Den professionelle præst:
Kald og profession – er det modsætninger?

► Måden, som begreberne profession og professionalisering
bliver brugt på, trækker altså nogle uheldige associationer med sig.
Sporene skræmmer.

Af Kirsten Donskov Felter

Den professionelle præst. Alene sætningen kan nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen på nogle. Det lyder af alt det, som vi netop er stolte af ikke at være: distancerede eksperter, uengagerede lønarbejdere, kyniske levebrødsprædikanter, pseudopsykologer og den slags stads. Vi fornemmer instinktivt, at professionsbegrebet forekommer at ligge meget langt fra den lutherske tale om præsteembedet som noget helt andet. Om embedet som et kald.

Den instinktive skepsis mod professionsbegrebet er ikke ubegrundet. Den måde, hvorpå der tales – mere og mere – om professionalitet i samfundet, hænger ofte sammen med statslige bestræbelser på at styrke den centrale styring. Professionalisering af ledelse betyder i daglig tale, at der skal effektiviseres, ved at der lægges mere magt over til lønnede medarbejdere. Det gælder både i kirken og uden for.

Måden, som begreberne profession og professionalisering bliver brugt på, trækker altså nogle uheldige associationer med sig. Sporene skræmmer. Skulle vi så ikke hellere helt lade være med at tale om den professionelle præst – og i stedet tale noget mere om kaldet til at udøve det særlige præstedømme – midt i det almindelige, menigheden?

Jeg mener ikke, det ene udelukker det andet – og jeg mener, at professionsbegrebet kan hjælpe os til at holde fast i den væsentlige indsigt, at kaldet har en yderside, som består i standens, eller faggruppens, relation til det omliggende samfund. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor der kræves mere og mere af den enkelte præst i form af autenticitet og personlig troværdighed. Her er professionsbegrebet nyttigt, fordi det kan hjælpe os til at forstå kravene og de forskydninger, der sker i samfundet, på et mere alment plan. Og at se, hvordan de ikke bare påvirker arbejdsforholdene for præsten, men også for lægen, læreren og alle de andre, der repræsenterer samfundets store, gamle institutioner.

Teologisk talt er det at være præst et kald, et embede. Men sociologisk set er det en profession, et erhverv, der rummer nogle ganske bestemte karakteristika. En særlig viden, en særlig kunnen, en særlig status – og en særlig forpligtelse, der knytter sig til udøvelsen af erhvervet i forhold til det omgivende samfund. I den prægnante betydning knytter der sig nogle særlige værdier til professionsbegrebet, som udmærker det og hæver det op over den platte effektiviseringsdiskurs, som lige nu dominerer sprogbrugen. Det er disse særlige værdier, der skal diskuteres i forhold til præstens embede og arbejde.

Præsten er muligvis ikke af verden, men i høj grad i den. Og de ændringer, der sker i verden, påvirker også de måder, som præsten kan være til, og være præst, på. Det er det, professionsbegrebet handler om.


 

Den professionelle præst:
Hvad er det, præsten kan?

► Når institutionernes autoritet falder, kommer den personlige autenticitet i fokus.
Der er igen efterspørgsel efter professionelle, der ser deres arbejde som et kald.

Af Kirsten Donskov Felter

De klassiske professioner er historisk forbundet med de store, gamle fakulteter: jura, medicin og teologi. Retsvæsen, sundhed og religion er så vigtige sager, at man ikke kan lade alle og enhver befatte sig med det. De personer, som samfundet sætter til at forvalte menneskers forhold til andre, til sig selv og til det guddommelige, er nødt til at besidde en særlig viden. Derfor kan man ikke sætte hvem som helst til at praktisere som læge, dommer – eller præst.

Logikken bag det klassiske professionsbegreb er, at borgerne må have en vis sikkerhed for, at den professionelle, som de lægger deres liv i hænderne på, har forstand på sit fag, og at han eller hun er i stand til at gøre det, der skal gøres, på en ordentlig måde. Det kræver en uddannelse, og det kræver autorisation. Til gengæld indebærer kontrakten med samfundet en særlig status for de professionelle, som følger af deres betydning. Og en rimelig løn, der gør, at de kan hellige sig faget fuldt ud – og ikke være nødt til at arbejde ved siden af for at kunne leve.

Viden – herunder professionel viden – er som bekendt magt. Men den tid, hvor præsten havde magt alene i kraft af at være den eneste uddannede mand i sognet, er for længst forbi. Det er der næppe mange, der vil begræde; jeg vil i hvert fald ikke. Men spørgsmålet er, hvad det så er for en viden, der udmærker præsten i dag – og på hvilken måde den er nødvendig for evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning.

Det specifikke videnskabelige grundlag for præstens virke er fortsat teologien. Det er den, vi henviser til, når prædikenen skal skrives. Når liturgien for alternative gudstjenester diskuteres. Når målet med konfirmandundervisningen skal formuleres (hvis vi da når så langt!). Og når livet tolkes i en sjælesorgssamtale eller i talen til de efterladte. Det er ikke uden grund at det kræver en akademisk uddannelse at blive præst.

Problemet er blot, at den viden, der spiller så stor en rolle i de professionelles selvforståelse, taber i kurs i samfundet i øvrigt. Den teologiske specialviden og henvisningerne til Paulus, Luther og de andre har ikke uden videre gennemslagskraft i forhold til pårørende, der ønsker ”Om lidt bli’r her stille” spillet ved begravelsen. Om præsten formår at gøre sin viden gældende i denne situation, hænger i høj grad på, om hun kan formidle sin faglighed troværdigt og autentisk. Den del af den professionelle kompetence, der handler om evnen til at udøve skøn, til at kunne bedømme en situation og handle kreativt i den, er vigtigere end nogen sinde. Høj, specialiseret faglighed giver ikke i sig selv autoritet. Derimod er det af afgørende betydning, at fagligheden fremtræder personligt. At præsten viser, at hun står inde for det, hun gør – og kan sige noget, der opleves som meningsfuldt.

Når institutionernes autoritet falder, kommer den personlige autenticitet i fokus. Der er igen efterspørgsel efter professionelle, der ser deres arbejde som et kald. Det burde ikke være en fremmed tanke for en præst.


 

Den professionelle præst:
Den professionsetiske fordring

► Oprindelsen til professionsbegrebet skal findes i kirkens verden,
i ”profes”; løftet, som novicerne afgav før deres indtræden i klosteret.

Af Kirsten Donskov Felter

Der er gået inflation i begreberne profession og professionalitet. Når man først får øje på dem, er de alle vegne og kan betyde næsten hvad som helst, alt efter, hvem der bruger dem.

Når de fleste i dag er enige om, at det er efterstræbelsesværdigt at være professionel – uanset hvad man i øvrigt måtte lægge i det - så hænger det sammen med, at ordet i sin oprindelige betydning var en kvalitetsbetegnelse. En måde at forstå sig selv og sit arbejde på, som adskiller sig fra både bureaukratiet og markedet.

Oprindelsen til professionsbegrebet skal findes i kirkens verden, i ”profes”; løftet, som novicerne afgav før deres indtræden i klosteret. På samme måde som novicen forpligter den professionelle sig på tjeneste for en større sag. I dette tilfælde på at forvalte sin viden og kunnen på uegennyttig og upartisk vis. I princippet gælder det altså for alle professionelle, at de varetager et ”kald”, en forpligtelse, der nærmer sig det religiøse, til at stå til rådighed med deres viden og kunnen for almenvellet. Menigheden, om man vil.

Professionerne forstår sig selv i modsætning til bureaukratiet, der arbejder ud fra regler og måler kvalitet i millimeterretfærdighed. Det at være professionel er derimod i hver enkelt situation at skønne, hvad der tjener det konkrete menneske i den konkrete situation. Men professionerne forstår sig også i modsætning til markedet, der måler værdi i, hvad der kan sælges - til højestbydende. Det at være professionel er at fastholde nogle kriterier for kvalitet, der bygger på strengt saglige overvejelser over, hvad der tjener sagen bedst.

Der er altså indbygget en ganske særlig etik i den klassiske opfattelse af professionalitet, som går ud over det løgstrupsk almenmenneskelige. Den professionelle er forpligtet af en særlig etik, der er begrundet i kontrakten med samfundet. Menigheden skal med andre ord kunne regne med præsten, fordi de lønner ham - i professionsbegrebets barndom var præsten altid en ”ham” - ”såvel midnatz tide som middagstiid, i lieffs och siæls fare”, som Palladius siger. Det er bl.a. det, der er baggrund for boligpligten: at sikre, at præsten er til rådighed for ethvert medlem af menigheden.

Det er stærke værdier og stærke normer, der knytter sig til professionalitet. Og det er tankevækkende, at normerne og værdierne er lånt fra præstens verden og arbejdsvirkelighed. Det er for mig at se et argument for at udforske de mulige gevinster, der ligger i at tænke præstens embede og arbejde som en profession. Men der er også nogle oplagte udfordringer i at overveje, hvordan normerne og værdierne kan overføres på den virkelighed, vi står i lige nu.

Præsteboligen er et godt eksempel. Er den stadig en nødvendig forudsætning for at præsten kan være til rådighed for sin menighed – eller er den i virkeligheden en hindring, der låser præsten til et sted, hvor menigheden ikke længere færdes?


 

Den professionelle præst:
Tid til et garderobeeftersyn?

► Der er en træghed i ting, der én gang er etableret.
Det gamle og velprøvede behøver ikke legitimere sig selv.
Sådan er det også i kirken. Aktiviteter, der blev startet,
fordi nogen i sin tid brændte for dem,nedlægges nødigt.

Af Kirsten Donskov Felter

Af og til er det nødvendigt at rydde ud i klædeskabet. Sommerferien er en god anledning – især hvis det regner! – til en grundig gennemgang. Til at få ryddet op og kasseret noget af det, der er slidt op, hvor designet er gået af mode, eller som bare ikke længere passer. For ikke at tale om de regulære fejlkøb, som man har ladet hænge i et forfængeligt håb om, at de alligevel en dag kunne bruges. Det er ikke let. Og det er endnu værre at skille sig af med tøj, der har hængt på én i mange år. Klæder skaber folk. Derfor er der noget lidt kritisk ved at stå der foran skabet og tage sig selv op til revision.

Metaforisk står vi muligvis lige nu i et sæsonskifte, der inviterer til at kigge dybere i den kasse, hvor vi finder vores pastorale påklædning. Passer tøjet stadig? Er der noget, der strammer over bagen? Burde kjolen sys ind over maven, skuldrene? Kan det reddes eller bør det sendes til genbrug?

Der er en træghed i ting, der én gang er etableret. Det gamle og velprøvede behøver ikke legitimere sig selv. Sådan er det også i kirken. Ritualer tages ikke – officielt – ud af brug. Aktiviteter, der blev startet, fordi nogen i sin tid brændte for dem, nedlægges nødigt.

Kirken er det sted, hvor der hæges om værdifulde arvestykker, og det er en af professionens vigtige opgaver at udpege de traditioner, der er umistelige, og forvalte dem på nutidig vis. Men traditionsbevidstheden rummer også en fare. Fortroligheden med det givne kan udarte til nærsynethed, eller i værste fald hjemmeblindhed, hvis den ikke får modspil af kritisk refleksion. Det er nødvendigt at forholde sig kritisk reflekteret til de ting, som vi har vænnet os til at betragte som selvfølgelige.

Overført på præstens arbejdsvirkelighed handler det ikke kun om de ting, som vi går og gør, men også mere grundlæggende om at kigge professionsdesignet kritisk efter i sømmene. Hvad er det for idealer om ”den gode præst”, vi hylder i vores praksis? Den gudbenådede forkynder, det gode forbillede, folkeoplyseren, sognefaderen, sjælesørgeren – eller noget helt andet? Hvem har bestemt, hvordan den gode præst ser ud? Hvem har fordel af den måde, vi arbejdsmæssigt har indrettet os på? Og hvad har det med et luthersk syn på præstens embede at gøre?

Der er mange, der gerne vil være med til at bestemme, hvad det vil sige at være en god præst. Desto vigtigere er det at kunne forholde sig til de krav, der stilles, både fra græsrødderne og fra arbejdsgiverside, og at kunne vurdere dem kritisk for ikke at bukke under for krydspresset. Lægges de nye krav bare oveni de gamle? Bliver talen om kaldet et skalkeskjul for urimelige arbejdsvilkår – eller for manglende vilje til selvkritik?

Hvis vi skal kunne tale om præsten som professionel i dag, så er det nødvendigt, at vi hæver os op over de begreber og værdier, vi har vænnet os til at betragte som en selvfølge, og at stille de kritiske spørgsmål. For vi mener vel stadig, at vi har noget vigtigt at bidrage med?