Folkets kirke – eller Guds?

• Kan denne forandring, kan denne popularisering
retfærdiggøres af mit formål: at forkynde evangeliet?

Af sognepræst Kåre Egholm Pedersen, Gedsted, redaktør af Viborg Stifts Blad. Bladet afløses i 2008 af et bredere rettet magasin, ”Korn” og et elektronisk nyhedsbrev. Kåre Egholm Pedersen blogger i den forbindelse om overvejelserne over det, at ”kirken skal nå længere ud”.

En af de gode ting ved at være præst er, at folk som regel har en mening om det, man laver. Bevares, det kan være anstrengende at lægge øre til folks fordomme; præster arbejder kun om søndagen, vi forkæles med en fyrstelig tjenestemandspension og vidunderlige boliger til Danmarks laveste huslejetakster – så hvad brokker vi os over? Den slags fordomme, som gør det vanskeligt overhovedet at gøre indsigelser. 

Men der er også en positiv interesse. Folk vil vitterlig gerne høre, hvad vi bruger vores tid på. De vil gerne høre om vores ansættelsesforhold, om vores løn og om vores holdninger til dit og dat. De lytter også gerne til det med Gud, for det er ikke hver dag, man møder nogen, som rent faktisk vil tale om tro. Denne positive interesse bør vi være glade for – selvom den af og til ligner nysgerrighed til forveksling. Den er nemlig forudsætningen for, at vi overhovedet kan få folk i tale.

De nysgerrige, de søgende, nikodemus-typerne blandt Folkekirkens medlemmer vil gerne høre mere om, hvad kirken står for, hvad dens budskab er. No shit, Sherlock? Nej, men hvor banalt det end må forekomme, så er det stadig vigtigt at få sagt: Kirkens budskab kræver at komme længere ud.

Sådan har det altid været. Det står endda i missionsbefalingen. ”Alle folkeslagene” – det er jo hvem som helst. Men forudsætningerne for at høre ordet er unægtelig ikke de samme som for bare 30 år siden. Andre midler må tages i brug. Et andet sprog. Noget folk kan genkende og identificere sig med.

Her er vi ved at afgørende punkt. For hvor langt skal vi som professionelle forkyndere gå i bestræbelsen på at lokke folk til huse? Paulus var selv en rimelig fleksibel forkynder, hvilket fremgår af hans brev til korinterne: ”Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.” Længe før nogen overhovedet havde tænkt på ordet ”segmentanalyse”, tog Paulus forkyndelsens problem (læs; al kommunikations problem) alvorligt: Hvordan kan jeg være sikker på, at de jeg taler til, også hører, det jeg vil sige til dem. Paulus’ position i missionsmarken tillod ikke ”top-down-talk”. Det har vi heller ikke råd til i dag.

Her skal man blot være opmærksom på, hvad der sker med indholdet, når det skal siges på en anden måde. Ofte hører man konfirmander klage: ”Vi vil gerne synge salmer, men de skal være kortere, rytmiske og med moderne ord, som siger det samme, som de gamle salmer.” Men kan man det? Går der ikke altid noget tabt i oversættelsen? Selve kernen måske?

”Det er lige meget”, siger mange, ”for det er folkets kirke, en Folkekirke, derfor er det folket, der bestemmer, hvad der skal siges i den. Det er mest demokratisk.” Det skal være folkeligt, altså populært. Til det kan man spørge: ”Er kirken ikke også Guds hus? Er alt da lige passende i kirkerummet?”. Og det må selv den ivrigste demokrat indse: Hvad der er passende for Gud, kan ikke afgøres ved håndsoprækning. Der må altså skønnes i hvert enkelt tilfælde.

Der må spørges: ”Kan denne forandring, kan denne popularisering retfærdiggøres af mit formål: at forkynde evangeliet? Kan det jeg siger, og måden jeg gør det på, være med til at øge kendskabet til den kristne tro og skabe livsmod på trods? Ikke bare underholdning, én på opleveren eller et billigt grin, men intet mindre end forandringens mulighed? Sætter man kryds ved ”ja” – så er det vist bare at gå i gang.


 

Kommuniker bredere!

► Vi håber på, at menighedsrådene vil købe en ekstra stak,
som kan placeres i våbenhuset eller uddeles af præsten
i forbindelse med de mange samtaler

Af Kåre Egholm Pedersen

Sidste uges blog blev under overskriften ”Folkets Kirke - eller Guds?” til en række indledende overvejelser over ønsket om at få kirkens budskab længere ud. I denne uge vil jeg forholde mig mere konkret til, hvordan det kan lade sig gøre. Som redaktør af Viborg Stiftsblad har jeg sammen med redaktionsgruppen de sidste måneder arbejdet med samme opgave, og resultatet heraf er lige på trapperne: Et nyt stiftsmagasin ved navn ”KORN – magasinet om mennesker og tro”. Går alt, som det skal, udkommer 1. nummer i begyndelsen af marts. Hvordan det bliver modtaget kan jeg af indlysende grunde ikke udtale mig om. Men jeg kan sige lidt om, hvilke overvejelser der ligger bag den redaktionelle linje i det nye magasin.

Tidligere udgav Viborg Stift et mere traditionelt Stiftsblad, som jeg har redigeret de sidste fem numre af. Bladet var skrevet til menighedsrådsmedlemmer og kirkens ansatte og indeholdt en blanding af indrekirkelig information fra stift til råd og mere alment orienterede baggrundsartikler. Bladet blev eksternt evalueret og fik ved den lejlighed pæne ord med på vejen. Der var med andre ord ingen særlig grund til at ændre på bladet – med mindre vi fik andre læsere at skulle tage hensyn til. Det var netop, hvad stiftet ønskede. Kommuniker bredere! Få almindelige danskere uden særlige forudsætninger til at læse bladet! Den gode evaluering til trods forekom det lige lovlig optimistisk at tro, at alle og enhver ville læse vores Stiftsblad, som det var. En omprioritering af stoffet blev uundgåelig.

Vi har derfor valg at gå radikalt til værks. Vi opdeler fra nu af bladet i to:
1. Et elektronisk nyhedsbrev, hvor alle indrekirkelige nyheder fra stiftet og stiftsudvalgene om arrangementer, aktiviteter, kurser, temadage, nyt om navne osv. kan offentliggøres.

2. Et mere alment tilgængeligt magasin om mennesker og tro. Her prioriteres den gode, personlige historie. Der arbejdes med skiftende temaer f. eks. ”Det gode liv” som i vores 1. nummer. Billedsiden forstærkes samtidig med at længden på artiklerne mindskes. Interviews, portrætter og baggrundsartikler præger indholdssiden sammen med anmeldelser og billedreportager.

Læsere af det århusianske stiftsmagasin Xryds vil nikke genkendende til recepten. Forskellen består nok mest i det ydre. KORN trykkes i færre eksemplarer (omkring 5.000) og som følge heraf er der basis for et mere eksklusivt ”livsstilsmagasin” i kraftigere papirkvalitet. På indholdssiden adskiller KORN sig også fra Xryds ved udeladelsen af de sider, hvor stiftet informerer menighedsrådene. Alle disse informationer ligger i stedet på det elektroniske nyhedsbrev, som løbende opdateres og sendes direkte via mail til abonnenterne.

Vi vil fortsat distribuere KORN til menighedsrådsmedlemmer og kirkens ansatte. Men vi håber på, at menighedsrådene vil købe en ekstra stak, som kan placeres i våbenhuset eller uddeles af præsten i forbindelse med de mange samtaler ved dåb eller vielse som en hilsen fra kirken. Alternative distribueringskanaler er hospitalet, biblioteket eller cafeerne.

Endelig vil jeg kort knytte en kommentar til navnet ”KORN”. Vi var sikre på, at når nu opgaven bød os at komme længere ud, så ville et selvstændigt navn til magasinet virke befordrende. Helst også et navn uden for mange fordomme. Vi ville undgå alt for ”kirkelige” udtryk så ordet ”stift” røg ud – selv om KORN jo stadig udgives af Viborg Stift. KORN kan sandelig også give ”forkerte” associationer i retning af et landbrugsmagasin. Til gengæld er ordet ladet med kristen symbolik og dertil kommer, at et korn også er noget man sigter med. Det sidste understreges grafisk ved, at ”o’et” i KORN har et kryds i sig, så det ligner et kikkertsigte – altså noget man fokusere med.

Om konceptet holder vil tiden vise. Arbejdet har i hvert fald indtil videre vist sig at være både sjovt og udfordrende.


 

Kunsten at have svar parat

• Måske var det værd at overveje et come back til skriftestolen
i de lutherske kirker? Foreløbigt fungerer det fint på TV.

Af Kåre Egholm Pedersen

Erik Clausen har engang sagt om fjernsynet, at det er ligesom Folketinget ”lige meget, hvad man putter ind i det, så er det ens, når det kommer ud i den anden ende”. Et hurtigt blik på ugens programflade vil sikkert overvejende styrke Clausens standpunkt. Der er meget af det samme: boligprogrammer, forbrugerprogrammer, haveprogrammer, ”talentkonkurrencer” og et kvalmende antal ligegyldige, amerikanske tegnefilm. Alligevel ser vi på skærmen aften efter aften. Måske fordi vi ikke orker at skulle forholde os til alt for høje lix-tal eller udføre anstrengende huslige pligter. TV er blevet en slags tyggegummi for øjnene. Men OK – tyggegummi kan da også smage af noget. Med lidt held kan TV måske ligefrem blive en berigende adspredelse. Under alle omstændigheder står en ting fast: Vil man nå en masse mennesker med et budskab, så er TV ikke til at komme uden om. Det ved politikerne alt om.

Hvad kommer det kirken ved? Ja, hvis man er af den holdning, at alt er i sin skønneste orden, så længe præsterne holder sig til søndagens gudstjeneste i sognets kirke, så er TV-mediet vel egentlig ret ligegyldigt. Forkyndelse kræver god tid. Det har seerne ikke. Hastigt går det – så zapper de bort. Men synes man alligevel, at de 15-20 stykker er ca. 200 for få, ja, så er TV måske alligevel en mulighed. Ingen steder er så mange mennesker samlet om det samme. Man kunne vælge at se det som en chance.

DR har en lang tradition for kirkeligt stof, og selv om man nu lægger de ellers fremragende radioprogrammer ”Mennesker og tro” og ”Eksistens” sammen og flytter rundt på sendetiderne, så er DR stadig den klart bedste platform for kirkelig formidling. DR2 er up front. Det var på denne kanal, at Clemens Kjærsgaard fik debut som studievært med programmet Tal med Gud. Alle betænkeligheder til trods, så tilbød programmet en gunstig lejlighed til at sige et par kristelige ord til en enorm menighed. DR-kirken har også haft succes søndag eftermiddag kl. 14.00. Hvor landets kirker kun sjældent fyldes på dette tidspunkt, når DR-kirken snildt op på 75.000 sofagæster. Det er da også værd at tage med.

Det sidste nye tiltag på DR2 er den elektroniske skriftestol. Her taler skriftefader, sognepræst Preben Koch, med forskellige danskere, som frivilligt og anonymt har valgt at lægge deres problemer frem. Preben Koch har stor erfaring, og det er tydeligt, at han ved, hvad han har med at gøre. Uagtet at man måske kan føle sig som illegitim tilskuer, så er det dog værdifuldt, at Preben Koch får forkyndt genuin kristendom for åbent tæppe i en meningsfuld ramme. Måske var det værd at overveje et come back til skriftestolen i de lutherske kirker? Foreløbigt fungerer det fint på TV.

Præster må efter min mening hellere end gerne blande sig i den offentlige debat. Den ateistiske sabelraslen og de betonsekulære feminister og politikere fordrer tydelige modsvar i det offentlige rum. Men det er en kunst at have et svar parat, når man taler i en mikrofon. En eller anden form for medie-træning kunne derfor være ganske relevant på vores pastoralseminarier.


 

Længere ud eller tættere på?

• Kirkens eksistensberettigelse består ikke i, at den er et gammelt hus.
Det er forholdet til huset, som er afgørende.
Kommer man der overhovedet?

Af Kåre Egholm Pedersen

Der er blevet sagt og skrevet meget om tjenestemandsboligen på det seneste. Ikke alle præster er udelt begejstrede for pligten til at skulle bo i sognet. Men de fleste kan trods alt blive enige om, at det er en fordel for den lokale menighed. Selv om præsten på ingen måde repræsenterer kirken – så gør han/hun det alligevel i folks hoveder. Man må ikke undervurdere den synlighed og nærhed præsten skaber ved at sende ungerne i den lokale børnehave/skole og ved at handle ind hos købmanden. Ved at bo blandt dem man er præst for, opnår man en fortrolighed, som ingen kommunikationsstrategi kan hamle op med. Sådan fungere sognestrukturen ideelt. Virkeligligheden er bare ofte en anden.

Af forskellige grunde vokser nogle sogne eksplosivt mens andre skrumper ind. Ydre faktorer som tilførslen af en jernbane, en motorvej eller udstykninger til privat eller alment boligbyggeri kan udløse forandringer, man end ikke drømte om, da den ”oprindelige” sognestruktur blev fastlagt. Det samme kan ske med modsat fortegn ved lukninger af skoler, virksomheder og indkøbsmuligheder. Pludselig står man med gamle ”hovedsogne” præget af tomme, nedlagte landbrug, mens oprindelige ”annekssogne” er blevet til folkerige forstadssogne, hvor præsten dårligt har tid til andet end at overkomme de kirkelige handlinger. Denne skævhed medfører selvsagt en reel udfordring til sognestrukturen. Mange vil sige, at dens dage er talte. Andre (især ildsjælene) vejrer morgenluft.

Det er ikke bare et spørgsmål om land og by. Som om alting var i den fineste orden på landet, hvor sognets størrelse rent faktisk er passende, mens bysognene, som ofte er ”underbemandede” langsomt opløses i almindelig sekularisering og anonymitet. Sådan er det ikke. Alligevel må man indrømme, at sognetilhørsforholdet trods alt betyder mere på landet, end det gør i byen. Selv om sogne-bevidstheden er aftagende, så vækker det stadig stærke følelser, når sogne trues af nedlukning. Spørgsmålet er så, om disse følelsers tilstedeværelse kan retfærdiggøre opretholdelsen af sogne, hvor antallet af messefald oversiger antallet af gudstjenester. Følelser uden krop og handlekraft ligner til forveksling sentimentalitet. Kirkens eksistensberettigelse består ikke i, at den er et gammelt hus.

Det er forholdet til huset, som er afgørende. Kommer man der overhovedet? Ved man, hvorfor klokkerne ringer søndag morgen? Den kirkelige bevidsthed opdyrkes ikke alene ved at kirken kommer ”længere ud”. Nogle gange må den også komme tættere på. Involvere folk. Dele opgaver ud og ikke forsømme det diakonale aspekt.

De gamle kanaler er stadig overlegne, når kirkens budskab sendes ud. Det sker i mødet mellem mennesker af kød og blod. Ansigt til ansigt. De færreste folkekirkemedlemmer betragter sig som kristne, alene fordi de er døbt. I folkets optik skal der lidt mere til. Et særligt holdningssæt eller en religiøst begrundet hæmmethed. Det er vores opgave at fortælle enhver, at dåben er nok. Og sende opgaven videre, hvad enten den skal længere ud eller tættere på.