Da Jesusbarnet blev væk

"Fortvivlet stirrede jeg ned i kisten med de 117 tøjdyr,
men sådan ét kunne jeg jo ikke så godt bruge."

Af Mette Trankjær

Det er blevet en tradition, at børnehave – og dagplejebørnene kommer til gudstjeneste en dag i december. Det er også blevet en tradition, at den gudstjeneste former sig som en slags totalteater, hvor børn og voksne klædes ud og går ind i fortællingen om Jesu fødsel. Der er altså tale om et større udstyrsstykke, hvor kostumer og rekvisitter skal bæres over i kirken tidligt om morgnen og placeres forskellige steder i rummet for at være klar til gudstjenesten kl. 10.00.

Der skal bruges en kappe til kejser Augustus, som altid spilles af en voksen, der står på prædikestolen og skuer ud over sit rige, mens jeg fortæller om folketællingen. Bagerst i kirken har vi Nazareth, hvorfra Josef med mellemøstlig hovedbeklædning og Maria med ditto sjal og tørklæde bevæger sig mod stalden i Betlehem, der befinder sig ved alteret i form af en trappestige med et sengetæppe over og en elektrisk stjerne fastgjort i toppen, den tændes af et barn, der har indvilliget i at påtage sig hvervet som stjernetænder og trykke på knappen, når Josef og Maria når frem og barnet bliver født og lagt i en omvendt skammel, der fungerer som krybbe. Barnet findes frem fra sit skjul under sengetæppets folder. Inden Maria og Josef når så langt har de banket på alle bænkene og forhørt sig om der mon skulle være plads til dem her, men ak alle børn og voksne ryster på hovedet : Alt er optaget. Rundt om døbefonten holder hyrderne til, med hyrdetasker og hovedbeklædning, her har vi også engle i tylskjoler, der er så store at de kan trækkes uden på flyverdragterne og der ligger altid en gammel flæset operakappe, til en velvoksen overengel – for sådan én kan være rar at have i hånden for en mindre og måske lidt mere frygtsom engel. Når stjernen tændes går alle til Betlehem og sætter sig hos Maria og Josef.

Til slut kommer de viser mænd, der hver har en fin hovedbeklædning. Yderligere har den ene et smykkeskrin, den anden en flaske med myrra og den tredje et lille røgelseskar. Når de er kommet frem til krybben, synger vi ”Et barn er født i Betlehem”. Et år prøvede jeg at snyde lidt, fordi jeg ikke orkede at slæbe alle sagerne over i kirken og i stedet lavede jeg en ” lightudgave”. Det skulle jeg ikke have gjort, for jeg havde gjort regning uden tanke på at børn elsker gentagelser og da vi sagde farvel til hinanden i våbenhuset, var der en af de største piger i børnehaven, der spurgte: Hvorfor skulle vi ikke lege det i år ? Fra da af vidste jeg, at det ikke gik an at pille ved formen. Det skal hvert år være : Same procedure as last year !

Sidste år for jeg så vanen tro rundt og samlede kostumer og rekvisitter sammen i den mørke decembermorgen, men hvor var nu den dukke, der plejede at agere Jesusbarn ? Der blev ledt og skrabt i skabe og skuffer og legetøjskister, men uden resultat. Da min yngste datter vågnede , spurgte jeg hende, hvor dukken var og hun svarede: ”Jamen mor, den har jeg jo givet til de varme lande ! ” Så var gode råd dyre. Mine piger har aldrig leget meget med dukker og der var ikke andre dukker i huset overhovedet og hvor skulle jeg få en dukke fra i Horbelev en tidlig decembermorgen.

Fortvivlet stirrede jeg ned i kisten med de 117 tøjdyr, men sådan ét kunne jeg jo ikke så godt bruge. Men nød lærer præst at lave tøjdyr om til Jesusbarn, for pludselig faldt mit blik på en mærkelig skabning med en babykrop og et plysset hundehoved. Resolut trak jeg en hvid strømpe ned over hovedet på staklen og tegnede øjne, mund og næse på den med en sort tusch. Så blev den behørigt svøbt og aldrig har man set så fint et Jesusbarn. Efter sidste års gudstjeneste blev det sammen med de andre rekvisitter lagt i et særligt skab i konfirmandstuens depotrum, hvorfra det lige straks skal hentes frem igen. For tiden nærmere sig, hvor kirken igen skal myldre af alle de små væsner, der skal gå ind i Julens fortælling, lære at synge korsvaret til hilsenen og bede fadervor - og så bliver det spændende at se, om de vil gøre som de plejer, når jeg lyser velsignelsen : De rejser sig foran mig som små spejle og løfter spontant armene, når jeg gør det. Det er ikke helt til at sige hvem der går mest velsignet fra kirke den dag, men jeg tror, jeg er den der glæder mig mest på forhånd !


 

Og præsten stripper - ikke!

"Det falder altid i min lod at sørge for annoncering og anden PR,
hvilket ikke er min stærke side ..."

Af Mette Trankjær

I den forgangne uge skulle den årlige julekoncert i det ene af mine sogne løbe af stabelen. Vi havde engageret et meget dygtigt kor – så langt, så godt. Selvfølgelig vil menighedsrådet gerne have, at der også kommer nogen og hører koncerten, og det falder altid i min lod at sørge for annoncering og anden PR, hvilket ikke er min stærke side, da jeg ikke er nogen ørn til oneliners. Men der skal jo nogen til det værste. Et lokalt medlem af koret sørgede for nydelige plakater og der blev annonceret i en af de små husstandsomdelte ugeaviser. Det viste sig så, at den først udkom selv samme dag, som koncerten skulle løbe af stabelen om aftenen og derfor skulle der også dagen i forvejen annonceres i rubrikken " Dagbogen" i den avis de fleste holder her på egnen.

Telefonisk fik jeg fat på en af avisens medarbejdere, til hvem jeg bekendtgjorde tid og sted for koncerten , at entréen var fri, at der var kaffe og æbleskiver og en historie bagefter - og at alle var velkomne. Ovenpå den svada, tilføjede medarbejderen kækt : "Ja, og præsten stripper!" Ærlig talt blev jeg lidt paf. For det første fordi jeg fandt bemærkningen utidig, for det andet fordi den utilsigtet ramte durk ned i en blottet nerve hos mig, nemlig udvælgelsen af det der skal læses op bagefter ved kaffen og æbleskiverne.

For selvom en sådan oplæsning ikke helt kan lignes ved et stripnummer, så er det i hvert fald en vanskelig genre. Hvert eneste år går jeg som en løve i bur i dagene op til arrangementet – higer og søger i ældgamle (og nyere) bøger, med spejdende øje i oplukte høje - efter noget at divertere forsamlingen med: Det må gerne være morsomt, men ikke plat og jeg gider ikke læse noget om nisser, det må godt være opbyggeligt men ikke klamt-fromt eller almanakagtigt – det må gerne være klogt, men ikke for højpandet osv.

Som oftest ender jeg med at læse to historier – eller et digt og en historie. I år blev det til Preben Thomsens " Moderen " fra hans syv mytiske digte og en lille fortælling af Bente Scavenius om Klintekongens have på Møn – og det gik egentlig helt godt, det var bestemt i den alvorlige boldgade, men der blev lyttet intenst og jeg kan berolige med, at det ikke blev nødvendig at strippe i denne omgang ! Men trængslerne er ikke forbi, for i næste uge skal der endnu engang læses op som afslutning på et arrangement og da nogle af de samme mennesker kan risikere at dukke op igen kan genbrug ikke komme på tale – og H.C. Andersens, som er sådan en fornøjelse at læse op, har jubilæumsåret – skam få det – næsten fået gjort ubrugelig.

Med andre ord, jeg må på den igen, og så meget sandhed er der i den rapmundede bemærkning, at det er en blottelse hver gang man selv skal vælge noget og fremføre det i civil samtidig med at man stadig er præsten. Det er sådanne aftener man bliver ekstra glad for den frihed man skænkes af kirkeårets tvang !


 

Hvis kærligheden var konkret

Af Mette Trankjær

Hvis kærligheden var konkret, så var vi nødt til at flytte!
Sådan sagde en mand en dag til sin næsten nyfødte datter, mens han sad og stirrede helt forgabt på hendes lille ansigt. Men hvad mente han med, at de blev nødt til at flytte hvis kærligheden var konkret. Jo, han mente, at kærligheden til barnet var så overvældende, at det føltes som om hjertet skulle sprænges så kærligheden flød ud over det hele. Den vil lægge sig på alle hylder i bogreolen og i køkkenskabene, i sengen og på køkkenbordet, i håndvasken og i brusenichen .Til sidst ville den nå fra loft til gulv i alle lejlighedens tre værelse og den vil vælte ud af vinduerne ned i baggården og ned på Kaalundsgade den ville løbe videre op og ned ad Vesterbrogade og ned ad Frederiksberg allé, - den ville mase sig op ad Valbybakke og derfra ud i den vide verden. Ja, gid det var så vel, kunne man sige - at kærligheden på den måde var konkret. For verden var måske lidt anderledes - hvis den sådan blev offer for sådan et kærlighedsanfald.
Måske alt ville se ud som i Benny Andersens Digt Anfald:

Et øjeblik er alting pludselig omvendt
negativet fremkaldt
folks hud lyser af opklaret venlighed
du selv er et stort rundt øje
der ser alting på en gang uden at fryse
hænder vender uden videre udad
huse og blomster omfavner hinanden
et sted slår et skib en latter op
fordi besætningen kilder
der sænkes rebstiger ned fra stjerner
men ingen har lys til at bruge dem nu
man har travlt med at klappe hinanden
afgrunde viser sig at være smilerynker.
alt kan siges
og behøver derfor ikke at siges mere
en ældgammel vedligeholdt misforståelse
må være blevet opklaret
eller der er sket et brud på en kæmpe kærlighedsledning.

Når man får et barn føles det som om der går brud på en kæmpe kærlighedsledning - og kærligheden bliver konkret. Helt konkret. Måske ikke sådan at den fylder hele lejligheden og løber ud af vinduerne, selvom det kan føles sådan, men konkret bliver den nu alligevel i betydningen egentlig sammenvokset. I barnet er manden og kvinden vokset sammen, er blevet ét kød som det hedder med en bibelsk vending. For sådan er kærligheden nemlig. Den ER konkret, den har altid navne og ansigter. Gud har det ligesom den nybagte far . Gud har set ned på sin verden og tænkt : " "FORDI kærligheden er konkret bliver vi nødt til at flytte ! " I Jesus Kristus bliver Gud konkret og personlig.I krybben i Betlehem bliver Guds kærlighed konkret. Fra krybben i Betlehem flyder kærligheden og breder sig både udad og indad. Den breder sig ud i verden , for så vidt som der med barnet i krybben fortælles om Guds kærlighed til den verden han elsker så højt, at han blev nødt til at flytte ind i den. Den breder sig indad i mennesker, når vi mærker noget til vores hjerter i forhold til andre mennesker og måske får den tanke, at det vi mærker til vores hjerte er skubbet i gang af Guds konkrete kærlighed.