Præsten som professionel

► Professionalitet handler for mig
at se ikke om at lade være
med at involvere sig i de
mennesker jeg er præst for

Af sognepræst og pastoralteologisk konsulent i Ålborg Stift Kirsten Staghøj Sinding

”Du må jo også være professionel!”
Udtalelsen er konstrueret, men konstrueret ud fra de mange begravelsessamtaler, som dukkede op i erindringen, efter opringningen fra den lokale bedemand.

Billedet er dette: Bedemanden har ringet og orienteret om et dødsfald i sognet, og som vanligt aftaler vi, at jeg ringer til familien for at aftale et tidspunkt, hvor jeg kommer ud til begravelsessamtale.
Tidspunktet bliver aftalt, sådan at også børn og svigerbørn kan være tilstede – det bliver søndag eftermiddag.
Inden samtalen gør jeg mig mine tanker. Jeg kender afdøde og hans hustru. Vi har mødtes til forskellige arrangementer i byen, så længe de magtede at være med, og siden har jeg besøgt dem med større og mindre mellemrum. Jeg vil komme til at savne ham, jeg er ked af det.
I døren bliver jeg modtaget af en søn, og sammen går vi ind i stuen til de andre. Kaffen er på bordet, og samtalen tager langsomt form.
På et tidspunkt falder samtalen på det, at vi kender hinanden – den gamle kone, der nu har mistet sin mand – og hendes nu afdøde mand.
Og en datter siger henvendt til mig: ”Det må da være svært at skulle begrave nogen du kender, hvis du også selv er ked af det.”
Inden jeg når at svare, siger en svigersøn og henvendt til mig: ”Du må jo også være professionel.”
Jeg overvejer, hvad jeg skal svare.

For selvfølgelig er jeg professionel. At være præst er min profession. Jeg har som præst en helt bestemt funktion at udføre i forbindelse med et dødsfald ( når det handler om et medlem af folkekirken), jeg skal forrette begravelsen. Det er jeg ansat til og betalt for, og jeg gør det så godt jeg overhovedet kan, fordi jeg ved, at begravelsen er vigtig for de mennesker, der lige har mistet et menneske, de er forbundet med.

Og derfor kan jeg godt være ked af det. At være professionel er ikke at være ligeglad eller følelseskold. Professionalitet handler for mig at se ikke om at lade være med at involvere sig i de mennesker jeg er præst for. Professionalitet handler ikke om distance eller om at det ikke skal komme for tæt på, professionalitet handler om at gøre det man med rette kan forvente, at jeg gør som præst, nemlig forretter de kirkelige handlinger, gudstjenester, undervisning og alt det, der i øvrigt er en del af præstearbejdet, ansvarsfuldt og omhyggeligt.

Folkekirkens medlemmer har med rette en forventning om, at præsten udfører sit arbejde så godt han eller hun nu kan, og da det for langt de fleste medlemmers vedkommende er ved de kirkelige handlinger man møder præsten, kan man med fuld ret forvente at præsten udfører handlingerne omhyggeligt og ansvarsfuldt – det er det der ligger i at være professionel.

Om det lige var, hvad den konstruerede svigersøn eller alle de andre svigersønner og døtre eller hvem det nu måtte være, mener, når udtalelsen:
”Du må jo også være professionel !” dukker op, ved jeg ikke, men det var de overvejelser der fløj gennem mit hoved.


 

Den professionelle præst (2): Hvad er det du kan?

► Den kvikke student tilføjede i øvrigt,
er det det med Gud I kan, som de andre ikke kan?

Af Kirsten Staghøj Sinding

Spørgsmålet lød fra en studerende ved en rus-introduktion, hvor studenterpræsten (som jeg er gift med) skulle fortælle om sit arbejde som præst på universitetet og herunder fortælle, at præsten også er samtalepartner, når livet er gået i hårdknude. Dette meget indlysende og ligefremme spørgsmål, gav efterfølgende anledning til nogle fælles overvejelser om, hvad det egentlig er vi kan som præster.

Og hvad er det så vi kan? Vi kan meget, kunne man som det første sige. Som præster udfører vi rigtig mange opgaver: Vi kan holde gudstjeneste, vi kan døbe, konfirmere, vie og begrave eller sagt på en anden måde, vi kan forvalte kirkens ritualer.

Vi kan ritualisere og tematisere de store overgange i et menneskes liv, og vi kan løfte det enkelte menneskes livssituation ind i en større sammenhæng. Dermed er vi med til at bygge bro mellem mennesker på en sådan måde, at man får lov til at opleve sig selv som en del af et fællesskab. Eller sagt på en anden måde, så kan vi formidle en erfaring og oplevelse af, at ingen er helt alene, men vi som mennesker så at sige alle er i samme båd, hvilket jo også fysisk kommer til udtryk ved, at vi er i samme skib – kirkeskibet.

Udover den gudstjenestelige del af det vi kan, så kan vi også indføre børn og voksne i, hvad kristendom er og betyder for vores liv med hinanden. Vi kan undervise.

Og så kan vi tale med mennesker, der står i en vanskelig situation i deres liv. Vi tør tale med dem om det sværeste af alt: om døden. Det kan man sige, at der også er andre der kan. Der er andre faggrupper, der taler med mennesker, der har det svært, og jeg vil påstå, at vi præster har noget mere at formidle til det menneske, der har brug for et andet menneskes øre.

Og det må man jo svare JA til. Det er det med Gud. Ikke sådan at forstå, at Gud nødvendigvis skal verbaliseres i enhver samtale, men sådan forstået, at vores udgangspunkt som præst er, at al samtale – og alt det vi i øvrigt foretager os, foregår med løftet om tilgivelse, som referenceramme.

Man kunne også sige, at alle de samtaler vi som præster har med mennesker finder sted i et ”nådens rum”, et rum, hvor troen på, at syndernes forladelse gælder for den man taler med og for præsten selv, er bærende.

For samtalen betyder det for mig at se, at man kan tale om alt. Der er ikke noget så skamfuldt, så syndigt, så forkert, at det ikke er rummet af Guds nåde. Hos præsten behøver man ikke forstille sig, der er ikke noget man skal leve op til, Gud ta´r os som vi er, og derfor må vi tage hinanden, som vi er, og dette formidles i samtalen med præsten. Her er ingen fordømmelse, her skal man ikke først have gjort sig fortjent. I samtalen med præsten sættes man fri til at leve sit liv, tage ansvar for det og gøre det i tillid til, at alle muligheder ikke er brugt.

I samtalen tror jeg, at vores styrke som præster ligger i, at vi overfor det konkrete menneske vi taler med, formidler evangeliet om syndernes forladelse, det samme evangelium, som formidles i gudstjenesten, ved kirkelige handlinger, i konfirmandundervisningen og i alt, hvad vi ellers laver.

Så hvad kan vi, som præster? Vi kan – og vi gør dag efter dag – formidle, at et menneske ikke først og fremmest får efter fortjeneste, men mødes af en tilgivelse, der rækker ud over al rimelighed.

Det er afgørende for et samfund, at vi er mange, der har dette som vores opgave og funktion.
For gjorde vi det ikke, formidlede Guds tilgivelse, så ville vi for mig at se, have et umenneskeligt samfund, hvor alt ville komme til at handle om, hvad man har fortjent eller ikke fortjent.

PS. Jeg glemte lige at sige, at vi også kan arrangere fantastiske foredragsaftener, lave kirkeblade, håndtere personregistrering og ændres folks navne – hvis de vil have det. Desuden kan vi dække borde, vaske op, arbejde i et menighedsråd med frivillige, samarbejde med de øvrige ansatte, samarbejde med hinanden, ja, hvad kan vi ikke?


 

”Til tjeneste!” - Præsten som professionel 3

► samtidig oplever jeg, at der er flere og flere opgaver som egentlig
hører hjemme i menighedsrådets regi,der lander på præstens skrivebord.

Af Kirsten Staghøj Sinding

Med de ord blev alle, der trådte ind i min onkels købmandsbutik mødt. ”Til tjeneste.” Det er mange år siden købmandsbutikken lukkede, og det er mange år siden man kunne træde ind i en butik og blive mødt med velkomsten: ”Til tjeneste”, og alligevel bliver de to ord ved med at dukke op på denne tirsdag i skolernes efterårsferie, hvor jeg solidt plantet ved skrivebordet, skal i gang med at arbejde mig igennem nogle af de bunker papir, som har fået lov til at ligge til der blev lidt luft i kalenderen.

Ingen konfirmander, ingen juniorkonfirmander, ingen møder, i uge 42 er der skruet ned for aktiviteterne og dermed blevet tid til at få klaret noget af det, der har måttet vente. Og der er nok at tage fat på. Jeg nævner i flæng: plakater til den kommende tids arrangementer, nyhedsbrev til juniorkonfirmandernes forældre, indbydelse til et arrangement for de store konfirmander, navneændringer, genoptagelse i folkekirken, aftaler med menighedsrådets ”kaffedame” for de kommende uger, læsning af regulativer, som menighedsrådet skal have lavet med organist og kirkesanger, kirkebladet, og så er der lige de husbesøg, der har måttet udskydes.

”Til tjeneste” tænker jeg og tager fat. 20 år som præst har lært mig, at en stor del af min tid går med forskellige praktiske opgaver, der spænder vidt, meget vidt endda. Lige fra opvask efter et sognearrangement til administration af navneloven, eller fra kopiering af sangblade til gudstjenesten til læsning og besvarelse af breve fra arbejdstilsynet.

”Til tjeneste”. Den diakonale dimension i præsteembedet er på engang grundlæggende og omfattende. Grundlæggende fordi Kristus forstod sig selv som tjener, hvorfor netop tjenesten for medmennesket er ethvert kristent menneskes forpligtelse, og dermed også præstens forpligtelse, og omfattende fordi arbejdsopgaverne for en præst i disse år synes at vokse og vokse. Og måske kunne og skulle der gøres noget ved det sidste.

Udover den ekstra forpligtelse som undervisning af konfirmander i 3. eller 4. klasse har lagt ind i præstens arbejde, så er der ønske/forventning/krav om flere og flere specialgudstjenester, og samtidig oplever jeg, at der er flere og flere opgaver som egentlig hører hjemme i menighedsrådets regi, der lander på præstens skrivebord. Måske er det et fænomen, der er tydeligst på landet, og så alligevel.

Forhandlinger om regulativer for en bevidst medarbejderskare, hvis fagforening kender regler for hvor meget arbejde den enkelte skal påtage sig før det udløser en højere normering, eller korrespondance med arbejdstilsynet, brandmyndighederne, arkitekter i byggesager osv. er ved at tage pusten fra mange menighedsråd, og eftersom man som præst også er medlem af rådet, må man træde til og arbejde med på dette fælles område – og det tager tid.

Jeg tror tiden er inde til at løfte nogle opgaver væk fra menighedsrådene og placere dem i et styrket provstiråd og for nogles vedkommende i et stiftsråd.

Jeg kunne for eksempel i forlængelse af betænkningen om folkekirkens lokale økonomi forestille mig, at menighedsrådene udpegede kirkens personale, og at personalet så blev ansat i provstiet med det enkelte eller flere sogne som tjenestested. Så kunne al forhandling om regulativer, løn og arbejdsforhold ske med provstiet – i form af en personaleansvarlig – sådan at menighedsrådet og præsten ikke skulle bruge tid på det.
Blev ansættelse og forhandlinger med kirkens personale en opgave som menighedsrådene ikke skulle tage sig af, tror jeg desuden at mange eller i hvert fald nogle af de konflikter, der opstår mellem personale, kontaktperson og menighedsråd ikke ville opstå.

En sådan ordning ville fjerne en af bunkerne fra mit skrivebord, og give mig mulighed for at være til tjeneste i sognet på en anden måde.


 

Daglig ledelse! Hvem tager sig af den? - Præsten som professionel 4

► Hvad nu? Der skal findes en afløser til begravelsen kl. 13.00,
og eftersom hverken kontaktperson eller formand er tilstede,
går jeg selv i gang med en rundringning

Af Kirsten Staghøj Sinding

Tillad mig at begynde med tre scenarier. Første scene:
Tirsdag morgen, klokken er otte, telefonen ringer: Organisten meddeler, at han er blevet syg og ikke kan spille til begravelsen kl. 13.00. Han fortæller, at han forgæves har forsøgt at få fat på menighedsrådets kontaktperson. Hun er ikke hjemme før kl. 14, hun er på arbejde, har et af hendes børn fortalt. Organisten har også prøvet at kontakte formanden, men også han er på arbejde.

Hvad nu? Der skal findes en afløser til begravelsen kl. 13.00, og eftersom hverken kontaktperson eller formand er tilstede, går jeg selv i gang med en rundringning til de organister jeg kender.

Det er ikke lige sådan at få fat i en organist med så kort varsel. De fleste har andre opgaver på det tidspunkt, plejehjems gudstjeneste, mini konfirmander, begravelse i det sogn, hvor de er ansat. Endelig er der ”bid”. En organist lover at komme under den forudsætning, at han får kr. 1000,- for det.

Hvad stiller jeg op? Jeg har ingen kompetence til at beslutte, om han kan få det han forlanger. Ingen af de personer der har kompetencen er til at træffe – de er på arbejde og kan først kontaktes efter arbejdstid. Jeg står med en begravelse, hvortil der meget gerne skulle være en organist tilstede.

Anden scene:
Provstisekretæren ringer for at spørge om menighedsrådet har sendt papirer vedr. en nyopmåling af graverstillingen, for hun kan ikke se, at den er tilgået provstiet, og hun kan ikke få fat på formanden. De mails hun sender, bliver ikke besvaret.

Da hun siger det, kommer jeg til at tænke på, at formanden sidst vi var sammen snakkede om, at hans computer var virusinficeret, og han derfor ikke kunne komme på nettet. Det er vist små 14 dage siden.

Kunne du, spørger den venlige sekretær, ikke finde ud af om rådet har fået sendt det de skulle, og hvis ikke, så rykke i rådet, så de får det gjort.

Tredje scene:
Graveren ringer og vil have en snak. Han er irriteret over, at kirkesangeren ikke stiller sit nodestativ på plads efter gudstjenester og kirkelige handlinger, og han synes ikke det har hjulpet, at han har hentydet til rodet.

Samtidig orker graveren ikke at blande kontaktpersonen ind i det, for som han siger, så bliver det enten en stor sag eller også går der alt for lang tid inden kontaktpersonen får snakket med kirkesangeren. Kan du ikke snakke med ham? vil graveren vide.

Det skal siges, at scenarierne er konstruerede til lejligheden, og at de er konstruerede ud fra lignende situationer, som langt fra er ukendte i min hverdag.

Når jeg tager dem med, så er det for at illustrere, at præsten mange