Præsten som daglig leder –
skulle hun ikke hellere koncentrere sig om prædikestolen?
• Men som præster er vi også fødte medlemmer af menighedsrådene,
og dermed er de opgaver og det ansvar, som påhviler et menighedsråd
med personalespørgsmål, økonomi, tilsyn med bygninger etc. også præsteopgaver.
Af sognepræst Lisbeth Damgren Højen, Kristrup
”Bliver der ikke mindre tid til præstearbejde, når hun nu også skal bruge tid på at være personaleleder?” spurgte et bekymret menighedsrådsmedlem, under drøftelsen om hvem der kunne tage opgaven som daglig leder. Det er naturligvis et kompliment til præsten, når nogen er bekymret for, at der på et givent område vil blive ydet mindre, men kommentaren spørger også til, hvad er præstearbejde?
Der er ingen, der er i tvivl om, at det er præstens arbejde at forberede prædiken og holde gudstjeneste, undervise konfirmander, holde samtaler og se til syge og ensomme. Opgaver som ofte bliver nævnt som ”skal-opgaver”. Men som præster er vi også fødte medlemmer af menighedsrådene, og dermed er de opgaver og det ansvar, som påhviler et menighedsråd med personalespørgsmål, økonomi, tilsyn med bygninger etc. også præsteopgaver. Der vil ofte være medlemmer i menighedsrådene som er mere kompetente til flere af opgaverne end præsten. Og tak for det, for ellers blev der næppe tid til at forkynde evangeliet fra prædikestolen.
Men teologi og forkyndelse er også i økonomi, i tilsyn af bygninger og personalespørgsmål, for hele tiden skal der prioriteres, hvordan ressourcerne bruges, hvad enten det er økonomiske eller de menneskelige ressourcer, og der er der masser af teologi og forkyndelse i at være med til at angive retning og prioritere.
Som præster er vi forpligtede på at forkynde evangeliet. Det er vi naturligvis også, hvis vi tager den daglige ledelse på os. Men med rollen som daglig leder får vi også desto bedre mulighed for at være med til at navigere i dagligdagen mod det som er folkekirkens formål, at forkynde evangeliet på mangfoldig vis. Ja, det forventes af præsten – med eller uden lederrolle – at hun sætter forkyndelsen på dagsordenen, for det er det, vi er kaldet til.
Præsten som daglig leder – leder og sjælesørger
• Ledelse og sjælesorg må gå hånd i hånd.
I sjælesorg er empati en nødvendighed.
Det er den også i ledelse.
Af sognepræst Lisbeth Damgren Højen, Kristrup
”Ryger det gode forhold mellem præsten og kirkens medarbejdere ikke, når præsten er leder og ansat af menighedsrådet”, lød en bekymring, da vi drøftede om præsten skulle være daglig leder.
Mange præster nyder i det daglige godt af den situation at de er kaldet af menighedsrådet, men ansat af Kirkeministeriet, og derfra ikke være ”i lommen på” menighedsrådet. Det giver en frihed til at prædike, til at være kritisk, til at drøfte sognets mål, til at være sjælesørger og hvad vi ellers fylder vores præsteliv med. Men som daglig leder og ansat af menighedsrådet er præsten ”i lommen på” menighedsrådet! Ja, menighedrådet er arbejdsgiver og kan fyre mig!
Også i forhold til de øvrige ansatte ved kirken er der i præsteembedet mulighed for at græde med de grædende, trøste de sørgende og glæde sig med de glade. Er der også plads til det, når sjælesørgeren skal lede dagligdagen og få den til at hænge sammen? Hvad med sjælesorgen, når der nogle gange skal skæres igennem og træffes en upopulær beslutning.
Ja, deri er måske endda – paradoksalt nok - en af de største styrker i præsten som daglig leder, fordi en præst med daglig leder kasket fortsat er præst og sjælesørger, så ledelse og sjælesorg må gå hånd i hånd. I sjælesorg er empati en nødvendighed. Det er den også i ledelse. For er der ikke en forståelse for både en medarbejders arbejdssituation og private situation, sådan at der både kan skelnes og være forståelse, så er det svært at sætte mål og nå dem, eller hvis nødvendigt, at modificere tidsplanen for at nå målet. Kun med en klar fornemmelse af, hvad den enkelte medarbejder kan løfte, og hvor han/ hun bør udfordres, kan der sættes mål og forventninger, som bliver indfriet.
En medarbejder udtrykte, da jeg spurgte om hvilke forventninger, der var til mig som daglig leder: ”Jeg forventer, at du ser, når jeg har travlt og forstår mig, når jeg ikke når alt det, jeg og andre forventer.” Det blik og den forståelse – ledelse og sjælesorg – er mulig, fordi vi deler hverdag. Det er muligt at se, når det er nødvendigt at skære igennem og angive tempo. Og det er muligt at støtte og flytte opgaver.
Præsten som daglig leder – samler op hvor andre melder fra?
• Vi er stadig der, hvor det at have
en daglig leder er noget nyt.
Vi prøver os frem
Af sognepræst Lisbeth Damgren Højen, Kristrup
”Er det ikke dig, der følger op på syn og rekvirerer håndværkere?” ”Er det ikke dig, der køber julegave til de ansatte?” ”Er det ikke dig, der inviterer til velkomstreception?” Hos os er der permanent en masse forskellige opgaver. De er tidligere blevet løst placeret i de etablerede udvalg eller hos en bestemt personalegruppe. Nu er der en ny funktion: Daglig leder. Mon ikke alt det, vi ikke kan placere andre steder, kan placeres hos daglig leder?
Da jeg stod med opfordringen til at blive daglig leder, var det også med spørgsmålet, hvilke opgave er der forventninger om, at jeg skal løse? Da vi ikke havde tid til at vente på et grundigt arbejde med udformning af arbejdsbeskrivelse, så begyndte jeg med arbejdsbeskrivelsen for kontaktperson. Som den daglige leder er det godt at vide, hvad andre forventer, ligesom det er godt for de medarbejdere, der får en daglig leder, at vide, hvad de kan forvente. Uklarhed er ofte kimen til bekymring og uro.
I udgangspunktet er daglig leder den betegnelse, der bruges, når præsten er kontaktperson. Og til forskel fra de fleste kontaktpersoner, ja så har præsten sin daglige gang på arbejdspladsen. Men jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, at det er kontaktpersonopgaver man varetager som daglig leder. Det vil sige personalespørgsmål, koordinering af dagligdagen og evt. MUS. Daglig leder kan hurtigt blive alt-mulig-mand, som forsøger at klare alle de løse opgaver og udfordringer, der dag efter dag melder sig i et stort sogn med mange medarbejdere. Hos os har det været godt at bruge tid på at beskrive forventninger til daglig leder fra hhv. medarbejdere og menighedsråd, sådan at vi har en fælles forståelse af min opgave. Dette har også givet mig som daglig leder muligheden for at vurdere og udtrykke, hvorvidt jeg kan indfri forventningerne og løse opgaven.
Vi er stadig der, hvor det at have en daglig leder er noget nyt. Vi prøver os frem. Derfor har vi formuleret, hvad vores succeskriterium er for det første år; så har vi nemlig noget at evaluere ud fra, når det første år med daglig leder er til ende: Blev den opgave løst, som vi forventede at få løst?
Når kollegaen bliver boss
• Gør det en forskel? Ja, det gør det. For som daglig leder
har jeg mandat til at ændre på tingene nu og her.
Af sognepræst Lisbeth Damgren Højen, Kristrup
Der er et dobbelt forhold i det at være præst. På den ene side er præsten i det daglige kollega med kordegnen, gartneren, organisten, sognemedhjælperen, kirketjeneren osv., og har den fortrolighed og nærhed som mange timer ugentligt sammen og mange fælles oplevelser nu giver. Tid, hvor vi måske også nærmer os hinanden i den private sfære. På den anden side er præsten som menighedsmedlem arbejdsgiver. Vi ansætter og afskediger, har medindflydelse og ansvar for løntillæg, tildeling af kurser etc. I det daglige svinger vi vel med dem, vi er sammen med og forsøger efter bedste evne at bygge bro og skabe forståelse for ”de andre”.
Som daglig leder er jeg også bossen! Jeg er menighedsrådets synlige ansigt i dagligdagen. Der hvor jeg, før jeg blev leder, uformelt kunne gyde olie og bygge bro, der er jeg nu menighedsrådets udpegede repræsentant i dagligdagen.
Gør det en forskel? Ja, det gør det. For som daglig leder har jeg mandat til at ændre på tingene nu og her. Jeg har mandat til at bede en medarbejder prioritere en opgave eller udføre en opgave på en anden måde. Jeg har mandat til at tillade indkøb af en ny støvsuger uden at afvente afgørelse på det kommende menighedsrådsmøde. Men vil jeg med lederkasket bestemme og lave om på den måde som den enkelte medarbejder nu udføre sit arbejde på? Det ville jo nok ikke føre noget godt med sig. De fleste steder i folkekirken har vi gode traditioner for en høj grad af selvledelse, hvor den enkelte medarbejder selv tilrettelægger sit arbejde og måske også koordinerer med andre arbejdsgrupper.
Det har været fordrende for det fortsatte gode samarbejde med ”gamle” kolleger og gode medarbejdere at gøre klart, hvad jeg vil som leder. Hvordan jeg vil være leder. Lytte til deres forventninger og respondere på dem. Men også gøre klart, jeg har et ansvar og en opgave som jeg må løse også selvom det ikke altid er hyggeligt og behageligt. Det er et godt fundament for den fortsatte relation mellem ”kollegaen” og ”bossen”, når begge parter ved, hvordan spillereglerne er og hvad vi kan forvente af hinanden.
Præsten som daglig leder – en aflastningsordning
”Men vi kunne også se, hvordan de knoklede derudad
og foran dem ventede altid nye opgaver
og krav om overblik over regler og paragraffer.”
Af sognepræst Lisbeth Damgren-Højen
”Jeg lader mig ikke genvælge som formand, hvis ikke der er fundet en løsning for aflastning til formand og kontaktperson inden 1. november.” Så klart lød det fra vores menighedsrådsformand for et år siden. Det ville måske for nogen have været en kærkommen lejlighed til at få skiftet ud på formandsposten og lade andre komme til, men det var ikke tilfældet hos os. Vi ville gerne beholde både formand og kontakt person, for de var begge særdeles kompetente på hver deres område. Men vi kunne også se, hvordan de knoklede derudad og foran dem ventede altid nye opgaver og krav om overblik over regler og paragraffer. Godt at de lige var gået på efterløn, for deres puls var fortsat i arbejdsmarkedets tempo. Men håndklædet blev røg i ringen pga. følelsen af at knokle derudad, forbi den ene personaleansættelse efter den anden, indarbejdelse af nye regler for personale mv. og følelsen af, at de aldrig nogensinde blev færdige eller og slog til, og så var de langt fra det daglige arbejde og arbejdsrutiner. Der måtte findes en løsning!
Gode og kompetente formænd og kontaktpersoners frustration over ikke at magte opgaven findes vist ikke kun i mit sogn. Og kirkepersonalets forventninger om en synlig ledelse i dagligdagen med indsigt i og forståelse for den enkelte medarbejders arbejdsområde findes vist også i flere sogne.
Det blev indgangen til min funktion som daglig leder, for i et forsøg på at aflaste menighedsrådet, så havde jeg allerede igennem længere tid – på et uformelt niveau – aflastet og hjulpet, hvor jeg kunne. Jeg var der jo alligevel i det daglige og kendte til de enkelte medarbejderes arbejdsområder. Jeg mødtes jo alligevel med personalet både formelt over planlægning og afvikling af møder, undervisning, gudstjenester og kirkelige handlinger. Og jeg mødtes jo alligevel med personalet over den uformelle kop kaffe og samtale om løst og fast. Den daglige relation var der allerede og et element af ledelse var der allerede, om end på et uformelt niveau.