Præsters arbejdsmiljø: I hele folkekirkens interesse

Et godt arbejdsmiljø giver engagerede og ansvarlige præster.
Et dårligt arbejdsmiljø sætter præsters engagement og
ansvarlighed under pres. Det er faktisk ganske ligetil.

Af hovedbestyrelsesmedlem Jens Chr. Bach Iversen

Præsters trivsel er ikke kun et anliggende for Præsteforeningen
Det er derfor oplagt, at præsters trivsel er hele det folkekirkelige apparats mål lige fra ministerium via biskopper og provster til menighedsråd. Præsteforeningen ser da også frem til i godt samarbejde med alle engagerede parter at forbedre præsters arbejdsmiljø, for alle præster skal have en meningsfuld hverdag, hvor arbejdsliv og frihed er i balance, hvor præster oplever arbejdsglæde, og hvor der så tidligt som muligt tages hånd om konflikter. Det er godt for præsterne, og det er godt for folkekirken.

Ny arbejdsmiljølovgivning
Ny arbejdsmiljølovgivning er en god anledning til at styrke og udvikle arbejdsmiljøet sammen med Kirkeministeriet. A) Et årligt møde i provstiregi skal nu sætte arbejdsmiljøet fremadrettet på dagsordenen. B) En mere målrettet uddannelse og efteruddannelse af arbejdsmiljørepræsentanter kan opkvalificere APV. C) Inddragelse af biskopperne formelt i organiseringen af arbejdsmiljøarbejdet kan styrke det psykiske arbejdsmiljø.

Andre fokuspunkter for Præsteforeningen og Kirkeministeriet
Tre meget store konkrete opgaver står – sammen med en stribe andre opgave, som man kan læse om i årsberetning i Præsteforeningens Blad nr. 16/17 – på programmet det næste års tid.

1. Personalepolitik

Præsteforeningens arbejdsmiljøudvalg sender medio maj Kirkeministeriet et udspil til en personalepolitik for folkekirkens præster. Nu forestår drøftelser og forhandlinger i ”Kirkeministeriets arbejdsgruppe for præsters arbejdsmiljø”, hvor biskopper, provster, stiftskontorchefer og Landsforeningen af Menighedsråd også er repræsenteret.

2. Konfliktmæglingsnævn

Til et møde med den tidligere kirkeminister i efteråret 2010 formulerede Præsteforeningens arbejdsmiljøudvalg et debatoplæg om, hvordan man kunne tage bedre fat i konflikter mellem præster og menighedsråd. Der forestår forventningsafstemning og en del afklaring, før vi kan sige, at arbejdet er i egentlig proces.

3. ”En ny Bispebjerg”

For 10 år siden lavede medarbejdere på Bispebjerg Hospital en undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken. Den viste mange problemer med det psykiske arbejdsmiljø, ikke mindst blandt præster.

Nu er det tid til en ny undersøgelse. Flere aktører skal involveres, for at undersøgelsen kan blive af det rette omfang og den rette kvalitet. Og også her forestår der forventningsafstemning og en del afklaring, før et projekt kan stables på benene.

Jens Christian Bach Iversen, formand for Præsteforeningens Arbejdsmiljøudvalg