Oplevelsesbaseret konfirmandundervisning
• Jeg synes vi har nogle vanvittig heldige konfirmander
og jeg synes også vi er nogle utroligt heldige præster.
Af Pernille Østrem, Stefanskirken
På rad og række sidder de der så. Alle som en er de iklædt træningstøj og gummisko. For de skal videre til kajakroning, tennis, fodbold, dans og basket bagefter. Eller også har de lige været. Det kræver energi at være i konfirmationsalderen forstår jeg atter denne septemberdag. Og igen i år forstår jeg, at det kommer til at kræve en indsats fra min side at kende forskel på striberne og holdemblemerne på tøjet, så jeg faktisk lærer de skønne rødkindede teenageres navne inden de står i silke, chiffon og nålestriber ved alterskranken på konfirmationsdagen.
Hvert år når jeg ser de nye konfirmander i øjnene, beder jeg ydmygt om, at kirken må give den enkelte teenager en flot indpakket gave, som de kan bruge de næste 8-9 måneder på at pakke op. Den skulle gerne indeholde sådan et slags eksistentielt kit med fadervor, trosbekendelse og nogle gode salmer og bibelhistorier, og desuden forskellige effekter, afhængig af hvem der pakker den op. Og de skal helst ikke være færdig med den, når dagen oprinder. Og så skulle vores konfirmander også meget gerne sætte deres præg på og bidrage med noget til livet i Stefanskirken det næste stykke tid. Og helst med lidt mere end halvkvalte fnis på bageste bænkerække.
For de skal da ringe med kirkeklokkerne, lave himmelske gademalerier, spille præludier på orglet, læse evangeliet, ride ind i Jerusalem på æsler hele vejen op til alteret, synge i kirkekoret, skrive præstens prædiken, køre Knud hjem til plejehjemmet efter højmessen, betjene flødebollemaskinen til høstmarked, sove i sovepose under maleriet af Stefanus, være med til babysalmesang, sidde musestille på pulpituret under en bisættelse og stå med åben mund og polypper mindst et par gange. Ligesom sidste års konfirmander også gjorde det. Og de skal gerne sige ting som ”jeg håber det er ok jeg kommer til alle påskens gudstjenester, for jeg er sgu blevet afhængig” og ”hvis der sådan at være kristen, så vil jeg gerne konfirmeres”. Ligesom de også gjorde sidste år.
De skal slet og ret leve og opleve sig ind i kirkens rum, ind i menighedens favn og hjerter, og dybt ned i eksistentielle spørgsmål og bibelsk materie.
Jeg synes vi har nogle vanvittig heldige konfirmander, og jeg synes også vi er nogle utroligt heldige præster. Hver anden uge hører vi bibelhistorier og hjælpes ad med at byde på relevante spørgsmål, svar og meninger i teksterne. Hver anden uge spiller vi rollespil og leger, maler og løber os igennem traditioner, symboler, kirkelige handlinger og bibelske sprog. Og resten af tiden, ja der laver vi bare kirke. Erfaringen viser mig, at alt - uden undtagelse - hvad Stefanskirken gør med overbevisning, det kan konfirmanderne også være med til at gøre. De skal have oplevelser for livet, og de skal have deres liv med ind i oplevelserne. Denne oplevelsesbaserede undervisning vil jeg fortælle om de næste tre uger. Jeg håber I vil finde behag i den fortællende og lavpraktiske stil, som også gerne skulle give jer en oplevelse og måske noget inspiration.
Oplevelsesbaseret konfirmandundervisning II
• Det er ærlig talt hverken nogen særlig eller ny oplevelse
for dem at pakke deres sovepose, iPod og Hallo Kitty-pyjamas
og drage afsted med deres velmenende præst til et sted
med dårlige badefaciliteter for at ligge i køjesenge
Af Pernille Østrem, Stefanskirken
Der er en tanke, der i ny og næ strejfer mig. Tanken er denne: ”Der burde findes en lov, der forbød præster at sætte konfirmander i en lejet bus og tage dem med på konfirmandlejr i en hytte et sted ved skov og strand.”
Hvis du synes det lyder lige skrapt nok, så læs alligevel lidt videre og følg mig i mit ræsonnement:
Nu om dage har langt de fleste konfirmander været i Lalandia, rejst til Mallorca eller været på fodboldlejr. Det er ærlig talt hverken nogen særlig eller ny oplevelse for dem at pakke deres sovepose, iPod og Hallo Kitty-pyjamas og drage afsted med deres velmenende præst til et sted med dårlige badefaciliteter for at ligge i køjesenge med madrasser, som sengevædere gennem generationer allerede har sovet på før dem.
Jeg har været på flere vellykkede, sjove og hyggelige konfirmandlejre, hvor teenagerne har løbet natløb og været i godt humør. Men det overgår ærlig talt alligevel min forstand, hvorfor vi skal tage konfirmanderne med VÆK fra kirken og lade dem lade stå og fryse ude i skoven og synge ”Et barn er født i Bethlehem” for at løse post 3 på natløbet nede ved den store blodbøg fredag aften, stå op næste morgen og bruge hele lørdagen på at lære om nyreligiøse bevægelser, for så om søndagen at lade dem feje under køjesengene og holde andagt i fællesrummet, hvor der lugten af gymnastiksal ikke ligefrem ansporer andægtigheden.
Jeg vil gerne her og nu højt og helligt love, at jeg aldrig mere tager fremtidens konfirmander med på den slags ture. Ikke fordi jeg ikke har hygget mig, og ikke fordi konfirmanderne ikke hyggede sig gevaldigt, især efter mørkets frembrud, når de skulle have ligget i deres gustne køjer, men fordi jeg ikke er et sekund i tvivl om, hvordan jeg i stedet vil bruge mine trods alt begrænsede resurser:
Jeg vil tage – og har gennem de sidste år taget – konfirmanderne med til det sted, som er det aller mest fremmede sted for dem, nemlig kirkerummet. Enten en enkelt nat eller en hel weekend. Konfirmander er så meget på farten, har så mange fritidsbeskæftigelser, hjem, forældre og bonusforældre og kender den store verden så godt, at kirkerummet er det mest eksotiske og ukendte sted, vi kan tage dem med hen, når mørket sænker sig og soveposen skal foldes ud.
Vi har 2000 års traditioner, ritualer, ord og billeder, som vi kan folde ud for deres øjne og tage dem med på rejse i. Af erfaring ved jeg, at blot det at komme ind i det dunkle rum kun oplyst af stearinlys rykker konfirmanderne ud af deres faste forestillinger og vante synsvinkler. Kirkerummet bliver ganske simpelt aldrig det samme igen set med teenager-øjne.
Og læg så rummet an til samtale, leg, rollespil, fordybelse, andagt, hygge og hvile med puder, tæpper, overraskelser og aktiviteter. I næste uge vil jeg give konkret inspiration til en nat i kirken, som alle præster har mulighed for at give deres konfirmander i gave. En gave, som også andre voksne i menigheden kan være med til planlægge, bygge op og føre ud livet. Konfirmander skal integreres ind i kirkens liv. Ikke køres væk fra det liv i en bus!
Oplevelsesbaseret konfirmandundervisning III
• Jeg ved da helt nøjagtig, hvornår jeg har lavet noget,
der giver mening for både mig og konfirmanderne.
For responsen kommer promte
Af Pernille Østreem
Som præst at give sine konfirmander gaver er på gang meget let og meget svært. En manga-bibel. Et skriftord. En god konfirmationsgudstjeneste. Nemt nok. En udflugt. En oplevelse med indhold. En fredag aften og nat tilbragt langt borte fra Vild med Dans og Talent. Hamrende svært.
For det kræver knofedt, arbejdstimer, vilje og lyst. Fire ting, som seriøstarbejdende præster altid skal spare lidt på, for hvis man spilder for meget af de fire ting, risikerer man at ende i statistikken som en af dem sygemeldt med stress. Bare lige så det er sagt: Hvis man ikke finder gode, konstruktive projekter, at brænde disse fire ting af på, kan man altså også godt ende med at gå ned med flaget.
Konfirmandundervisningen er det oplagte sted at hente næring. Ærlig talt, jeg ved da helt nøjagtig, hvornår jeg har lavet noget, der giver mening for både mig og konfirmanderne. For responsen kommer promte: ”Kan vi ikke gøre det en anden gang igen?” ”Tja bom bom” tænker jeg, ”kan vi nu det?” Jeg tror nok, at konfirmanderne må nøjes med at længes efter endnu en nat i kirken, for det er hårdt arbejde, at være vågen det meste af natten, stå for mad, aktiviteter, andagt, hygge og samtale, så det er jeg altså kun primær primus motor på én gang om året. Derfor plejer jeg også at gå sammen med nabokolleger og bytte nætter og ydelser, så vi er flere om at tåle mosten og stå distancen.
Og hvad er det så mere konkret, der gør den ellers friske præst så træt og konfirmanderne så ivrige efter at gøre det en gang til?
Når konfirmanderne ankommer med sovepose og tandbørste, skal de modtages som til fest i menighedssalen, kandelabre, hvide duge, bibelske retter, linser, fladbrød, lam, rød saftevand i vinglas. Sådan en lille rehersal-konfirmationsmiddag. Så der skal også skåles og holdes taler. Om konfirmander og maden og bibelhistorierne. Konfirmanderne ved ikke hvad der ellers skal ske. Jeg vælger enten at lave et rollespil med dem eller lave en aften med aktiviteter i og omkring kirken. Når maden er spist entrer konfirmanderne et stearinlys-oplyst kirkerum med svag musik. Puder og hynder. Forskellige aktivitetsstationer.
Jeg synes det er vigtigt, at der er to hovedfokus-områder forud for sådan en nat.
Nummer et er at beslutte sig for, hvilke kirkehistoriske og bibelske temaer, man ønsker at formidle gennem afprøvning, samtale, leg og musik i det mørke kirkerum. Måske en omgang Syv Dødssynder, hvor man kan lære om syndens natur som det, der splitter fællesskabet? Måske en stilleleg og samtale om hvad stilhed og bøn gør med os? Måske en forståelse for økumenisk sammenhæng.
Nummer to er, at man omgås dem med respekt. Man skal tilrettelægge forløbet, så det passer til de mennesker man har med at gøre, så man ikke behøver sige ”vær stille” og ”hold nu op” hele tiden. Der skal være tid til at huje og tid til at være stille. Det er mit ansvar. Jeg har aldrig disciplinære problemer med mine konfirmander. Hverken dag eller nat. En løbetur to gange rundt om kirken på tid til at rase ud på og frugt og kiks til at få blodsukkeret op har indtil nu løst alle de udfordringer, jeg er stødt på.
Det er vigtigt at huske, at meget af det, som er naturligt for os i kirkerummet, er mærkeligt og ukendt for dem. Det er derfor vi er kommet, derfor vi skal sove her. For at bruge rummet og indtage det, tage det til sig.
Vi slutter selvfølgelig af i soveposer i en stor, men dydig bunke på gulvet og en god film med et eller andet kristent eller eksistentielt islæt på storskærmen. Næste morgen holder vi andagt i morgensolen med forældre og søskende. En nat i kirken kan altså også være en rigtig fornuftig alternativ måde at forberede konfirmandgudstjenesten, som mange præster insisterer på, konfirmanderne skal stå for i årets løb.
Næste uge vil jeg fortælle om et bud på et rollespil i kirken.
Oplevelsesdbaseret konfirmandundervisning IV
• Konfirmanderne (spillerne) ankommer en mørk og stormfuld aften
til fest og treretters middag i kirken. Præsten (gamemasteren)
og de andre voksne har anrettet alt og løfter de unge ind i et
univers af overflod, venlighed, hygge, fest og dejlig mad
Af Pernille Østrem
At spille et rollespil kræver flere ting: En historie – også kaldet et scenarie, nogle spillere og dernæst en leder – også kaldet en gamemaster. Gamemasteren fortæller historien – sætter scenen – til spillerne og giver dem undervejs muligheder at vælge imellem og gåder at løse. Rollespillet kan være alt mellem meget topstyret og have en fast slutning på den ene side og være meget spiller-styret og have en form, hvor end ikke gamemasteren ved, hvor det hele skal ende. Når jeg spiller rollespil med konfirmanderne, gør jeg det altid i et ret topstyret form – dette kan dog kamoufleres på mange måder.
Konfirmanderne (spillerne) ankommer en mørk og stormfuld aften til fest og treretters middag i kirken. Præsten (gamemasteren) og de andre voksne har anrettet alt og løfter de unge ind i et univers af overflod, venlighed, hygge, fest og dejlig mad. Der bliver holdt taler og fortalt historier. Under middagen går lyset flere gange på mystisk vis. Til sidst, da middag slutter går det helt for ikke at vende tilbage. Alle samles i kirken, hvor der trods alt er stearinlys. Her fortæller en voksen om, hvad hun tror grunden er til strømafbrydelsen. Hun har aftenen før fundet et gammelt profeti i kirkens kapel under hårrejsende omstændigheder. Profetien forudsiger, at det onde vil overtage verdensherredømmet, hvis konfirmanderne ikke, inden natten er omme, overvinder det med fællesskab, klogskab og kærlighed.
Konfirmanderne spiller alts&a