinder os i en konkurrence, det handler om et Verdensmesterskab for universiteter. Personlig synes jeg, at universiteter og internationalisme er som to kirsebær på samme stilk. De vokser og modnes sammen. Men frygten for at stå som et lavt rangeret universitet og iveren efter at blive højt rangeret skinner igennem hele universitetsloven. Og det er virkelig et kedeligt gespenst, man dér har sluppet løs i universitetsverdenen. Englen siger: Frygt ikke. På universiteterne får man det modsatte budskab. I skal redde os og vores velfærd. I skal sikre vores følelse af at kunne slå alle andre i både håndbold og videnproduktion.

Da jeg begyndte som studenterpræst i 1993 på Danmarks Tekniske Højskole, som det dengang hed, var der to ting, der slog mig ved dette sted. For det første, at den polytekniske ingeniøruddannelse virkelig består af utrolig mange forskellige fagområder. For det andet var det påfaldende, at man generelt - om det så var inde for energi, miljø, akustik, indeklima, fysik, fødevare, robotforskning, datalogi, akustik, beton, bygningskonstruktion, mineralogi, matematik mm. - gjorde sig rigtig godt gældende internationalt. Ikke blot i kraft af enkelte forskere, men i lige så høj grad i kraft af nogle solide forskningstraditioner inden for de forskellige felter. Disse traditioner er foruden dannelsesaspektet noget andet, der er faldet ud af universitetsloven. Loven lægger vægten på noget andet, nemlig tilpasning, prioritering og ”den nyeste viden”.  Hvordan forestiller man sig, at ny viden kan produceres uden om den tradition, der er til stede inden for et givent område?

Tak for menighedsråd, tak for provstiudvalg, tak for tillidsmænd, tak for biskopper og provster, der er til at tale med, tak for at præstearbejdet stadig stiller krav om selvstændighed. Og tak for budskabet: Frygt ikke…