På tur med kirken

• det er en stor udfordring at få en god rocklyd til at fungere
i et gammelt kirkerum, for ikke at snakke om lys og røg

Af børne- og ungdomspræst, Per Ramsdal, Blågårdens Sogn

Bussen er på vej fra Grenå til Odense. Lige nu passerer vi Storebæltsbroen - og solen skinner for en kort bemærkning. Og vi - det er altså et RockBand, en præst og 10 frivillige fra Brorsons Kirken på Nørrebro. Vi er på RockGudstjeneste Turné rundt i landet - og hver aften laver vi gudstjeneste i en ny kirke. Eller en gammel, for de fleste kirker er jo mange hundrede år gamle - og det er en stor udfordring at få en god rocklyd til at fungere i et gammelt kirkerum, for ikke at snakke om lys og røg. Men de unge er rigtig dygtige til det der med teknik og lys og lyd, så der bliver hver aften skabt fantastisk flotte rammer for aftenens forkyndelse.

To timer efter Lillebæltsbroen er alt udstyret og alle flightcase'ene flyttet ind i Dyrup kirke, og vi holder en pause, mens vi nyder kaffen og brunsvieren. Trommeslageren fra bandet sidder i en sofa og læser op fra Den Nye Aftale for en af de frivillige - en pige som til daglig læser kinesisk på universitetet.

Oppe ved bordet sidder en teologistuderende sammen med en roadie og diskuterer hvad vores syn er på Muhammedkrisen - og kort efter begynder vi alle at lave opstilling og lydprøve.

Denne aften er det konfirmander fra Odenses forstæder, der er inviteret til at deltage i RockGudstjenesten i Dyrup Kirke, jo, for de overværer ikke en RockGudstjeneste, sådan som man gør ved en RockKoncert, - men de deltager i gudstjenesten, for i en gudstjeneste kan man ikke være passiv tilskuer, - og derfor klapper vi heller ikke ad RockBandet. Nej, for så skulle man jo i princippet også klappe af præstens prædiken, og det er jo ikke sikkert, at der er så mange, der har lyst til. Gudstjenesten er ikke en række numre, som man kan klappe af. Det er en samlet oplevelse, som man selv deltager i - til Guds ære.

Dagen efter er vi taget videre til Haslev Kirke på Sydsjælland – og hele scenariet gentager sig. Lige efter generalprøven kommer den lokale sognepræst ind og spørger om hun skal ha' præstekjole på i aften, når hun skal hjælpe med at uddele nadver. Ja, selvfølgelig skal hun det. Mere moderne er vi ikke, end at vi stadig bruger den gamle middelalderdragt. Jo, for en RockGudstjeneste skal foregå i en rigtig kirke, der skal være en præst i præstekjole, evangeliet skal forkyndes, dog på et almindeligt dansk og ikke i et indforstået teologisk sprog, som går hen over hovedet på folk. Der skal være trosbekendelse, Fadervor, Velsignelse og nadver, der dog foregår fra et lille cafebord neden for kortrappen ved at menigheden går forbi og får et stykke hjemmebagt brød, som de dypper i skålen med vin og derefter spiser det.

Sådan har det foregået en gang om måneden i de 12 år, som vi har fejret RockGudstjeneste, samt hvert år når vi har kørt en uge rundt i det ganske land på RockGudstjenesteTurne.

I aften er det fine gamle kirkerum omdannet til en RockKirke. Når man kommer ind i kirken ligner det mere en RockKoncert end en gudstjeneste. Der er farvet lys, discokugle, røg i massevis - og bandet trykker den af med deres fantastisk flotte rockmusik. Men det ER en gudstjeneste - og hvis man kigger på liturgien, så ligner den forbavsende meget en højmesseliturgi - men orgelmusikken er skiftet ud, der er ingen korsvar, ingen salmer, og rammerne og lyset giver en anden stemning end man har søndag formiddag. En stemning som mere ligner den ungdomskultur, som de unge er vant til at være i, og som siger dem noget. En stemning som åbner deres sanser for den forkyndelse, som de skal være vidne til.
Den korsfæstede og opstandne frelser bliver forkyndt på en nærværende måde, som gør at selv en 13-årig teenager kan begynde at se, hvad han kan bruge kristendommen til i sit liv.


 

Freestyle

• Det betyder meget, at en af deres rap-idoler også
medvirker til en gudstjeneste i en kirke
og faktisk rapper om tilgivelse og næstekærlighed

Af børne- og ungdomspræst Per Ramsdal

Det er torsdag aften i marts – og det regner udenfor. Men alligevel er masser af unge teenagere på vej op ad kirketrappen. Der dannes lidt kø, for det tager noget tid at få de unge ind i kirken. De skal nemlig først aflevere deres mobiltelefonnummer samt deres sko.

Når de kommer ind i kirken, ser de et rum uden stole, med dunkel belysning, kun oplyst af stearinlys og nogle få farvede spots, høj musik og en masse røg. Måske ikke lige det, man venter, når man træder ind i et kirkerum, men gudstjenesten er allerede i gang. Ikke en traditionel højmesse, men en Freestyle-Gudstjeneste, tilrettelagt helt specielt for de 13-14 årige. Dem, som ikke kan sidde stille i en time. Dem, som ikke kan lade være med at snakke. Dem, hvis mobiltelefoner altid ringer midt under prædikenen.

Jo, og her skal de ikke sidde stille, for der er ingen stole i kirken. De må godt snakke, for de skal gå rundt i kirken og lave aktiviteter. Og så kan man ikke komme ind, hvis man ikke har en mobiltelefon, for den er et ligeså nødvendigt redskab i en Freestyle-gudstjeneste, som en salmebog er i en højmesse.

De unges egen kultur er taget med ind i kirken. Musikken først og fremmest: HipHop og rap, og så et virvar af indtryk og aktiviteter. Men de unge kan godt navigere i det, for de er vant til at navigere i kaos. Og det er også nødvendigt i aften, for der er ikke nogen præst eller kordegn, der siger, at nu skal vi synge, nu skal vi be’, nu skal vi lytte. Nej, de unge må selv sammensætte deres egen gudstjeneste. Finde ud af, om de gider at lave noget, eller de bare vil sidde i et hjørne af kirken og surmule. Og finde ud af, i hvilken rækkefølge de vil lave tingene.

Der er mange aktivitetstilbud i aften. Man kan tænde lys i lysgloben, mens man ber for fred i verden, eller for én som man holder af. Man kan skrive en bøn på sms, som så bliver projiceret op på storskærm på hvælvingen. Man kan læse Jesus-tegneserier i sofahjørnet eller lytte til en musik- og bibelmeditation i hovedtelefonerne, mens man ligger i madrashjørnet. Man kan gå til nadver, eller snakke med præsten som sidder inde i skriftestolen i elevatoren. Man kan gå på sms-løb, lave sms-afstemning om, hvor langt man skal gå for at tilgive, man kan spille computer, lave en Jesus-test eller gå ned i gospelworkshoppen i krypten. Og mange flere aktiviteter.

Og ind imellem kommer Pede B og Mik L frem og laver en freestylerap ud fra de unges egne stikord til aftenens tema, som de har sendt på sms. De unge kender Pede B fra MC Fightnight, hvor han har vundet et par gange. Jo, så han er en stor kanon, og det betyder meget, at en af deres rap-idoler også medvirker til en gudstjeneste i en kirke, og faktisk rapper om tilgivelse og næstekærlighed.

Ja, og da Pede B til sidst siger i mikronen, at nu skal vi også høre, hvad Per Præst har at sige om tilgivelse og næstekærlighed, så er det virkelig lykkedes at lave en dialog mellem de unges egen kultur og musik og så kirkens kultur og budskab.

Vi inviterer ungdomskulturen ind i kirken, og det betyder at de unge er meget mere lydhøre for det budskab, som vi gerne vil formidle fra kirkens side.

En meget anderledes gudstjeneste er ved at være slut. Mens de unge går ud af kirken, spiller DJ’en en sang med Natasja, som døde sidste sommer ved en bilulykke på Jamaica. Hun ligger begravet under dynger af blomster og lys på Assistens Kirkegård, som er nabo til Brorsons Kirken, og man kan se, at rigtig mange af de unge kan hendes sange udenad og synger med på postludiet.

En Freestyle-gudstjeneste er meget forskellig fra en højmesse, men det er til gengæld de unges egen gudstjeneste. Og der er det, der skal være: Prædiken, bibeltekst, Fadervor, nadver, …. og velsignelsen, ja, den får de et kvarter efter at de har forladt kirken ... på sms selvfølgelig!