Her er du: » Weblog_NY» Jakob Brønnum

Et andet blik på kirken

• Bloggen i januar er tre omtaler af væsentlige bøger, som af den ene eller den anden grund
ikke har fundet vej til Præsteforeningens Blad:
Sissel F. Plathe og Jens Bruun: Danmarks Middelalderlige Altertavler
Jens Albinus: Religion, magt og kommunikation
Sune Auken og Svend Skriver: Dét, der forsvinder, tager jeg med

Af Jakob Brønnum

3: Sune Auken og Svend Skriver: Dét, der forsvinder, tager jeg med
En af de mest overraskende, litterære begivenheder overhovedet i de seneste
20-25 år, er at Søren Ulrik Thomsens poetiske univers tilsyneladende nu favner en evangelisk spiritualitet (eller hvordan man skal sige det). Om forfatteren bag er kristen eller ej, er sagen fuldstændig uvedkommende. Det handler om sproget.
I ”Det, der forsvinder, tager jeg med – Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik” griber Sune Auken og Svend Skriver det mange gange – og viser, hvor integreret det er i hele forfatterskabet, efter 80’er digtningens romantiske, angstmættede storbypoesi: ”[Digtsamlingen] Hjemfalden rummer samme interesse som Nye digte for det, der overstiger menneskets kontrol. Tydeligere end den foregående samling interesserer denne sig for det liv, som leves i mellemrummene mellem det overmenneskeliges indgriben eller indflydelse, og dermed interesserer den sig også for den midlertidighed og ufuldstændighed, den menneskelige tilværelse er indlejret i.” (s. 24)

Det nye er, at denne midlertidighed tilsyneladende ikke har karakter er eksistentiel ensomhed og forestillinger om et absolut ophør. Et af digtene i Hjemfalden (1991), lyder:
”På en kirkegård så jeg en sten, der hverken bar ordene Nåde, Fred eller Tak, men inskriptionen Længsel/ Den døde gik ud af sit navn og rakte det ind i den blæsende verden/ Hvem er det nu, der længes?/ Blodet er helligt og tilhører Gud/ Hvad tilhører os?/ En frakke, lidt mønter, en ligning, der aldrig går op/ men regnes igennem igen og igen i denne forseglede indskrift”
Auken og Skriver bruger mange ord (s. 231-235) på at favne den dobbelthed og sammenvævethed i menneskets eksistens, som Søren Ulrik Thomsen har fat i. Konkluderende (om hele samlingen) lyder det: ”Snarere vikles de kristne motiver ind i digtsamlingens billedverden på en måde, som i mange tilfælde gør det svært at afgøre, om der er tale om religiøs sprog- og billedbrug eller ej, og som modsiger et hvert forsøg på at holde de to fri af hinanden.”

Men så har Søren Ulrik Thomsen netop overvundet det vilkår, kirken står i: At der alt for ofte referes til to forskellige verdener, når man står med det kirkelige univers og ”virkeligheden” overfor hinanden. Hvorfor det er blevet sådan netop i Danmark, som et sekulariseringens vilkår, der ikke har fæstnet sig på samme måde i Norge og delvis heller ikke i det henholdsvis post-katolske og frikirkelige Sverige, må den dialektiske teologi desværre nok tage på sin kappe, nærmere bestemt i dens folkelige udgave, Tidehverv. Danmark er det eneste land, hvor vi har været velsignet med en folkelig aflægger af den vigtige, tyske teologiske strømning, og hvor afmytologiseringen i sin folkelige dragt medførte, at det kirkelige rum blev lukket inde i sig selv under devisen ”evangeliet er noget, der foregår i kirken søndag mellem 10 og 12.” Gennem de åndsstrømninger, der dominerede i 30’erne, 40’erne og 50’erne, blev Tidehverv en forbundsfælle for den kulturadikalisme, som den hader så inderligt, og fjernede effektivt det kirkelige sprog fra virkelighedens sprog, (fra det, som Adorno kalder ”autenticitetens jargon”.)
Søren Ulrik Thomsen, der selv som digter er vokset ud af den mest sekulariserede periode overhovedet, 1970’erne og 80’erne, overskrider denne barriere, og det på en måde, der ”modsiger et hvert forsøg på at holde de to fri af hinanden.” Og så er det ikke længere bare en begivenhed. Det er en litterær bedrift af særdeles vidtrækkende betydning. Læsningen af digtene bliver herefter ren lyst og ånd: Man befinder sig i begge rum samtidig, og selvom noget i én hele tiden prøver at finde ud af, hvilket af dem, man skal skyde bort, må man overgive sig til det, der er større end det, man troede, man kunne rumme.

Et andet blik på kirken

Af Jakob Brønnum

2: Religion, magt og kommunikation
Der er formentlig kun én, der nogensinde bliver færdig med Lars Albinus’ disputats ”Religion, magt og kommunikation - Filosofiske overvejelser over religionens betydning i moderniteten, set i krydsfeltet mellem Foucault og Habermas”, og det er forfatteren selv. Det er en ualmindelig rig bog, som tager fat i to af de nyere (samfunds)filosoffer, som teologien har allermest brug for.
I 1970’ernes almene dannelse indgik to grundlæggende indsigter, som stammede fra Marx og Freud, nemlig den, at kapitalismen behandler levende ting som døde ting, og den, at mennesket har en ubevidst psykisk dynamik, som påvirker det på forskellig måde, endda helt fra barndommen. Fuldstændig banalt. På samme måde har Foucault og Habermas bidraget med grundindsigter.

Foucault har forklaret, at hvis man ser verden som et magtspil – ned i mindste detalje – bliver den meget enklere at forstå. Lars Albinus forklarer (s. 177), at Foucault ikke ser magt som et spil mellem konsensus og underkastelse, der ville give magthaveren en ret, men som en dynamik mellem kamp og undertrykkelse, der gør, at han kan fortolke magt, først og fremmest som et udtryk for konflikt.
Habermas, som mange teologer har et negativt forhold til, har forklaret, at man kommer ikke nogen vegne i verden, dvs. i demokratiet, uden at tale sammen, og for at tale sammen, skal man være beredt på at lade det, den anden siger, gøre indtryk på sig (kommunikation).

Desuden har han (i Teorien om den kommunikative handlen (1981), bd. 2) forklaret, at der først og fremmest er to slags kræfter i verden, han kalder dem system og livsverden. Når lærerne skal opdele deres timer i forskellige slags timer (ø-timer, og så videre), er det ”systemet, der koloniserer livsverdenen”. Man kan foretage analogier indenfor sit eget felt. Systemet er ikke en ting, det er en kraft, en handlemåde, livsverdenen ligeså.
Den tyske sociolog Niclas Luhmann, der en periode for nylig var meget populær blandt ph. d.-skrivende teologer, opererer med en seks-syv stykker, men det ser ud til, at Habermas løber af med klarhedens gevinst. Men det er først og fremmest begreberne magt og kommunikation, Albinus interesserer sig for.

På sine gamle dage har Habermas i øvrigt indset, at filosofien og teologien ikke er fremmede fætre, men brødre i ånden, for det er religionen, der har været den allertidligste drivkraft til at skabe det, som filosofien mere end noget andet bygger på, fornuften og begrebet om individualiteten, som den engelske filosofiprofessor, dr. theol Maureen Junker-Kenny forklarer meget smukt i en lille bog, der udkom i fjor, ”Habermas and Theology” (T & T Clark).
Alle disse aspekter, og alle tænkelige sammenhænge i det 20. århundredes filosofihistorie mellem Habermas og Foucault, arbejder Albinus sammen til en ikke så lidt lystbåren, meget lærd og en lille smule snakkesalig undersøgelse af det religionsfilosofiske felt. Den er kun lidt snakkesalig, for selv dét rummer nye delindsigter, nye aha-oplevelser. Jeg tror, Albinus med ønsker at bidrage med klare redskaber til at forstå, hvad der i stort og småt er på færde, når vi nu igen og igen opdager, hvor meget religionen betyder i samfundet. Og her gik vi lige og troede at vi alle var sekulariserede.

Et andet blik på kirken

Af Jakob Brønnum

1: Danmarks Middelalderlige Altertavler
Egentlig hedder Sissel F. Plathe og Jens Bruuns monumentale billedværk Danmarks Middelalderlige Altertavler – og anden billedbærende kirkeudsmykning af betydning for liturgien og den private andagt, og det gør det kun mere spændende. Der er tale om 2 bind i stort og tungt format, i alt 1400 sider, styrtende fulde af pragtfulde billede og indsigtsfulde tekster. Bogen er organiseret som et katalog over fotografier af de før-reformatoriske altyertavler, og selvom det ser ud af meget lidt i sammenhængen (fordi bogværket er så enormt), så er de 40 siders introduktion på 3-spaltede sider en veritabel kunst- og kirkehistorisk monografi om emnet. Når man samlet ser det, der ellers indtager i enten næsten museal eller også lidt hengemt rolle i den enkelte, stille landsbykirke langt ude på landet, får man en lejlighed til at gøre sig klart, hvilken kunsterisk storheds, Middelalderen egentlig var.

Egentlig ved jeg ingenting om det førreformatiske Danmark. Alt, hvad der er skrevet, er enten skrevet af katolikker, der gerne vil have, jeg bliver katolik eller af luteranere, der absolut ikke vil have det, eller af neutrale historikere, der derfor ingen ting forstår. Sissel F. Plathes og Jens Bruuns værk er det første, jeg har set (der findes sikkert andre, lignende), der råder bod på det. Det inviterer os indenfor i en verden, der ikke findes, og ikke på anden måde kan genskabes. Ved at samle så mange billeder af hverdag og fest på en bestemt tid på ét sted, giver de mulighed for at man kan lytte efter, for at høre, om billederne ikke begynder at tale af sig selv. Der er flere tusinde større og mindre kunstværker, som alle nøjagtig og med ubestridelig hermeneutisk sandhedsværdi afspejler den tid, de er blevet til i. Mellem vandfade, store nøgler af smedejern, beklædningsgenstande, bælter, læderindbundne bøger, brokade og drikkebægre, begynder lyden af hestehove på brosten pludselig at dirre fra nogle af billederne. Og der kommer andre lyde, og man kan ligesom mærke stoffet, der er groft syet, og nogle gange meget fornemt, mellem fingrene, og duften af nybagt brød, og ganske langsomt kan man høre menneskene tale sammen, selvom man slet ikke kan forstå alt, hvad de siger.