Europæisk Integration version 2.0

• Folkekirken som helhed – og især som en
lokalt forankret institution – har meget
at byde på også i denne sammenhæng

Af Cand. theol. Kasper Morville

Når man skal tale integration, er det tit en dårlig ide, at begynde med 9-11 og vores forfejlede "War on Terror". Men det er ikke desto mindre, det bedste sted begynde en beskrivelse af de nyeste trends inden for europæisk integrationspolitik.

Retorikken og "debatten" om integration og indvandring er måske stadigt præget af terrorfrygt og forestillingen om en 1000årig mytologisk kamp mellem civilisationer. Men det har ikke forhindret de mange mennesker, som til dagligt arbejder med integration på gadeplan i storbyer over hele Europa i at blive klogere. Heldigvis.

Terrorangrebene i New York, Madrid og London var umiddelbart rent gift for Vestens relation til Mellemøsten, og derfor også for forholdet mellem muslimske og ikke-muslimske beboere i europæiske byer. Men med en bitter smag i munden må man sige: at intet er så skidt, at det slet ikke er godt for noget....

Med krigen mod terror fulgte nemlig et massivt løft i bevillinger til forskning i radikalisering og integration. Resultaterne af den forskning har forandret tilgangen til integrationsarbejde i det meste af Europa. Fordomme og antagelser er blevet afløst af viden og erfaringer – og det er langsomt ved at forplante sig lokalt over hele EU – og i Københavns Kommune.

I overskrifter har de nye erfaringer vist, at en vellykket indsats mod terror og radikalisering bygger på en velfungerende lokal integrationspolitik og ungeindsats – og at opgaven ligner almindeligt socialt inklusionsarbejde.

Jeg har det seneste år deltaget i dette arbejde i København som formidler af ny forskning og erfaring til kommunalt personale med ungekontakt.

Når jeg nu synes, at det kunne være relevant for den samlede danske præstestand at høre om dette arbejde, er det fordi Folkekirken som helhed – og især som en lokalt forankret institution – har meget at byde på også i denne sammenhæng.

Jeg vil i denne måneds blogs forsøge at opridse kirkens store mulighed på dette felt, og jeg vil endda hævde, at Kirken har et både teologisk, socialt og historisk ansvar for at blande sig.

Meget mere om det i løbet af september.

Integration og Radikalisering

 • De marginaliserede unge er ekstremt
sårbare over for fortællinger,
som dels bekræfter deres afstand til omgivelserne,
dels gør deres isolation til en meningsfuld identitet.

I sidste uge advarede jeg mod en sammen-blanding af integrationsarbejde og "Krigen mod Terror". Alligevel fortsætter jeg lidt ad det spor, for at vise hvordan integration og antiradikalisering forholder sig til hinanden. I moderne terrorforskning skelner man mellem to former for aktivister: internationale terrorister og hjemmegroede terrorister.

Billedet af den internationale terrorist som en velfinansieret kosmopolit, der forklædt rejser verden rundt og planter bomber, er præget af en god portion John Le Carré og koldkrigs-romantik. Forholdet mellem myte og sandhed er kompliceret, og under alle omstændigheder er det et problem, som ikke kan løses af hver-ken kommuner eller af Folkekirken – den opgave tilfalder PET og Forsvaret. 

Dog – for at sikre velvilje og finansiering er mange integrationsprojekter de seneste år blevet præsenteret for politikere som antiradi-kalisering og antiterror. Det er gode løsenord til pengekassen og godt integrationsarbejde har skam en antiradikaliserende effekt. Men i det store hele er frygt for terror ikke en god motivation for inklusionsarbejde – tværtimod. 

Ser man på de danske terrorsager, som har været behandlet af domstolene, ser billedet af en terrorist helt anderledes ud. Næsten alle de anklagede i danske terrorsager er født her i landet efter 1980 og har danske pas.

De tilhører en gruppe unge, som oplever en stor barrierer mellem dem og samfundet. De føler sig uden for eller i modstand, på præcis samme måde som "danske" unge kan.   

De marginaliserede unge er ekstremt sårbare over for fortællinger, som dels bekræfter deres afstand til omgivelserne, dels gør deres isolation til en meningsfuld identitet.

For en nationalistisk skinhead kan det være fortællingen om forræderiske politikere, der undergraver vores land ved at støtte indvan-dring og homovielser. For en ekstrem venstre-fløjsaktivist er det fortællingen om kapitalis-me, globalisering og udbytning. For en ung muslim kan det blive fortællingen om "Det vantro Vesten" og pligten til voldelig Jihad. 

Behovet for et tilhørsforhold og en eksistenti-el søgen efter hvem-man-er  er ikke noget, som hverken kan eller skal bekæmpes. Der hvor moderne inklusionsarbejde sætter ind er over for de fortællinger, som virker radikali-serende. Dels ved gennem oplysning og debat at udfordre de negative fortællinger, dels ved at tilbyde positive inkluderende fortællinger.

Det er i det arbejde Kirken lokalt kan spille en kæmpe rolle – især hvor religion og religiøsitet spiller negativt ind i forholdet til en selv og andre. Mere om det i næste uge. 

Fra integration til inklusion

• I den slags fora er der altid stor interesse for at inddrage kirkerne
og en efterspørgsel på teologi formidlet af teologer frem for af alle mulige humanister

Af cand. theol. Kasper Morville, København

Hvis man følger med i inklusionsdebatten, hører man ofte 'inklusion' brugt synonymt med 'integration', eller i bedste fald som en frisk afløser for det slidte og belastede 'integration'. Men inklusionsbegrebet er faktisk nyt, fordi det også fokuserer på majoriteten og på de barrierer, der forhindrer en vellykket integration. Og det er mere end tomme ord.

I disse uger afholdes små og store borgermøder og debatter i forbindelse med en ambitiøs inklusionsplan, der indtil 2014 skal definere Københavns integrationspolitik – eller rettere afløse den.

Blandt det nye er, at man i større grad inddrager lokale virksomheder, kultursteder, private organisationer, klubber og så videre. Alle som kan gøre en lille forskel til at løse de stigende problemer som – blandt andet –  en forfejlet integrationspolitik har påført byen.

Jeg deltog i sidste uge i et af disse minipaneler. Det var en blandet flok, der sad rundt om bordet, men enhver var på sin måde involveret i integrationsarbejde. I den slags fora er der altid stor interesse for at inddrage kirkerne og en efterspørgsel på teologi formidlet af teologer frem for af alle mulige humanister. Teologiens fravær giver plads til mange myter om kristendommens syn på mangt og meget – fx. forholdet mellem kirke og stat og kultur.

Det er især brug for en viden om det at tro, som handler meget om troen i Folkekirken, og så et tidssvarende sprog til at tale om tro. Re-ligion fylder meget i debatten. Der er bare for meget islamisk teologi og for lidt fokus på kristendom, og derfor er niveauet for reel reli-gionsdialog i det offentlige rum meget lavt og debatten for unuanceret.

Det betyder, at der snart er flere 'pæredanske' borgere, der ved hvorfor man holder Ramadan men knapt hvorfor det årligt bliver Pinse. Dertil kommer myterne om at islam, kristendom og jødedom jo dybest set er det samme, fordi alle snakker om Moses – og derfor er det hele ok eller lige meget eller endda noget middelalderligt hø, som vi snart må lære at hæve os over og blive moderne.

Det sidste er det værste, nemlig at religion alene forbindes med ekstremisme og fanatisme: "problemet med muslimer er, at de er så religiøse" som en klubmedarbejder formulerede det. Ikke måden muslimer tror på, men at de tror. Blandt i forvejen kirkefremmede danskere gør en generel mistænkeliggørelse af religion bestemt ikke dørtrinnet til kirken la-vere. Det er et reelt problem, som kan ramme Kirken hårdt i løbet af enkelt generation.

Her kunne Folkekirken –  i egen interesse – spille en god inklusionsrolle ved helt grundlæggende at slå et slag for alles ret til et religiøst livssyn. "Mere religion i det offentlige rum" kunne være et godt slogan.

Gode og dårlige fortællinger

• Kunne Kirken mon være en troværdig autoritet i spørgsmålet om hvem
og hvad et menneske er? Og hvad de andre medmenneske er?

Af cand. theol. Kasper Morville

Denne blog handler om fortællingers store betydning i inklusionsarbejde. Dels vores per-sonlige identitetsskabende narrativer, dels de større – næsten mytologiske – fortællinger, der giver nationen eller kulturen identitet.
Fokus på fortællinger er et produkt fra forsk-ningen i politisk og religiøs radikalisering af europæiske unge, så der vil jeg begynde.

Radikalisering betyder, at en borger i stigen-de grad accepterer vold og andre udemokrati-ske midler i en eller anden sags tjeneste. Ra-dikalisering finder især sted blandt marginali-serede unge og forekommer i Europa ligeligt tre steder: blandt ekstremistiske venstre- eller højreorienterede og i fundamentalistiske isla-mistiske grupperinger. Det er sammenhængen mellem marginalisering og radikalisering, der gør, at man bør se nærmere på de fortællinger.

Marginaliserede medborgere er dem, der enten er sat uden for fællesskabet eller som føler sig uden for det eller ligefrem i modsætning til det – og oftest er kernen i problemet et spørgsmål om identitet: Hvem er jeg?

Hvordan kan jeg være en god revolutionær socialist i en hyklerisk kapitalistisk samfund? Hvordan kan jeg være en god muslim i et ugudeligt fællesskab af vantro kristne? Hvor-dan kan jeg beskytte mit elskede Danmark mod muslimer og blødsødne landsforrædere?

Alle unge kæmper med spørgsmålet om hvem man er og skal blive – og det er vel de færre-ste, der synes, at teenageårene var livets lette-ste tid. Marginaliserede unge slås med barrierer af forskellig art – kulturelle, religiøse, sociale, økonomiske – og det begrænser deres adgang til troværdige autoriteter, som kan besvare deres eksistentielle spørgetrang.

Søgende marginaliserede unge er lette ofre for radikale ideologier, som i stigende grad udby-des på internet og andre sociale medier.

Radikaliseringen finder sted når en radikal fortælling opfylder den unges behov for identitet – og det sker gerne når fortællingen kan slå sig på en personlig oplevelse af marginalisering eller diskrimination,. Den personlige oplevelse giver fortællingen troværdighed og fortællingen giver oplevelsen mening. Den mekanisme kender alle teologer, fordi den ligner en almindelig tros- eller gudserfaring.

Det er naivt at tro, at man kan dæmpe den eksistentielle spørgelyst blandt unge. Vi kan heller ikke censurere internettet. Derimod kan vi begrænse den sociale eller kulturelle marginalisering, vi kan udfordrer og nuancerer de dårlige fortællinger, og vi kan øge udbuddet af gode fortællinger. Men dette kræver fortæl-linger fra troværdige autoriteter.

Kunne Kirken mon være en troværdig autori-tet i spørgsmålet om hvem og hvad et menneske er? Og hvad de andre medmenneske er?



 

Ekstremistisk Kristendom?