Glæden ved at være præst
• Jeg er da ikke mere jubelidiot end at jeg godt både ved
og kan se, at der er en række ting ved præstejobbet,
som man forholdsvist let kan se sig gal på.
Af hovedbestyrelsesmedlem Jan Schmidt, Helgenæs-Tved-Vistoft
Jeg har lige haft besøg af en af mine gamle konfirmander. Hun har læst religionsvidenskab i 2 1/2 år, men synes ikke, det længere kan fange hende. Så nu overvejer hun teologi. Og havde derfor bedt om en samtale med mig for at høre, hvordan det er at være præst. Selve studiet havde hun sat sig grundigt ind i. Nu ville hun vide, hvad der ventede bagefter, hvis hun valgte præstejobbet - hvad hun klart overvejede.
Og det var jo herligt helt uden forstillelse at kunne fortælle hende, at der efter teologistudium og pastoralseminarium venter - i hvert fald i min optik - et rigtigt godt job.
For sådan har det været mit privilegium at kunne se på mit arbejde i nu knapt 25 år. Jeg har fået lov til at opleve, at fordele og glæder så klart overskygger problemer og ulemper.
Og lad mig bare slå det fast med det samme: også i præstejobbet afhænger tingene af øjnene, der ser. For jeg er da ikke mere jubelidiot end at jeg godt både ved og kan se, at der er en række ting ved præstejobbet, som man forholdsvist let kan se sig gal på. Og der er sandelig ting, vi skal arbejde på at få ændret til det bedre! Men jeg tror, at gamle Grundtvigs ord også gælder her, at ”han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Hermed mener jeg naturligvis ikke, at man kun kan blive en god og tilfreds præst, hvis man er vokset op med kirkegang og kendskab til kirke og kristendom. Jeg kender bestemt eksempler på præster, der stort set intet forhold har haft til institutionen, mens de voksede op, men som blev rigtigt gode præster.
Men hvad jeg mener er, at jeg tror, det er vigtigt, at man ikke alene gør sig nogle tanker om præstejobbet, men også undersøger konkret, hvad man går ind til, inden man søger præsteembede - og at man så efterfølgende går til såvel jobbet som de mennesker, man skal arbejde sammen med og betjene, med en vis portion ydmyghed. Og har man i sin opvækst ikke kendt til kirkegang, så må man se at få det forsømte indhentet, inden man selv står med kjole og krave på. Alt andet er for mig at se hovmod. Man skal ud og lede gudstjenesten for mennesker, der i nogle tilfælde har siddet på kirkebænken indtil flere søndage om måneden i måske mere end et halvt århundrede. Dem skylder man godt nok at have gjort sig bekendt med den kirkelige tradition - også i praksis! -, inden man selv tager over. Sådan at man undgår at sætte ”Blomstre som en rosengård” og ”Tak og ære være Gud” på salmetavlen til høstgudstjenesten, som jeg har hørt, det er forekommet!
Men ved man lidt om, hvad man går ind til, og accepterer man på forhånd de ”skæve” arbejdstider og stikker man lige fingeren i jorden og lader være med at føre sig frem som en bedrevidende reformator fra første dag, så vil man i de fleste tilfælde opleve, at man er omgivet af lutter venligtsindede mennesker, der alle gør deres til, at man får det godt. Og lader man være med at smide alle sine uforlignelige forslag om ændringer af ditten og datten på bordet til første menighedsrådsmøde, så vil man opleve, at hen ad vejen viser der sig ganske stor lydhørhed for éns tanker og idéer. Den glæde og tilfredsstillelse er i hvert fald blevet mig til del. Som præst har man jo i så godt som alle tilfælde den fordel, at menighedsrådet - eller i hvert fald dets flertal - selv har kaldet én til embedet. Lever man op til den tillid, så får man den også igen! Og mange steder kan man stadig opleve stor respekt for præsteembedet - og dermed også for dets indehaver. Den glæde har jeg også haft. Ikke mindst, fordi min forgænger var respekteret og vellidt. Så jeg skulle ikke ud og forsvare eller generobre noget. Jeg kunne gå ind i noget, der var der på forhånd, og som blev opfattet positivt. Det skal vi præster, der er blevet ældre, også lige tænke på af hensyn til vore efterfølgere!
Så afslutningen på denne, min første blog om glæden ved at være præst, skal slutte med konstateringen af, at møder man de mennesker, man skal virke iblandt, med åbent sind dér hvor de er, så får man lov at opleve glæden ved at blive mødt med tillid, åbenhed og positive forventninger.
I mine næste blogs vil jeg skrive om glæderne ved at få lov til at forkynde verdens glædeligste budskab og møde mennesker i både sorg og glæde. Og afslutningsvis vil jeg beskrive glæden ved selv at kunne tilrettelægge sin arbejdstid, samt det privilegium, jeg synes det er, at få stillet en herlig, stor og rummelig bolig til rådighed til en billig husleje!
Glæden ved at være præst
• At påstå, som nogle gør, at præster bliver i samme embede,
fordi de ikke vil udfordres og generelt er dovne, holder ikke.
For man er nødt til at forny sig, ikke mindst, når man bliver i samme embede
Af hovedbestyrelsesmedlem Jan Schmidt, Helgened-Tved-Vistoft
”Hvis jeg fik 10 liv, så ville jeg hver gang vælge at være præst”. Sådan - eller noget i den retning i hvert fald - skulle Johannes Møllehave have sagt. Jeg kan sige det samme. Jeg kan ikke forestille mig et arbejde, jeg hellere ville have. Og det er noget, jeg bliver mere og mere overbevist om.
I nogle kredse ses der med skepsis på præster, der bliver i samme embede stort set i alle aktive år.
Det fik jeg bekræftet, da jeg for nogle måneder siden i et sogn på Djursland til et foredrag sad ved siden af et menighedsrådsmedlem, der betroede mig, at ”en god præst har man i 8 år, en dårlig i 30”. - Og man kan muligvis ikke helt afvise, at nogle præster er nødt til at blive i samme embede, fordi ingen andre vil have dem. Men vi er altså nogle, der bliver frivilligt - og aldrig har forsøgt at komme væk. Og at påstå, som nogle gør, at præster bliver i samme embede, fordi de ikke vil udfordres og generelt er dovne, holder ikke. For man er nødt til at forny sig, ikke mindst, når man bliver i samme embede, hvis menigheden - og én selv - skal blive ved med at kunne holde én ud!
- Jeg har været i mit embede siden 1984, og har aldrig været præst andre steder. Og arbejdet bliver sandelig ikke mindre. For jo længere man har været i et embede, jo mere kender sognets befolkning én - og jo mere bliver man brugt. De kirkelige handlinger får man naturligvis, hvad enten man er gammel i gårde eller er helt ny præst. Men tilliden til præsten opbygges gennem lang tid. Og når den er blevet det, så bliver man også i stadig stigende grad brugt som samtalepartner. I hvert fald her, hvor jeg er. Og det er jo en tillidserklæring, at folk i sognene synes, at man er værd at tale med, når livet på den ene eller anden måde gør ondt.
Noget af det, der altid har fyldt mig med glæde, er husbesøg. Og det er jo egentligt fantastisk, at man alle steder er velkommen. At kunne sidde sammen med et gammelt menneske - eller et gammelt ægtepar - og høre deres livshistorie, har jeg altid følt berigende.
Og så er det en rigdom at måtte være med i folks glæder og, ikke mindst, sorger. At få lov til at føle, at man kan være med til at gøre en forskel - og opleve, at det er rigtigt, at ordene skaber, hvad de nævner. Det sker f. eks., når man oplever, at et dødssygt menneskes ansigtstræk slappes, når man har bedt en bøn og lyst velsignelsen over dem. Og direkte opbyggeligt er det at se, at ritualets ord, især ved begravelser, synes at give trøst og mening til de efterladte. At opleve den kraft, der da ligger i evangeliet, gør det virkeligt svært ikke at være troende.
Når man som jeg er præst i et 3-sogns pastorat, får man lov at holde mange gudstjenester. Når jeg under tiden skal af sted til den tredje samme søndag, kan det knibe lidt med motivationen. Men er jeg først i kirken, så gribes jeg afstemningen - også selv om det er 3. gang denne dag, jeg synger salmerne. Derfor hører jeg også til de præster, der er helt vilde med jul. Og jeg undrer mig, når præster glædesstrålende fortæller, at de har fået studieorlov, så de ”slipper” for julen. Jeg ville godt nok føle mig snydt! 3 juleaftensgudstjenester med tilsammen omkring 800 mennesker i kirke - jamen, det kan man jo præsteligt set leve på næsten til påske!
Og så hører det med til glæderne, at man får kendskab til sognenes befolkning i flere generationer.
Jeg er for længst begyndt at vie mine gamle konfirmander og døbe deres børn. Og for tre år siden havde jeg for første gang en konfirmand, hvis far jeg selv har konfirmeret.
Og da jeg for et par måneder siden døbte et barn, hvis samtlige 5 faddere jeg havde konfirmeret, ja, så blev det altså stort for mig!
Og barnet, jeg da døbte, var et af de dåbsbørn, der stirrede så intenst på mig under tilspørgslen, at man kunne tro, det godt var klar over, hvor stort dette øjeblik var.
Både her, og ved nadveren, at opleve, at sakramentet ”gør noget” ved folk - ja, det hører nok til de allerstørste glæder, jeg synes, jeg oplever som præst.
Og der er flere glæder. Nogle af dem vil jeg skrive om i min næste - og sidste - blog.
Glæden ved at være præst
• Hvordan det påvirker familie og parforhold, ved man altså først,
når man har prøvet det. Men det ER i sagens natur et grundvilkår i præstejobbet.
Af hovedbestyrelsesmedlem Jan Schmidt, Helgened-Tved-Vistoft
”De unge gider ikke være præster på grund af den lave løn, tjenesteboligerne og de skæve arbejdstider”. Sådan cirka har det lydt i debatten om den dalende tilslutning til teologistudiet - og teologiske kandidaters påståede manglende lyst til at søge embede efter endt kandidateksamen.
At der er familiemæssige problemer forbundet med, at man som præst altid skal arbejde, når andre har fri, er der ingen grund til at skjule. Det ER da et irritationsmoment, at far/mor altid skal arbejde om søndagen, ofte om lørdagen og altid i højtiderne, hvor de fleste andre har fri. Luftes disse irritationsmomenter, bliver man ofte mødt med argumentet: ”Du vidste vel, hvad du gik ind til”.
Og, ja, selvfølgelig gjorde man det. Men hvordan det påvirker familie og parforhold, ved man altså først, når man har prøvet det. Men det ER i sagens natur et grundvilkår i præstejobbet.
Præster er jo langt fra de eneste, der ofte skal arbejde i week-end´en. Men sygehuslægen, sygeplejersken, buschaufføren og ekspedienten vidste vel også, hvad de gik ind til. Men de får alle ret klækkelige tillæg for arbejde på skæve tider, mens præster - og øvrige fastansatte kirkefunktionærer - ingenting får. Det kan man godt undre sig over - og det tror jeg, vi er nødt til at lave om på. Og så skal vi også på landet blive bedre til at give hinanden nogle prædikefrie søndage.
Til gengæld har vi som præster den næsten ubetalelige fordel, at vi selv kan tilrettelægge vores arbejde. Det er for mig et gode, vi ikke kan skønne nok på. Og en fantastisk glæde. Det betyder, at der er mange perioder, hvor man skal arbejde rigtigt meget. Til gengæld er der i visse perioder ret stille. Nogle præster plæderer for, at vi skal have merbetaling for ”overarbejde”. Det kan lyde besnærende - og rimeligt. Men skal man have overtidsbetaling, skal man jo selvsagt kunne gøre rede for de første 37 timer. Og så bliver der opstillet kvoter for, hvor lang tid, man må bruge på en prædiken osv. Og så er friheden røget. - Men der ER præster, der arbejder for meget. Dér må provsterne blive bedre til at udnytte rådighedsordningen - og så skal der selvfølgelig flere stillinger dér, hvor det skønnes rimeligt.
For mange yngre præster med hjemmeboende børn er det et problem, at man ofte også skal på arbejde om aftenen. Til gengæld kan vi indrette vores hverdag sådan, at vi kan være betydeligt mere sammen med vore børn i deres vågne timer, end de fleste andre udearbejdende forældre. Det er da noget af det, der har været en stor glæde for mig - takket være mit job. Bortset fra den ene dag om ugen, hvor jeg har konfirmander, har jeg aldrig afleveret mine børn i dagpleje eller børnehave før omkring kl. 9 - og de er aldrig blevet hentet som de sidste. Og da de kom i skole, kunne de fravælge skolefritidsordningen, for jeg var jo for det meste hjemme, når de kom fra skole - eller også gik der i hvert fald ikke så lang tid, før jeg kom.
Præsters begyndelsesløn ER ikke noget at råbe hurra for. Begyndelseslønnen SKAL op, og det arbejdes der da også på i forhandlingerne om ny løn. Til gengæld synes jeg ikke, at vi på slutløn kan klage. Jeg hørte for nylig i radioavisen, at 1/6 af landets befolkning tjener mere end 400.000 kr. om året. Og det gør man altså som præst på slutløn i lønramme 31. Efter reguleringen 1. april er min månedsløn, incl. tillæg, 35.400,56 kr. Det giver en årsløn på 424.806,72. Det får ikke mig til at bede om medlidenhed. Men selvfølgelig vil vi alle gerne have mere i løn. Men hvad der præcis er den rigtige løn for en præst i sammenligning med andre offentligt ansatte, er vel svært at fastslå. Men slutlønnen er dog til at leve af. Og også leve godt af. Og det glæder jeg mig da over.
En af de allerstørste glæder for mig har været, at der til mit embede bliver stillet den skønneste præstegård til min rådighed. Til en særdeles billig leje. Det er helt i orden, at nogle præster er imod tjenesteboligpligten og hellere vil bo i eget hus. Men at påstå, at huslejerne i tjenesteboligerne er for høje, kan kun skyldes, at man intet aner om den virkelige verden. Takket være 15% loftet kan man som nyansat præst i stedtillægsområde 2 højst betale 3.124 kr. i månedlig husleje. Når man kommer fra en 2-vær. lejlighed i Universitetsbyen, der har kostet op imod det dobbelte, må det være svært at mobilisere den helt store utilfredshed. Og vi på slutløn i lønramme 31 kan højst komme til at betale 4.645 kr. om måneden. Det er dog til at leve med. Og jeg har ikke et sekund savnet at skulle male vinduer eller bekoste udskiftning af et fyr og lign.! Det er et pri