Jul i Taiwan

Af Jenbs Dammeyer

At høre Johannesevangeliet kap. 1, 1-14 julemorgen er det en af kirkeårets bedste oplevelser. At høre det på mandarin sammen med en flok unge teologistuderende i Taiwan, er mindst lige så smukt.

Torsdag i sidste uge (d. 15.12) havde vi seminariets julegudstjeneste, og den 70-årige rektor Thomas Yu prædikede. Den sidste uge op til jul har de kristne travlt som i Danmark, skolen lukker, og studenterne skal ud i kirkerne og arbejde.

95% af Taiwans kristne er første generations kristne. Også de fleste teologistuderende er de første kristne i deres familie, måske endda på trods af deres familie. Ofte får de at vide, at de forråder deres familie ved at blive kristne. Modstanden fra forældrene er ikke så stærk som i muslimske lande - de risikerer ikke livet, men især sønnerne kan blive kaldt forrædere, fordi de ifølge den gamle kinesiske tradition har ansvaret for at passe forældrenes ånder, efter at de er døde. 5 ud af de 6 kinesiske lærere på skolen er præsteseminariet er førstegenerationskristne - og det er dem, der nu skaber kirke og teologisk uddannelse. Ikke noget at sige til, at der er nogle ting, de ikke får tid til og stadig har brug for støtte fra de gamle kristne lande til - som f.eks. de andre religioner.

"Hvad er jeres største håb?" lød spørgsmålet i 'interneringscentret' (de kalder det ikke et fængsel, men beboerne kan ikke forlade stedet, og de går i ens tøj), som vi besøgte i går i Taipei. "At komme hjem," lød svaret. Forkyndelse og juleoptrin i to omgange til ca. 150 mennesker. Der var indonesere, vietnamesere, kinesere, thailændere og to amerikanere. Indoneserne rejste sig endda op og dansede.

Juleaften er meget anderledes i forhold til Danmark - netop præget af, at der er meget få familier, som er kristne. De, der er, har ingen juletraditioner, så reelt er der ingen familier at holde jul i. Juleaften foregår i kirken og i kirkens fællesskab. Min første juleaften i Taiwan (for 20 år siden) blev jeg spurgt, om jeg ville være julemand - på ægte amerikansk vis. Det lykkedes mig dog at slippe fri.

Prædikenen juleaften varer gerne fra 45-60 minutter. Derefter er der fælles spisning og varm suppe. Der kommer ikke sne i Taiwan, men juleaften kan det være ned til 10 grader og regnvejr. Det føles rigtig koldt, når bygningerne langt fra er så gode som i Danmark.

Efter suppen går de ældre hjem, og de unge deler sig op i grupper (her er jeg stadig tung, tror jeg nok). Disse grupper af unge går ud i gaderne og synger julesange. Og hvert sted råber de englenes budskab fra juleaften ud i gaderne:
"Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Glædelig jul!"

De unge tager denne byvandring som et vigtigt ansvar og en stor glæde, og det kan godt vare til langt ud på natten. Hårdt arbejde, skal jeg hilse at sige. Det forlyder, at adskillelige kristne hørte budskabet første gang sådan en julenat. De ældre deltager ved, at de går hjem og forbereder forfriskninger og varme drikke, så de unge kan lave ruten derefter. Disse 'pitstops' får deres helt egen funktion. På billedet er det sidste år hjemme hos den norske missionær Anna Sæther, som viser billeder og fortæller om Norge og norske juletraditioner.

Da Chiang Kai-Shek regerede, var juledag nationaldag og dermed fridag. Sådan er det ikke mere, så der er ingen fridage omkring jul. Dette er ikke et kristent samfund. Alt arbejde begynder igen mandag – også skolerne. Det er først op til kinesisk nytår, at man begynder at mærke den stemning i samfundet, som er i adventstiden i Danmark. Frokoster i firmaer og vennekredse og gavekøb. Rengøring alle steder, og samfundet lukker langsomt ned. Så, når julen er overstået i Danmark, så har vi stadig fridagene og hyggen til gode her.

I ønskes alle en velsignet jul.

Jens

Forberedelser til jul i Taiwan

• Indtil i dag har de fleste troet, at julen handler om,
at julemanden kommer, og så skal vi danse.
Andet budskab kender de ikke

Af pastor Jens Dammeyer, Taiwan

Forleden havde vi brandøvelse. Skolens pedel underviste. Jeg forstod ikke de nye gloser men fornemmede, at han havde læst sig til stoffet – han havde ikke været på kursus. Så rakte vores pensionerede politimand hånden i vejret.

Chen Chang-Long er 55 år, og var officer i politiet, til han var halvtreds. Nu læser han teologi. Han tilhører en af bjergstammerne, hvor 80% er kristne – i Taiwans bjergområder ser man næsten kun kirker. Men de isolerede samfund medfører også megen misforstået kristentro. Chen inviterede mig i februar til at holde kinesisk nytårsaften i bjergstammen, og han viste mig rundt på bjerget i sin toyota. Han kendte næsten alle vi mødte. Chen har besluttet, at han på sine gamle dage vil være præst for dem, som han før var politimand for.

Chen gik frem foran og viste hele skolen, hvordan kravler under røg, kravler ned ad trapper med røg og fyldte instruktionens huller ud.

Juleforberedelserne er godt i gang. Onsdag d. 14.12. om aftenen var det julefest med optræden. Det er den mest løsslupne aften hele året, og det siger ikke så lidt. Der var skrevet længere teaterstykker - og det var uhyre morsomt. Lige så formelle og organiserede, kinesere kan være, lige så meget elsker de at lege.

Torsdag middag blev der pakket godteposer til fængslerne. Der er fire fængsler og flygtningecentre i tre forskellige byer, som skal besøges inden jul. Vores tyske missionær Immanuel Scharrer, som underviser i GT, har også flygtningearbejde og gør meget for især thailænderne. Mange kvinder er kommet hertil enten som hustru og er blevet skilt, eller som hushjælp. Scharrer er ved at starte en kirke for Thailænderne.

Flygtningecentret i Hsinchu er som et fængsel. Første gang, jeg var der, var for at besøge en finne, som havde mistet sit pas. Han med håndjern på ved siden af de andre, som også fik besøg. Det var Scharrer, som skaffede ham et midlertidigt europæisk pas, så han kunne komme hjem.

Anden gang i fængslet var som bisidder og tolk for en filippinsk kvinde, der var blevet hyret illegalt af en taiwanesisk arbejdsgiver. Oprindeligt var officeren på immigrationskontoret, som havde indledt et venskab med mig, da han forlængede mit visa. Dengang inviterede mig på en motorcykletur rundt om øen med to andre officerer. Sådan en umiddelbarhed fra helt nye mennesker, finder man sjældent i Danmark - men jeg har lært, at det er naturligt her. Nu hjælper jeg ham med hans flygtninge, og jeg har holdt foredrag for hans kolleger om farlige religioner.

Pga. sprogstudier og artikler, er jeg uden for juleræset og kan deltage, hvor jeg har tid. Sidste år bad studenten og sygeplejersken Tai-Hui mig komme og fortælle juleevangeliet på plejehjemmet. Ingen anden præst havde tid. Hun var den eneste kristne på hjemmet, og det var en større prøvelse for hende. Da hun kom i praktik, forsøgte de at skræmme hende væk ved at lægge buddhistiske sutraer (hellige skrifter) ved siden af hende og fortælle hende historier om afdøde beboere, som spøgte. Først efter tre måneder accepterede de hende. "Nogle gange bilder de sig selv ind, at vi er den onde selv," siger hun. "De ved intet om kristendom."

Tai Hui lo, mens hun fortalte. Hun havde for længst erfaret, at når hun tilhører Jesus, er der ingen af ånderne, der kan røre hende.

"Deres hjerter er så hårde, og de kender mig for godt, så de vil ikke høre efter. Så klart og enkelt, som du fortalte juleevangeliet, har de garanteret aldrig hørt det før." sagde hun. "Indtil i dag har de fleste troet, at julen handler om, at julemanden kommer, og så skal vi danse. Andet budskab kender de ikke."

Google-buddhisme

• Islam udfordrer os udefra. Buddhismen er venlig
og tilpasser sig og ændrer vore koder indefra

Af pastor Jens Dammeyer

En gang steg jeg på en langtursbus i Taiwan. Alle sæder var optaget på nær et, som var ved siden af en ung buddhistisk munk. Lynhurtigt kom vi til at tale om 'sandheden med tilværelsen.’ Munken kom med den klassiske buddhistiske formel: Livet er “fødsel, alderdom, sygdom og død." Det var det, Siddharta Buddha oplevede, da han stak af fra sin fars slot - væk fra rigdom og luksus for at erfare det virkelige liv. Det, Siddharta så, er det fundamentale udgangspunkt for den buddhistiske lære.

Og Buddha så jo rigtigt: at livet er forgængeligt er en af de mest fundamentale ting i tilværelsen, som også kristne forkyndere minder mennesker om igen og igen. Den økonomiske krise har betydet en brat opvågning for mange. Det kan være voldsomt at opdage, at i grunden er der intet at holde fast i. Set fra den naturlige fornuft, må vi jo indrømme, at sådan er det. 

Jens Dammeyer ved et lille forfædretempel overfor hovedindgangen til 'Kommunikationsuniversitetet'
og tæt ved China Lutheran Seminary. Her kommer mange studenter før deres eksamener.
De har altid den samme dåsejuice med, fordi en student en gang fik høj eksamen, efter at
han havde givet sådan en til forfædrene.

Det har hjulpet mange at 'googlebuddhismen', som Morten Thomsen Højsgaard har gjort os opmærksom på med sin nye bog “Den Tredie Reformation”, minder folk om forgængeligheden. Den mest populære terapi her er 'mindfulness'. Samtidig med en ny forståelse får man hjælp til at indrette tilværelsen i forhold til forgængeligheden som 'Tilværelsens Sandhed' - sådan at det ikke gør så ondt.

'Tilværelsens Sandhed'? Her burde teologens røde lamper lyse. Fordi godt nok er forgængeligheden 'en sandhed ved tilværelsen' - men hele sandheden? Ikke desto mindre er det netop her, at både googlebuddhismen og buddhismen udfordrer kristne lige nu både i Danmark og i Taiwan - i hele verden. 

For lige så elementært det er, at forgængeligheden er en del af tilværelsen, lige så uundgåelig er udfordringen for den globale kirke i disse år, hvor postmodernismen for det vestlige menneske har fjernet de gamle fix-punkter. Ikke engang videnskab tror man på længere - den har jo vist os, at den heller ikke frelser verden. Der er kun mennesket selv og forgængeligheden tilbage, og det kan buddhismen hjælpe mennesker med at forholde sig til. 

Teologerne bliver nødt til at gennemtænke, hvordan vi formulerer evangeliet i forhold til denne nye og elementære udfordring, som kommer fra buddhismen og alle de terapier, som henter grundlaget fra buddhismen: totaliseringen eller ultimatiseringen af forgængeligheden. 

Islam udfordrer os udefra. Buddhismen er venlig og tilpasser sig og ændrer vore koder indefra: "Buddhismen er bare en anden måde at se tingene på." Eller: “Man kan godt være buddhist og kristen på samme tid." Det er rene buddhistiske sætninger, men kristne er begyndt at sige dem til hinanden. 

Tilsyneladende er der ingen i folkekirken, der tager fat om denne udfordring, som er større en nogen anden. Derfor er jeg i Taiwan. Hvis Gud og mine støtter i Danmark vil at jeg skal blive her, kan det måske blive til hjælp for mange i diskussionen om kristendom og buddhisme. 

Jeg gav munken ret i, at 'fødsel, alderdom, lidelse og død' er 'en sandhed'. Og så spurgte jeg: Hvad nu hvis der er noget, vi ikke kan tænke os til? Hvad nu, hvis der er noget uden for den virkelighed, som vi kan føle og måle og veje? Vi ved jo, når vi skal være ærlige, ikke, hvad der skal ske, når vi dør. Det kristne budskab er, at Gud har vist os det, som vi ikke selv kan tænke os til eller forestille os.
Samtalen varede lige så længe som køreturen - to timer. Og munken spurgte, om han måtte komme og besøge mig. Desværre blev det aldrig til noget, og vi mistede kontakten. Men den samtale vil altid være i mig som en lille smerte og minde mig om noget, som jeg bør holde fast i at gøre.  

Buddhistmunk i et kloster ved byen Puli.

Lige nu er det adventstid. I forholdt til buddhismen betyder det, at vi venter på noget, som er ud over den forgængelighed, smerte og død, som hører dette liv til. Paulus taler til korintherne om Guds hemmelighed (1. Kor., kap. 2, v. 1 og 6-8). I forhold til hele den buddhistiske tankegang er det en sprogbrug, som ville være langt mere nyttig end ordet kærlighed. 

Glædelig advent.

Første søndag i advent i China Lutheran Seminary i Taiwan

• Seminariet kæmper for at give studenterne
og enhver som kommer
en ægte luthersk liturgisk oplevelse.

Af pastor Jens Dammeyer

Det er barsk at være til en luthersk gudstjeneste hver søndag uden blomster, stearinlys eller alterdug i den lutherske brødremenighed, som låner lokaler på China Lutheran Seminary. Første søndag i advent var der pludselig kommet både alterdug og stearinlys - men lysene var ikke tændt. Da jeg bagefter udtrykte min glæde over lysene og spurgte, hvorfor de ikke var tændt, svarede vedkommende, at en kirkegænger havde klaget, fordi han er allergisk overfor stearinlys.
"Men her er jo en tydelig udluftning.?"
"Ja, det mente vi også, men der var ikke noget at gøre."

Jeg har før hørt, at de kristne ikke forstår anvendelsen af stearinlys i kirken, fordi de forbinder det med den forfærdeligt dårlige luft i de taoistiske og buddhistiske templer.

De fleste af Taiwans kirker har ikke opdaget, at det er en god idé at have tekstrækker. Det er præsten, som bestemmer, hvad der skal prædikes over. Over halvdelen af gangene prædikes der ikke over de fire evangelier, måske fordi Jesu ord er for svære at håndtere. Det er nemmere at prædike over Paulus, hvor det ofte handler om, hvordan man skal leve. Flere lutherske menigheder er dog begyndt at få en fornemmelse af kirkeåret, men det halter stadig.

Derfor er det en lise for sjælen, når China Lutheran Seminary en tirsdag om måneden holder en ægte luthersk nadvergudstjeneste for studenterne med lys, knæfald ved nadveren, rigtig liturgi,