Anerkendelse gennem medejerskab

• Ingen svinger i glæde benet ud af sengen og går glad på arbejde,
fordi de er steget 15 eller 30 % i løn!

Af Per Melhof, DSUK, Bruxelles

Selvfølgelig burde vi få mere i løn for det, vi gør. Vi er klart sakket bagud i forhold til en sammenlignelig gruppe som f.eks. de ansatte i forsvaret. Det skal der gøres noget ved. Det er kun ret og rimeligt. Men i debatten om mere i løn er det vigtigt at huske, at det ikke i sig selv er det eneste vigtige. Ingen svinger i glæde benet ud af sengen og går glad på arbejde, fordi de er steget 15 eller 30 % i løn! Jeg har set adskillige undersøgelser, der dokumenterer, at det afgørende for arbejdsglæde er faglig udvikling, større ansvar, mere og bedre ledelse. Penge ligger langt nede på motivationsskalaen.

Meget vigtigere for arbejdsglæden og den faglige stolthed er anerkendelsen. Det gælder ikke anerkendelse i form af venlige klap på hovedet fra hverken menighed, råd, provst, biskop eller hvem man nu gerne vil ses eller anerkendes af. Det handler ikke om en overfladisk ’Tak for din måde at være på!’, men om en anerkendelse af faglighed og professionalisme, der kommer af, at anliggendet er fælles.

Det handler i første omgang om at blive anerkendt ved at få tilkendt faglighed. At præsten kan noget, fordi han har en glimrende akademisk baggrund, erfaring og videreuddannelse. Når en børnegudstjeneste er gået rigtig godt, skyldes det ikke, at præsten bare er så god til børn, men at han har en god uddannelse. Når salmevalg og prædiken går op i en højere eufonisk enhed, når sjælesorgen har vægt, når begravelseshandlingen vitterlig betyder noget, er det ikke tilfældighed, men et udslag af at præsten har været igennem en god uddannelse, hvor han har lært at tænke, læse og skrive historisk og systematisk. Den gode tale kommer desværre ikke lodret ovenfra som uforberedt og håndholdt dogme-95, den tager tid og kræver indsats og faglighed.

Den form for anerkendelse findes kun gennem medejerskab. Selvfølgelig varmer det da altid at få en tilfældig venlig kommentar med på vejen, men endnu vigtigere er det at anerkendelsen kommer fra medejere, der også er forpligtede på hele den sammenhæng, hvori præstens indsats udfoldes, og den kommer kun af en gensidig villighed til samtale om mening, målsætning og midler. Anerkendelse med saglig betydning findes kun i en kreds af medejere til helheden.

Det er måske tydeligere i en ung udlandsmenighed som Bruxelles, hvor alle er helt klar over, at kirken er der, fordi en menighed ville og stadig vil bruge kræfter, tid og ikke mindst penge på det. Jeg er præst i Bruxelles, fordi menigheden vil have en til at være præst for og med dem. Det er ikke min kirke, det er menighedens, og det er menigheden, jeg er ansat til at være præst for. Derfor stiller de også op med varme hveder og hjælper med at feje bagefter, når der er bededagskoncert. Til gengæld vil de også være med til samtalen om, hvad der skal ske, hvordan vi vil være og ses som kirke, hvilke tilbud, der skal være osv. De frivillige og aktive gider godt, de vil endda meget gerne, hvis de ikke kun skal lave kaffe. De har det ligesom præsten: De vil gerne bruge deres kompetencer og faglighed. Men de forventer så også engagement, ret til medinflydelse og formulering af, hvad det er for en kirke der skal være. Det er selvfølgelig ikke kun en mekanisme, der har gyldighed eller synlighed i en udlandsmenighed, det gælder selvfølgelig altid, men den er blevet meget tydelig for mig de to år, jeg har været præst i Bruxelles.

Det er også kun gennem anerkendelse gennem medejerskab, man slipper for den useriøse kritik, der tvinger en til at trykke hårdt på panikknappen i menighedsrådslovens § 37. For vi vil jo alle gerne beholde friheden i både forkyndelsen, sjælesorgen, arbejdstilrettelæggelsen og alt det andet, som er værn mod vores funktionærgørelse.

Gevinsten er, at det bliver helt legitimt at diskutere og fokusere på det, der med en lidt merkantil term hedder ’kerneydelse’, som er det, vi kan, og det kirkens berettigelse hviler på.

En af de helt store opgaver for folkekirken i fremtiden bliver at genskabe værdigheden og anseelsen. Det gælder ikke anseelse som embedshovmod – den risiko er nok begrænset – men som en naturlig fornemmelse hos kirkens medarbejdere og frivillige, at det, de gør, er vigtigt og rigtigt, og at det er rigtigt og vigtigt for kirken.

Det handler ikke primært om løn, det gør det også og med stor rimelighed, det handler meget mere om anseelse: at det arbejde, der udføres, opfattes og ses som fagligt kvalificeret.


 

Anerkendelse gennem formidling

• Det er ikke uden grund, at præster blandt journalister har ry for
at være de mest uvillige til at kommunikere deres budskab ud i massemedier

Af Per Melhof

Den har ramt mig i nakken et par gange, senest i denne uge, min gamle beslutning om, at hvis jeg bliver spurgt om noget af en journalist, så svarer jeg, med mindre det er helt uden for mit synsfelt, sådan som det var tilfældet, da jeg engang blev spurgt af en journalist fra P3, om jeg var for eller imod, at tilhængerne af Star Wars-filmenes univers skulle opnå status som anerkendt trossamfund, hvilket de havde forsøgt i New Zealand (tror jeg nok det var!). Da måtte jeg melde pas og gøre det næstbedste, man kan gøre, når en journalist henvender sig: sende journalisten videre til en anden kilde.

Senest har den ramt mig i nakken i form af fejlcitater og misforståelser. I tidsskriftet ’Nyt fra Danmark,’ stod der for nylig næsten ordret, at ’den danske præst i Bruxelles simpelthen ikke kan forstå, hvorfor danskerne ikke gider integrere sig!’ og i gratisavisen ’24timer’ stod der i onsdags, at jeg var glad for, at jeg ikke skal op til en indfødsretstest, og at jeg stort set hverken gider eller kan lære det lokale sprog. Adskilligt af det, der stod i de to artikler, hvor jeg var citeret, var forkert eller i bedste fald misvisende og unuanceret. Men det går jo hurtigt. Af den ene journalist fik jeg den undskyldning (da hun ikke, som lovet, havde rettet to af mine citater): Jeg er ude at rejse, så det er smuttet…

Men jeg stiller alligevel og stadigvæk op! Og jeg gør det, selvom det også byder mig imod, for den journalitiske metode og massemediernes formidlingsvilkår ligger den teologiske uddannelse og tradition uendeligt fjernt: For mig er det en dyd at fastholde ting i deres kompleksitet. Der er meget få sort-hvide problemstillinger. Der er uendeligt få rigtige helte eller virkelige skurke. Jeg anser bevægelse og bevægelighed for at være en stor menneskelig evne; også politisk, filosofisk osv. Jeg fokuserer aldrig på konflikter, forsøger i stedet at se mellem og foran. Jeg forholder mig ikke kun til, om andre synes min problemstilling er vigtig. Det er i udgangspunktet nok, at jeg selv er anfægtet. Alt dette står i grel modsætning til det, som journalister skoles til at fokusere på, når de jager den gode historie: konflikter, det usædvanlige, det lokale, identifikationen, reduktion til simplicitet.

Så det er ikke uden grund, at præster blandt journalister har ry for at være de mest uvillige til at kommunikere deres budskab ud i massemedier, hvilket for dem er uforståeligt, fordi vi er en kommunikerende brache.

En af fordelene ved at være villig til at stille op er, at jeg derved minder mig selv om, at de formidlingsvilkår, som er massemediernes, også er det, der i mange sammenhænge er mit beslutningsgrundlag. Det gælder ikke mit fag eller min tradition, men meget andet. Det er en meget lille del af den teknologiske eller for den sags skyld politiske virkelighed, hvor vi har tid og uddannelse til virkelig at sætte os ind i og kritisk vurdere sammenhængene, så vi træffer, og vi skal træffe beslutninger på et grundlag af fordomme og forsimplet viden. Derfor kan det være sundt at øve sig i den slags, hvor det faktisk er ens sag virkelig at vide noget. Det er en udfordring at tvinge sig selv til at formulere sit anliggende på måske kun 30 sekunder. Selvom (næsten) alt er mere kompliceret end 30 sekunder, så er det en god øvelse. Jeg bruger den ofte, når jeg er færdig med at forberede prædiken. Hvis jeg ikke på 30 sekunder kan formulere nogenlunde præcist, hvad det er, jeg vil sige i min prædiken (der som mine tilhører vil vide er ganske lange; sjældent under 18-20 minutter), så er jeg ikke færdig med at forberede den.

Jeg har i et par omgange – bl.a. hos Cecilie Rubow – mødt den interessante overvejelse, at præster har gjort en dyd ud at formulere sig uforståeligt, fordi det er deres eneste vej til at fastholde deres kommunikative tyngde og selvforståelse. I Bordieusk forstand har vi som mennesker valget mellem at positionere os ved hjælp af økonomi, social eller kulturel kapital. Præster kan, som mange andre akademikere, ikke rigtig længere hævde sig gennem økonomisk anseelse. Så sandt! Det kniber også med at have position i kraft af social status.

Tilbage står så at markere sig ved hjælp af den kulturelle kapital. Og det gør vi så, det er i hvert fald argumentet hos Rubow, ved at tale uforståeligt, i koder, ved aldrig at ville tale hverken tydeligt eller banalt om at være menneske, om tro, om tvivl, frelse osv. Hverken universitet eller pastoralseminarium har trænet os i det eller set en dyd i at kunne formulere noget som helst banalt. Vi nøjes med at markere vore standpunkter, så vi slipper for debat. Vi behøver ikke diskutere rigtigt. Vi siger nåde, frelse, Helligånd, og vi anfægtes aldrig af, at vi ikke bare nogenlunde tydeligt kan formulere, hvad vi lægger i de ord. Vi fastholder også den kulturelle kapital ved at udtale ord på en særlig måde (lægge trykket et aparte sted i f.eks. ordet ’retfærdiggørelse’), så vi ved, hvem der har ret til at tale med, og hvem der ikke har.

Netop der ligger for mig den vigtigste grund til at sige ja til at udtale sig, når journalisten ringer! Hvis vi skal generobre den sociale kapital, anerkendelsen, og det mener jeg som tidligere blogget, at vi skal af både faglige, sociale og økonomiske grunde, så er det nødvendigt også at tænke i forlængelse af mediernes formidlingsvilkår. De er ikke kun er et onde, de også en af vejene fremad. Psykologien er for længe siden gået den vej. Dommen fra mange fagfolk vil sikkert længe endnu være, at det er plat og forsimpling. Ja, eller også kræver den simple formidling endnu mere stringens i kompleksiteten og en større evne til at formulere og fastholde dagsordenen.

Og så skal man selvfølgelig kunne sige det ganske kort ... jeg mener, sådan som jeg har gjort her!


 

Anerkendelse gennem anstændighed

• Det var utænkeligt at svine sin egen arbejdsplads,
produkter eller kunder til, når man var sammen med andre fagfolk

Af Per Melhof, DSUK, Bruxelles

Da jeg for nogle år siden gik fra at være ansat i privat virksomhed (som marketingchef i forlagsbranchen) til folkekirken, var det en stor tilfredsstillelse, at jeg vendte tilbage til mit fag, teologien. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg valgte at skifte. Jeg er stolt af mit fag og glad for at bruge mit liv på det. Der er kun én ting, jeg siden har savnet, og det er alt det, der kommer af at møde op og være på en daglig arbejdsplads, hvor man er fælles om den idé og det omfattende sæt af projekter, som virksomheden eller afdelingen rummer. Jeg har savnet arbejdspladsen.

Det gælder også i form af kollegialiteten, det fælles engagement på tværs af faggrupper og den faglige kritik. Der er noget godt og nyttigt horisontkorrigerende i hele tiden at møde modspil fra medarbejdere på det samme projekt; uanset deres faglige baggrund. Man bliver mindre bange for kritik, når den udfoldes dagligt af andre, der deler interesse i projektet. I folkekirken er det lidt anderledes. Det kan der være mange grunde til. En af dem er måske, at vi tror, at det, fordi det er en kirke, er forkert at kritisere fagligt. Der skal jo være plads til alle! Men det er noget sludder. Der skal naturligvis være sammenhæng mellem anliggende og ledelsesform, men det må ikke komme til at betyde, at alt er lige godt, eller at kritik er af det onde, hverken vores egen eller de andres. Det kommer jo alligevel ud mellem sidebenene, og det bliver det hverken kønnere eller mere effektivt af!

Det udslag af arbejdsplads, jeg har savnet mest, har været det, der lidt skræmmende kan kaldes korpsånd. Korpsånd er skræmmende, fordi det kan dække over upassende loyalitet og broderskabslignende tilstande, som det historisk har været set i nogle faggrupper, hvor al justits bliver intern, og ingen kritik må slippe ud, uanset hvad der er sket, men der findes både mildere og sundere udgaver: I forlagsbranchen, hvor jeg var, var det utænkeligt at lufte kritik af medarbejdere eller kunder eller produkter eller ydelser uden for virksomheden. Der var plads til og tradition for kritik internt, og den blev rettet til den eller dem, den var rettet mod.

Men det var utænkeligt at svine sin egen arbejdsplads, produkter eller kunder til, når man var sammen med andre fagfolk: kolleger i tilsvarende virksomheder; uanset om det var søsterselskaber eller konkurrenter.

Og det gjaldt vel at mærke på alle niveauer: Chefer tog derfor heller aldrig instinktivt parti mod deres egne medarbejdere, når der var konflikter eller kritik internt eller udefra. Man talte pænt om sin arbejdsplads, og det gjorde man for arbejdspladsens skyld og for ens egen, for hvis man altid sviner sin arbejdsplads til, så melder den overvejelse sig naturligvis: Gad vide, hvorfor han ikke finder sig et andet bageri, hvis det virkelig lugter så fælt ... Jeg tænker naturligvis ikke på ulovligheder eller lignende, som naturligvis aldrig skal accepteres internt eller dækkes over. Jeg tænker kun på sådan nedrakning personligt, fagligt og en generel! Det var aldrig faglig, selskabelig underholdning at rakke ned på sin arbejdsplads eller dens medarbejdere i gode venners eller kollegers lag.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det kan være ganske anderledes i folkekirken. Jeg skal undlade at komme med eksempler, men det var forstemmende i begyndelsen, at næsten al samtale om organisation og personale var nedrakning og meget ofte personlig nedrakning. Og det var fra første dag! Oprakning er et sjældent fænomen i folkekirken som arbejdsplads. Medarbejdere, kunder, ydelser etc. får det glatte lag. Jeg har forståelse for, at det i folkekirken som på andre akademikertunge arbejdspladser har sammenhæng med den gamle universitære tradition, at man kun føler sig forpligtet på sandheden, at den eneste instans er samvittigheden, og at der derfor ikke skal vises nogen barmhjerighed, når der skal rakkes ned. Men det bliver det ikke bedre af!

Man kunne indvende, at det så bare er, hvad det er, og der er mange gode grunde til at præster kan være utilfredse med både (manglende) ledelse, (manglende) løn og anseelse, men embedet og organisationens omdømme spiller en rolle for medarbejderne og for den anerkendels