Her er du: » Weblog_NY» Morten Skovsted

Kunsten at give slip

• Fra min ungdoms arbejde med udvikling
af hjemmesider ved jeg, at brugervenlighed
kun kan fastslås på én måde: Hvad siger brugeren?

Af sognepræst Morten Skovsted, Hjortshøj

Vi præster er kaldede til vores menigheder for at gøre det, vi er uddannede til: At lede gudstjenesten, at forkynde evangeliet, og meget andet, som vi i kraft af vores lange, teologiske uddannelse er i stand til at løse med indsigt og vid.
Selv samme indsigt kan dog gøre det betimeligt, i omgangen med såkaldte ”almindelige” mennesker, at øve sig i den vanskelige kunst ”at give slip”: På teologiske principper og lærdom, på indgroede vaner, på autoriserede ritualer, på præsteligt tilsyn og ansvar.
Jeg selv gjorde mig en omvendelsesagtig erfaring af behovet for at give slip, da jeg havde været præst i nogle få år: En ung jurastuderende, Helle, var begyndt at komme i kirken, og endte faktisk med at komme stort set hver søndag gennem flere år.

På et tidspunkt havde vi et debatarrangement i sognegården om, hvordan vi skulle være kirke i nutiden. Helle udtrykte beklagelse over, at hun forstod så lidt af, hvad der egentlig foregik i højmessen, hvorefter en af de tilstedeværende kærligt belærte hende om, at hun jo måtte sætte sig ind i sagerne, i sproget, i koderne. Helle gentog sin beklagelse: ”Uanset hvor meget jeg burde forstå, så må jeg fastholde: Der er så uendelig meget jeg ikke forstår: Epistel, ihukomme, evangelium, kollekt, miskundhed, frimodighed o.s.v.”
Det gik op for mig, hvor alvorligt Helle faktisk mente, hvad hun sagde, og hvor alvorligt et problem, hun gav udtryk for. Lad os opsummere: En velbegavet, interesseret, flittig kirkegænger, som faktisk gerne vil have så meget som muligt ud af gudstjenesten, gør opmærksom på, efter ca 50 gudstjenester, at det fortfarende er svært for hende at forstå, hvad der egentlig bliver sagt.

Fra min ungdoms arbejde med udvikling af hjemmesider ved jeg, at brugervenlighed kun kan fastslås på én måde: Hvad siger brugeren? Hvis en bruger af en webside, gør opmærksom på, at han/hun har et problem med siden, så kan du som designer eller webudvikler argumentere i tre timer for, hvorfor du har gjort, som du har. Det ændrer ikke på, at der rent faktisk er et problem i mødet mellem bruger og medium. På samme måde med Helles møde med forkyndelsen: Hun havde faktisk svært ved at nå ind til budskabet, selv om hun gerne ville. Det er og bliver et problem, når det sker.
Jeg hev fat i Helle og fik lavet en lille gudstjenestegruppe med hende og et par andre unge fra sognet. Det første, vi skulle lave, var en gudstjeneste op til påske. Den lille gruppe lavede et forslag til gudstjenestens forløb, og vi havde aftalt, at vi lige skulle løbe det igennem på mit kontor, så jeg kunne ”godkende” gudstjenesten. Da vi var færdige, havde jeg hurtigt og effektivt fået det til at ligne en højmesse så meget, at ethvert engagement hos de fremmødte var tæt på at fordufte. Med al min teologiske dannelse havde jeg argumenteret for at Ordet skulle forkyndes før naveren, at kollekten var ufravigelig, at vi mindst skulle have to af de klassiske påskesalmer o.s.v. Heldigvis gjorde de involverede opmærksomme på dette som et klogt og myndigt lægfolk: ”Vi gider altså ikke have så meget arbejde med det her, hvis du alligevel laver det hele om.”
Oplevelsen lærte mig i første omgang at lytte bedre til menigheden.

I anden omgang lærte den mig, at hvis man vil engagere lægfolket, så skal man være villig til at give slip. Derfor har jeg siden den gang adskillige gange oplevet at krumme tæer i kirken i forhold til min egen opfattelse af, hvad der blev sagt, spillet eller sunget, men samtidigt at jeg har kunnet glæde mig over andres oplevelse.
Vi har således - arrangeret af andre eller i samarbejder på kryds og tværs af menigheden - haft meditative gudstjenester, fromme sangere, der afleverede inderlige vidnesbyrd mellem de søde Jesussange. Vi har haft Rockgudstjenester, der var mere rock end gudstjeneste, og vi har haft lægmandsprædikener der var for korte eller langt og hjemmedigtede fastelavnssalmer der var ret platte. Men alt sammen har i kraft af andres hjerteblod, engagement og oprigtighed haft værdi, selv om præsten krummede tæer. Hvilket han i øvrigt gjorde med den ydmyge erkendelse i baghovedet, at menigheden formodentlig ofte har gjort det samme, når jeg har udfoldet mine til tider ret besynderlige pastorale griller.

Det er OK, at vi alle sammen en gang imellem krummer tæer. For den værdifulde pointe er, at menighedens mangfoldighed og mangfoldigheden i forståelser af det kristne budskab er en rigdom uden lige, så længe den er båret af et fælles ønske om at dele troen med hinanden. Det er da skønt, at der findes missionske, kulturradikale, grundtvigske, spejderagtige, tidehvervske og krystalhealende kristne i Folkekirken. Og hvor skal vi dog bestræbe og på at kunne rumme dem alle.
Så lad os, ikke mindst som præster, være så langmodige, som vi kan. Lad os i omgangen med lægfolket og vores kald give slip, så længe det ”driver på Kristus”. Lad os gøre det i tillid til at Gud og Ånden nok også virker uafhængigt af vores teologiske dannelse.
Med andre ord – som man siger i visse amerikanske kirker: Let go - and let God.

De hjemmekristne

• Danskerne har fundet ud af, at man sagtens kan være
både kristen og folkekirkemedlem uden at komme
i kirke, hvilket jo er fuldstændig korrekt.

Af sognepræst Morten Skovsted, Hjortshøj

I forsøget på at forstå samtiden og kirkens udfordringer deler vi ofte menigheden op i tilpas overskuelige grupper og kasser, f.eks. vanekristne og lejlighedskristne. Der kan siges meget for og imod sådanne forsimplinger, men at de rammer en del af virkeligheden, er vist åbenlyst for de fleste, og at de derfor kan virke anskueliggørende og dermed befordrende for løsningen af de udfordringer, vi som kirke står overfor, forekommer at være lige så indlysende.

Med en sådan inddeling tager man nemlig det faktum alvorligt, at danskerne gennem de sidste par generationer er begyndt at bruge kirken på en ny måde. Hvor kirken før var en del af det, der var givet, noget man fik overleveret, noget man besøgte som det mest naturlige, så kan man ikke længere tage for givet, at danskerne bruger kirken. Heller ikke selv om de er medlemmer.

Nedgangen i kirkegangen fik i 70’erne religionsforskerne til at forudse religionens umiddelbart forestående død, men sådan gik det ikke. Danskerne forblev medlemmer af folkekirken, og i stedet for at komme af vane, kommer de nu, når lejligheden byder sig. Det gør den dog temmelig sjældent for langt de fleste danskere, og derfor har vi i Folkekirken et stort paradoks og særkende: At 82% af danskerne er betalende medlemmer, mens en langt mindre procentdel finder anledning til at deltage i gudstjenestelivet.

”Kirke vil de gerne have, menighed vil de ikke være” skriver Niels Højlund et sted og knytter dermed an ved Jørgen I Jensens bog Den fjerne kirke om den kirke, der ligger i horisonten som en fjern mulighed… men dog som mulighed. Gennem 13 år som præst er det også min erfaring, at det er sådan de fleste danskere trives bedst med kirken: som ikon, som nationalt identifikationssymbol, som noget der skal være der, men som helst ikke skal for tæt på.

Så udbredt er denne holdning, at det i dag giver mening at tilføje endnu et begreb i forhold til folkekirkens medlemmer, nemlig ”de hjemmekristne”. Den hidtidige opdeling mellem vane- og lejlighedskristne har det fælles udgangspunkt, at kristenlivet udfolder sig i kirken. Bemærk, hvad der ligger i begreberne: Man er enten kristen af vane eller lejlighedsvis, defineret efter, hvor ofte man kommer i kirken. Men danskerne har fundet ud af, at man sagtens kan være både kristen og folkekirkemedlem uden at komme i kirke, hvilket jo er fuldstændig korrekt.

Men hvorfor er man hjemmekristen? Det kan der være mange grunde til, og jeg kan blot nævne et par af de mest indlysende:

Måske de bare har for travlt til at gå i kirke. De har meget arbejde eller de har små børn eller de deltager i alle mulige andre sociale og kulturelle aktiviteter, når de endelig har fri. Eller også vil de bare gerne sove længe søndag morgen, hvor det jo oftest går løs i kirken.
Det kan være, at de ikke bryder sig om at ”udstille deres religion”. Mange danskere er blufærdige. Mange danskere mangler sprog. Mange danskere har det bedst med en privat, ureflekteret form for religion.
Eller også tilhører de den store gruppe af moderne mennesker, der ikke føler, at de kan presse deres tro ind i den samlede, kulturelle indpakning, vi har givet folkekirkekristendommen. Hvad nu hvis man er kristen og ikke bryder sig om orgelmusik? Eller har det svært med de gamle salmedigteres forældede sprog og metaforik? Eller hvis man er tilsvarende utilpas med kirkerummets museums-karakter?

Så kan man vælge at blive hjemme. Der kan man læse i sin Bibel, eller i sit kirkeblad, eller bede bønner, eller tænke over livet, eller tale med Gud eller synge sine egne salmer, eller høre morten andagt i radioen eller følge DR Kirken DR eller Gospel Chanel på kabel TV.

Mit bidrag til debatten om Folkekirkens fremtid bliver i denne omgang blot dette at give de hjemmekristne et navn. Men det er nu heller ikke uvæsentligt. Den sproglige inddeling mellem vanekristne og lejlighedskristne har været med til at anskueliggøre en udvikling. Den har taget de lejlighedskristne alvorligt ved at gøre dem til en legitim del af menigheden. Og bevidstgørelsen om de lejligheds- og eventkristnes tilstedeværelse ligger også bag den aktivisme, der har præget vores kirke de sidste årtier: Alternative gudstjenester, rytmiske salmer, gospel, meditation, natkirker og spaghetti-gudstjenester er alt sammen en del af bestræbelsen på at give de lejlighedskristne en lejlighed til at komme i kirke.

Den bestræbelse er al ære værd, og den skal vi fortsat have. Men med bevidstheden om en ny menighed i menigheden kan vi desuden gå i gang med at overveje, hvordan vi er kirke for en menighed, der praktiserer deres tro hjemmefra, og ikke umiddelbart har lyst til at ændre den praksis. Nogle vil sige, at menigheden er de troendes og/eller de bekendendes fællesskab, og at det fællesskab er fysisk og grundlæggende for selve menighedsbegrebet. Men jeg er ikke sikker på, at vi behøver at fastholde gudstjenesten og det fysiske menighedsfællesskab som omdrejningspunktet for menighedens liv og vækst. Måske vi kan sætte forkyndelsen i stedet…

Hvad jeg eller andre konkret tænker at gøre for at nå gruppen af hjemmekristne er ikke i første omgang afgørende. Det væsentlige er, hvad der sker, hvis vi sammen begynder at reflektere over, hvad det vil sige, at menighedens fællesskab ikke længere nødvendigvis er bundet til kirkerummet. Så er jeg sikker på, at det vil føre en nytænkning med sig, som automatisk vil udmønte sig i nye initiativer. Og måske endda i en ny menighedsforståelse.

Jeg kan dog afsløre, at der her i Hjortshøj-Egå, hvor jeg er sognepræst, ligger et helt bevidst forsøg på at nå de hjemmekristne bag vores opprioritering af Kirkebladet. Vi bruger mange ressourcer på et farvestrålende, folkeligt, eksistentielt og bredt appellerende kirkeblad ud fra ønsket om at have et tilbud, også til de medlemmer af menigheden, der ikke kommer i kirken. Vi vil gerne gennem brevsprækken nå de hjemmekristne hjemme i dagligstuen og måske inspirere dem til et par kristelige tanker eller en lille aftenbøn. Samme tanker ligger bag sognets hjemmeside. Måske det endda giver en enkelt eller to lyst til at gå i kirke. Men det er ikke nødvendigvis målet, for de har jo ret, de hjemmekristne: Man kan faktisk godt være både folkekirkemedlem og kristen der hjemme. Så er man bare hjemmekristen.

FRIRUM – et opgør med højmessen… eller?

• Det nye er, at der ikke bare er tale om en
sjælden event, men om et fast tilbud til menigheden medlemmer.

Af sognepræst Morten Skovsted, Hjortshøj

I Hjortshøj har vi de sidste 2½ år cirka en gang om måneden erstattet højmessen med en alternativ gudstjeneste, kaldet FRIRUM: Orglet er slukket og skiftet ud med klaver og bas samt en lovsangsgruppe, der støtter menighedens sang af nye salmer, gospel o.l. Præstekjolen bliver i skabet i præstegården sammen med Ritualbogen, mens Powerpoint, CD musik og andet moderne pjat har holdt sit indtog. Det særlige ved FRIRUM er imidlertid ikke alt dette, men snarere det faktum, at FRIRUM er den givne søndags rigtige gudstjeneste og ikke en ekstra-ting, der kan gemmes væk en onsdag aften.

Da jeg kom ud af kirken efter det første FRIRUM for et par år siden, fik jeg stukket et kamera og en mikrofon fra TV2 Østjylland i hovedet med spørgsmålet ”Hvad er der nu galt med de gode, gamle salmer?” Spørgsmålet var en kæk indgang til et indslag om det nye påfund, men det afslørende, at journalister, også når det kommer til kirkestoffet, har svært ved at tænke i andet end konflikter. Det er altid så godt og letbegribeligt med den ene side af sagen, og så den anden… og lidt uenighed i midten.

Men vore FRIRUM er ikke et angreb på højmessen, og mange af os, der er engageret i FRIRUM, kommer også gerne til højmesser. Det er nemlig ikke et enten-eller, men et både-og. Og derfor lød mit svar til journalisten: ”Der er intet galt med de gode, gamle salmer. Dem synger vi til højmessen tre gange om måneden. Men én gang om måneden laver vi FRIRUM, hvor vi benytter os af en anden form, et andet sprog, en anden musik og nogle nye sange. FRIRUM er altså ikke et modstykke til højmessen men simpelthen en anden måde at fejre gudstjeneste på.”

Og lad mig dertil føje en vigtig sproglig detalje: Jeg kalder bevidst ikke FRIRUM for et supplement til højmessen, men mener at det banebrydende med vores initiativ netop ligger i, at denne alternative gudstjeneste er ophøjet til at være en rigtig gudstjeneste: Denne ene søndag om måneden er FRIRUM sognets gudstjeneste. En rigtig gudstjeneste. Og vi er biskop Kjeld Holm evigt taknemmelige for, at han på den måde har været behjælpelig med at få hævet den alternative gudstjeneste op fra en stedmoderlig tilværelse som ekstragudstjeneste onsdag aften eller søndag eftermiddag, hvor den netop kunne være en slags supplement; en ekstraforestilling i forhold til søndagens rigtige gudstjeneste, Højmessen.

Der har været eksperimenteret i årtier, og vi har ikke tilføjet meget nyt i Hjortshøj. Det nye er, at der ikke bare er tale om en sjælden event, men om et fast tilbud