Gudstjeneste med kød på!

• Det er bemærkelsesværdigt, at prædikenen som led i gudstjenesten
fylder så meget i dét, der kendetegner gudstjenesten.
Rent tidsmæssigt fylder den i en gennemsnitlig dansk
højmesse vel maksimalt en sjettedel af den samlede ”spilletid”.

Af sognepræst Jette Bendixen Rønkilde, Adventskirken, København

En mor til et kommende dåbsbarn ringede for at aftale de nærmere detaljer i forbindelse med den forestående kirkelige handling. Som sådan en helt almindelig begivenhed, der ikke ligefrem har potentiale som genstand for en blog. Hvis ikke det lige var fordi hun i samtalen kom med den udtalelse, der satte mig på sporet af indholdet af april måneds blogs, som jeg har fået lov til at skrive. Hun ringede, fordi kirkekontoret havde henvist hende til at kontakte mig, da det var mig, der skulle prædike den pågældende søndag. Omdrejningspunktet var, at der skulle prædikes og ikke så meget det, at der er en konkret menighed, der samles for at fejre gudstjeneste sammen i alle dens mangfoldige liturgiske udtryk. Dåben og alt det andet blev en slags appendiks til ordets forkyndelse, som prædikanten skal bringe frem.

Næsten samtidig blev jeg kontaktet af en journalist fra stiftets infocenter, der skulle lave et indslag om langfredags gudstjenestelige mangfoldighed og særligt med gode argumenter for og imod liturgiske gudstjenester, om der skulle prædikes eller ej. Det er åbenbart så indgroet i vores gudstjenesteforståelse, at det med prædiken og prædikant er det centrale og det led, der kan skabe debat. Der ville næppe være kommet en historie om gudstjenester med og uden trosbekendelse eller nadver for den sags skyld. Dette næsten ensidige fokus på prædikenen som gudstjenestens centrale led vil jeg gerne udfordre i denne og de følgende blogs.

Det er bemærkelsesværdigt, at prædikenen som led i gudstjenesten fylder så meget i dét, der kendetegner gudstjenesten. Rent tidsmæssigt fylder den i en gennemsnitlig dansk højmesse vel maksimalt en sjettedel af den samlede ”spilletid”. Og det er mit ønske at bidrage til at de resterende fem sjettedele kommer lige så meget i fokus som den tilsyneladende monologiske sjettedel. Jeg har givet de fire blogs den overordnede overskrift ”gudstjeneste med kød på” og det dækker selvfølgelig over, at jeg betragter den såkaldte kropslige vending som afgørende for at komme ind på livet af den liturgiske forståelse, jeg vil præsentere.

Den kropslige vending er en samlet betegnelse for den udvikling, at socialvidenskaberne og grene af filosofien i stadig større grad i anden halvdel af det 20. århundrede begyndte at sætte den almindeligt anerkendte antropologi til debat. Det betød, at Descartes og hans skarpe dualisme mellem krop og bevidsthed ikke længere var et selvskrevent udgangspunkt for al forståelse af menneskets måde at forstå sig selv og sin omverden på. Erkendelsen og erfaringen var ikke længere eksklusivt noget, der var forbeholdt intellektet. Og gradvist er der blevet præsenteret adskillige teorier, der formulerer andre forståelser end den intellekt-fikserede. Nogle teorier er gået helt i den modsatte grøft og hævder, at enhver form for erfaring og erkendelse skal forstås som kropslige begivenheder, der som sådan stadig er i en form for dualisme mellem krop og intellekt. Så langt vil jeg ikke gå, men i stedet forsøge at præsentere et alternativ til den ene og anden form for dualistiske tilgange. Det vil jeg gøre for at komme frem til en antropologisk model, der efterfølgende kan tjene som baggrund for en revideret forståelse af gudstjenesten.

Gudstjeneste med kød på er ikke et opgør med prædikenen, men et opgør med den ensidige opfattelse, at det kun er i prædikenen, at der kommunikeres til tro og opbyggelse.



 

”Den kropslige vending”

 

• Det drejer sig om embodied mind. Der findes

ingen god og fyldestgørende oversættelse på dansk.


Af Jette Bendixen Rønkilde


 

 

Indenfor de seneste 50-60 år er der sket en øget interesse for kroppens betydning og hvordan vi kan tale om krop. Én af de første, der tog livtag med kroppens betydning og rolle for menneskets måde at erfare og være i verden på, var den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (19008-1961). I 1945 proklamerede Merleau-Ponty, at mennesket først og fremmest er i verden med dets krop, og det er som sådan – som kropsliggjort – at mennesket erfarer verden. Vi erfarer og erkender verden gennem vores kropslige væren-i-verden. Gennem sansningen – perceptionen – tilegner vi os verden, og først som følge heraf forstår vi den.
Når erkendelsen og erfaringerne beror på den kropslige sansning betyder det, at vores evne til at kunne siges at forstå os selv og vores verden ikke først og fremmest opstår i en bevidsthedsakt og er bundet til vores intellektuelle refleksion.
Siden har mange andre arbejdet videre på skuldrene af Merleau-Pontys landvindinger og sammenfattende formuleret et helt filosofisk begreb, der indfanger dét, vi kan kalde den kropslige vending.
Det drejer sig om embodied mind. Der findes ingen god og fyldestgørende oversættelse på dansk. For at tale om kropsliggjort bevidsthed er hverken fængende eller mundret. Men, som det ligger i ordene, er det centrale, at det dualistiske modsætningspar krop og bevidsthed her tænkes sammen, og derfor ikke kan adskilles eller udsondres fra hinanden. Bevidstheden bliver formet af kroppen og dermed af menneskets væren-i-verden. Ja, man kan ligefrem tale om, at bevidsthed udtrykker sig som krop, og vi kan hverken reduceres til ren bevidsthed eller ren krop, men, som Grundtvig udtrykte det, er vi en unik sammenblanding af støv og ånd.
Vi er embodied minds – en kropslig tilstedeværelse – hvor det ikke er muligt at adskille hvilke dimensioner eller erfaringer, der hører hjemme i det kropslige og hvilke der hører hjemme i bevidstheden. Enhver erfaring vi gør os, fra de bittesmå, som vi kun sparsomt opdager og til de store, der får betydning for hele vores liv, er vi underlagt det vilkår, at det netop er embodied minds, der gør sig de erfaringer. Det er gennem vores kropslige væren-i-verden, at vi overhovedet kan begynde at tale om at forstå os selv og vores verden, og det er kun fordi vi er til stede som kropslige individer, at vi kan tilegne os verden som vores.
At vi først og fremmest er i verden kropsligt som embodied minds betyder helt konkret, at vi ikke kan tænke os til vores erfaringer men oplever dem. Først gennem oplevelserne opstår den særlige og dybe viden, som vi kalder erfaring, som gennem vores sensoriske tilegnelse lejrer sig i os.
Det er derfor en oplagt konklusion, at vores erfaring og vores viden ikke kan tænkes som separate enheder, der henholdsvis tilhører kroppen og bevidstheden, men altid må tænkes sammen som en gensidig vekselvirkning. Og det er min vurdering, at denne konklusion har lige så fuld gyldighed, når vi bevæger os over på det religiøse område, som jeg i næste blog vil vende mig mod med overskriften tro uden krop er at miste jordforbindelsen. For vender vi os mod gudstjenesten som fokusområde, når det gælder embodied minds i en religiøs sammenhæng, så vil det hurtigt blive tydeligt, at den kropslige vending er banebrydende i vores forståelse af folkekirkens gudstjeneste og dens traditionelle ord- og prædikencentrerede fokus.

 

Tro uden krop er at miste jordforbindelsen
 

• Gudstjenesten bliver som så mange andre

steder et sted, hvor bevidstheden så at sige kropsliggøres

 

Af sognepræst Jette Bendixen Rønkilde, Adventskirken, København

 

Nyere teorier om gudstjenesten forstår den som en vekselvirkning mellem alle tilstedeværende – så gudstjenesten først bliver til, når vi kommer sammen med vores kroppe og gør gudstjeneste sammen. Gudstjenesten sker, når vi fejrer gudstjeneste sammen i de konkrete kropslige handlinger.
Når gudstjenesten først opstår i dét øjeblik, flere kommer sammen og fejrer den, bliver det også tydeligt, at liturgien – de kropslige rituelle handlinger – får en vægtig betydning. Gudstjenesten bliver ligefrem et praksisfællesskab, hvor vi gør en bestemt praksis sammen, der kan siges også at være udtryk for, hvad den kristne praksis er. Det er bl.a. at bede, spise sammen ved nadveren, døbe, modtage velsignelse, fremsige trosbekendelse, synge og mere til. Altsammen noget, som ikke kan undsiges at have med det kropslige at gøre.
Og derfor mener jeg også, at kroppen – forstået som embodied mind - har noget med vores Gudsforhold at gøre.
For når krop og bevidsthed ikke kan adskilles, men vores primære måde at være i verden på er som embodied minds, der er med til at give og danne vores erfaringer, må det også gælde vores forhold til Gud. Vi kan måske ligefrem tale om, at kristendommen sidder i kroppen.
Gudstjenesten bliver som så mange andre steder et sted, hvor bevidstheden så at sige kropsliggøres, og hvor der åbnes mulighed for erfaringer af en anden karat end rent intellektualiserede erfaringer.
Når det gælder gudstjenesten, opstår erfaringerne i et komplekst sammenspil mellem rummet, liturgien, salmer og de betydninger, som den talte prædiken fremkalder i hver enkelt.  For når vi går ind i gudstjenesten forandres vores blik, så vi åbnes for at se det evige i det flygtige. Der åbnes mulighed for at vi kan erfare Kristi nærvær.
Eller mere konkret og jordnært: du kan ikke alene møde Gud i de små grå, det kræver aktivitet i resten af kroppen – præcis som Moses i sin tid måtte bevæge sig op ad bjerget for at komme til Guds nærvær, sådan kræves der også en vandring i bogstavelig og overført betydning.
Vi bringer med vores krop, med vores eksistens en materialitet til gudstjenesten, der kommer kød på gudstjenesten søndag morgen, fordi der er mennesker i kød og blod, der dukker op.
Konsekvensen af den forståelse er helt oplagt. Gudstjenestedeltageren er ikke et intellekt, der skal forstå en gudstjeneste og særligt lade tekstfortolkningen i prædikenen blive til tro og opbyggelse. Der er ikke tale om en samling hjerneceller, der har brug for en krop som et transportmiddel, der kan bringe det hen under prædikestolen. Det er først gennem den enkelte gudstjenestedeltagers kropslige deltagelse og tilstedeværelse i kirkens gudstjenesterum, bliver den pågældende gudstjeneste til! Derfor forstår mennesker heller ikke primært gudstjenesten, men erfarer den som embodied mind.  Og fordi den konstitueres gennem og erfares gennem kroppen, bliver jordforbindelsen bibevaret. Og rækker derfor også ud over et øjebliks intellektuel refleksion. Gudstjenestens erfaring lejres og næres i mennesket, så dets troserfaring bliver til livserfaring og livskundskab til at leve og dø på.

 

Gør os alle sammen en guds-tjeneste

• Johannesevangeliets første kapitel taler om ordet,

der blev kød, om Gud selv, der bliver et menneske

i kød og blod, og det er den samme bevægelse,

der sker søndag morgen.

 

Af Jette Bendixen-Rønkilde

Men hvad så med ordene? Er de opløst i den rene kropslighed til fordel for, at gudstjenesten handler om at gøre ting med kroppen og så lade ord være ord. De fleste vil nok mene, at det ville være en interessant konklusion, hvis en præst, der får sin løn for bl.a. at forkynde Guds ord, plæderer for at ordene er ligegyldige.
Ord og tekst er en væsentlig del af gudstjenesten, det skal der ikke herske tvivl om. Men ordene er at betragte som alle andre led i gudstjenesten, som en performance – en udøvelse. De er kendetegnet ved at være udspændt mellem skriftlighed og mundtlighed og i performance får ordene mund og mæle og bliver på den måde en del af helheden af handlinger og ord, der indgår i den gudstjeneste. Den kropslige handling og ordene kommer til at smelte sammen i deltagernes deltagelse og erfaring og kan ikke adskilles. Et konkret eksempel: hvis præsten indleder med den så kendte salutation Herren være med dig/jer men i sit kropssprog ligner en person, der oplæser lovtekster, så ender det galt. Med andre ord skal der være sammenhæng mellem form og indhold. Ordene skaber ikke af sig selv det, de nævner, men kun ved at lyde i en konkret sammenhæng, som skabes af kropslig tilstedeværelse. Og som også formes af den kropslighed, der er afsender af ordene og den kropslighed, der modtager. Derfor er prædiken, som nyere retoriske tilgange også vil hævde, ikke eviggyldige ord, der kan svæve over vandene. Ordene får først betydning i den konkrete kropslige virkelighed, de kommer til at blive talt i.
Johannesevangeliets første kapitel taler om ordet, der blev kød, om Gud selv, der bliver et menneske i kød og blod, og det er den samme bevægelse, der sker søndag morgen. I menighedens praksisfællesskab tager ordene kød og bliver levende når de lyder. Ja, Gud tager ligefrem bolig blandt os, når vi sammen fejrer gudstjeneste.
En væsentlig del af, at se kroppen som uadskillelig fra menneskets måde at erfare verden på, er at det dermed kan gøre sig erfaringer, som ikke engang kan finde ord og sprog. Vi kan erfare noget kropsligt, som vi ikke kan sætte ord på, og det er altså ikke en mindre værdifuld erfaring af den grund. Overført på gudstjenesten kan vi sige, at der kan forekomme en troserfaring, der ikke har og kan få sprog, netop fordi mennesket som embodied mind ikke kun er bundet af en intellektuel bevidsthed, for at kunne forstå erfaringer. Mennesket kan. f.eks. erfare Guds nærvær og omsorg i velsignelsen, eller forsoningen i Kristi korsdød erfares gennem korstegnet efter velsignelsen. Forsamlingen – menighedens fællesskab, det at samles om de kropslige handlinger i gudstjenesten, får derfor afgørende betydning for fremkomsten af troserfaringer.
Det er gennem menneskets kropslige væren-i-verden, at troen og troserfaringen opleves og udleves. Vi er mennesker i kød og blod, med al den jordforbindelse, som tyngdekraften giver – og som sådan erfarer vi også Gud. Det er absurd at tænke sig, at mennesket som kropsligt væsen skulle afskære 90 procent af sin samlede masse for at kunne erfare dets forhold til sin skaber, frelser og livgiver. Det betyder ikke, at vores intellekt og den intellektuelle leg med kristendommens store sandheder og påstande kastes ud med badevandet. Men folkekirken har en tendens til kropsforskrækkelse. Og en medfølgende total dualisme mellem krop og bevidsthed. Og i den dualisme vil kroppen ofte ende som en stereotyp, så det at danse en bøn kan tilfredsstille den kropslige dimension. Men med forståelsen af mennesket som embodied mind er det kropslige en uadskillelig del også af de led, som vi traditionelt har reserveret intellektet.
Hvad betyder det så konkret for vores gudstjenesteliv? Det betyder, at vi skal tænke anderledes om den end den tilgang, som jeg vil påstå findes i langt de fleste præstekontorer. Her bruges der timevis på en god og teologisk holdbar prædiken. Men hvor lang tid bruger den gennemsnitlige danske præst på at forberede sig på liturgien? Svaret ligger nærmest implicit i spørgsmålet og det er her, vi kan begynde med at gøre embodied mind teorierne konkrete. Det kræver mindst lige så meget forberedelse at skabe nærvær og autencitet i liturgien som at forberede en prædiken. Og er altså mindst lige så vigtigt for menighedens gudstjenestefejring. Det er lige så problematisk at fremstå utroværdig som liturg ved f.eks. ikke at have overensstemmelse mellem sprog og kropssprog (man kan ikke troværdigt sige ”lad os prise hans navn” med bøjet hoved og håbsforladt alvor i stemmen) som det er at