Natursyn og teologi 1976 – 2011

"Samtidig fortsætter udryddelsen af arter med rasende hast.
Med hvilken ret, spørger jeg?
Hvem har givet os denne licence to kill?"

Af Ole Jensen

Den 20. januar udkom min nye bog, ”På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn”, på Forlaget Anis. Præsteforeningens Blads redaktør, Jakob Brønnum, har bedt mig om en ugentlig blog i februar måned om bogens temaer med et udblik tilbage til 1976, da jeg skrev min første lille bog om den samme problematik, ”I vækstens vold. Økologi og religion”. Det har jeg med glæde takket ja til.

Den dialektiske teologi var et voldsomt brud med den liberale teologi. Men der er også kontinuitet, det opdagede jeg, da jeg som ung amanuensis var på et studieophold i Marburg i 1964-66. Og det påviste jeg i min disputats (1975) om Rudolf Bultmann og hans liberalteologiske lærer Wilhelm Herrmann. Der var tale om et ret eksklusivt stykke specialforskning. Og jeg var langt inde i det, da det gik op for mig, at natursynet gik igen hos dem begge, og at det var nykantiansk, og at det var fuldstændig selvfølgeligt forudsat, ikke blot hos teologer og filosoffer, men i de moderne samfunds produktionsmåde og økonomi og livsidealer i det hele taget. Og – ikke at forglemme: dette natursyn var dybest set katastrofalt. Det var nye toner, især i teologisk sammenhæng. Jeg havde fået syn for det gennem en gammel veneration for Thorkild Bjørnvigs lyrik, og jeg inddrog nogle af hans digte til belysning af det i disputatsen.

Dengang var der i TV noget, der hed ”Kirkeligt Magasin”. De fik nys om, at disputatsen havde denne dimension, og optog næsten en times interview med mig, som blev sendt i prime time – og husk på: der fandtes kun én eneste dansk kanal.

Umiddelbart derefter henvendte et forlag sig til mig og spurgte, om jeg ikke kunne skrive en mere folkelig bog om det. Jeg var en ung universitetsnørd og havde aldrig forestillet mig noget sådant og vidste ikke, om jeg overhovedet var i stand til det. Men jeg kastede mig ud i det, og det blev til den nævnte lille bog ”I vækstens vold”, som fik stor udbredelse af en teologisk bog at være og vakte megen debat. Efterhånden blev den også oversat til tysk, svensk, hollandsk og italiensk.

Det forandrede mit liv. Det trak mig ind i så mange opgaver uden for universitetet, at jeg ikke syntes, jeg samtidig kunne passe mit arbejde som professor, især forskningen, tilstrækkeligt godt. Derfor gik jeg ind i kirkeligt arbejde. Jeg blev domprovst i Maribo. I den stilling kunne jeg med bedre samvittighed fortsætte mit folkelige engagement for en ændring i naturforståelsen. Og det har fulgt mig siden som et livsærinde.

Jeg blev kaldt dommedagsprofet, natursværmer, økoflipper og andet godt af samme skuffe. Og det vil jeg såmænd nok få at høre igen, som om man så kan slippe for at se virkeligheden i øjnene. Det sørgelige er jo, at jeg har fået uhyggeligt meget mere ret, end jeg frygtede. Temperaturen stiger på kloden, og ingen ved, hvad det kan gå hen og betyde, hvis ikke det bliver standset. Og spørgsmålet er, om det kan standses, så længe alle fortsætter med af al magt at optimere den økonomiske vækst og væksten i forbrug, samtidig med at befolkningstallet vokser. Jeg tvivler.

Samtidig fortsætter udryddelsen af arter med rasende hast. Med hvilken ret, spørger jeg? Hvem har givet os denne licence to kill?

Nogle siger: Ja, men det har Skaberen da med det såkaldte ”herredømmemandat” i Genesis 1, 28. Det gælder f.eks. René Descartes: ”Vi kan (med naturvidenskab) gøre os til herskere over og ejere af naturen” (”Nous nous pourrions rendre comme maîtres et possesseurs de la nature” – Discours 1637).

Men kan det virkelig passe? Legitimerer kristendommen et brutalt natursyn, som reducerer skaberværkets mirakuløse mangfoldighed og på uoverskuelig vis forandrer den biosfære, som er forudsætningen for det kendte liv på kloden?

Det handler næste uges blog om.



 

Herredømmemandat eller beundringsmandat?

Her opstår det brutale natursyn:
Naturen er til for vores skyld alene, og vi har lov at gøre med den,
hvad vi kan komme af sted med.

Af Ole Jensen

I skabelsesberetningen i Genesis 1 velsigner Gud mennesket, som er skabt i hans billede, og pålægger det at gøre sig til herre over jorden og at herske over de øvrige skabninger (v. 28). Man har kaldt det ”herredømmemandatet”.

Taget helt bogstaveligt på ordet er Skaberens velsignelse endt som en legitimering af et brutalt natursyn, som en licence to kill. Det er nok at henvise til decimeringen af arterne – forskere skønner, at den foregår mellem 100 og 1000 gange så hurtigt som den naturlige artsuddøen. Selv det laveste skøn forekommer uhyrligt. Det er en veritabel massakre på livsvrimmelen – eller lad os bare sige skaberværket. – Hertil kommer så nu varmestigningen i atmosfæren, der – forsigtigt sagt – i vid udstrækning er menneskeforårsaget. – Og hvad er gevinsten for de allerfleste af os i den rige verden? Stort set kun magelighedsfordele, flere rejser, luxusmad, mere overflødigt forbrug.

I de mange århundreder, der gik forud for industrialiseringen, var menneskets magt i forhold til naturen så forsvindende lille, at den højst kunne gøre meget begrænset lokal skade. Dette har pludselig ændret sig. Nu, med ét, vågner vi op og ser til vores forbløffelse, at vi er blevet i stand til at røre ved fundamenterne, ved selve klimaet, og det uopretteligt. I det øjeblik bliver den bogstavelige forståelse af ”herredømmemandatet” fatal.

De mennesker, der formulerede det, kunne ikke forestille sig, at en sådan ændring i magtforholdet menneske-natur nogensinde ville kunne indtræffe. Den baggrund, ”herredømmemandatet” er blevet til på, er afgørende forandret. Deraf følger, at det er uholdbart fortsat at lade det gælde, som om intet er sket.

Med magt følger ansvar for brugen af magten. Det er uetisk fortsat alene at se naturen som en hindring for menneskets muligheder for at leve menneskeværdigt. Senest nu, hvor vi kan såre natur dødeligt, kalder det også på følelser og dyder som forsigtighed, tilbageholdenhed, selvbeherskelse, nænsomhed, medfølelse, beskyttelse, omsorg.

Måske lå dette også som en mulighed i ”herredømmemandatet”. Man har anført, at det skal forstås i feudal sammenhæng: Herremanden havde ganske vist hånds- og halsret over sine undergivne, men han havde samtidig ansvar for deres ve og vel. Den gode herre kommer den nødstedte undersåt til hjælp, in casu den hærgede natur.

Og der står jo også andet i Genesis 1. For det første, at selve det, at noget er til, er Skaberens mirakuløse værk. For det andet, at Skaberen efter hver endt skabelsesdag ”så”, at det tilblevne var ”godt”. Det værende i dets faktiske skikkelser er godt for øjet, sanseligt skønt, forunderligt som led i den forunderlige væren, ”hans fingres værk”, som det senere hedder med fin poesi. Det kalder på undren, det kalder på beundring, det kalder på hyldest, lovprisning. Og det kalder på varetagelse. Man passer selvfølgelig på noget så kosteligt.

Vi har ikke fået et herredømmemandat”, vi har fået et ”beundringsmandat”!

Går vi til andet kapitel i Genesis, står der da også i v. 15, at Gud Herren satte Adam i haven til at ”dyrke den og vogte den”. ”Vogte” betyder ”værne”, ”tage vare på”. Faktisk har vi her opskriften på en materiel kultur i balance. Vi får lov at bruge af naturens goder til gode formål, til fremme af et menneskeværdigt liv, men kun, idet vi passer på den, ser den i sin egenart og egenret.

Havde Europa dog bare fastholdt begge dele og ikke blot helt ensidigt specialiseret sig på ”dyrke”, bruge, udnytte!

Når det kunne ske, tror jeg, det skyldes mødet med den gnostiske dualisme akkurat i kristendommens fødselsstund. De gamle hebræeres skabelsesontologi anbragte guddommelighed og hellighed uden for naturen i den ene Gud. Men denne sekularisering af naturen gik hånd i hånd med den æstetisk-religiøse sans for dens herlighed. Naturen skulle ikke frygtes og dyrkes, men den skulle bestemt heller ikke bare reduceres til ting. Dualismens nedvurdering af sanseverdenen smitter sekulariseringstanken og fratager den dens sanselig-æstetiske herlighedskvalitet, som fremkaldte undren og beundring og hyldest. Og efter renæssancen får dualismen, der i middelalderen fortrinsvis gav sig udslag i religiøs hinsidighedslængsel, et dennesidigt udtryk i reduktionen af natur til alene at blive set på som ressourcer for mennesket. Her opstår det brutale natursyn: Naturen er til for vores skyld alene, og vi har lov at gøre med den, hvad vi kan komme af sted med. Der er ikke noget selvstændigt hensyn at tage til den i dens egenart og egenret.

Den faktiske kristendom er medskyldig i naturmishandlingen, men i en fejludvikling. Den ægte kristendom bærer på korrigeringen af fejludviklingen. At vise det har været ét af formålene med at skrive min lille nye bog, ”På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn”.

Vækstguden – eller: to logikker i konflikt

”Det moderne menneske har alt. Og det er så
også alt.” Johannes Møllehave

Af Ole Jensen

Det går ikke uden økonomisk vækst! For så får vi arbejdsløshed, svækket købekraft, øgede offentlige udgifter og social ustabilitet. Ca. 2 % vækst i bruttonationalproduktet om året er minimum, det siger de økonomer, politikerne lytter til. Det følger af den indre systemiske logik i økonomien. Og det kan jeg godt se.

Men samtidig kan jeg også se, at det er skingrende absurd. Allerførst fordi almindelig menneskelogik siger det modsatte: Det kan ikke lade sig gøre at vokse uendeligt på endelig plads – og den økonomiske teori forudsætter faktisk, at det kan lade sig gøre. Men en simpel fremskrivning fortæller, at selv med en beskeden økonomisk vækst på 2,1% om året vil produktion og forbrug allerede om 20 år være halvanden gange det nuværende, om 50 år næsten det tredobbelte, ottedoblet om 100 år, og, lad os springe i det: om 500 år vil produktion og forbrug være 32.574 gange i dag! Det lumske er jo, at hvert år er det, der vokser med 2,1%, blevet 2,1% større end året før. Det er så at sige vækst med ”renters rente” (eksponentiel vækst).

Se det for jer! Allerede nu belaster menneskeheden klodens natur 50% mere, end den kan bære.

Ja, men det vil vi skam råde bod på, siger fortalerne for ”bæredygtig vækst”, ved effektivere udnyttelse af ressourcerne, opfindelse af ”ren”, vedvarende energi og af materialer med uanede – ”rene” – egenskaber, ændrede produktions-, transport- og forbrugsmønstre o.a. – Vel så, jeg skal være den sidste til at afvise disse prisværdige bestræbelser for at opnå bæredygtighed – det skal vi bestemt gøre alt, hvad vi kan for, og gå i gang straks.

Men bæredygtighed er én ting, bæredygtig vækst noget andet og langt mere krævende. For så skal effekten af bestræbelserne for bæredygtighed være så stor, at den kan følge med den endeløse vækst. Naturbelastningen for nuværende er, som jeg nævnte, 50% for høj. Og med 2,1% vækst vil produktion og forbrug om 20 år være en halv gange større end nu. Men så må naturbelastningen ved produktion og forbrug om 20 år kun være på 44% af, hvad den vil være, hvis vi lader står til og fortsætter som nu uden de indgribende bæredygtighedsbestræbelser. Det viser en matematisk udregning.

Så får vi godt nok skoene på, hvis det skal kunne nås. Men det er småting. For efter 50 år med tredobbelt produktion og forbrug må naturbelastningen kun være på knap en fjerdedel af, hvad den ville være uden bæredygtighedsbestræbelserne. Efter 100 år (ottedoblet produktion og forbrug) må den kun være på 8% . Og så det helt vilde: Efter 500 år med en vækst i produktion og forbrug på 32.574 gange nu, må der kun slides 0,002% på naturen af, hvad sliddet ellers ville være uden bæredygtighedsbestræbelserne – i praksis: vækst uden naturbelastning!

Længe før de sidste excesser går det op for en, at der er tale om ren og skær ønsketænkning. Hvor kan nogen i ramme alvor tro, at det skal kunne lade sig gøre? Ja, netop ”tro”! Det er barokt at tænke på, hvor troende de må være, disse ellers så nøgterne fagfolk (økonomerne) og disse politikere, der ellers altid roser sig af at have begge ben på jorden. Vækst- og udviklingstroende. Var der nogen, der sagde ”mammon”?

Almindelig lægmandsfornuft tilsiger mig derfor at konkludere det stik modsatte af det allerførste udsagn i denne tekst: På bare lidt længere sigt går det ikke med fortsat økonomisk vækst! Vitale økologiske systemer, herunder det største af dem alle, klimaet, vil før eller siden nå det, man kalder the tipping point, det punkt, hinsides hvilket ingen aner, hvad der vil ske, udover at noget af det efter al sandsynlighed vil være katastrofalt. – Og så har jeg ikke med et ord nævnt de fremstormende økonomier i store folkerige lande ude på kloden, Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina – Kinas milliard har p.t. en vækst på 10%!

Af økonomerne forlanger jeg i første omgang alene indrømmelsen: At de – vi – står i et djævelsk dilemma mellem to logikker! Men se, om de giver den indrømmelse. De lader, som om væksten kan fortsætte. For ikke at tale om politikerne – blå som røde – alle hylder de den rædselsfulde, monomane vækst-retorik og fabler om flere arbejdspladser og øget arbejdsudbud. Hånd i hånd går nødvendigheden af et udvidet forbrug – vækst og forbrug er korrelative størrelser, den ene kan ikke være uden den anden.

Og til hvad nytte? Hvad gavner øget forbrug mennesker som os, der har så alt f