Roskildes biskop Peter Fischer-Møller blogger i juni-juli
over nogle på forhånd udstukne emner.
I den første blog skriver han om sit syn på:

SAMARBEJDE MELLEM PRÆSTERNE I PROVSTIET

• ”Gennem samarbejdet udvikler vi kollegialiteten.
Vi kan bruge hinanden som mentorer og prædikenmakkere,
vi kan give hinanden konstruktiv kritik på konfirmationsforberedelse.”

Jeg husker tydeligt mit første provstikonvent. Jeg var blevet ansat om foråret, og engang i oktober inviterede provsten til det årlige konvent, som karakteristisk nok lå på en mandag, hovedparten af kollegernes normale fridag. Efter foredrag og tjenstlige meddelelser snakkede vi om løst og fast. Det meste handlede om alle de spændende og succesfulde arrangementer, der blev lavet rundt omkring. Det lød som om, de andre havde vældig gang i alting, og jeg noterede løs på min indre huskeblok efter princippet: sådan noget må jeg vist også se at komme i gang med! Da jeg kom hjem, følte jeg mig helt udmattet og tænkte: Er det mon kun mig, der ind imellem har problemer med konfirmanderne og lejlighedsvis svigtende tilslutning til studiekredsene? Duer jeg overhovedet til det her?

Præster i Folkekirken har i generationer arbejdet meget hver for sig. Det var naturligt og praktisk dengang opgaverne i hovedsagen var geografisk fordelt, så man i næsten hvert sogn havde en hel lille verden med skole, alderdomshjem, forretninger og foreningsliv. Det har udviklet en solistkultur, hvor vi som præster er blevet meget selvstændige og selvansvarlige, men hvor samarbejdsevnen ikke er blevet voldsomt motioneret. I dag er landskabet ændret: skolegrænserne følger ikke længere de gamle sogneskel, plejehjemmene er slået sammen, og mange mennesker kører langt både for at arbejde og for at handle. Det betyder at mange opgaver, som man tidligere kunne løse med sognet som ramme, nu kræver samarbejde for at lykkes. Vi skal som præster lære at spille sammen som kammermusikere og engang imellem også i orkester.

Nogle tænker. Åh nej! Vi har arbejde nok i forvejen, skal vi nu oven i det også til at samarbejde? Og de ser for sig endnu flere møder og en masse snak, som ikke rigtig fører til noget.

Men sådan behøver det ikke være. Mange steder er man allerede godt i gang. Det vidner den mange provstikurser på TPC om. Og ude i marken skyder samarbejdsprojekterne op som paddehatte: Jesus på Slottet (eller i Palæet) – bibelhistoriske rollespil for mini-konfirmanderne, kirke-skole samarbejde om salmesang for 5. klasse med afsluttende fællessang for alle de medvirkende klasser, store konfirmandevents for et provsti eller et helt stift, kirkehøjskoler m.m. Men samarbejdet kan også bestå i at vi øver os i at supplere hinanden i stedet for at kopiere hinanden, samtidig med at vi henviser til de kirkelige tilbud i nabosognene. På den måde kan vi også udnytte hinandens forskellige evner og interesser bedre, og vi kan få bedre tid til fordybelse og fornyelse.

Gennem samarbejdet udvikler vi kollegialiteten. Vi kan bruge hinanden som mentorer og prædikenmakkere, vi kan give hinanden konstruktiv kritik på konfirmationsforberedelse. Og måske skulle vi gøre det til en vane med mellemrum også gå i kirke hos hinanden. Når vi på den måde kender hinanden behøver vi ikke bruge provstikonventerne til styrke selvtilliden ved at male glansbilleder af vores arbejde, som jeg oplevede ved mit første provstikonvent.

Peter Fischer-Møller

Roskildes biskop Peter Fischer-Møller blogger i juni-juli
over nogle på forhånd udstukne emner.
I den anden blog skriver han om sit syn på:

Bopælspligten og præsters privatliv

• Egentlig skulle jeg jo bare have checket, at telefonsvareren var på,
men nu blev det til en samtale på 5 minutter,
og da jeg kommer tilbage til middagsbordet …

Vi har lige sat os til bords. En dampende varm portion fetuchine med kantarelsovs (kantarellerne plukkede i efteråret på Læsø) står på bordet. Så ringer telefonen. Har jeg nu husket at slå telefonsvareren til? Jeg må hellere lige se efter. Jo, den er slået til, men nu jeg alligevel har rejst mig, så er det lige så let at tage telefonen med det samme. Et bryllup til foråret. Om det kan lade sig gøre? Ja, lad mig lige se. Der er et i forvejen et kl. 13, men der er mulighed kl. 11 eller kl. 15. Der skal lige spørges og overvejes. Og så skal vi jo også have aftalt en samtale og informeret om planen om at invitere til en inspirationsdag for årets brudepar året efter. Om parrets lille dreng kan være brudesvend sammen med 3 kusiner? Ja, det kan godt lade sig gøre, men det vil nok være godt at der så sidder en mormor i nærheden, som kan tage sig af ham. Farvel og på gensyn!

Egentlig skulle jeg jo bare have checket, at telefonsvareren var på, men nu blev det til en samtale på 5 minutter, og da jeg kommer tilbage til middagsbordet er såvel den lækre fetuchine som stemningen i familien blevet kold. Jamen jeg skulle jo bare… og nu jeg var det, var det lige så let… Jeg kunne jo ikke vide, at det ikke var noget mere alvorligt…. Øv!!

Kan I genkende det? Det er den slags, der kan få præster og deres familier til at drømme sig væk fra tjenesteboligerne til eget hus og privatlivets fred.

Bopælspligten er til diskussion for tiden.

En række ting har sat gang i debatten. Avisskriverier fik daværende kirkeminister Bertel Haarder til at iværksætte en vurderingsbølge, som betød betydelige stigninger boligbidraget for mange præster. Boligmarkedet har i en årrække været for opadgående, og kolleger har med bekymring tænkt på, hvordan de skulle kunne find noget rimeligt at bo i, når de ikke længeres kunne bo i embedsbolig. Nogle menighedsråd har svært ved at fokusere opmærksomheden rigtigt i forbindelse med syn, og andre har svært ved at få sat midler af til en rimelig vedligeholdelse. Ikke alle tjenesteboliger er lige egnede til formålet. Og så er der generelt stigende fokus på familien og rammerne om familielivet.

Skal vi afskaffe bopælspligten generelt? Nej. Bopælspligten giver præsten en lokal forankring, sikrer en nærhed mellem præst og menighed og er dermed efter min mening en vigtig brik i vores folkekirkeordning, som fortsat rummer værdier både for folkekirkens medlemmer for en mange præster og deres familier.

Men skal der så ikke gøres noget ved problemerne?
Jo, det skal der. Her er mine bud:
1) Der skal være flere embeder uden bopælspligt.
2) Der skal gøres en målrettet indsats på at få skilt den offentlige og den private del af tjenesteboligen så godt som muligt.
3) Provstesynet skal tillægges større vægt i forhold til vedligeholdelse og forbedringer, der kan sikre præstefamilien et rimeligt uforstyrret privatliv.
4) Boligvurderingssystemet skal tages op til overvejelse med fokus på det gode tjenesteboligen er for folkekirkens medlemmer.
5) Jeg og en del andre præster skal huske - med god samvittighed - at sætte telefonsvareren på som et nødvendigt værn om privatlivets (og kantarelsovsens) fred.
Velbekomme!

Peter Fischer-Møller


 

Roskildes biskop Peter Fischer-Møller blogger i juni-juli over nogle på forhånd udstukne emner. I den tredje blog skriver han om sit syn på Præsternes arbejdsmiljø.

Præsternes arbejdsmiljø

• Vi måtte konstatere, at man i en del kirker
burde udstyre præsten med pandelampe

Der har i snart en halv snes år været fokus på præsternes arbejdsmiljø. Det er godt. For præsternes skyld og for Folkekirkens. For hvis ikke arbejdsmiljøet er i orden mistrives præsterne, og det går både ud over dem og deres familier og over kvaliteten i den arbejdsindsats de er i stand til at yde.

I begyndelsen var der en del mumlen i geledderne over, at vi i Folkekirken på linie med alle andre arbejdspladser skulle etablere en sikkerhedsorganisation og gennemføre Arbejds Plads Vurderinger, men efterhånden som provster og sikkerhedsrepræsentanter kom i gang med arbejdet, viste det sig at være meget nyttigt.

Som provst i Ringsted-Sorø Provsti havde jeg det privilegium at arbejde sammen med en energisk, munter og fokuseret sikkerhedsrepræsentant, og det gjorde besøgene rundt om i præstegårde og kirker til en fornøjelse – også for præsterne har jeg indtryk af.

Vi tog først fat i det fysiske arbejdsmiljø. Nu er vi jo ikke en branche med mange tunge løft eller håndtering af farlige kemikalier, vi er langt fra ”det beskidte dusin” af arbejdspladser, som arbejdsmiljøindsatsen først rettede sig imod.

Men der var nu alligevel en del ting, som kunne forbedres. Vi tog fat på kontoret og anbefalede at alle de, som ønskede det, kunne få hæve-sænke-skriveborde. Vi beordrede (så vidt det lod sig gøre) printere og kopimaskiner ud af kontoret. Vi fik byttet en del larmende PCere ud med nyere og mere støjsvare modeller. Vi checkede lysforholdene og måtte konstatere, at man i en del kirker burde udstyre præsten med pandelampe for at opnå et rimeligt læselys ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Vi gjorde en indsats for at pege på behovet for at få skilt offentligt og privat i præstegårdene. Og så viste der sig at være generelle indeklimaproblemer i nogle præstegårde. Ja, et enkelt sted var der så store problemer med skimmel, at det var nødvendigt at rive den gamle præstegård ned og bygge en ny og skimmelsikker magen til på samme sted.

Det er vigtigt med en fortsat opmærksomhed på det fysiske arbejdsmiljø. Men endnu vigtigere er det på vores område at have fokus på det psykiske arbejdsmiljø, som påvist af en efterhånden 10 år gammel rapport fra Bispebjerg.

Hvad skal der gøres? Her kommer 5 skud fra hoften:
1) Stress er et stigende problem i samfundet generelt og også blandt præster. Det skal der gøres noget ved. Der er imidlertid det specielle forbundet med sagen, at mange af de ting, som kan forårsage stress, også er noget af det vi som vi præster – som andre akademikere – værdsætter som noget af det værdifulde i vores arbejde: selvstændigheden, ansvaret og fleksibiliteten, muligheden for selv at kunne prioritere og tilrettelægge sine opgaver og sin arbejdsdag. Kunsten består i at minimere den skadelige stress uden at det går ud over arbejdsglæden.

2) Nogle steder kan stress afhjælpes ved at vi bliver bedre til at fordele arbejdet os imellem. det har jeg skrevet om i en tidligere klumme. Andre steder, f.eks. en del steder i Roskilde Stift er arbejdspresset simpelt hen for hårdt, og der har vi brug for flere præster.

3) Konflikter ødelægger arbejdsmiljøet. Folkekirken er en gammel naturgroet institution med mange krydsende kompetencer. Det kan gøre det svært at få løst konflikter, når de først har bidt sig fast. Derfor består opgaven i at forebygge og sætte ind før det for alvor går galt. Det er en opgave for den daglige ledelse, hvad enten det så er præsten eller en anden kontaktperson. Det tar tid, men hvis ikke opgaven løses ordentligt dræner det for alvor både tid, energi og arbejsglæde.

4) Faglig kompetenceudvikling er vigtig, hvis medarbejderne skal trives på et arbejdsmarked, hvor kravene forandres rimelig hurtigt. TPC i Løgumkloster er et værdifuld faglig tankstation og et herligt læsefristed, men det er ikke nok. På Universiteterne og BBS og mange andre steder tilbyder man relevant efteruddannelse. Vi venter spændt på det udvalg, der lige nu sidder og overvejer efteruddannelserne.

5) Mens præster for en generation siden syntes, at en god provst eller biskop var foresatte, man sjældent eller aldrig så eller hørte noget til, er situationen i dag anderledes. Mange – specielt yngre præster forventer at provst og biskop er på banen med vejledning og opbakning og med udmeldinger om mål og midler i forhold til fælles projekter. Således er en synlig ledelse i dag også en del af en aktiv arbejdsmiljøpolitik.

Peter Fischer-Møller


 

Roskildes biskop Peter Fischer-Møller blogger i juni-juli over nogle på forhånd udstukne emner. I den fjerde blog skriver han om:

Biskoppen som leder og/eller præsternes præst?

• Jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå et slag
for den idé, at vi som præster som noget
helt selvfølgeligt vælger os en sjælesørger

Jeg satser på ”og”! Jeg vil gerne både være ”præsternes præst” og en ordentlig leder for Roskilde Stift. Men det er med de to funktioner lidt som med Kristi to naturer, som hverken kan adskilles eller sammenblandes.

Jeg ved af erfaring hvor vigtigt det er som præst at have en biskop, som man kan henvende sig til på samme tillidsfulde måde som folk i Terslev og Ørslev har henvendt sig til mig som præst. At kunne ringe eller komme forbi til en samtale, at kunne lette sit hjerte og være hundrede procent sikker på at det her kom ikke videre. At søge et godt råd i forvisning om, at der ikke blev taget notater, som blev lagt i personalemappen.

Jeg ønsker at være en biskop, som præsterne har tillid til, og som de uden betænkelighed vil fortælle om, hvad der optager dem, hvad de brænder for og bøvler med embedsmæssigt og personligt. Jeg vil gøre mit ydersted for at leve op til den tillid, der vises mig. Det vil jeg for præsternes skyld, fordi jeg er overbevist om at præster har brug for en præst. En præst som kan være, men ikke nødvendigvis behøver at være biskoppen. Jeg glæder mig over at høre stadig flere præster fortælle, at de har valgt sig en kollega som deres personlige sjælesørger. Jeg ved, at vi som præster bruger os selv – og nogle gange også vores familier – hårdt, og at det kan være nødvendigt ind imellem at læsse af og i en samtale få set på os selv og vores arbejde i et andet perspektiv.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå et slag for den idé, at vi som præster som noget helt selvfølgeligt vælger os en sjælesørger, som vi regelmæssigt, f.eks. minimum hvert halve år har en personlig samtale med. Jeg er overbevist om, at vi vil blive bedre sjælesørgere for andre, hvis vi selv vænner os til at søge en præst. Jeg tænker altså ikke biskoppen som ”præsternes præst” som en eksklusiv opgave, men som et supplement til den måde vi gensidigt kan bruge hinanden som præster.

Jeg har selv som biskop brug for at præster viser mig den tillid, man skal have overfor en ”præsternes præst” for at kunne fungere som en ordentlig leder for Roskilde Stift. For det er bl.a. via en tillidsfuld dialog med præsterne, at jeg kan lytte mig til nogle af de generelle tanker, ideer, ønsker og problemer, der skal tages højde for i arbejdet med at prioritere (nogle af) opgaverne og lægge en fælles linie for (dele af) udviklingen i Stiftet.

Således holdes de to funktioner sammen, men de må ikke sammenblandes. For mens biskoppen som ”præsternes præst” befinder sig indenfor fortrolighedens rum, bevæger biskoppen som leder sig i det offentlige rum. Og det er meget vigtigt at vi i er enige om, hvilket rum vi i en samtale befinder os og bevæger os i. Hvis en personlig samtale bevæger sig over i forhold, som berører biskoppens tilsynsforpligtelse, så skal det klart markeres, at samtalen er ved at skifte karakter. Og begge parter skal kunne indstille sig på en anden dagsorden med andre spilleregler. Jeg har i mine år som provst øvet mig i på den måde at kunne skelne mellem personligt og tjenstligt, og den erfaring tar jeg med mig, nu jeg er flyttet til Roskilde.

Velkommen!

Peter Fischer-Møller