I kan bare gå i gang!

• Det handler om en ændret indstilling hos mange,
omend bestemt ikke hos alle, menighedsråd og kirkelige myndigheder.

Af tillidsrepræsentant og formand for stiftsberstyrelsen i Haderslev, Jens Christian Bach Iversen, sognepræst i Dalby, Kolding

”I kan bare gå i gang!” Da daværende kirkeminister Bertel Haarder sagde det for 5. eller 6. gang, begyndte det at blive noget trættende, men endnu mere tankevækkende. Anledningen var Haderslev Stifts temadag ”Kirken ved en korsvej” efteråret 2006. Også dengang følte mange, at meget brændte på i Folkekirken. For at række den gamle sag videre, måtte der nytænkes. Menighedsrådsmedlemmer, præster og andre ansatte havde da også en udbytterig dag. Ideer blev udvekslet, raffineret og fremlagt. Mange af dem havde brod mod stivheden i Folkekirken: Systemet, apparatet... – også ukært barn har mange navne.

Sidst på dagen dukkede kirkeministeren op. Han blev præsenteret for striben af nytænkende forslag, som mange af os mente udfordrede apparatet. Da han fik ordet, forventede vi vel en vis form for modværge eller i det mindste den sædvanlige svada om regler og procedurer, der stillede sig hindrende i vejen.

Sådan gik det ikke. ”I kan bare gå i gang!”, sagde ministeren igen og igen. Både i den ene og anden sag var lovgrundlaget på plads: Der kunne samarbejdes på tværs af sognene, inddrages frivillige osv. Det ville føre for vidt at fortsætte opremsningen, men i stedet for at beklage os, kunne vi bare gå i gang! Det var budskabet.

Fra Haarder til præsters arbejdsmiljø og arbejdsvilkår

Haarder messede sit mantra og mindede os om, at der i reglen er mange flere muligheder, end vi i det daglige opdager. Det gælder også præsters arbejdsvilkår. Måske er vi som præster for velopdragne eller for forvænte med systemet. Men sagen er, at der de seneste få år er dukket adskillige åbninger for forbedringer af præsters arbejdsmiljø op. Vi skal bare gå i gang.

Det handler selvfølgelig om lovgivning med APV og MUS. Det handler om en ændret indstilling hos mange, omend bestemt ikke hos alle, menighedsråd og kirkelige myndigheder. Det handler om præsters åbenhed og velvilje til samarbejde, omend alle heller ikke her spiller med. Mere om den problemstilling i næste blog.

Jeg er på det rene med, at de groveste problemer med præsters arbejdsmiljø ikke bliver klaret i en håndevending. Der er stadig uklarheder i den folkekirkelige ledelse, som ofte gør, at ingen sidder med det formelle og reelle ansvar, så konflikter kan løbe langt længere, end de burde. Men meget af det besvær i knap så stor målestok, som mange finder sig i og dog trættes af i det daglige, og som kan vokse sig større, skal der ofte mindre til at rydde af vejen – eller i alt fald mindske – end vi gerne går og tror.

Gå i gang – og brug din tillidsrepræsentant

Vi skal bare gå i gang. Giv hinanden et par studieuger årligt, så I på skift kan slå telefonsvareren til og lade kollegaen klare kontoret og de kirkelige handlinger. Giv hinanden en ekstra frilørdag til familien eller til bøgerne i ny og næ ved at koordinere bryllupskalendere og klare hinandens på skift. Der kunne såmænd blive gladere og bedre præster ud af det og både mere og bedre forkyndelse!

BRUG systemet, i stedet for at slås mod det. Brug APV og MUS konstruktivt. Og brug din TILLIDSREPRÆSENTANT.

Og har du brug for mere inspiration, så kontakt Haderslev Stift for at få div. materiale fra en temadag om præsters arbejdsmiljø. Ikke mindst kan ”10 teser” (om at styre sin tid) og ”10 bud...” (om samarbejdet mellem præst og menighedsråd) anbefales. Sidstnævnte findes på www.haderslevstift.dk


 

Taler vi hinanden op eller ned?

• Det er faktisk en rigdom for Folke­kir­ken,
at vi ikke er ensrettede som præster.

Af tillidsrepræsentant og formand for stiftsberstyrelsen i Haderslev, Jens Christian Bach Iversen, sognepræst i Dalby, Kolding

Hvad er hårdest: At være landpræst eller bypræst? Sommetider kunne man få indtryk af, at det er en konkurrence – eller det, der er værre.

Nu kan jeg selvfølgelig være særlig nærtagende, placeret som jeg er i overgangen mellem land og by i Koldings sydøstlige udkant med både marker omkring mig og gadelygtekontakt til ”storbyen”, nærmest som en slags bypræst på landet eller landpræst i byen. Så jeg altså føler mig fanget i krydsild, når kuglerne fyger om ørerne på mig. Jeg kan dog ikke slippe tanken, at vi faktisk ikke altid behøver hverken menighedsråd, ministerium eller uklar ledelse for at gøre præstelivet surt. Det klarer vi fra tid til anden fint selv for hinanden.

De nødvendige diskussioner om de store spørgsmål

Jeg taler ikke om saglige og åbne diskussioner i Kristeligt Dagblad eller Præsteforeningens Blad om alles frelse eller dobbelt udgang, hvad vi forstår ved Kristus som sand Gud og sandt menneske, eller andre teologiske nøglespørgsmål, hvad der nu måtte være oppe for tiden. Det er nærmest eksemplarisk, at vi som præstestand stiller uenighederne til skue. Det er godt nok ikke altid det, som medierne efterspørger, når de ønsker klare og enkle svar. Det er til gengæld en nødvendig illustration af, at vi alle tolker det bedste, vi har lært, og derfor tolker forskelligt, og at evangeliet altid er en kamp værd.

Fra diskussion til mistænkeliggørelse

Det, der imidlertid gang på gang skærer i øjnene, er, når det ikke er nok for præster at diskutere og argumentere, men når modparten trues med den himmelske domstol, skydes de usleste motiver i skoene eller nedgøres på anden – dygtig – vis. Mit yndlingseksempel var forslaget for vel cirka 2½ år siden om en månedlig friweekend for præster, som af kollegaer blev kaldt både skamløst og latterligt, og såmænd af forslagsstillernes biskop blev mødt med en hånlig irettesættelse i retning af, at hvis det med søndagsarbejde var mere, end de kunne klare, måtte de bare finde sig noget andet at lave.

Om vi som stand har særlige evner i den retning, skal jeg ikke kloge i. Men det er både useriøst, usagligt og ukollegialt. Og det stiller både præster og Folkekirken i et fælt lys. Gode debatter, der kunne have været frugtbare, bliver på den måde slukket, før vi får lært af dem.

Diskussionen om landpræst og bypræst er kun endnu et enkelt eksempel, hvor vi mistænkeliggør hinanden i stedet for at bakke op om hinanden. Hvorfor siger vi ikke blot, at det er forskellige måder at være præst? Og kan vi så i øvrigt hjælpe hinanden i pressede perioder, er det vel sådan set mere oplagt? Vi har gjort forsøget her i Kolding med større ”byttegrupper” for at få feriepuslespillet til at gå op, så vi altså i det daglige har mere med hinanden at gøre end strengt nødvendigt . Det har vist sig særdeles udbytterigt med indsigt i hinandens hverdag og arbejdssituation.

Tal hinanden op i stedet for ned – for evangeliets skyld

Og på samme måde med alle vore andre forskelle og tilbøjeligheder: Det er faktisk en rigdom for Folke­kir­ken, at vi ikke er ensrettede som præster. Vi ejer stadig frihed til at prioritere de sider af præstearbejdet, som vi hver især brænder mest for og har størst evner for. Om det nu er konfirmander, liturgi, sjælesorg, musi­cals, sorggrupper for børn, litteraturkredse, salmedigtning, pilgrimsvandringer, gudstjenestefornyelse, teolo­giske studier, skole-kirke osv. Det kan vi roligt støtte og bakke hinanden op i, tale hinanden op i stedet for ned.

Alt sammen er de nemlig sider af samme sag: At række evangeliet videre det bedste, vi har lært. Det er helt paulinsk: Om at være jøde blandt jøder, svag blandt svage græker blandt grækere. Enhver kan fortsætte fra egen idebank. Nye måder at række evangeliet videre på skal ikke mistænkeliggøres, men fremmes.


 

”Nu skal man jo ikke tale dårligt som sit erhverv”