• Der er frustration over og kritik af arbejdsgiverens håndtering af problemerne:
Det er ikke Folkekirken, der er "Danmarks bedste arbejdsplads" ...
Af Per Bucholdt Andreasen, næstformand, Præsteforeningen
Man skal stå tidligt op, hvis man skal til kredsmøde i Ringsted. I hvert fald hvis man bor i Viborg. Klokken 4.30 ringer vækkeuret fredag morgen. Endnu er dagens lys ikke til at se. Tre kvarter senere går togturen mod Ringsted. For mig er det andendagen på "Kredsmøde-turneen 2007".
Turen skal bringe hovedbestyrelsen rundt i landskabet, møde medlemmer, synspunkter og holdninger, kreds for kreds.
Der er nok at tage fat på: Arbejdsmiljø, bolig, ny lønform, 5-dags ugen, ledelse og meget, meget mere. Togturen bliver brugt til forberedelse. Det nyeste nr. af "Kritisk Forum for Praktisk Teologi" er dumpet ind og medbragt som læsestof. ”Ledelse i folkekirken” er temaet. En række spændende og meget forskellige artikler, der sætter fokus på et hot tema i tiden og i kirken. Der skal læses videre på hjemturen.
En del kolleger er mødt frem fra de tre kredse, der er gået sammen i Ringsted. Debatlysten er stor, arbejdsmiljø og bolig fylder meget både tidsmæssigt og indholdsmæssigt. Det er ikke mistrøstighed eller klynk, men en konkret konstatering af en række alvorlige problemer, der knytter sig til vores arbejde som præster. Der er frustration over og kritik af arbejdsgiverens håndtering af problemerne: Det er ikke Folkekirken, der er "Danmarks bedste arbejdsplads" ...
Temaerne var stort set de samme i går på det nordjyske kredsmøde i Brønderslev, hvor medlemmer fra to kredse gav deres bidrag til debatten. Men de regionale forskelle gør sig også gældende, og problemer vægtes forskelligt fra stift til stift. Differentiering af rammer og arbejdsvilkår anes. Tydeligt kan det ses på side 299 i beretningen (Prf. Bl. 2007/14-15) - det er ikke lige meget, hvilket stift man bor i, når det gælder boligvurderingerne...
Kredsmøderne er en vigtig fødekæde til den demokratiske proces i foreningen, og synspunkterne skal bæres med til repræsentantmødet. Det er her det enkelte medlem får mulighed for at være med og påvirke den nødvendige debat, der er grundlag for foreningens konkrete politiske arbejde. Derfor er det vigtigt at møde frem og give sin mening til kende, så vi kan være i dialog.
Turen går atter mod Viborg med fredagens IC3 tog. Temanummeret om ledelse findes frem.
Debatten i Ringsted viser, at her er der også et område, det er vigtigt at tage fat på. Der er meget, der skal afklares, tydeliggøres og konkretiseres i når det glæder ledelse i Folkekirken.
I næste uge venter nye spændende kredsmøder rundt omkring i landet. Det er blevet sent. Toget nærmer sig Viborg, men "Kredsmøde turneen 2007" fortsætter.
• Er det en naturnødvendighed,
at offentlige arbejdspladser er så dårlige
Af Per Bucholdt Andreasen, næstformand, Præsteforeningen
Der er ikke noget som en smuk forårsdag, hvor solen skinner, og temperaturen er over de tyve grader. Sådan er det onsdag, hvor jeg i bil er på vej til kredsmøde i Vesløs. Jeg må have kortet frem for helt præcist at stedfæste, hvor Kappels kro i Vesløs ligger, for den skal være rammen om mødet i kreds 15. Vesløs er midt i det, der er Thy, Mors og Jammerbugt kommune, smukt ved Vejlerne med det rige fugleliv. Sådanne dage med solskin kan næsten ikke undgå at fylde én med glæde over livet, en glæde som er som den arbejdsglæde rigtigt mange præster har, når de med arbejdsiver og engagement tager fat på det utal af pastorale arbejdsopgaver, der venter på den folkekirkelige arbejdsplads.
Desværre er den arbejdsglæde ved at blive slået godt og grundigt i stykker af en arbejdsgiver, der er ved at gøre kirken til en af de dårligste arbejdspladser i landet. Signalet er tydeligt fra præsteforeningens medlemmer ved kredsmøderne: Arbejdsmiljøet er elendigt, de nye boligvurderinger har udhulet mange præsters økonomi. Flere kolleger fortæller om, hvordan de må sætte penge til, hvis de ønsker at være præst. Stort boligbidrag, højt varmebidrag, en alt for ringe løn. Det hænger simpelthen ikke sammen økonomisk længere.
Arrogance fra arbejdsgiversiden og nedladende bemærkninger om præstestanden fremmer på ingen måde arbejdsmiljøet. Frustrationen er stor, mange er ved at få nok. Folkekirken er ikke Danmarks bedste arbejdsplads.
Det er til gengæld Microsoft, der i 2006 blev udnævnt til at være det. Her ved man godt, at det er medarbejderne, der er firmaets vigtigste ressource, og her prioriteres medarbejderne og arbejdsmiljø højt. Her ved man, hvad der skal til for at skabe en attraktiv arbejdsplads. Måske var det en idé for kirkeministeriet at se på andet end software hos det firma.
I krostuen på Kappels kro i Vesløs er der god debat, også her kommer de samme signaler om arbejdsmiljøet. En rådighedsordning, der anvendes til bristepunktet på grund af mangel på økonomiske ressourcer er også på dagsordenen her. Nogle præster mistrives allerede med forringet helbred som resultat. Er det en naturnødvendighed, at offentlige arbejdspladser er så dårlige, diskuteres der. Hvis kirken fremover skal være en velfungerende og attraktiv arbejdsplads for teologer, så skal der helt andre boller på suppen, lyder det i krostuen. Anerkendelse og påskønnelse for den faglige og personlige indsats fra arbejdsgiver og ledelsens side er ikke uvæsentlig. Men der skal noget mere til, hvis man vil rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere bare inden for en overskuelig fremtid.
Midt i debatten om boligvurderinger, lønform og ledelse lyder det højt fra en kollega ved vinduet: "Storken er landet".
Den lokale stork i Vesløs har slået sig ned. I ét splitsekund er de fleste henne ved vinduet for at se storken. Det spændende er, om den bliver i år. Sidste år fløj den igen, fordi den ikke kunne finde nogen mage. Sådan går det, når de rigtige vilkår og betingelser ikke er til stede.