Fælles fagpolitiske problemstillinger

• der er også noget der er båret at et fælles fokus:
Arbejdsmiljøet, en presset hverdag, de ledelsesmæssige udfordringer

Af formand for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen, Asmild-Tapdrup

Hvad gør man når en brandalarm bliver ved med at sende en irriterende hyletone ud i lokalet med jævne mellemrum? Og hvad gør man når den sidder et højt og utilgængelig sted, hvor der ikke umiddelbart er muligt at udskifte det batteri, den skriger på? Ja, så ringer mand til brandvæsenet, der få øjeblikke efter ankommer i en stigevogn inkl. seks brandmænd, der hurtigt løser problemet ved at finde en stige i rette højde for at kunne kravel op til den irriterende fredsforstyrre og bringe den til tavshed.
Nej, det er ikke københavnsk brandvæsen der yder den service. Opstår problemet derimod i den danske sømandskirke i New York, så rykker FDNY (Fire Department of New York) hurtigt ud. Efter 11. september 2001 er New Yorks brandmænd stadig helte og kommer gerne og løser selv små problemer, når nogle beder om assistance - også den danske sømandskirke.
Til gengæld har præsten andre problemer, der ikke bare løses ved en telefonopringning og et hurtigt og servicemindet brandvæsen. Istandsættelse af kirkens lokaler og præstebolig foregår med frivillig arbejdskraft fra menigheden. Det skal organiseres og der skal skaffes penge til kirkens og menighedens drift. På den måde er arbejdsvilkårene anderledes end for en dansk sognepræst med menighedsråd og kirkeskat.

En del præster gør tjeneste uden for folkekirken bl.a. i DSUK og i den danske kirke i Sydslesvig og har dermed andre ansættelses- og arbejdsvilkår end os øvrige kolleger. Derfor er det også andre emner, der er på dagsordnen, når Den sydslesvigske Præsteforening holder medlemsmøde i Flensborg eller repræsentanter for udenlandspræsterne mødes i New York.
Her er det de meget forskellige vilkår angående skatteforhold, forsikringsspørgsmål og sygesikring, der er til debat eller spørgsmålet om ”den fri hjemrejse” nu er så fri, når den skal afholdes i forbindelse med det årlige medarbejdermøde i organisationen. Hvad med skolepenge til de børn, der ikke har folkeskoletilbuddet i et land fjernt fra Danmark? Og boligforhold: Hvilke krav kan man stille til en tjenestebolig, der ikke umiddelbart rummer boligforhold der er sammenlignelige med de forhold kolleger i Danmark har.

Meget er anderledes når udenlandspræsterne mødes eller kollegerne syd for grænsen finder sammen for at drøfte fælles fagpolitiske problemstillinger, men der er også noget der er båret at et fælles fokus: Arbejdsmiljøet, en presset hverdag, de ledelsesmæssige udfordringer i det at skulle lede frivillige eller fastholde en menighed på, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk kirke, også i en kontekst hvor der skal arbejdes uden helt andre vilkår.
Men udenlandspræsterne og de danske præster i Sydslesvig har også brug for at høre om hvordan der arbejdes og tænkes i Danmark omkrig de temaer der er af fælles interesse, løn, bolig, arbejdsmiljø, ledelse og uddannelse, alt det der i den kommen uge skal drøfte på repræsentantmødet i Kolding. Mødet, hvor repræsentanter for alle grene af Præsteforningens arbejde har mulighed for at komme i dialog med hinanden.



 

Arbejdstid-arbejdsliv: Det er vigtigt at balancere debatten

• Startskuddet bliver givet på det kommende repræsentantmøde,
hvor der nødvendigvis vil være afsat tid til en temadebat om 5 dages arbejdsugen.

Af formand for Præsteforeningen, sognepræst Per Bucholdt Andreasen, Asmild-Tapdrup

”Frihed i lænker eller frihed i elastik”. Sådan faldt en af kommentaren til debatten om 5 dages arbejdsuge på et af forårets medlemsmøder. Fra årsskiftet har kirkefunktionærerne med deres nye overenskomst fået en 5 dages arbejdsuge med en fast ugentlig fridag og en fleksibel fridag i løbet af ugen, samt i alt 8 årlige friweekender. Det har selvfølgelig også sat gang i debatten om, hvorvidt vi som præster skal indgå i en sådan ordning. Når andre tjenestemandsansatte grupper i folkekirken kan have det som ansættelsesvilkår, så kan præster det vel også, hedder det. Rundrejsen til de 12 medlemsmøder landet over viser, at meningerne er delte. Endda meget delte. Lige fra den gruppe af præster, der mener, at det da ikke kan være særligt svært at kopiere aftalen fra de øvrige ansatte, til dem, der klart melder fra og siger, at de ikke ønsker at give afkald på friheden for en fridag.

Der er altså ikke entydige meldinger i medlemskredsen, og derfor vil hovedbestyrelsen også først tage stilling til spørgsmålet efter en grundig og tilbundsgående debat om spørgsmålet. Startskuddet bliver givet på det kommende repræsentantmøde, hvor der nødvendigvis vil være afsat tid til en temadebat om 5 dages arbejdsugen.
Udgangspunktet bliver formidling af konkrete erfaringer fra et par af de steder i landet, hvor man har gjort forsøg med 5 dages ugen. Debatten er ret principiel, hvilket også er fremgået af meningsudvekslingerne på medlemsmøderne. Spørgsmålet om arbejdstid er ikke bare et spørgsmål om arbejdsforhold. Det er også er et spørgsmål om pastoral identitet og embedsteologisk holdninger. Derfor er det vigtigt at balancere debatten mellem ønsket og behovet for mere sammenhængende fritid i præstelivet med en tilbundsgående diskussion om, hvad det vil sige at være præst i en nutid, hvor de samfundsmæssige og familiemæssige vilkår er anderledes, end de var for 50 år siden. Der er ingen tvivl om, at vi som præster har brug for at organisere arbejdet på en anden måde, for at få mulighed for at skabe noget mere sammenhængende fritid, også på tidspunkter, hvor det giver mening i forhold til privatlivet. Men der er heller ingen tvivl om, at det må ske på en sådan måde, at frihed og den selvstændige tilrettelæggelse af det pastorale arbejde bevares. Der arbejdes som sagt for tiden med forskellige modeller på forsøgsbasis rundt omkring i landet. I den sammenhæng bliver vi nødt til at undersøge præmisserne for temasamarbejde og kollegialt samarbejde, og blandt oplæggene til drøftelsen på repræsentantmødet er der derfor også et oplæg om dette.

Vi står i en fagpolitisk og embedsteologisk spændende, vigtig og afgørende tid, hvor både familie- og arbejdsliv kræver, at vi nytænker, uden at sætte præmisserne over styr. Det er det, vi begynder på på repræsentantmødet i Kolding om 10 dage.
 

Kirke, ledelse og det offentlige rum

• Medlemsmøderne i år har haft fokus på
spørgsmålet om ledelse på alle planer i folkekirken

Af formand for Præsteforeningen, sognepræst Per Bucholdt Andreasen, Asmild-Tapdrup

”Mon de er i gang med prøverne til karnevalet?” Spørgsmålet kom fra et par unge undrende piger, der tilfældigt passerede forbi Gammel Torv i Aalborg denne søndag eftermiddag, alt i mens den farvestrålede procession af bisper bevægede sig frem mod Domkirken. Karnevallet i Aalborg er først den sidste weekend i maj. Denne søndag var anledningen til det farvestrålende optog bispevielsen af den nye biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro. Byen har valgt at tage godt imod deres nye biskop med reception på det gamle rådhus efter bispevielsen for at markere at by og kirke hører sammen. I Aalborg har de ikke problemer med, at forholdet mellem stat og kirke er tæt og er en del af samfundets kulturelle grundlag og sammenhængskraft. Byens gamle motto er da også: ”Aalborg viser vej!”. Måske kunne andre kommuner, der vil konfirmandundervisningen til livs eller af bare ren og skær kristendomsforskrækkelse ønsker at udskille det religiøse fra det offentlige rum, lærer af de vise fædre i den nordjyske hovedstad.

En bispevielse er alt andet end en markering af, at folkekirken ikke er en del af det offentlige rum. Faktisk er denne søndag eftermiddag, ikke bare hele folkekirken i en domkirke, det er også folkekirken i en nøddeskal. Her gøres det synligt, hvor stor en sammenhængskraft, der er mellem stat og kirke. Her smelter det offentlige rum sammen med kirkens rum. Dronningen er der, Folketingets formand er der, folketingsmedlemmer, lokalpolitikerne er der, sammen med repræsentanter for de lokale offentlige myndigheder og fra de folkekirkelige interesseorganisationer. De er der sammen med kirkens folk og medlemmer, og udgør denne søndag den lovsyngende menighed og deltager i Ordets tjeneste trods de mange farver og karnevalsassociation.

Der kan være langt fra det fagpolitiske arbejde til en bispevielse, men medlemsmøderne i år, også det i Aalborg stift dagen efter bispevielsen, har haft fokus på spørgsmålet om ledelse på alle planer i folkekirken. Hvilke rolle kan præsten spille som leder og som teologisk ressource, ikke bare i forhold til menighed og menighedsråd, men også ind i det offentlige rum som kirken er og stadig skal være en del af, er et vigtigt spørgsmål. Markeringen af, at præster også gerne medvirker til en kvalitetsudvikling af folkekirken og er engageret i, hvordan organisationen udvikler sig i disse år, er ikke uvæsentlig. Det skal vi som Præsteforening have meget mere fokus på i den kommende tid.
 

Lønpolitik: Kursen er sat

• ”Vi vil efter alt at dømme komme i land et sted, der vil være mere foreneligt
med det at være præst og med den folkekirkelige struktur og organisation”

Af formand for Præsteforeningen, sognepræst Per Bucholdt Andreasen, Asmild-Tapdrup

Det er en af de majdage hvor foråret for alvor gør sig gældende. Solskin, varme i luften, blå himmel og udenfor vinduet det blå hav. Formandshvervet i Præsteforeningen byder i de første uger af maj på en sand rundrejse landet rundt, også på kryds og tværs af landsdelene. Der er medlemsmøderne, det glæder. Lige nu bringer turen mig midt ud på Kattegat, derfor er der udsigt til det blå hav fra hurtigfærgens vindue. Kursen er sat mod Sjællands Odde efter medlemsmødet i Århus. I morgen gælder det Helsingør stift. Nu skal man passe på med metaforerne, men der er nu noget i, et øjeblik at betragte den lønpolitiske diskussion som en sejlads, for der blæser nye vinde for tiden. Vi har talt lønpolitik og lønreform og Ny Løn igennem temmelig lang tid i den fagpolitiske diskussion. Meningerne har været mange og diskussionen om velsignelsen eller forbandelsen ved at koble sig på Ny Løn-idelogigen har stået på igennem mange år.

Venter man længe nok, kan Ny Løn gå hen og blive til gammel løn. Udviklingstendenser har det med at vende og skifte retning. Det er også ved at ske på dele af det offentlige arbejdsmarked. Det er en erkendelse af, at Ny Løn tænkningen simpelt hen ikke passer på alle fagområder eller institutioner. Derfor er det naturligt, at vi som Præsteforening forsøger at sætte sejlene efter den nye vindretning, og det kan medføre, at der skal afstikkes en helt ny kurs mod målet: Forbedrede lønforhold for alle præster. Noget tyder på, at ændringen i vindforholdene medfører, at der vil være mere medvind end modvind i relation til de ny lønpolitiske mål. Og vi vil efter alt at dømme komme i land et sted, der vil være mere foreneligt med det at være præst og med den folkekirkelige struktur og organisation.

Anledningen er de overenskomstforhandlinger i 2011 som er under forberedelse, trods krisetider og usikkerhed om forhandlingernes mulige resultater. På medlemsmøderne har der været tilkendegivelser af, at den nye kurs, hvor der mere fokuseres på stillingsstruktur og reelle karriererveje med lønforbedringer, end et mere spektakulært tillægssystem, er den rette kurs at sætte. I de kommende uger skal hovedbestyrelsen lægge sig fast på det, der skal være det konkrete lønpolitiske mål i forhandlingerne. Om lidt er færgen i havn. Forhandlingerne kommer ikke til at føles som en tur med hurtigfærgen over Kattegat. Det tager nok lidt længere tid før vores lønprojekt er kommet i land. Men forudsætningen for, at det kan lade sig gøre, er at vi kender kursen og den havn vi skal nå. Under alle omstændigheder passer de vande, vi nu skal sejle i, noget bedre til skibet – eller for nu at forlade metaforerne: Der er lagt op til forhandlinger, hvor vi ikke skal forsøge at få præsteembedet til at passe ind i en lønform, der er konstrueret til andre stillingstyper.