Chokolade-provstiet

• "Man begyndte også at tage
hinandens projekter til sig,
og opfatte dem som fælles"

Af sognepræst Klavs Bo Sørensen, Vonsild ved Kolding

”Nå, I er fra chokolade-provstiet!”
Det var Benny Grey Schuster fra Præstehøjskolen, der brugte udtrykket, da Kolding provsti for anden gang var på provstikursus der. Og jeg var noget i tvivl om, hvordan det skulle opfattes. Grovsmeden Erik Davidsen, der var formand for menighedsrådsforeningen for mange år siden, og bestemt ikke altid diplomatisk i sit ordvalg, omtalte engang ”sin søde lille chokolademund”, som nogen gerne så lukket.

Men vist er det, at Kolding provsti på mange måder er et lækkert provsti at være ansat i. Og det skulle meget gerne også have afsmitning på menighederne. Og en af de vigtigste årsager er nok, at provstiets præster har opdaget hinanden som kolleger.

Det er formentlig en udvikling, der ses og opleves mange andre steder også, og som sikkert har mange kilder, men som her i provstiet gennem de sidste år er forsøgt dyrket og formuleret og bredt ud.

For 30 år siden – og det er så langt som min hukommelse rækker i provstiet – var der også præstefællesskaber, men det var oftest småkonventer af meningsfæller, hvor man trygt kunne man tale om de andre. Men ens egne problemer og vanskeligheder var tabu. Dem vogtede man over, ligesom man vogtede over sine sognebørn og sognegrænserne. Man var til en vis grad konkurrenter, og så skævt til den ”ligrøver”, der kaprede en begravelse fra ens eget sogn.

Det var også i nogen grad situationen, da vi for en halv snes år siden for første gang deltog i et provstikursus på Præstehøjskolen. Alle var af sted, og det kunne kun lykkes med provsteligt pres. Men efter en uges lejrskoleophold var isen brudt, og præsterne i Kolding provsti begyndte at se, at man kunne hygge sig og arbejde sammen, selvom man har forskellige teologier, ja, at det kunne være en fordel.

Det gav sig udslag i flere fælles projekter, og blev befordret af tjenstlige møder et par gange om året. Men man begyndte også at tage hinandens projekter til sig, og opfatte dem, som fælles. Blev kolleger på et fælles ”provsti- projekt”, som menighederne også skulle drages med i.


 

En løbende proces

• ”Provstiet opfattedes mindre og mindre
som en administrativ inddeling
og mere som en funktionel enhed”

Af sognepræst Klavs Bo Sørensen, Vonsild
I Kolding provsti har præsterne gennem flere år arbejdet med fælles projekter, styrket og befordret af jævnlige samråd og et provstikursus på Præstehøjskolen, der på et tidspunkt også udbød deltagelse i et forsøg med fjernundervisning i ”ledelse og samarbejde”, som mange deltog i. Alt sammen betød, at man mere og mere kom til at arbejde sammen og fandt ud af, at det kunne lade sig gøre, og at vi faktisk godt kunne lide hinanden og respektere hinanden, selv om vi var rygende uenige og meget forskellige. Vi begyndte at overtage hinandens projekter og henvise til hinandens kompetencer. Provstiet opfattedes mindre og mindre som en administrativ inddeling og mere som en funktionel enhed.

Enhed og mangfoldighed blev da også tema for det provstiprojekt, som blev skudt i gang for godt et års tid siden i Kolding for at inddrage menighedsråd og kirkens øvrige medarbejdere i samarbejdet. Forskellighederne anses for at være en styrke, der giver kirken dynamik, når der samarbejdes på tværs af sognegrænser og teologiske forskelle.

Det skete med fælles gudstjenester i de fire bykirker, hvor alle provstiets præster, menighedsråd og kirkemedarbejdere deltog, og på et stort fællesmøde arbejdedes konkret med målsætninger resten af dagen. Det mundede bl.a. ud i, at der blev nedsat en styregruppe og fire fokusgrupper: En for kirkens undervisning, en for fælles gudstjenester, en for tværkulturelt samarbejde og en, der skulle beskæftige sig med kirken som arbejdsgiver - samarbejde og trivsel og økonomi.

Helt konkret resulterer det nu i en stor fælles gudstjeneste på Skamlingsbanke 2. pinsedag 2007, en undervisnings-uge samt forslag til en fælles kassererfunktion, og undersøgelse af mulighederne for fælles personaleadministration for flere sogne.

Projektet er tænkt som en løbende proces, der gerne skulle inspirere og kaste nye tiltag af sig, men som et meget vigtigt biprodukt kan befordre en bevidsthed om at være kirke sammen i et provsti. Deraf projektets navn: Et provsti på vej…


 

Kaj og Andrea-princippet

• "Ugeavisen havde fået ideen til en kirkeside,
der skulle skrives og redigeres af kirkerne selv,
og spaltepladsen frit stilles til rådighed.
Bagtanken var begribeligvis, at initiativet måske
kunne tiltrække læsere og dermed annoncører."

Af Klavs Bo Sørensen

I de senere år er det blevet mere og mere tydeligt, at vi også i folkekirken er nødt til at blande os i det almindelige mediebillede. Kirkebladet som et uanseeligt meddelelsesblad med en opbyggelig prædiken har ingen læsere, og et opslag hos den lokale dagligvareforretning forsvinder i mængden.

Men så samarbejdsvante, som præsterne i Kolding provsti efterhånden var blevet, var man parate til at gribe chancen for at komme ud til samtlige husstande i Kolding og omegn hver uge, da der for fire år siden kom en henvendelse fra Kolding Ugeavis til kirkerne i Kolding.
Ugeavisen havde fået ideen til en kirkeside, der skulle skrives og redigeres af kirkerne selv, og spaltepladsen frit stilles til rådighed. Bagtanken var begribeligvis, at initiativet måske kunne tiltrække læsere og dermed annoncører. Præsterne i Kolding provsti tog imod ideen og udfordringen, og den første side kunne ses i onsdagsudgaven op til første søndag i advent 2002.

Og det er blevet en succeshistorie
Siden har vundet mange faste læsere og er vokset i omfang fra i begyndelsen at bestå af fire spalter til nu at udfylde seks af avissidens otte.

Det blev hurtigt klart, at hvis arbejdet med den fælles side skulle vare ved, var det ikke nok at bygge på enkelte ”ildsjæle”. Redaktionen hviler ganske vist stadig på en enkelt redaktør, men bakket op af en lille redaktionsgruppe, som mødes et par gange om året, og lægger en halvårsplan på grundlag af en målsætning og nogle principper, som er fastlagt ved et provstisamråd.

Den væsentligste vedtagelse er nok ”Kaj og Andrea princippet”: Selv om der er forskel på os to, så er vi gode venner kan du tro.

Provstiprojektet har affødt endnu et behov for kommunikation. Det er en vigtig del af projektet, at holde de mange forskellige grupper og interessenter underrettet om, hvad der sker, så de har et vist overblik og en fornemmelse af, at det, man foretager sig, er del af en større sammenhæng.

Derfor udgives et månedligt nyhedsbrev, der udsendes via e-mail foreløbig til knap 300 abonnenter, og også citeres i den lokale presse. Det er et stort arbejde at sørge for at kommunikationen fungerer. Det kræver både organisation og at der er nogen, der brænder for det. Til gengæld er det et både givtigt og taknemmeligt arbejde, der rigeligt betaler sig på alle andre måder end økonomisk.


 

Teambuilding

”Det er kun en kirke, som fremstår som en enhed
med plads til mangfoldighed,
der har en chance som folkekirke."

Af Klavs Bo Sørensen

”Han var led!” Den præcise karakteristik fra en af en af de 600 elever fra 3. klasse, gjaldt mig selv. Eller rettere den gjaldt ypperstepræsten Kaifas, som jeg personificerede på oplevelsesdagen, der danner afslutning på skole-kirkeprojektet ”Jesus på Slottet”.

”Jesus på Slottet” er et af de fællesprojekter, der er med til at gøre det ”lækkert” at være ansat i Kolding provsti. Sammen med ”Salme-projektet”, der også kendes andre steder fra, og som hvert andet år samler alle provstiets 4. og 5. klasser til fællessang, udgør det - indtil videre - de fælles skole-kirkeprojekter. Men der er en væsentlig forskel, når det gælder at fremme fællesskabet i provstiet.

Alle skolernes 3. klasser får muligheden for at deltage. I skolen hører de om seks af personerne i N.T. Johannes Døber, Maria, Maria Magdalene, Kaifas, Peter og den blinde Bartimæus. I den lokale kirke fortæller sognepræsten mere, og til sidst samles alle klasserne til en oplevelsesdag på Koldinghus, hvor provstiets præster optræder som romerske soldater, disciple, personerne, de har hørt om og tolderen Zakæus, hos hvem det hele slutter med juice og boller. Fordi det hele skal holdes indenfor børnenes skoletid, kræves en omhyggelig logistik og hjælp af en stor flok friske pensionister og andre frivillige.

Men hvad gør det ikke for det indbyrdes forhold, pludselig at opleve den kollega, som man har opfattet som en kedelig tørvetriller, optræde som Bartimæus med mørke briller og hvid stok og tryllebinde en flok 3.klasser med fortællingen om sit møde med Jesus. Eller som Johannes i lænker og laser berette om sin tvivl og sit stævnemøde med bødlen…

Det er utroligt, hvad der findes af talentmasse i den danske præstestand, når man kommer i klæd-ud tøj og slår sig løs.

At pjatte og lege sammen for alvor på den måde er teambuilding på højeste plan. Og det er i grunden, hvad hele provstiprojektet i Kolding går ud på.

Som provsten plejer at udtrykke det: ”Det er kun en kirke, som fremstår som en enhed med plads til mangfoldighed, der har en chance som folkekirke."