Shangdi hao a…!

I dag er der over 16 millioner kristne protestanter,
som deles om næsten 60.000 kirker
og kristne mødesteder. Det er officielle tal.

Af generalsekretær i Det mellemkirkelige Råd Jørgen Skov Sørensen

”Shangdi hao a…!” – sådan råbte den gamle kvinde til mig, da jeg søndag formiddag for et par år siden trådte ud af kirken i Changshu - en mindre provinsby i det østlige Kina. Hun stod der uden ret mange tænder i munden, et rynket ansigt og en forknoklet krop, der bar præg af mange års slid i markerne uden for byen, og som måtte støttes af en spinkel lang stok. Men hun var glad og smilende. Hun havde lige været til gudstjeneste sammen med 4-500 andre i den lille kirke – og så med den der hvide mand, med hvem hun nu som hilsen delte essensen af den religion, som hun havde valgt: Shangdi hao a…! Gud er god…!

Organiseret kristendom i Kina har bevæget sig med stormskridt opad vækstkurven de sidste 30 – 40 år. Da vestens missionærer måtte forlade landet efter de maoistiske styrkers magtovertagelse i 1949, var der omkring 700.000 protestantiske kristne i landet. De kommende 30 år levede kirken en ussel tilværelse; særligt under den såkaldte Kulturrevolution i årene 1966 – 1976, hvor forfølgelser og chikanerier var dagligdag, hvor bibler for en sikkerheds skyld måtte gemmes under gulvbrædderne, og gudstjenester afholdes i stilhed bag nedrullede gardiner.

Sådan er det ikke mere. Med åbningen af det kinesiske samfund efter Kulturrevolutionens afslutning og etableringen af China Christian Council i 1979, som officielt bekræftede regeringens fulde accept af kristendom i landet, blev en lavine sat i skred. Kristne piblede frem fra alle hjørner af Kina, og det så nærmest ud som om den massive modstand mod kirke og kristendom gennem 30 år havde givet nyt liv, ny vitalitet til Kinas kristne. I dag er der over 16 millioner kristne protestanter, som deles om næsten 60.000 kirker og kristne mødesteder. Det er officielle tal.

I virkeligheden er der mange flere. Den officielt ateistiske stat har en interesse i at holde tallet lidt lavt. Alt for stor religiøs vækst ville jo være et politisk nederlag. Kirkens ledelse har faktisk også en interesse i at holde tallet lavt. Og hvorfor nu det? Er kirkens vækst ikke en velsignelse? Jo, men en alt for voldsom religiøs vækst ville sætte meget mere kritisk fokus på kirken og dens aktiviteter, end kirkens ledelse har lyst til det. Ikke fordi kirken bryder loven, bestemt ikke, men erfaringerne fra tidligere tider under den – trods alt – samme regering, skræmmer. Og kirken er – det ved vi fra andre lande – en kraft, som kan virke truende på en statsmagt, hvis dens institutioner bliver for store og stærke.

På den måde bekræfter kirken og de politiske magthavere hinanden i, at nok er der kirkevækst i Kina i dag, men ikke så meget, så det gør noget. Alligevel, spørger jeg mig selv hver gang, jeg er i Kina: Hvordan kan det gå til, at en lille kirke vokser sig så stor på så kort tid? Kirkens ledelse er aldrig sen til at give mig en forklaring: ”Vi skylder de vestlige missionærer meget, men først da den kinesiske kirke blev selvstændig i midten af det 20. århundrede, tog væksten for alvor fart” Og så fortsætter de med et stort smil: ”Kirken i Kina skal styres og udvikles af os kinesere, så blomstrer den for alvor…!”. Et udsagn, der er i fin overensstemmelse med den politiske selvstændighedsideologi, vi kender fra Kinas regering.

Kvinden udenfor kirken i Changshu har taget hele historien med. Efter hendes udseende - og mit gæt på hendes alder - at dømme har hun været del af Kinas historie i langt størstedelen af det 20. århundrede. Hun har oplevet kirkens opgangs- og nedgangstider på sin egen krop, og i dag står hun udenfor en kirke, hvor hun oplever Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab. Jeg tror ikke, hun tænker politisk eller strategisk, når hun tænker kirke og kristendom i Changshu. Hun tænker kun et: Gud er god…!

Foto: Peter Williams www.keeping-the-faith.info

 

Xin nian kuai le…!

”En god kristen kineser er en god nabo og en god kinesisk samfundsborger…”

Af generalsekeretær Jørgen Skov Sørensen, Det mellemkirkelige Råd

For mange år siden fejrede jeg nytår i Kinas hovedstad, Beijing. Kinesisk nytår vel at mærke, som datomæssigt ligger omkring det, vi kender som Kyndelmisse. Det var festligt, for man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at ikke blot er krudtet opfundet i Kina - det forefindes også der i store mængder. Det var tillige spektakulært. Det er traditionen, at man hænger farvestrålende plakater op på husfacader og indendørs i hjemmene, plakater, som på forskellig vis ønsker alle et gunstigt og velstående nytår. Som et særligt minde har jeg en plakat med den buddhistiske figur Guan Yin, som ud af en krukke ryster et køleskab, to nye cykler, et farve-tv og et par nuttede, buttede og lyserøde drengebørn. Xin nian kuai le…! Godt Nytår…! Kinesisk religion og livsopfattelse er meget praktisk, meget konkret.

Kristendom i Kina i dag er ingen udtagelse. Det skal være noget, der virker. Noget, der har en effekt. Instituttet for Verdensreligioner på Det Socialvidenskabelige Fakultet ved Beijing Universitet har i de senere år kortlagt nogle af årsagerne bag den voldsomme vækst blandt kirkegængere og kristne i landet. Deres undersøgelser fortæller, at næsten 70 % af landets protestantiske kristne søger kirken, fordi de enten selv eller én i deres nærmeste familie eller i deres omgangkreds er blevet helbredt fra sygdom gennem bøn til Jesus. Det virker stærkt på mange, som føler sig overbeviste om, at der er noget at hente i kristendommen, at Jesus er en stærk og handlekraftig gud.
 

Foto: Peter Williams www.keeping-the-faith.info 

Under et besøg i Danmark for et par år siden var det ikke så meget denne form for traditionelle mirakelfortællinger, præsidenten for Kinas protestantiske kirke, Fu Xianwei, lagde vægt på i mine samtaler med ham. Alligevel skinnede det igennem, at også han er optaget af, at kristendommen virker, at kristne har en effekt på det samfund, de lever i. Fu Xianwei og mange med ham fortæller om, hvordan kristne familier gør sig umage med at leve forbilledlige liv, hvor manden ikke tæver konen eller kommer fuld hjem – udfordringer, som mange familier i dagens Kina ellers må slås med. Ligesådan går der mange historier om den høje arbejdsmoral blandt kristne medarbejdere på private arbejdspladser og i offentlige institutioner.

Det er forpligtende at være kristen i ”det nye Kina”. Og det nye Kina har da også behov for stærke, samfundsengagerede kristne, fortæller Fu Xianwei, for de er med til at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus. Samtidigt legitimerer de, at en kristen kirke har en vigtig funktion i et samfund, som med vækstrater på over 10 % på mange måder er i gang med at finde sine egne ben i en hel ny sammenhæng. Det er ikke blot nationen Kina, der skal finde sin nye plads i verden. Den enkelte kineser skal også finde sin plads i et samfund, som har slået en enorm kolbøtte på bare 30 år. Det giver sociale udfordringer, og kirken føler en stærk forpligtelse til at vise, at den både kan og vil være en del af løsningen. Konkret.

Fra at være et samfund, som tog hver enkelt kineser i hånden fra fødsel til død, er det kinesiske samfund i dag vendt i retning af, at den enkelte har ansvar for og skal betale sig fra stort set alt. De gamle taler stadig om ”risskålen af jern” som billedet på det system, der sørgede for det mest basale for enhver familie. I dag er der snarere tale om risbakker af hvid polystyren, sådan som dem, man kan købe på ethvert gadehjørne med lidt ris og lidt stegte grøntsager, og som smides væk efter brug. Hurtigt omsættelige. Men ikke så holdbare som de gamle af jern. Det nye system giver vindere – og tabere. Kirkens udfordring er at samle op, hvor det trods små midler kan lade sig gø-re, og i byerne, hvor de sociale udfordringer er størst, driver menighederne ofte små, billige klinik-ker, børnehaver baseret på frivilligt arbejde eller hjem for de ældre, som i det nye samfunds mo-derniserede familiemønstre ikke mere kan finde husly hos børnene, som traditionen ellers fore-skriver det.

”En god kristen kineser er en god nabo og en god kinesisk samfundsborger…” siger Fu Xianwei til mig og smiler, inden han engageret læner sig ind over bordet og fortsætter ”…for at tjene Gud, må man tjene sin næste.” Og selvom kirken nok hverken kan skaffe køleskabe, nye cykler eller farve-tv, så kan den måske alligevel hjælpe fattige familier til sunde og raske børn på en af de mange klinikker og på den måde være med til at vise, at de kristnes Jesus Kristus - i de rigtige hænder - er en stærk og handlekraftig gud. Kirken har sat sig som mål at give taberne i verdens største samfundseksperiment håb. Konkret håb for dette liv - og måske håb for det endnu bedre liv hinsides. Der er god grund til at ønske hinanden xin nian kuai le…! Godt nytår – i det nye Kina.

Zongjiao xiansheng

”Kina oplevede to revolutioner i det 20. århundrede”.

Af generalsekretær Jørgen Skov Sørensen, Det mellemkirkelige Råd

”Mit navn er Gao Shining” siger den lille midaldrende kvinde på engelsk og giver mig hånden til hilsen. Håndtrykket afslører, at det ikke tilhører et menneske fra bonde- eller arbejderklassen i Kina, som ellers ud-gør størstedelen af kristne. Det er en blød akademikerhånd. Akademikere har i kinesisk tradition aldrig nydt hårdt fysisk arbejde. Samfundsfilosoffen og statsmanden Kongfutses anbefaling var, at de skulle holde sig fra den slags. Statsadministratorerne, mandarinerne, de lærde – de havde bløde hænder. ”Mit navn er ikke spor svært at huske” siger hun så og smiler, mens hun holder fast i min hånd og ryster den gentagende gange. ”Shining…”… ”Kan du høre det…? Shining… Ligesom solen…!” siger hun flere gange, mens hendes ansigt skinner som en lille sol. Jo, jeg kan godt se, hvad hun mener.

Kina oplevede to revolutioner i det 20. århundrede. Maoisternes magtovertagelse i 1949 er den, vi normalt refererer til, når vi taler om den kinesiske revolution, men faktisk vendte en revolution i 1911 om muligt endnu mere op og ned på kinesisk historie og selvforståelse. Det sidste af flere tusind års dynastier, Qing Dynastiet, faldt i 1911, og nationalisten Sun Yat Sen kunne i begyndelsen af 1912 udråbe Republikken Kina. Dette var i virkeligheden forudsætningen for maoisternes magtovertagelse i 1949 og begyndelsen til den moderniseringsproces, som endnu i dag sætter dagsordenen for Kinas samtidshistorie og fremtid.

Det var samtidigt starten på en heftig debat i det kinesiske samfund: Hvordan og med hvilke midler bringer vi Kina ind i det nye århundrede? Den nationalistiske revolution førte sig frem med ideer omkring teknologi-ske og økonomiske reformer med udspring i den vestlige verdens fremtordnende oplysnings- og moderni-tetsbegreber. Men inden længe meldte der sig andre spillere på banen. En toneangivende intellektuel gruppe, 4. Maj Bevægelsen, lancerede i begyndelsen af 20’erne nye begreber hentet fra den vestlige verdens sam-fundsopbyggende værktøjskasse. De plæderede for at introducere ”Mr. Science and Mr. Democracy” i Kina.

Jeg drøfter nyere kinesisk historie med den lille, smilende kvinde, mens vi spiser frokost på et traditionel kinesisk restaurant – et ”rishus”, som det hedder på kinesisk. ”Jeg tror på, at 4. Maj Bevægelsen havde fat i noget væsentligt for Kina”, siger Gao Shining og fortsætter, ”men de intellektuelle dengang glemte et væ-sentligt aspekt as vestlig samfundsopbygning: Zongjiao xiansheng – Mr. Religion…!”. Religion, kristendom, som et afgørende element for opbygningen af det kinesiske samfund? Ja, det er det, hun mener. Kinas ledere og folk har alt for megen tiltro til menneskets evner. Den humanistiske tradition i landet er stærk, men se hvad den har ført til…! Død og ødelæggelse. Gao behøver ikke minde mig om mange begivenheder i sit fædrelands nyere historie for at gøre sin pointe klar.

Det, Kina har brug for, er ideen om det hinsides – det, der er udenfor og over mennesket, mener Gao. Og netop det finder hun i den kristne tradition. Gao Shining er en højtrespekteret og internationalt orienteret forsker, professor i religion på Beijing Universitet. Som iagttager af en dansk intellektuel religionsdiskurs kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvor vestens intellektuelle har lært at mistro Gud, er der i dag en række fremtrædende intellektuelle i Kina, som står frem og siger: Ja, vi tror på Gud – hvad skal vi ellers tro på…? Vi ser på Kinas historie og kan ikke tro på mennesket mere! ”Kommer de i kirken – går de til gudstje-neste…?” spørger jeg. ”Kun nogle få – og så er det vist mest for musikken skyld”, smiler Gao. ”Intellektuelle finder ikke, at de får så meget med sig hjem, når præsterne prædiker…”.

”Hvor mange er I…?” Det kan hun ikke svare mig på. Der er ikke tale om en organiseret flok af mennesker, som samles. Men hun fortæller, at hendes sociologiske undersøgelser viser, at der i Kina er relativt mange intellektuelle, der fra at have været kritiske overfor religion og kristendom, har indtaget en rolle som sympa-tisører og interesserede. Man mødes i mindre grupper hjemme eller på universiteterne for sammen at læse vestlige teologiske klassikere, som oversættes og udgives i store oplag i Kina i dag, og for at drøfte potentia-let i begreber som synd og forløsning, Guds transcendente natur og ideen om en apokalyptisk afslutning på historien. De finder, at Kina er i et værditomrum, og at der er brug for kristendommens fokus på ydmyghed og tålmodighed, brug for en åndelighed, som kan være modkultur til det moderne Kinas materialisme og egocentriske tilgang til livet.