Hvad er det der miljøteologi?
• Siden 1967 har miljøkrisen været kristendommens skyld.
Da publicerede idehistorikeren Lynn White sin berømte artikel,
“The Historical Roots to our Ecological Crisis”
Af Martin Ishøy. Sp. I Balle v. Silkeborg, og Ph.d. i miljøetik
I marts skriver jeg fire indlæg her. Det første handler om den grundlæggende teologi. Hvorfor skal præster interessere sig for klima- og miljøkrisen?
Både i relation til os selv, til næsten og til skabningen står vi i et gudsforhold. Gud er med i relationen. Og i alle tre relationer er miljødimensionen et umisteligt perspektiv. At ignorere miljødimensionen i forhold til sig selv, næsten eller skabningen som helhed er at gøre forholdet uret.
Biologisk og økologisk forstået er verdens tilstand uhørt kritisk for livet, specielt menneskers og en række højerestående dyrs liv. Det svært afgrænselige fænomen, som kaldes miljøkrisen og klimakrisen, er en kendsgerning, det er meningsløst at benægte. Miljøkrisens alvor gør det kun endnu mere påtrængende, at vi tænker og handler teologisk i forhold til miljødimensionen.
Siden 1967 har miljøkrisen været kristendommens skyld. Da publicerede idehistorikeren Lynn White sin berømte artikel; “The Historical Roots to our Ecological Crisis”. Lidt mere forsigtigt er det sagt, at det er den vestlige civilisations skyld. Om og hvordan påstanden er sand, er et (vigtigt) spørgsmål om metode, men den er blevet gentaget lettere mekanisk af både kristendommens (og vestens) modstandere og dens masochister. Spørgsmålet er, hvad skylden fører til, og hvor lyspunktet ligger.
Biblens Job mente ikke at have gjort noget galt, og sådan er der nok mange kristne vesteuropæere, der har det med klima og miljøkrisen. Vi kan blive temmelig rethaveriske med, hvad vi ikke vil holde op med, eksempelvis at køre i bil (Rom 5,20). Hvis erkendelsen af vores miljøskyld fører til krav, vi ikke kan overskue at honorere, kan resultatet meget vel blive forhærdelse. Tværtimod skal vores miljøteologi derhen, hvor evangeliet vækker ydmygheden (som hos Job) og kærligheden, så vi i et og alt vokse[r] op til ham, som er hovedet, Kristus (Ef. 4, 15).
En tilgang er at gøre sig klart, at vi er elskede skabninger blandt elskede skabninger. I dag ved vi, at det er uberettiget at fastholde, at alene mennesket har værdighed, mens alt andet blot har værdi, dvs. en pris. Alene mennesket kan stilles til ansvar for sin etiske adfærd, men en realistisk etik kræver hensyn til hele skabningen og hver en livsform, som med længsel venter på, at Guds børn skal åbenbares (Rom 8,19). For så vidt er det helt korrekt at tale om næstekærlighed til naturen. Det betyder ikke, at dyr forveksles med mennesker, men at mennesket erkendes som skabning og ikke som skaber.
At næstekærligheden har bud til skabninger blandt skabninger viser, at den er ontologisk forankret. Den er ikke et abstrakt princip for verdensløse subjekter. Den er Guds skabende ord, der tager skikkelse i en verden, der lader sig erfare, og hvor vi har erfaringer. Miljøteologien italesætter erfaringer med Guds ord og Guds billeder i en verden, hvor klimaforandringer skaber humanitære katastrofer og trodsige forsøg på at imødegå dem, hvor uerstattelig, artsmangfoldig naturskov, der bærer skabningens integritet, lægges øde til fordel for kortsigtet profit, men hvor der dog findes mennesker som synger: ”Jeg gik mig ud en sommerdag at høre/ fuglesang, som hjertet kunne røre” – og som genkender fuglesangens vidnesbyrd med deres hjerte, fordi de er skabning blandt skabninger.
Miljøteologiens opgave er at gøre den indsigt gældende: ”Ren som et guld er den lov, du har givet,/ omvender sjæle, der agte derpå,/ trofast dit vidnesbyrd fører til livet,/ vismænd det gør af vankundige små” (DDS 392)
Hvad kan præsterne gøre i forhold til grøn kristendom?
• Vores opgave i den brogede verden er at forkynde evangeliet
og tale kristendommens sag i enhver reel situation, hvor det står på spil.
Af Martin Ishøy. Sognepræst i Balle v. Silkeborg, og Ph.d. i miljøetik
Hvad kan præsterne gøre. De kan bestemme selv! Der er meget at gøre, men hvis det ikke er båret af en følelse af nødvendighed og beslutsomhed, får det sjældent stor gennemslagskraft. Vi er forskellige. Den ene præst er mere til det ene, den anden mere til det andet. Vi skal gøre det vi er gode til, og så i øvrigt være solidariske i det, som vi er til for som præster: evangeliets og kristendommens tjeneste.
Vores opgave i den brogede verden er at forkynde evangeliet og tale kristendommens sag i enhver reel situation, hvor det står på spil. Det gør det bl.a. i alle de situationer, hvor miljøet har skæbnesvanger betydning for menneskets og klodens liv – det være sig glædelig eller forfærdelig betydning.
Når Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland sidder på klimakonferencen ”Beyond Kyoto” (5. marts i Århus) og kalder det amoralsk at ignorere situationens alvor, og Oxfordprofessoren Sir David King mener, at denne vor civilisations største udfordring nogensinde nødvendiggør et paradigmeskifte, så er det et råb til kirken og os præster om at komme på banen med en holdningsbåret forkyndelse og et religiøst sprog, som kan rokke ved den vanetænkning og mentale selvfølgelighed, som er undergravende for klimaets og miljøets bæredygtige fremtid.
For den der virkelig ønsker at gøre evangeliet og kristendommen gældende i miljøsammenhængen, vælter inspirationen ud af Bibelen og salmebogen. ”Himlene Herre, fortælle din ære”; både når sol og regn synger den skønneste duet, og når forureningen fordunkler glæden og mest af alt får os til at tænke på syndefald og brodermord. Men ”kornet, der dør i jorden, opstår som fyldte aks”.
• Vi skal udvikle vore religiøse sprog, så den ikke-menneskelige naturs egenværdi, værdighed og skabthed bliver betydningsfuld for vores oplevelse, taknemmelighed og adfærd – og så næstekærligheden bliver sat i tale i forhold til alle de nære og fjerne mennesker, hvis liv degraderes eller ødelægges af vores nuværende livsforms business as usual.
• Vi skal tale om klima og miljø overalt, hvor det giver grund til sorg eller glæde. Det skal vi gøre fra prædikestolen, i gudstjenesternes tekster, salmer og bønner, på nettet og i aviserne, når der er en kritisk sag – og når vi bliver interviewet, fordi vi har lavet et overraskende kirkeligt arrangement. Og så skal vi selvfølgelig skrive i kirkebladet om både grønt trosliv (kald det spiritualitet) og om de grønne tiltag, som sker i kirken.
• Vi skal bruge kirkeåret. Både Helligtrekonger- og fastetiden, højtiderne og alle de andre elementer i kirkeåret lægger inspirerende vinkler på vores relation til natur og miljø. Ude i den store verden, f.eks. hos Christian Ecology link (CEL) og mange andre også på tysk, laver de kalendere, almanakker og lignende, som henter inspiration i kirkeåret. Se eksempelvis også Clair Foster og David Shreeve’s bog; ”Don’t stop at the Lights”, London 2008.
• Gudstjenester. Hold en skabelsesgudstjeneste i september. Det er vi nogle som allerede har gjort. Afholdelsen af sådan en gudstjeneste begyndte som et initiativ i protestantiske og ortodokse kirker i Europa for over ti år siden, og i dag er det en fast del af kirkeåret bl.a. i de fleste svenske og norske kirker. Man holder sin gudstjeneste som man vil, men inspiration kan hentes på http://www.ecen.org/ under Creation Time 2008.
• Hold andre gudstjenester, alt efter hvad sogn og menighed (samt byen eller området) er til. Lav gudstjenester som taler særligt til bestemte grupper eller foreninger. Hold en sejlergudstjeneste om glæden ved – rent – vand eller sammen med den lokale vandværksbestyrelse. Gud sætter ingen grænser, det gør kun fantasien.
• Inddrag miljødimensionen i konfirmationsforberedelsen. På Grøn Kirkes hjemmeside ligger der allerede et enkelt undervisningsmateriale (oversat af sognepræst Keld Balmer Hansen) som kan bruges i undervisningen. Og der vil komme mere. Bladet ”Kirken underviser” planlægger et nummer, der tager emnet op. Lav pilgrimsvandring for konfirmanderne med fokus på naturen og Guds nærvær. Inspiration kan findes i Anette Foged Schultz og Elisabeth Lidell; Pilgrimsvandring med børn og unge.
• Skolekirkesamarbejder. Mange lærere ud over landet vil finde det sjovt at inddrage den lokale præst i miljøtemaet. De skal bare have ideen. De steder hvor der er etableret folkekirkelige skoletjenester, er det bare at komme i gang. Som mange vil vide foreligger der et fornemt Darwin materiale fra landsnetværket i år. Den slags skal der komme mere af.
I næste uge skriver jeg om mit eget engagement og nogle meget aktuelle aktiviteter.
Grønt engagement
• Det teologiske arbejde med livsanskuelsen
består i konstant at reformulere den
indsigt i lyset af vores bedste
og bl.a. naturvidenskabeligt oplyste viden
Af Martin Ishøy
Efter redaktørens udspil skulle dette indlæg have emnet ”mit engagement”. Men det er nu min opfattelse, at mine personalia er både irrelevante og uinteressante. Imidlertid kan et fokus på engagementet godt lukke op til noget interessant. For spørgsmålet er nok, hvorfor mennesker – eksempelvis jeg – engagerer sig i grøn kristendom.
Det korte svar er jo, at det er fordi det giver mening og livsglæde. Det giver mening og livsglæde at arbejde for gode og rigtige mål, og grøn kristendom lever af, at natur og miljø er afgørende træk ved det rum, hvor sådanne mål findes. Vi vil gerne gøre det rigtige med vores liv, men det kan vi ikke, hvis vi ignorerer natur og miljø.
Nå! Miljø og klima har da pressens positive bevågenhed. Kun folk med et ego og en realitetsfortrængning på størrelse med Bjørn Lomborg forstår ikke, at vi er nød til at forbedre vores miljøadfærd. Hvorfor skulle det have noget med kristendom at gøre?
Grøn kristendom handler om, at der er grunde som er dybere end købmandsmoral og den offentlige mening. Livsanskuelsen konstruerer eller åbenbarer, at vi lever og ånder i et værdiladet rum, hvor mål og mening ikke er op til vores smag og behag, men bestemt af den treenige Gud, som blev menneske i Jesus Kristus. Det teologiske arbejde med livsanskuelsen består i konstant at reformulere den indsigt i lyset af vores bedste og bl.a. naturvidenskabeligt oplyste viden og nutidige oplevelse af verden. Grøn kristendom er simpelthen former for kristendom, som tager dette arbejde og dets resultater til sig.
Engagementet lever af, at man i arbejdet på og tilstræbelsen af gode og rigtige (dvs. retfærdige og autentiske) mål tror og oplever at røre ved livet – eller bedre: tror og oplever at være i den levende Guds hænder. Alle kender til at være uengageret, opgivende eller bare ureflekteret. I gode tider fører det ind i kostaldvarmens salighed. I dårlige tider fører det direkte ind i depressionens mange former. Men livet kræver noget af os, og kristendommen sætter ord på, hvad det er. Ikke mindst hvis vi præster formår at finde de rigtige ord.
Som det er MEGATYDELIGT for os alle, redder det teologiske tænkearbejde imidlertid ikke sagen i mål alene. De teologiske erkendelser skal ud over rampen. Vi taler om formidling og tilstedeværelse i det offentlige rum. I Grøn Kirke arbejder vi på nogle projekter, som I – landets præster – tilbydes, så engagementet kan brede sig.
For en måneds tid siden havde jeg et stykke i Præsteforeningens Blad, som opfordrede til at tage del i ”Kirkernes Klimastafet”. Det handler om at holde en gudstjeneste med fokus på klodens tilstand. Det kan gøres på mange måder, og stafetten består af en kasse med nogle oplagte genstande, som kan inddrages. Anbefalingen står ved magt! Se yderligere på Grøn Kirkes hjemmeside www.gronkirke.dk
Et andet overskueligt arrangement, som jeg nu vil anbefale, er klokkeringning. Vi kalder det ”Nu ringer alle klokker mod sky”, og det består grundlæggende i at lade kirkeklokkerne lyde med 350 slag i forbindelse med FN’s klimatopmøde til december.
Ideen stammer fra ”gamle dage”, hvor kirkeklokkerne blev brugt, hvis der var krig, brand eller andre katastrofer så som stormflod eller pest. Indtil 1994 indgik kirkeklokkerne i beredskabet i tilfælde af radioaktivt nedfald. Men i dag er en ny trussel opstået mod Guds skaberværk.
Klimatruslen retter sig ikke kun mod Danmark. Det er hele kloden, der er truet, hvis klimaet løber løbsk. Alle håber at klimatopmødet i december vil munde ud i effektive skridt til at imødegå klimatruslen, og for at markere det håb opfordres alle kirker landet over til at lade kirkeklokken lyde med 350 slag søndag d. 13. december kl. 16.00 under topmødet.
Hvorfor lige 350? Atmosfæren har en tålegrænse for drivhusgasser så som CO2, og den skal respekteres, med mindre klimaet skal løbe løbsk. Den grænse går ved 350 ppm (”parts pr million” = antal molekyler pr. million). I førindustriel tid lå ppm-tallet langt under 350. I dag er det 387. Det tal skal ganske enkelt ned på 350, hvis truslen skal afværges. Derfor har tallet 350 en oplagt symbolsk betydning som antallet af klokkeslag i den kirkelige markering af klimahåb, som kirkerne opfordres til at gennemføre.
Hvis en kirke beslutter sig for at deltage i markeringen, vil det være oplagt at gøre noget mere – alt efter hvad der passer til sognet. Måske kan man lave et klokkerlaug for en dag. Måske kan man lave et arrangement med en klasse fra den lokale skole (eller minikonfirmanderne), som tæller slagene. Måske kan man holde en særlig gudstjeneste. På Grøn Kirkes hjemmeside www.gronkirke.dk kommer det til at ligge forslag til liturgi. Og mange steder vil det være oplagt at indbyde den lokale presse til at overvære begivenheden!
350 er et godt tal. Det er ikke uoverkommeligt (ved almindelige søndagsgudstjenester lyder 100 slag), og alligevel er det så mange, så det vil blive bemærket. Så: Slå et slag eller rettere 350 slag for et klima, der er til at leve med.
For at klokkeringningen ikke skal komme bag på nogen, som kunne få deres offentlige orden forstyrret, skal man huske at få det offentliggjort i kirkebladet og den lokale presse.