Præsten og provsten
• Mellem præst og provst er sagen den, at der er opstået
en meget direkte forbindelse. Præsten har i høj grad indflydelse
på provstens arbejdssituation; ikke kun undtagelsesvist men helt generelt.
I gamle dage var det i særlig grad tallet tre, som spillede en afgørende rolle i folkekirken: tre bedeslag, tre skovlfulde jord, tre håndfulde vand i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I nyere tid henter vi i folkekirken selvfølgelig stadig vores identitet i den treenige Gud. Men andre tal har fået og lader til også i fremtiden at ville få en stor betydning for den måde, vi indretter folkekirken på. Her er der tale om de knap så simple og let gennemskuelige tal: 1477, 1491 og 1503. Tre kirkeministerielle betænkninger som tilsammen griber afgørende ind i den måde, vi hidtil har været folkekirke på.
At de tre betænkninger griber afgørende ind, fremgår i hvert fald, hvis man tillader sig – lidt forenklet måske – at definere den oprindelige folkekirke som den overordnede teologiske og strukturelle ramme inden for hvilken hvert sogn og hvert pastorat i videst muligt omfang udfoldede sig selvstændigt. Sognets menighedsråd gjorde et vigtigt arbejde for at skabe gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst. Jeg vil påstå, at denne opgave i almindelighed ikke blev defineret som at skabe gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst i almindelighed, men netop i deres sogn.
I menighedsrådet sad sognepræsten, som i sin tid var blevet indsat af provsten ved oplæsning af kirkeministerens ansættelsesbrev, som efter menighedsrådets indstilling forpligtede sognepræsten på at være præst i netop dette sogn, og biskoppens kollats, som gjorde det vitterligt at sognepræsten var en ret beskikket præst i netop dette sogn. Sognepræsten var m.a.o. egentlig ikke præst i almindelighed. Men flyttede ind i en specifik tjenestebolig i et specifikt pastorat og forventedes så med sin teologiske ballast at tage sig af alle forefaldende gejstlige opgaver der.
Menighedsråd og sognepræst var, som det sig hør og bør, under tilsyn af den stedlige biskop. For sådan må man naturligvis inden for en given ramme sikre sig, at indholdet holder sig inden for rammen.
Biskoppen så man imidlertid ikke meget til. Det gjorde man sådan set heller ikke til provsten, som på biskoppens vegne hjalp til med at føre tilsyn. For så længe alt gik skikkeligt til, så længe menighedsrådet gjorde, hvad de skulle, og så længe sognepræsten gjorde sin gerning og fulgte sit kald, så var det selve grundtanken, at hvert sogn og hvert pastorat i videst muligt omfang skulle have frihed til at udfolde sig selvstændigt.
Nu kunne den selvfølgelige fortsættelse så være: ”Men så kom der tre betænkninger fra Kirkeministeriet! Frihedens lys blev slukket! Al selvstændighed blev trådt under fode!” Jeg mener, det er mere ædrueligt og betydeligt mere i overensstemmelse med sandheden at formulere sig sådan: ”Der kom tre kirkeministerielle betænkninger, fordi man omsider reagerede på, at de menighedsråd og præster, som folkekirken blev skabt til, stort set ikke fandtes længere. Derfor tjente rammen ikke længere indholdet.”
Mit ærinde i denne blog er præsten og provsten. Jeg skal derfor ikke gå nærmere ind på de ændringer, som er sket på menighedsrådssiden. Men blot konstatere, at rådgivning af menighedsråd er blevet en mere og mere synlig arbejdsopgave i provstierne, uden at jeg skal gå ind i en nærmere beskrivelse af årsag og virkning. Mellem præst og provst er sagen den, at der er opstået en meget direkte forbindelse. Præsten har i høj grad indflydelse på provstens arbejdssituation; ikke kun undtagelsesvist men helt generelt. Det kan der helt sikkert komme meget godt ud af både for provsten, for præsten og for evangeliets forkyndelse. Men kun under forudsætning af, at vi besinder os på, hvad vi vil opnå og hvordan vi vil opnå det.
Indledningsvis er det dog helt nødvendigt at slå fast, at vi ikke befinder os i en situation, hvor provstestillingen skal nydefineres. Vi befinder os i en situation, hvor provstestillingen er blevet nydefineret.
Nu stadig som hierarkisk tilsynsmyndighed og administrator, men også som mediator, sparringspartner og udfarende kraft i det samarbejdende teologiske fællesskab.
Det rejser tre spørgsmål, som det er vigtigt at finde frem til fornuftige svar på:
- Hvordan skal det rum se ud, som præsten og provsten skal samarbejde inden for?
- Hvor skal fokus være i den samtale, som præsten og provsten fører med hinanden?
- Hvordan sikrer man en tilfredsstillende gejstlig betjening af det pastorat, hvor provsten er præst?
Præstens og provstens rum
• Definerer man primært formålet med MUS som en
samtale, der skal fremme evangeliets forkyndelse,
så er det samarbejdende teologiske fællesskab etableret
Af provst Paw Kingo Andersen, Hjallelse Provsti, formand for Danmark Provsteforening
Hvor tidligere tider ikke havde så meget imod, hvis rum var dunkle, lukkede sig om mennesker og gav mennesker lov til at skjule dele af sig selv, så har det i adskillige år været karakteristisk for de fleste moderne byggerier, også i kirkelig regi, at der tænkes i lyse og åbne rum. Alt skal træde tydeligt frem. Ingen skal have lov til at gemme sig selv eller lade sider af sig selv henligge lidt i skygge.
Er det mon den samme tendens, der er slået igennem i de mellemmenneskelige relationer, herunder de arbejdsmæssige relationer?
I folkekirken var det tidligere ikke bare helt i orden, nej, det forventedes som en given ting, at sognepræsten gjorde sin gerning og passede sit kald uden nogen synderlig indblanding fra biskop og provst. Altså med mindre sognepræsten havde ekstraordinært besynderlige sider af sig selv, som det ikke rigtig lykkedes at gemme på. Nu foregår alt helst ude i lyset og i al åbenhed.
Dette er ikke en begrædelse af, at de mellemmenneskelige relationer har forandret sig. Men blot en konstatering af, at det har de. For dermed er der sagt noget væsentligt om det rum, som præsten og provsten samarbejder inden for.
Her er ikke tale om, at den kirkelige tilsynsmyndighed er kommet farende ud i landets præstegårde og har flået døre og vinduer op. Nej, der er tale om, at den kirkelige tilsynsmyndighed er blevet bedt indenfor, fordi der var en uindfriet forventning blandt præster om åbenhed og synlighed.
Som arbejdsmæssig ramme for denne kontakt valgte man den årlige medarbejderudviklingssamtale (herefter: MUS).
Lad mig i den forbindelse understrege, at provsten som udfarende kraft i det samarbejdende teologiske fællesskab således ikke er en nyhed, som først er blevet opfundet i betænkning 1503 om uddannelse og efteruddannelse af præster. Denne opgave tildelte man i realiteten allerede provster med indførelsen af den obligatoriske MUS.
Man kan imidlertid uden besvær anlægge den holdning, at folkekirken kom underligt baglæns ind i det samarbejdende teologiske fællesskab. Hvilket måske ikke er så overraskende, fordi udgangspunktet netop var, at ”enhver passer sit”.
Da man indførte MUS, begik man den fejltagelse, at man fuldstændig overså, at hvis præsters MUS med provster skal give mening, så er der en række forhold, som først skal være klarlagt.
Lad mig nævne i flæng:
- Hvor er biskoppen henne i MUS?
Provsten fører MUS på biskoppens vegne. Logisk havde det derfor været, at det var biskoppen, som udfærdigede det forberedelsesskema for MUS, som provsten anvender sammen med præsten. - Kan præst og provst aftale en handlingsplan for efteruddannelse uden at provsten enten selv har et økonomisk råderum eller i det mindste uden at der er lagt en plan for, hvordan de mange handlingsplaner føres ud i livet?
- Hvad er det overordnede sigte med MUS?
Er det primært en venskabelig samtale, hvor provsten i videst muligt omfang tilkendegiver sin støtte til præstens store og små efteruddannelsesønsker? Er det primært en samtale som ”nurser” præsten med opmærksomhed? Eller er det primært en samtale, som har det klart formulerede mål at fremme evangeliets forkyndelse?
Definerer man primært formålet med MUS som en venskabelig samtale, så er problemet i min optik, at det i bedste fald er spild af tid. Hvis MUS ikke indeholder kvalificeret modspil i samtalen, så var begge parter sandsynligvis bedre tjent med at løse opgaven med en kortfattet mailkorrespondance.
Definerer man primært formålet med MUS som en opmærksomheds-samtale, så er det næppe spild af tid, for alle har både brug for og krav på opmærksomhed. Problemet er blot, for det første at en sådan samtale sjældent vil ende ud i en ligeværdig og gensidigt forpligtende handlingsplan. For det andet, at en sådan samtale i reglen vil fjerne fokus fra det forhold, at præster og provster har en konkret arbejdsopgave, som vi hver især har dueliggjort os til at udfylde.
Definerer man primært formålet med MUS som en samtale, der skal fremme evangeliets forkyndelse, så er det samarbejdende teologiske fællesskab etableret. Så er præsten og provsten fagteologer, som i en ligeværdig og gensidigt forpligtende samtale skal formulere, hvad der er vigtigt for folkekirken, både i almindelighed, i relation til det sogn, hvor præsten udøver sit kald, og i relation til præsten selv.
Præstens og provstens samtale
• Arbejdsopgaverne er ganske snævert defineret som 1. forkyndelse, 2. liturgi,
3. sjælesorg, 4. konfirmationsforberedelse, 5. teologiske studier.
Af provst Paw Kingo Andersen, Hjallelse Provsti, formand for Danmark Provsteforening
”Samtale fremmer forståelsen” hed det i en efterhånden fortærsket og længst hedengangen reklame.
I substansen er det dog et udsagn, som det kan være nok så nyttigt at holde sig for øje, når der samtales. Ikke mindst når der samtales i en arbejdsmæssig relation.
Der er i folkekirken en gammel tradition for, hvad enten det var belejligt eller ubelejligt, at markere sine teologiske og kirkelige positioner og særstandpunkter. Og der er en ligeså gammel tradition for at stive sine egne positioner og særstandpunkter af ved at nedgøre eller latterliggøre andres positioner og særstandpunkter. Bæres denne tradition med ind i MUS har deltagerne kun opnået at udstille deres totale mangel på respekt for det embede, de hver især har påtaget sig. Har man ikke respekt for det embede, man har påtaget sig, burde man vel redeligt og sobert overveje at tage konsekvensen af dét, og forskåne andre for en udsigtsløs og indholdsløs samtale?
Præstens og provstens samtale skal imidlertid gerne fremme forståelsen i et videre perspektiv.
Efter at have arbejdet med MUS i de seneste seks år med de godt 30 præster i Hjallese provsti er jeg med tiden nået frem til den overbevisning, at MUS skal understøtte forståelsen af tre kernepunkter i præsteembedet:
- Præstens faglige stolthed
- Præstens pastorale myndighed
- Præstens position i forhold til menighedsrådet
Efter en indledende grundig samtale om, hvad sidste års handlingsplan har afstedkommet af aktivitet, lægges der i de indledende spørgsmål op til en drøftelse af arbejdsopgaver.
Arbejdsopgaverne er ganske snævert defineret som 1. forkyndelse, 2. liturgi, 3. sjælesorg, 4. konfirmationsforberedelse, 5. teologiske studier.
Denne snævre definition er et bevidst valg, som skal fastholde præst og provst på, at præsters faglige stolthed skal hentes i de gejstlige kerneopgaver.
Det får være, at præsten gør så meget andet i sit sogn. Og fint med det.
Men hvis det, der bærer alle udenværkerne, ikke er de gejstlige kerneopgaver, så er præsten i en vis forstand holdt op med at være præst.
Derfor finder jeg det afgørende vigtigt at MUS også bruges til at sende et kraftigt signal om, at udenværkerne i sognet, dem er der tid til, når forkyndelsen er blændende, når liturgien går op i en højere enhed, når sjælesorgsamtalerne er vel overstået, når konfirmanderne er sendt ud i livet med en solid kristelig bagage og når præsten selv har bedrevet sin præstegårdsteologi, så han eller hun ikke tørrer ud, men til stadighed har et solidt teologisk grundlag at give af.
Et naturligt element i MUS er desuden at få lejlighed til at drøfte eventuelle samarbejdsvanskeligheder i kirke og sogn. I den forbindelse finder jeg det dog helt nødvendigt, at betoningen af præstens pastorale myndighed er det helt nødvendige udgangspunkt for denne drøftelse. Derfor lægges der i skemaet vægt på, at præsten gør sig overvejelser om, hvad han eller hun selv har gjort for at løse samarbejdsvanskeligheder.
Dette ikke for at forklejne den indflydelse, som samarbejdsvanskeligheder kan have på præstens liv og hverdag. Men præsten er ikke ansat af menighedsrådet. Præsten er ikke funktionær. Derfor må det være sådan, at ligesom præsten som ”pastor” har en særlig ledelsesforpligtelse at tage på sig i menigheden, sådan har præsten som ”pastor” også en særlig ledelsesforpligtelse i det daglige kirkelige liv i relation til kirkens medarbejdere og menighedsrådet.
Denne sidste væsentlige pointe er det også naturligt at præsten og provsten får en gensidigt forpligtende samtale om. Når præsten er født medlem af menighedsrådet og ikke blot sidder med på linje med medarbejderrepræsentanten, følger det for mig at se naturligt, at præsten med sin teologiske baggrund forventes at være det menighedsrådsmedlem, som om nødvendi