Kirke, kristendom og politik i Danmark i dag

Næstekærlighed, gerningsretfærdighed og andet luthersk arvegods

• En af fløjene i debatten fremhæver at det kristne
menneske er forpligtet på næstekærlighed i det civile samfund

Af adjunkt Marie Vejrup Nielsen, Århus Universitet

Et af de interessante punkter i diskussionen om kristendom og politik i Danmark i dag er den måde hvorpå det lutherske arvegods tages i brug i debatten. Jeg har på fornemmelsen, selvom det ikke er dokumenteret akademisk så vidt jeg ved, at Danmark her indtager en særstilling inden for de lutherske folkekirker i norden. Dette er for nylig blevet bekræftet ved en u-videnskabelig rundspørge, jeg foretog blandt deltagere ved Luther-konferencen i Århus, ingen kunne her finde eksempler på, at Luther blev inddraget i den politiske debat i f.eks. Sverige og Norge i større stil.

Men i Danmark fylder det lutherske meget i diskussionen, hvad enten det er med eksplicitte referencer til lutherske tekster og koncepter eller mere indirekte referencer til, hvordan det lutherske spiller ind i forhold til den danske kontekst. I dette indlæg vil jeg se på, hvad det er for nogle hovedtemaer der er på spil i debatten og knytte nogle kommentarer til disse. Overordnet set handler det om to hovedtemaer og deres relation: næstekærlighed og gerningsretfærdighed. For ”udefrakommende”, og hermed mener jeg alle der ikke er skolet i luthersk teologi, er det mit indtryk, at man umiddelbart tænker at kristne kan forventes i det mindste at tilslutte sig et ideal om at være næstekærlige.

Altså, at næstekærlighed og kristendom hører sammen, og dette i en meget direkte forstand, sådan at kristne hjælper andre der er i nød. Men blandt teologer er det ikke så klart hvordan denne sammenhæng skal forstås – hvordan næstekærlighed skal give sig udtryk. For overfor næstekærligheden står gerningsretfærdigheden – dette begreb, som betegner det absolut forbudte for lutheranere, nemlig at mennesker formaster sig til at gøre det gode for at opnå noget hos Gud. Og i værste tilfælde begår den ultimative dødssynd i lutherske kredse: at ville oprette gudsrige på jorden. Det må og kan mennesker nemlig ikke, og hvorfor ikke spørger den udefrakommende måske, det lyder da som en udmærket ide, fred mellem mennesker, kærlighed på jorden? Men det skyldes det hovedbegreb som sætter rammen for de to andre, nemlig synden. Nu lider jeg af en naturlig fagskade, idet jeg i mange år har beskæftiget mig med det kristne syndsbegreb, men jeg vil her begrænse mig, og kun sige, at syndsbegrebet indtager en central stilling i denne debat. Det gør det fordi det er et af de grundlæggende udsagn om mennesket – at det er synder og ikke selv kan ændre på denne situation. Mennesket er fanget i sig selv og af sig selv i synden, og netop enhver ambition om at gøre denne verden til guds rige, ethvert ideal om at ville ændre verden til det bedre med menneskehænder er af den grund fuldstændigt forfejlet og udslag af syndsforblindelse. Dette er vel for så vidt vel noget man er enige om når det gælder syndsforståelsen hos Luther og de lutherske. (Jeg vil ikke her komme ind på det ”finske spørgsmål” men evt. i et senere indlæg vende tilbage til spørgsmålet om der også i lutherske kredse rokkes ved disse emner).

Men så er det næstekærligheden igen spøger i kulissen og lukkes ind via nøgleordene coram Deo og coram Hominibus. For hvor vi intet kan i Guds øjne, så er der jo plads til at vi kan gøre det over for andre mennesker, her i det horisontale plan. Og yderligere inddrager dem der gerne vil udfordre kombinationen synd + gerningsretfærdighed = forbudt at være kristen og politisk, netop næstekærligheden i forhold til andre mennesker i samfundet via spørgsmålet om de to regimenter, det åndelige og det verdslige og den rette skelnen herimellem! Det kan måske undre, at jeg ikke begyndte med dette spørgsmål når det nu handler om politik og kristendom, men det er med fuldt overlæg. Jeg mener nemlig at man må gå bagom dette spørgsmål til det underlæggende spørgsmål om hvad et menneske er og hvad det kan som det egentlige grundspørgsmål. Spørgsmålet om de to regimenter, og den diskussion man kan tage om hvordan det ser ud hos Luther og senere teologer, vil her bliv kogt ned til: den rette skelnen mellem verdslig og åndelig øvrighed, som to dimensioner af Guds styring af verden, og med den relation til skabelsesteologi etc. der ligger heri. Luther udfolder sin position om dette emne flere steder, men det ender som et forsvar mod to fronter: paven og dennes ønske om at ville knytte det åndelige og verdslige sværd tæt sammen under pavelig kontrol på den ene side, og de mange såkaldte sværmere, som med sværd i hånd vil indføre gudsriget på jorden ved at bekæmpe den verdslige overmagt der opfattes som tyrannisk.

En af fløjene i debatten fremhæver at det kristne menneske er forpligtet på næstekærlighed i det civile samfund, og at det i en moderne kontekst, hvor det politiske ser noget anderledes ud end på Luthers tid, åbner for en mulighed for, endda måske en forpligtelse på, at en kristen aktivt skal deltage i samfundet, og det vil også sige aktivt deltage i politik f.eks. motiveret af sin kristendom. Der er altså en lang række lutherske koncepter som spiller ind, og alle har de deres egen lange, komplekse udviklingshistorie og nutidige forskningsdimension, der er jo som sagt både finske og andre luther-versioner i omløb derude som man kan tage med ind i sine overvejelser. (Her vil jeg henvise den interesserede læser til de udmærkede teologiske biblioteker og forskningsnetværk).

Formålet med dette korte indlæg var at få dannet et billede af, hvordan visse hovedtanker i den lutherske kontekst forholder sig til hinanden, som baggrund for næste indlæg hvor jeg vil se nærmere på hvordan dette så udspiller sig i den konkrete debat mellem forskellige fløje og hovedaktører i debatten. Her var pointen at understrege, hvordan begreber næstekærlighed, skabelse, gerningsretfærdighed, øvrighed og andre klassiske temaer alle indgår i det traditionsnetværk som der trækkes på, når kampen står i det offentlige rum om præster og politik, kirker og hellighed, næstekærlighed og nødhjælp.


 

Krarup og andre Luther-kombattanter

• Og så det helt grundlæggende spørgsmål er: hvem ejer Luther?

Af adjunkt Marie Vejrup Nielsen, Århus Universitet

Et af de spørgsmål jeg arbejder med i min forskning i brugen af Luther i danske medier i dag, er hvem der repræsenterer Luther i den offentlige debat, og hvilken Luther det er de præsenterer. Og i relation hertil rejser der sig flere interessante spørgsmål, nemlig for det første i hvilken sammenhæng Luther nævnes, og for det andet og helt grundlæggende: Hvordan kan det være at aviserne overhovedet er interesserede i at lade diverse teologer lufte deres holdning til Luther midt i bedste sendetid, om man så må sige! Og så det helt grundlæggende spørgsmål er: hvem ejer Luther? Og hvem er involveret i kampen om at have Luther på sin side?

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at Søren Krarup hyppigt dukker op i mit materiale, og at han er meget tydelig som en primær repræsentant for Luther i danske medier i dag. Det vil sige, at han ikke alene selv har mange indlæg, hvor Luther nævnes, men at der også er mange indlæg der diskuterer Søren Krarup, og som inddrager Luther i denne diskussion, hvad enten det er for at støtte eller kritisere Krarups position. Han er naturligvis ikke den eneste, der nævner Luther i sine indlæg. Det er der en meget stor gruppe teologer, der gør, hvad enten de er præster, biskopper eller universitetsansatte. Men Krarup har formået at komme i mange forskellige aviser og stabilt holde sig på toppen af Luther-pyramiden.

Og dette fænomen har en del med religion og politik at gøre. Nemlig hvordan specifikke temaer fra samfundsdebatten i dag åbner for at inddrage Luther i debatten. Temaet religion og politik bliver mere og mere centralt i den offentlige debat, og det bliver ofte knyttet til spørgsmålet om muslimsk indvandring og udviklingen af det danske samfund. På baggrund af de indledende fund i mit materiale, synes der at være en stærk etablering af en diskurs om sammenhængen mellem Luther og dansk kultur, som igen giver sig udtryk i en bestemt model for forholdet mellem religion og politik, som igen sættes over for Islam, som det hævdes ikke er forenelig med denne model (se f.eks. indlæg af Krarup i Jyllands-Posten d. 06.10.2001 under overskriften: Livsfarligt for Danmark).  Det er naturligvis to-regimentelæren, der spøger, altså, et argument for at den lutherske to-regimentelære (i en bestemt fortolkning af dette koncept) garanterer den rette model for forholdet mellem religion og politik i en dansk sammenhæng (en tanke, der for øvrigt gentages af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i kronikken i Politiken fra 20. maj 2006 ”Hold religionen indendørs”).

To-regimentelæren er i det hele taget et af de lutherske koncepter, som optræder i stor stil i materialet, og det er jo ikke i sig selv så mærkeligt, når det netop er dette koncept, som handler om et af de store spørgsmål i Danmark i dag, nemlig forholdet mellem religion og politik, uanset om det er præsters politiske engagement, eller Folkekirkens status, der bliver diskuteret. Udover det vanskelige spørgsmål om den rette skelnen mellem disse to domæner (og den teologiske diskussion om hvorvidt der overhovedet eksisterer en to-regimentelære!) er der også andre teologiske spørgsmål der melder sig, f.eks. næstekærligheden. Men ens for alle de emner, der bliver taget op til diskussion er, at de i bund og grund kan siges at handle om en autoritetskamp: hvem har Luther på sin side?

Dette kan f.eks, ses af Søren Krarups indlæg i Kristeligt Dagblad d. 2. september 2009, og af dem der udfordrer hans syn på tingene, som f.eks. indlæg af Bo Kristian Holm og Hans Vium Mikkelsen d. 12. september i samme avis. Søren Krarups indlæg bærer titlen ”Per Ramsdal er en farlig sværmer”, - denne titel alene er jo nok til at angive, hvor centralt Luther står i alt dette. ”Sværmer” er netop en betegnelse der knytter sig til en reformatorisk sprogbrug, hvor grænsen drages i forhold til de grupper der ønskede en politisk såvel som en religiøs reform på Luthers tid. In