KIRKE OG INTEGRATION (1)

• Som tilhørende majoritetsreligionen i Danmark
ser vi det som en afgørende opgave at tale
med muslimer om religions- og kulturmøde.

Af Marianne Hougaard Larsen & Jesper Hougaard Larsen, cand. theoler
og daglige ledere ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense

Den danske Folkekirke har mange forskellige og vigtige opgaver. Fælles for dem er, at være kirke i mødet med mennesker - og nogle gange er disse mennesker flygtninge og indvandrere. Dét så nogle mennesker for mere end 10 år siden som en fælles folkekirkelig udfordring i Odense. Og i 1999 så Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) dagens lys som et samarbejde mellem 2 provstier i Odense Kommune støttet af biskoppen over Fyens Stift og Danmission. I formålet for FTS står der ganske kort, at FTS på folkekirkeligt grundlag skal være et arbejde blandt asylsøgere, flygtninge og indvandrere med henblik på at fremme en folkelig og kirkelig integration på tværs af etniske og religiøse forskelle. Der er både lønnede og frivillige tilknyttet FTS. De ca. 25 frivillige er afgørende i FTS’ arbejde, fordi vi tror på vigtigheden af at mødes nye og gamle danskere.

Det giver god mening at opfatte FTS’ formålsparagraf som grundtvigsk. I det praktiske daglige arbejde betyder det, at vi forsøger at gå på to ben: Det ene ben, er dér, hvor vi mødes på ”det folkelige plan” kristne og muslimer, buddhister, jøder, ateister og andet godtfolk. Det gør vi som kirke, men vi gør det ikke med en skjult dagsorden, der handler om en masterplan med kalkulationer over hvor mange vi i nærmeste fremtid kan få omvendt. I stedet forsøger vi – så godt vi formår – at møde flygtninge og indvandrere i øjenhøjde. Fra starten har FTS lagt vægt på den særdeles nødvendige dialog med Islam og muslimer. Som tilhørende majoritetsreligionen i Danmark ser vi det som en afgørende opgave at tale med muslimer om religions- og kulturmøde. Det gør vi lokalt ved møder og samtaler med de forskellige muslimske moskéer og organisationer, ved at deltage i deres ramadanmiddage og invitere muslimer med til f.eks. julefest. På nationalt plan arbejder vi sammen med stiftssamarbejdet ”Folkekirke og Religionsmøde”, bl.a. omkring det årlige arrangement ”Islam Forum” i Odense. Vi er desuden med på den årlige lederkonference for muslimske og kristne ledere i Danmark. Hvis ikke Folkekirken er til stede i den samtale, forpasser vi en afgørende mulighed for at være kirke i mødet med en religion og nogle mennesker, som optager sindene i den danske befolkning, hos politikere og kulturdebattører. Vi mener at vi med vores folkekirkelige forankring kan noget, som kan bidrage til den nødvendige dialog.

Det andet ben i vores arbejde handler om den kirkelige integration. I praksis betyder det, at vi tilbyder internationale gudstjenester på dansk og engelsk til de flygtninge og indvandrere som kommer med en kristen baggrund, og som ofte er kirke- og præsteløse i Danmark. Den ene af de to daglige ledere er flygtninge/indvandrerpræst og sognepræst ved Odense Domkirke. Mange steder – især i København – er der de sidste 15-20 år opstået migrantmenigheder udenfor Folkekirken. Her – midt i Odense – tilbyder Folkekirken et koncept, hvor udgangspunktet er evangelisk luthersk kristendom i mødet med kristne fra mange forskellige kirkesamfund. Vi ser det også som en vigtig opgave at pege hen på de lokale sognes gudstjenester og kirkelige aktiviteter. For nogle kan den internationale menighed i en overgangsfase være et fællesskab, hvor mennesker fra forskellige kirkelige traditioner mødes til gudstjeneste og samvær.
Dette var en kort præsentation af FTS’ to ben i mødet med flygtninge og indvandrere. I de næste uger vil vi præsentere forskellige aktiviteter i mødet med flygtninge og indvandrere.

www.fts-odense.dk

KIRKE OG INTEGRATION (2)
Aktiviteter – Kvindegruppe

• Lige nu er det kvinder fra Mellemøsten, Kina,
Thailand, Østeuropa, Pakistan og Afrika, der tegner gruppen.

Af Jesper og Marianne Hougaard Larsen

I Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS) har vi løbende en række arrangementer og aktiviteter. Store arrangementer som Mortens Aften/Høstfest og julefest afholdes for alle uanset alder, køn eller religiøs overbevisning. Ud over disse fællesarrangementer er der forskellige grupper, der mødes. Det er f.eks. børnene, en international mødregruppe (Mamma Mia) og en tværkulturel kvindegruppe, der mødes en gang om ugen. Hver tirsdag samles en gruppe kvinder med forskellig etnisk, kulturel og religiøs baggrund. Formålet med samværet er at kvinderne er sammen om det, der rører sig i livet, i verden og i det danske samfund. Vi indfører vore nye medborgere i dansk kultur og tradition, og samtidig er vi nysgerrige efter at få indblik i det, de bidrager med. Vore praktisk-musiske færdigheder styrkes bl.a. ved at vi arbejder med håndarbejde og madlavning og lærer en masse af hinanden. Men vigtigst af alt er at gruppen skaber rum for forskellighed og erfaringen af, at der er brug for hver enkelt, fordi man hører til et sted. Når man bor i Danmark er det vigtigt at kende til den danske sang- og salmeskat, og derfor synger vi meget til stor glæde for os alle. Og det vigtigt at være sammen om noget alle kan. Derfor strikker vi tæpper til Moder Teresas arbejde samtidig med, at vi glæder os over at vi yder et lille stykke arbejde for at afhjælpe den store nød i verden.

Året byder på mange forskellige aktiviteter, men såvel hyggesnak som gode dybe samtaler og foredrag om mange emner er væsentlige. Og vi kommer faktisk vidt omkring i de nære samtaler, for sådan kan man gøre, når fortrolighed og tillid er til stede. Fortroligheden kommer ikke af sig selv, men den kommer, når man ses jævnligt, og vi følger med i hinandens liv. Med det som udgangspunkt bliver det nemmere at tale om glæder og sorger i tilværelsen. Nogle gange tager vi ud af huset for at få mere viden om f.eks. kultur, religion, skole og danske traditioner. Andre gange tager vi på udflugt for at opleve naturen, eller tager på privat besøg. Det er tankevækkende, at flere kvinder, der har boet mange år i Danmark, aldrig har besøgt et dansk i hjem. Derfor er besøg vigtige, og heldigvis får vi ofte invitationer bl.a. af vore frivillige kvinder, der velvilligt åbner deres hjem for os.

Når vi siger at alle er velkomne, så mener vi det. De kvinder som deltager er meget forskellige, både hvad angår etnicitet, alder og i forhold til uddannelsesmæssig baggrund. Lige nu er det kvinder fra Mellemøsten, Kina, Thailand, Østeuropa, Pakistan og Afrika, der tegner gruppen. Nogle har næsten ingen skolegang, og andre er universitetsuddannede fra deres hjemland. Nogle er kristne, andre er muslimer, buddhister eller ikke-troende. Nogle har boet i Danmark i kort tid, andre i lang tid. Kvindegruppen består af omkring 25 kvinder, hvoraf vi er 10-15 hver gang, heraf 3-4 etniske danskere.

KIRKE OG INTEGRATION (3)

• Der er kristne fra Iran, Kina, Elfenbenskysten,
Sudan, Letland, Danmark, USA og Tyskland.
Der er muslimer fra Syrien og Palæstina.

Af Marianne og Jesper Hougaard Larsen

I de to første indlæg præsenterede vi Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) som et folkekekirkeligt projekt, der dels tilbyder gudstjenesteligt fællesskab for kristne flygtninge og indvandrere og dels går ind i kultur- og religionsmødet med ikke-kristne. Vi har desuden givet eksempler på nogle af de aktiviteter, som foregår. I denne uge vil vi fokusere på FTS’ mulighed for at være en forsonende faktor i mødet mellem nye og gamle danskere.

Udgangspunktet er den nyligt afholdte høstfest, som blev kombineret med en tidlig markering af Mortens Aften. Pga. pladsmangel i egne lokaler er denne fest rykket til Skt. Knuds Salen ved Odense Domkirke. 105 mennesker fra 23 forskellige nationale baggrunde deltog i festen. Heraf var 18 muslimer, 11 mandæere, 3 jøder, sikkert flere ateister og resten kristne fra 16 forskellige lande.. Kan det virkelig lade sig gøre? Hvis vi fokuserer på de mange irakere, der deltog, så var der sunnimuslimer, shiamuslimer, kristne og kurdere (sidstnævnte siger altid, at de kommer fra Kurdistan, når de bliver spurgt hvilket land, de kommer fra).

Sammen med de irakiske mandæere, der stort set altid har været forfulgt og undertryk i Mellemøsten, er de til Mortens Aften. Nu sidder de så her alle disse forskellige mennesker, og de slår ikke hinanden ihjel. Midt i selskabet er der så en jødisk mand med sine 2 børn, der sidder en gruppe pakistanere, en kvinde med tørklæde, som ikke giver hånd til mænd, en kvinde uden tørklæde og en masse børn. Så er der kristne fra Iran, Kina, Elfenbenskysten, Sudan, Letland, Danmark, USA og Tyskland. Der er muslimer fra Syrien og Palæstina.

Fælles for disse mennesker er, at de er mere eller mindre daglige brugere af FTS’ forskellige aktiviteter: sprogcafé, tværkulturel kvindegruppe, international mødregruppe, den internationale menighed, mennesker, der kommer for at få råd og vejledning af ansatte og frivillige. På denne aften forener en dansk høstfest nye og gamle danskere – og et eller andet sted lykkes det. Mange af dem ville måske ikke kunne sidde til bords sammen, hvis de var i en anden sammenhæng på et andet tidspunkt. Men lige her sker der en form for forsoning. Så i mødet mellem mennesker fra forskellige lande, kulturkredse og religiøse traditioner gives der grobund for, at de forsonende træk får lov at få forrang over det konfliktfyldte – som selvfølgelig også findes. Og det konfliktfyldte i f.eks. Irak bliver vi særligt mindet om i disse dage.

Hvor man ganske ofte i den offentlige debat hører, at religion er årsag til konflikt, så oplever vi i FTS, at ’det religiøse’ kan bidrage til noget positivt i mødet og i integrationen. Som et kristent funderet samarbejde, der rækker ud til både kristne og ikke-kristne må vi være bevidste om ikke kun at fokusere på en religiøs definition af mennesket. Hvis ’det religiøse’ bliver for overbetonet i mødet med nye danskere, bliver det nemt mudret. Der er mange følelser på spil for flygtninge, mange tragiske omstændigheder i forbindelse med religionsforfølgelse af enten kristne, muslimer eller hinduer, der gør, at vi måske netop som folkekirke i kultur- og religionsmødet skal klappe hesten og møde vort medmenneske som – ja, netop et medmenneske – og ikke kun set i et religiøst perspektiv. Således kan kirkens tværkulturelle tilbud og aktiviteter blive et åndehul for mennesker af meget forskellige baggrunde. Sådan oplever vi det – både ved vores fælles møder og fester og i det personlige møde med den enkelte flygtning og indvandrer. Netop mødet ansigt til ansigt har forsonende træk i sig.

www.fts-odense.dk

KIRKE OG INTEGRATION (4)

• Siden 11. september 2001 – og i Danmark
i særdeleshed efter karikaturkrisen –
er vi havnet i en gedigen kulturkamp

Af Jesper og Marianne Hougaards Larsen

I de tre foregående indlæg har vi præsenteret Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) som et lokalt forankret brobygningsprojekt, hvor de aktiviteter, der tilbydes til både kristne og ikke-kristne flygtninge og indvandrere, synliggør Folkekirken i Odenses ansvar for at være til stede i mødet med nye danskere. Det kan foregå ved internationale gudstjenester, ved samtaler om stort og småt med ansatte og frivillige, ved deltagelse i tværkulturel kvindegruppe, international mødregruppe, café-arrangementer, højskoleeftermiddage, ved høstfest eller julefest, i lektiehjælp m.v. Derudover er FTS med i flere nationale netværk, vi skriver artikler og indlæg i tidsskrifter og aviser om kultur- og religionsmødet. Som aktive deltagere i mødet mellem nye og gamle danskere er vi også forpligtet til at reflektere teologisk over dette møde.

Siden 11. september 2001 – og i Danmark i særdeleshed efter karikaturkrisen - er vi havnet i en gedigen kulturkamp, hvor det er Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød, der synes at have trukket det længste strå. Islam ses som hovedfjenden, og islam og islamisme forsøger flere og flere at sætte lighedstegn imellem. Her tror man ikke på, at forsoning og samarbejde mellem kulturerne, civilisationerne og religionerne er muligt. Og når man siger beboere i ghettoer, mener man ofte ”muslimer fra ikke-vestlige lande”. Her er det vigtigt at være med til at nuancere billedet af flygtninge og indvandrere, og FTS kan bidrage med noget positivt ind i denne debat, fordi vi har en stor berøringsflade i mange forskellige kulturelle og religiøse miljøer i Odense. Denne kontakt bærer frugt på mange områder, f.eks. i forbindelse med Odense Kommunes årlige markering af afslutningen på ramadan. Her er vi med i planlægningsgruppen og vi har som eneste etniske danske ”forening” vores stand på Flakhaven midt i Odense ved Kultur- og Ramadanfesten. Vi bliver inviteret med til ramadanmiddage, og den anden vej rundt inviterer vi muslimer til vores julefest. Disse møder anser vi for helt afgørende for at blive klogere på hinanden. Vi er nysgerrige efter at vide, hvad vore ikke-kristne medborgere tænker og tror om livet, døden og kærligheden – og dermed også om synet på religion. Og vi tror at religionen faktisk kan bidrage til noget positivt i mødet og i integrationen. Men vi er også meget bevidste om, at det religiøse kan få for stor en plads i mødet med nye danskere. Der er mange følelser på spil, der er mange tragiske fortællinger om religionsforfølgelse af enten kristne, muslimer eller hinduer, der gør at vi som et folkekirkeligt arbejde også vi ind imellem må standse op og måske blot møde vort medmenneske som – ja, netop som et medmenneske, der ikke kun skal defineres ud fra et religiøst perspektiv. Og således kan vore tilbud og aktiviteter blive til et åndehul og et fristed for mennesker med forskellige baggrunde og livshistor