Forestillingen om dommen

• For mig har det været øjenåbnende
med et langt grundigere møde
med oldkirkens teologer end det, som studietiden tillod.

Af Johannes Værge

Den dom, vi henvises til i den apostolske trosbekendelse, er de nytestamentlige forfattere ikke fuldt enige om. Det er en afspejling af det forhold, at Jesus talte i lignelser, i billedtale, frem for at stille troens indhold op i et system af begreber og læresætninger. Han brugte billeder for at gøre os seende og modtagende for det, der skaber troen, håbet og den lysfyldte kærlighed i os, så mørkets og dødens kræfter mister magt over vores liv. Det kan hverken lovbestemmelser eller lære-systemer bevirke. Evangeliets måde er billedsprogets impulser til at leve modtagende og givende, som det er Skaberens mening.

Jesus efterlod heller ikke en lære om verdens ende og om dommedag, derimod billedlige fortællinger, der tjener til at vække og skærpe vores opmærksomhed på, hvad der giver liv og åbner for lys og evighed, modsat det som kun har begrænsning, forgængelighed og undergang i sig. Det er altså ikke beskrivelse af konkrete begivenheder, vi her har med at gøre, men billedfortællinger, der prøver at få os til at se under overfladen af vores tilværelse og fatte både alvoren i livet og de åbne muligheder. Mærke de fundamenter og de afgrunde, der er skjult for det ydre øje. Opnå en sandere erkendelse af, hvad det gælder om i livet.

Dom som frelseshandling
Et kortfattet og afklaret udtryk for dommen har vi i Johannesevangeliet, hvor evangelisten gengiver Jesu afskedsord til disciplene skærtorsdag aften. Her sammenfattes dommen som en frelseshandling, befriende: Dommen er, ”at denne verdens fyrste er dømt” (Joh 16,11) – hvor der med ”denne verdens fyrste” som bekendt menes den livsfjendske magt, der fordrejer og fordunkler livet. Den onde ånd. Det er altså ikke et eller andet antal fortabte mennesker, der skal dømmes bort, derimod den magt, der kan gøre os fortabte. Tilsvarende i en forudgående sammenhæng: ”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud” (Joh 12,31).

Mindre klart er billedet hos Matthæus, som i forskellige sammenhænge typisk gør en truende tilføjelse af gråd, tænderskæren og fordømmelse, som vi ikke finder i de parallelle gengivelser hos de andre evangelister. (”Gråd og tænderskæren” forekommer seks gange hos Matthæus, kun en enkelt gang i hele resten af NT.) I den store billedtale om dommedag i Matth 25 virker det også, som om Matthæus forestiller sig, at ”ilden”, der omtales som ”bestemt for Djævelen og hans engle”, bliver bestemmelsessted også for konkrete mennesker, og derved kommer der en tvetydighed ind i hans gengivelse, som om han drejer noget af billedet på dommen til at være en konkret beskrivelse.

Matthæus er – i opdragende interesse, må man tro - optaget af at få en truende side ved dommen med, mens Johannes lægger al vægt på det frelsende, det befriende.

Fra krisis, afgørelse, til juridisk domshandling
I det omfang teologiens sprog fortsat var græsk, var det – som i Det Nye Testamente – glosen krisis, der brugtes om dommen. Det græske ord betyder afgørelse i bred forstand. Et vendepunkt, en situation, hvor der sker en skelnen – in casu en adskillelse af godt og ondt.

Da man i den vestlige kristenhed gik over til at bruge latin i teologien, skete der imidlertid en forskydning i forståelsen af bl.a. dommen. Som nævnt i sidste uges blog, var den markante banebryder for denne udvikling kirkefaderen Tertullian, før sin omvendelse til kristendommen højt uddannet jurist, endda af den særdeles kategoriske type. Han blev en skelsættende pioner, hvad angik formuleringen af et kirkeligt og teologisk begrebsapparat.

Hvad forestillingen om dommen angår, snævres forståelsen stærkt ind ved det skifte, Tertullian og latinen medfører. Hvor den oprindelige betydning som nævnt var afgørelse i bred forstand, og dommen typisk blev forstået som et rensende forløb med helbredelse som mål, bliver forståelsen nu juridisk: Processen flyttes ind i retssalen. Krisis bliver til iudicium, en juridisk handling. I det bibelske materiale indgår retssagen som ét af flere billeder, men nu rendyrkes det og forskubbes fra billede til begreb. En forandring fra en helbredelsesproces til en sag om straf og belønning.

Derved er der for alvor åbnet op for det skræmmende ved dommen. Vejen er banet for de middelalderlige forestillinger om pine i helvede og skærsild. I Det Nye Testamente er der ikke nogen lære om helvede, og ordet indgår ganske sparsomt i det bibelske billedsprog – det er som ventet især hos Matthæus, vi møder det. Helt anderledes fremtrædende bliver helvedesforestillingerne i middelalderen – med baggrund i netop den juridiske straffe-tænkning, som fik indpas i teologien, og det var i høj grad noget, det magt-lystne kirkeapparat kunne bruge til at skræmme folk til lydighed med.

Det er der snærende virkninger af den dag i dag.

Det var med andre ord hele forståelsen af kristendommen og forholdet til Gud, der forskubbedes, da den juridisk prægede, kategoriske tænkemåde trængte den billedlige forståelse til side. En forskydning fra organisk til institutions-præget teologi.

For mig har det været øjenåbnende med et langt grundigere møde med oldkirkens teologer end det, som studietiden tillod. Det er allerede i et vist omfang fremgået af Efter døden. En bog om det evige liv, og når jeg holder foredrag, er det tydeligvis et af de temaer, som tilhørerne går til med meget åbne ører. Det har medvirket til, at jeg som tidligere nævnt fortsat er på opdagerfærd - med henblik på en kommende bogudgivelse. Der er forskelligt at søge at få rettet op på!


 

Den byrde forkyndelsen af dom og fortabelse havde afsat

Af Johannes Værge

Da jeg i efteråret var to måneder i Grønland som gæstelærer i teologi på universitetet i Nuuk, holdt jeg et offentligt foredrag på universitetet. Blandt tilhørerne ude fra byen var der to grønlandske kvinder, som i drøftelsen efter foredraget reagerede med på hver sin måde at fortælle om den byrde, forkyndelsen af dom og fortabelse havde afsat i grønlandsk sammenhæng. Den ene fortalte om den dødsangst, hendes gamle mor havde givet udtryk for, for hvad kunne der ikke være af forfærdelige ting i vente efter døden? Den anden kendte til fangere, som var blevet bange for at sejle ud i deres kajakker af angst for, at de jo kunne omkomme, dermed en angst for det, der kunne vente i døden, straf, fordømmelse, fortabelse. En angst, som fik tragiske følger for deres liv nu.

Når man læser historiske beretninger om kristningen af Grønland, om Hans Egede og hans efterfølgere samt herrnhutiske pietister, som den danske konge lod oprette missionsstationer, så fremgår det, at missionærerne i mange tilfælde havde svært ved at få grønlænderne til at makke ret, og det fik missionærerne til at betjene sig af både voldelig afstraffelse og religiøse trusler.

Dystert syn på mennesket
De tilrejsende europæere var naturligvis børn af deres tid, indpodet med synet på naturfolkene som lavtstående, knap nok rigtige mennesker, dog med mulighed for at blive det, hvis de blev civiliserede. Noget af det, som for Hans Egede virkede uciviliseret og ”fæisk” – dyrisk - var grønlændernes manglende disciplin, og han bebrejdede de grønlandske forældre deres manglende brug af tugt i opdragelsen. Egede indrømmede, at grønlændernes børn faktisk i almindelighed artede sig ganske godt, men det fik ham påfaldende nok ikke til at tvivle på nødvendigheden af straf.

Det må hænge sammen med, at Egede var indgroet i et dystert syn på mennesket som et dybt faldent og fordærvet væsen, der kun ved trusler kunne holdes nogenlunde på ret kurs. Det fremgår, at missionærerne indskærpede udsigten til evig fortabelse og belærte om arvesynden – noget som grønlænderne umiddelbart godt kunne se gav mening, når de så på de danskere, kolonimagten dengang – umådelig uklogt - sendte derop: danske straffefanger, der gang på gang optrådte provokerende umoralsk og upålideligt. Men at arvesynden også skulle gælde eskimoerne, kunne de ikke umiddelbart indse. Så det måtte hamres ind i dem – og det blev det, sammen med truslerne om evig fortabelse.

Kristendommen kom altså til Grønland som en tugtende tro, med kuende virkninger. Ikke at det var den eneste følge af kristendommens indførelse på Grønland, slet ikke; med missionen kom der også en ny barmhjertighed over for de svage, dem der ikke kunne klare sig selv, og blodhævnens tragiske hærgen blev standset. Men det kuende, angsten for fortabelse, sidder der stadig mange spor af i den grønlandske sjæl.

På den måde kan kristendommen forekomme i en version, der virker som en byrde, ja den kan i grelle tilfælde blive invaliderende.

Kristendom som kuende magtmiddel
Det gælder jo ikke kun på Grønland, at kristendommen kan bidrage til at trykke mennesker. I almindelig dansk sammenhæng er det ikke usædvanligt at møde mennesker, der afviser kristendommen, fordi de – typisk i deres opvækst - har oplevet den brugt som et opdragelsesmiddel, et magtmiddel ved hjælp af skyldfølelse. I de mørkeste tilfælde: trussel om fortabelse.

Med andre ord: Kristendommen opfattet og oplevet som en kilde til mørke i ens liv. En dødvægt. Et låg. Noget man mener, man må frigøre sig fra for at kunne ånde mere frit, kunne være sig selv.

Sagen har med den glidning i forståelsen af dommen, som skete meget tidligt i kirkens historie, eller rettere: i den vestlige teologis historie. Jeg kom ind på det i min bog Efter døden, og jeg er i gang med forarbejder til en ny bog, der tager denne sag op i en større sammenhæng; i næste uges blog agter jeg at røbe lidt mere om emnet.

Her vil jeg nøjes med at nævne den variation i menneskesynet, der møder os i den kristne tradition. Ser vi på oldkirken, står en græsksproget kirkefader som Irenæus frem med et udpræget skabelsesteologisk syn på mennesket, en erkendelse af den beskadigelse af mennesket, der er sket med faldet, men det overskygges med stor tydelighed af en fremhævelse af menneskets potentiale som skabt i Guds billede. Et potentiale, som viser sig i inkarnationen: Mennesket, som det er skabt, kan rumme det guddommelige fuldt ud.

Frelsen består ikke, som gnostikerne i samtiden mente, i en frigørelse fra det legemlige, men i en fuldkommengørelse af mennesket, bevirket af Guds kærlighed, påbegyndt allerede nu ved den vækst, der er menneskets opgave.

Her overfor står den omtrent samtidige Tertullian, den første, der formulerer et teologisk forfatterskab på latin, præget af hans baggrund som jurist, så de teologiske termer blev drejet i retning af formel- og begrebssprog på bekostning ar d et billedlige og plastiske. Samtidig drejer han menneskesynet i mere dyster retning, lægger vægten på syndefaldet (formulerer grundlaget for den arvesyndslære, Augustin færdigpudser) snarere end skabelsen i Guds billede.

Synden: en skade eller en forbrydelse
En side af resultatet ses i forståelsen af påskebegivenheden. Hvor vægten hos Irenæus ligger på opstandelses-glæden, dødskræfternes overvindelse, befrielse af mennesket, retter Tertullian og hans latinske efterfølgere i højere grad blikket på langfredag, lidelsen på korset og deraf følgende overvejelser om betaling for menneskenes svære syndighed.

Hvor faldet hos de græske kirkefædre har karakter af en skade, mennesket har pådraget sig, bliver synden i den latinske, juridisk prægede tradition snarere forstået som en forbrydelse. En skade skal helbredes, en forbrydelse skal straffes. Hvilken forskel gør det ikke for livsfølelsen!

Her må jeg nøjes med disse antydninger. Uddybninger kan forventes i min kommende bog.

I den vestlige teologi har Luther gjort op med visse dele af det, jeg vil kalde en tragisk forvridning, og Grundtvig hentede stærke, korrigerende impulser fra Irenæus. Men udryddet er fordrejningen ikke, som ovenfor omtalt med triste konsekvenser.

I næste uge: Mere om forståelsen af dommen.


 

Den dunkle forjættelse

I gudstjenestens liturgi og i trosbekendelsen
nævner vi jo rask væk opstandelsen, dommen
og det evige liv, men hvad menes der med ordene?

Af Johannes Værge

Et af disse års skønlitterære forfatterskaber af særlig relevans for præster er amerikanske Marilynne Robinsons bøger. Hendes roman Gilead udkom i dansk oversættelse i 2006, året efter at den i hjemlandet var blevet belønnet med den fornemme Pulitzerpris. I 2008 kom på dansk hendes efterfølgende roman, Hjemme.

De to romaner foregår i samme personkreds i den lille by Gilead i Iowa i 1950’erne. I den førstnævnte er det den ældre, reformerte præst John Ames, der fortæller, mens synsvinklen i Hjemme er flyttet til byens anden præstebolig, hvor Ames’ gode ven og kollega Robert Boughton residerer. De mange teologiske udsagn i romanerne er i høj grad værd at reflektere over, især dem som Robinson lægger John Ames i munden.

Evighedshåbet: Den dunkle forjættelse
På et tidspunkt kommer det kristne evighedshåb på tale. De nytestamentlige forfattere er som bekendt tilbageholdende med konkret beskrivelse af evigheden, og derfor er det forståeligt, at evighedshåbet i romanen omtales som ”en af Bibelens mest dunkle forjættelser”. Men, understreger så den gamle pastor Ames: ”at et emne er dunkelt, er ikke det samme, som at man ikke kan, eller ikke må, danne sig forestillinger om det, ej heller det samme, som at det er muligt at undgå at danne sig forestillinger om det.”

Forestillinger er uundgåelige!

Det var en lignende konstatering sammenholdt med årtiers teologiske næsten-tavshed om emnet, som for en del år siden fik mig til at arbejde med det materiale, som blev til min bog Efter døden. En bog om det evige liv (Anis