Konfirmander i cyberspace (1)
► Forældre og børn har helt forskellige kulturer
hvad angår det elektroniske isenkram
Af sognepræst Peter Brøndum
Så er konfirmanderne begyndt, men som alle ved er forberedelserne gået i gang længe før. Faktisk allerede lige efter indskrivningen, som hos os foregår i juni. Ved den lejlighed beder jeg nemlig ikke bare om de obligatoriske data, men også om konfirmandernes mobilnumre og forældrenes mailadresser, ligesom jeg tager et digitalt billede af konfirmanderne og spørger om lov til at ”lægge dem ud i cyberspace”.
Ungerne ser (måske) deres mailboks en gang om ugen (højst)
Så snart de er ude af døren, går det forberedende arbejde så i gang: Mobilnumrene lægges ind på min egen mobil. Forældrenes mailadresse lægges ind i en mailmappe, så jeg nemt og hurtigt kan maile besked og/eller indbydelser til dem, for forældre og børn har helt forskellige kulturer hvad angår det elektroniske isenkram: Ungerne ser (måske) deres mailboks en gang om ugen (højst). Forældrene gør det dagligt, og da sedler med indbydelser og andet godt tilflyder børnenes skoletasker i en lind strøm, og har det med at blive væk der, er det langt mere effektivt at bruge de elektroniske meddelelsesmidler i kontakten med hjemmet – og sende et link med, så de i samme mail kan læse indbydelsen og melde sig til arrangementet.
Røde øjne og grimme skygger
Disse to første trin af den elektroniske forberedelse er dog (med lidt øvelse) ret hurtigt overstået. Næste trin er straks værre, for alle billederne skal igennem et billedbehandlingsprogram, så røde øjne og grimme skygger eller forstyrrende baggrunde bliver elimineret. Derefter skal de skæres til, så de passer til det formål, jeg har med dem: Den lille film, der løber, når konfirmanderne klikker ind på siden. Filmen har jeg liggende fra de foregående år, så alt hvad jeg behøver, er at skifte billederne og teksten med klassenavnet ud. Forholdsvis simpelt når man har prøvet det nogle gange, men det tage tid, for nøjagtighed er en dyd – ellers kommer det færdige resultat til at hoppe og danse.
Sitet
Dette arbejde sørger jeg for at få fra hånden så hurtigt som muligt, fordi det er min erfaring at konfirmanderne allerede begynder at besøge sitet lige efter indskrivningen – hvis de vel at mærke ved, at de kan se sig selv. Og når de alligevel er indenfor, så surfer de lidt rundt på siderne (kan jeg se af den statistiske sladrehank, vores ”hjemmesidevært” har udstyret os med). På den måde bliver den tid, de går til forberedelse altså udvidet til tiden allerede inden de er gået i gang, og jeg kan se at aktiviteten på konfirmandsiderne ikke er helt død hen over sommeren, men at den så småt stiger i tiden henimod undervisningens begyndelse. Også fordi jeg ca. 14 dage før starten sender en sms, hvor jeg minder dem om, at nu begynder vi snart.
Pas2ren
På det tidspunkt er der tilsyneladende nogle, der har glemt, hvem ”pas2ren” er, så de sms’er tilbage med de mest overraskende meddelelser – lige fra ”var” (hvad), til ”ok, men hvem er du?” og ”Nå!!”. Jeg spørger dem så, om de ikke skal gå til konfirmationsforberedelse, for nogle gange har jeg været ude for, at have fået et forkert mobilnummer, hvad man altså i givet fald kan opklare allerede på dette tidspunkt. Men har jeg fået fat i den rigtige, melder de tilbage med ”fint”; ”vi ses :-)” eller ”ok”, og når jeg et par dage før opstarten sms’er igen, er de vænnet til det og skriver ”dejligt”; ”godt”, ”cool pas2r.”
Lige et hint
Og så lige et hint til jer, der vil gå i gang med noget lignende! De første år var jeg ikke opmærksom på, at man faktisk skal have tilladelse til at lægge billeder af personer ud på internettet. Lykkeligvis var der ingen, der gjorde en sag ud af det, men nu spørger jeg om lov hos forældrene, og har kun en enkelt gang fået nej. Ikke fra forældre, men fra konfirmanden selv.
Konfirmander i cyberspace 2
► Når der er lagt nye billeder ud,
sender jeg dem en sms
om det og kan prompte se,
at besøgstallet stiger drastisk.
Af Peter Brøndum, Sankt Markus kirke, Århus
Hos os har vi tradition for at gå i gang med konfirmationsforberedelsen den første tirsdag i september. Skolen har så vænnet dem til, at ferien er slut og dagligdagen begyndt igen, og da vi altid har konfirmation den første søndag i maj, er der timer nok at tage af endda.
I år har vi så for første gang ikke kunnet få konfirmanderne i morgentimerne, men måttet tage til takke med 13-15. For at huske dem på, at de ’i morgen’ skulle komme over i kirken kl. 13, sendte jeg dem en sms mandag eftermiddag, hvor jeg også gjorde reklame for siden ’næste time’. Her kunne de dels høre de salmer, vi skulle synge, dels se et par spørgsmål, som vi ville beskæftige os med den første gang.
Det havde den effekt, det plejer at have (kunne jeg se på besøgstallet). Men i år var der til al overflod nogle af konfirmanderne, der havde besvaret spørgsmålene skriftligt. Og det kunne meget tydeligt mærkes i timen, at de havde været inde omkring sitet og overvejet, hvad der blev spurgt om. Ganske vist ’misser’ man på den måde noget af overraskelseseffekten ved de spørgsmål, man langer ud. Til gengæld formår man at sende konfirmandlokalet hjem i stuen og på den måde udvide den tid, de unge mennesker bruger på foretagendet. Og de giver altså pote i form af langt mere kvalificerede svar og diskussioner.
I modsætning til de fleste år mødte der denne gang ingen ’uanmeldte’ op til første time. Derimod var der nogle stykker, som bekymrede forældre havde meldt til telefonisk og/eller elektronisk hen over sommeren. Forældrene troede vitterligt, at løbet var kørt, så deres unger ikke kunne komme til forberedelse, når de nu havde overset de officielle indskrivningsdage.
Med på filmen
Men disse sidste dages tilmeldte tog jeg så billeder af i første time, så også de kunne komme med på den film, der indleder sitet. Og da jeg nu havde kameraet med, tog jeg nogle billeder i frikvarteret til brug for det galleri, som ingen konfirmandside må undvære. De unge elsker at se sig selv, og derfor tager jeg ind i mellem kameraet med for at forevige dem i forskellige sammenhænge, ligesom de selv får lov til at komme med billeder, som kan lægges ind i galleriet.
Galleriet på nettet
Når der er lagt nye billeder ud, sender jeg dem en sms om det og kan prompte se, at besøgstallet stiger drastisk. Ikke bare besøgstallet herefter på galleriet, men også på ’næste time’ og på et udvalg af de andre sider, for når man er inde på et site alligevel, så kigger man lige lidt på det, der ser spændende ud i overskrifterne; eller hvis man har opdaget en sjov/spændende effekt – evt. et lille bevægeligt billede (kaldet en gif), som man ikke har set før. Sådan reagerer jeg også selv, når jeg er inde på andres sider.
Hvis man går i tanker om at undervise via nettet, skal jeg (som ugens forbrugeroplysning) gøre opmærksom på, at man er velkommen til at ’låne’ disse gif’s fra hinanden. På internettet kan man i meget vid udstrækning komme af sted med at hugge fra hinanden. Det er ikke ret meget, der er copyright på, og hvis der er, bliver man så at sige altid gjort opmærksom på det.
Men ser man en sjov/spændende gif, som man gerne ville gemme eller gøre brug af, så hjøreklikker man bare på den og trykker på ’gem som’, hvorefter man kan placere den hvor man vil på sin egen harddisk. Orker man ikke at surfe rundt for at finde sine gifs, er der massevis af muligheder på nettet. Prøv bare at google på ’gifs animated’, så er der stof til mange timers underholdning.
Konfirmander i cyberspace 3
► Om det bare var en tilfældig bemærkning,
eller de allerede så småt er ved at få en fornemmelse af
hvad præsten laver, når han ikke underviser, ved jeg ikke.
Af Peter Brøndum, Skt. Markus Kirke, Århus
I den forgangne uge stødte jeg så på nogle af de besværligheder, som undervisningstimer over middag kan give. Jeg havde op ad formiddagen lovet et sygehusbesøg og regnede med at alt lå sådan, at jeg mageligt kunne nå tilbage til konfirmanderne kl. 13. Men tingene udviklede sig, så jeg slet ikke kunne tage fra sygehuset til den berammede tid. I ’gamle dage’ havde jeg ringet til kirketjeneren og bedt ham om at sende konfirmanderne hjem. Nu kunne jeg skrive en sms til dem og nå dem inden de troppede op i kirken.
I timen den følgende uge var de selvfølgelig nysgerrige efter at få at vide, hvorfor jeg havde måttet aflyse, og da de fik forklaringen sagde et par af pigerne: ”Ja, vi havde jo nok tænkt, det var noget i den retning.” Om det bare var en tilfældig bemærkning; eller de allerede så småt er ved at få en fornemmelse af, hvad præsten laver, når han ikke underviser, ved jeg ikke; men aflysningen og sms’en havde åbenbart sat noget i gang.
Præsten har for resten også fået sat noget i gang, for i sidste time kom nogle stykker og sagde, at de havde været i kirke og gerne ville godskrives for det. Jeg bad dem om at melde det via hjemmesiden, for når jeg kommer ud fra undervisningen er der 88 andre ting, der skal laves og så glemmer jeg nemt at notere de 2-3 retfærdige.
”Hvordan gør man det?” sagde de.
Bang! Der stod pas2ren med sitet nede i postkassen.
Her troede man, at det hele var bygget nemt, overskueligt og logisk op, og så stod der minsandten to repræsentanter fra PC-generationen og påstod, at de ikke kunne finde ud af det!
Faktisk mødte jeg problemet allerede på det forrige hold, hvor nogle hårdnakket påstod, at de ikke kunne hitte ud af at komme ind på opgaverne. I første omgang troede jeg, de gjorde grin med mig. At det var en dårlig undskyldning for ikke at lave de ting, jeg bad dem om; men efterhånden gik det op for mig, at det var rigtigt nok.
Normalt plejer jeg at stejle, når nogle betragter de unge som en homogen gruppe, der mener, gør eller tænker sådan og sådan - som regel et eller andet, som vi aldrig kunne finde på, da mor var dreng (så vidt vi husker). Nu gik det til min egen gru op for mig, at jeg selv havde lidt af denne sygdom – i hvert fald hvad angår deres forhold til pc’erne og internettet. Jeg troede, de alle sammen mestrede det hele, men det er jo mindst det halve løgn.
I virkeligheden kan de (i denne henseende) inddeles i i hvert fald tre grupper:
• De fuldbefarne i Formel 1-klassen, der kan give næsten enhver voksen elektronisk baghjul på cybercyklen.
• De habile hverdags-bilister, der kender færdselsreglerne, smutvejene og nogle af de smarte tricks, men ikke gider alt det tekniske og som stort set kun betragter den elektroniske verden som et herligt hjælpemiddel og en sjov legeplads. Det er så langt den største gruppe, så vidt jeg har kunnet erfare.
• Og så er der restgruppen: De mentale mormødre (som også kan være drenge). De har godt hørt om alt det der; men de synes godt nok det er det rene pjat og kan ikke begribe, hvorfor man skulle bruge tid og kræfter på det, når nu livet er et andet sted. Og hvis de bliver tvunget til at beflitte sig med det, så er de allerede halvt i koma, når hånden lægges til rette på musen og stort set resten af bevidstheden ryger, når skærmen beder dem om at gå til ”Indberetning”; ”Info” eller ”Galleri”.
Mere end en gang har de oplevet, at der er sket mystiske ting, når de har klikket rundt omkring på siderne, og de har hørt gruopvækkende historier om, hvad man kan komme ud for med et museklik, så de bliver fuldstændig lammede af at være på nettet. Kort sagt: Det siger dem ingenting og da de er overbeviste om, at de ikke kan finde ud af det, (og at det i øvrigt er rent tidsspilde), så kan de heller ikke finde ud af det.
Det var noget af et chok at blive konfronteret med denne restgruppe fra dengang alting foregik med gåsefjer og blæk. Men for ganske langsomt at gelejde dem med ind i den fagre nye elektronverden, udarbejdede jeg i sommer en lille folder, hvor de med billeder og tekst kan se, hvordan man manøvrerer rundt på de vigtigste sider.
Skulle der ske mærkelige ting under deres rejse i cyberspace, så kan de i hvert fald bruge folderen til at komme tilbage på dydens smalle sti. Om det så virker? Ja, det må vise sig. Jeg venter stadig på de første elektroniske tilbagemeldinger.
Konfirmander i cyberspace 4
► Det er som om der sker noget med dem, når de skriver til pc’en
– de tør mere og vover sig ofte længere ud end ved samtaler
Af Peter Brøndum, Skt. Markus Kirke, Århus
Inden jeg ’blogger af’ for denne gang har jeg lige nået at sende de ’nye’ konfirmander ud i cyberspace for første gang. Har man lyst til at se, hvordan sådan en udsendelse sker, er man velkommen til at kigge med ved at trykke på følgende link:
http://www.markuskirken.dk/konfirmandsiden.htm#
og gøre, som der står på den side, der åbner sig. Derefter trykker man på ’Opgaver’ i bjælken over konfirmandernes kontrafejer og så skulle det være lige ud ad landevejen. Opgaven vil være åben indtil mandag den 1. oktober kl. 20. Efter denne dato må man altså tænke sig til indholdet.
For dem, der ikke orker at følge linket ovenfor, kan jeg ganske kort oplyse, at opgaven i al sin gribende enkelhed består i at skrive lidt om sig selv og om de forventninger, man har til undervisningen. Før man når så vidt, må man dog så grueligt meget igennem ved bl.a. at svare på, hvorfra vi ved noget om kristendommen, og når man har svaret rigtigt på det, får man som bonus lov til at læse noget om pas2ren og hans indgang til kristendommens forunderlige verden, inden turen endelig kommer til konfirmanderne selv.
Naturligvis er det ikke af nyfigenhed, jeg beder konfirmanderne om at skrive lidt om sig selv, men gennem deres svar får jeg dels noget at vide om, hvor modne de enkelte konfirmander er – dels hvilke forventninger de har til de næste 7 måneder i konfirmandlokalet, og begge dele har vist sig at være af ganske stor betydning, når jeg har skullet tilrettelægge både form og indhold af undervisningen.
Enkelte gange har jeg som en ekstra bonus fået ting at vide, som konfirmanderne med garanti aldrig ville have fortalt ’mand til mand’. Det er som om der sker noget med dem, når de skriver til pc’en – de tør mere og vover sig ofte længere ud end ved samtaler, og også det har haft betydning for de temaer, jeg har behandlet i undervisningen. Enkelte gange har det endda udviklet sig til direkte sjælesorg pr. mail.
I år har jeg så for første gang bedt konfirmanderne om at gå i kirke en bestemt søndag, nemlig den kommende 17. s.e.trin. Normalt vil jeg meget tidligt i forløbet have gennemgået gudstjenesten, så de har været godt rustet til at møde de prøvelser, de vil blive udsat for den times tid om søndagen.
Men dels er det endnu ikke lykkedes mig at finde en undervisningsform, som har kunnet fænge konfirmanderne (eller mig selv) i nævneværdig grad. Dels (og af samme grund) er det som om de har glemt det hele, når de har forladt undervisningslokalet, så i år prøver jeg noget andet. De bliver sendt fuldstændig forudsætningsløse ud i foretagendet – dog med enkelte staldfiduser, så de ikke jokker alt for meget i spinaten – og endelig har de et spørgeskema i hånden, så de under vejs kan gøre små notater: Var der noget, der var spændende; kedeligt; uforståeligt og/eller stort? Skemaet kan printes ud via hjemmesiden, ligesom indberetningen kan ske elektronisk.
Tanken bagved er naturligvis at prøve at se, hvad der sker, når de lukkes ind i et så fremmedartet rum, hvor stort set alt er ukendt og uvant? Opstår der af sig selv et eller andet, som vi kan arbejde ud fra forståelsesmæssigt; vidensmæssigt eller eksistentielt? Og hvad er det, der er så kedeligt? Er der i det hele taget noget i vejen med