Integration eller assimilation 

• Som årene er gået er tonen blevet voldsommere.

Et par politiske hændelser står mejslet ind i

hovederne på de fleste af os.

Af biskop Peter Skov-Jakobsen, København

Vi diskuterer integration af ”de fremmede” i Danmark, men måske er det egentligt assimilation, der er den skjulte dagsorden. Assimilation er, at den anden skal blive som os, mens integration er at leve i kulturen, med sin eget hjemlands kultur. Tre gange har jeg selv oplevet forskellen på assimilation og integration. For tre gange er jeg selv indvandret til en anden kultur. Første gang var fra Fyn til København. Det lykkedes mig at erhverve mig en dannet jysk accent, som jeg aldrig havde bemærket på Fyn, men her i København stod den frem. Jeg kan stadig høre skrat-latteren da jeg kom til at lægge trykket forkert og sige Østerbrogade og ikke: Østerbrógade. Nedladenheden i bagerjomfruens øjne efter at jeg kom til at spørge efter et ”brød nede i ruden” som på københavnsk hedder: ”vinduet”, glemmer jeg heller ikke. Men jeg var heldig. Det kunne kun høres at jeg kom fra provinsen. Ses kunne det ikke.

At være fremmed i England kastede også et par erfaringer af sig. Mærkeligt at blive set på med overbærenhed, fordi man ikke kan forstå deres dialekt. Mærkeligt at skulle tale ind i en sammenhæng hvor ingen kendte forskel på de forskellige lande på kontinentet; men bare talte som om det hele var en stor rodebutik med en frygtelig bunke sprog – og tyske og russiske var de vel de fleste!

Mærkeligt og irriterende at skulle finde sig i den lette foragt bare fordi man ikke er helt som de andre. I øvrigt meget mærkeligt at tale de andres sprog og så alligevel altid synes at mangler nogle dybder i udtrykket. Forunderligt at føle sig hjemme og føle det som sit hjem efter kort tid, og så alligevel bære en følelse af fremmedhed med sig, selv om hjertet nu også springer et slag over ved synet af et engelsk bybillede eller Yorkshire Moors.

Efter ni år i det engelske var det atter tid til at indvandre i Danmark. Det tog længere tid for os voksne end det gjorde for børnene (som havde levet hele deres tidlige barndom i det land). Tonen var blevet anderledes da vi kom tilbage til Danmark i 1998 end den da vi sidst boede i Danmark i 1988. Man luftede gerne sine holdninger om indvandrere på en måde, så det var vanskeligt ikke at føle sig klemt. Jeg kan stadig huske min skræk da jeg i skolen hørte om at vores to-sprogede børn ikke beherskede det danske godt nok. Jeg fattede simpelthen ikke hvorfor lærerne ikke bare havde sagt det. Det viste sig at være mig, der ikke havde forstået det indforståede sprog. Det var ikke mine engelsk-dansk talende poder; men de andres børn. Men vores børn følte nu også at der var mange gode grunde til at dukke sig og holde mund med den fremmede erfaring.

Som årene er gået er tonen blevet voldsommere. Et par politiske hændelser står mejslet ind i hovederne på de fleste af os. En enkelt gang har jeg selv været med i en militær-aktion pga. 11.september 2001.
Jeg ved godt hvad det vil sige at være fremmed. Vel var det i nærtliggende kulturer; men jeg mærkede godt hvordan det sved når latterliggørelsen tordnede henover én og når man ikke fandt blot den mindste forståelse for sin ”hjem-kultur”. I England mærkede jeg godt at der var nogle der syntes at jeg skulle blive så engelsk at min danske ”karakterfejl” ikke kunne mærkes. De ville at jeg skulle falde i et med tapetet og assimileres. Det hverken kunne eller ville jeg.

Heldigvis var der også dem der mente at jeg havde noget at bidrage med i kraft af min fremmede baggrund. Det engelske storsind blev øst ud over mig, og pludselig gjorde det slet ikke noget når de drillede med min anderledes baggrund. De kunne godt mærke min grundlæggende agtelse for deres kultur, og de lærte at sætte pris på mine skæverter.
Selvfølgelig skal man udvise agtelse over for den kultur hvor man enten kommer frivilligt eller hvor man havner. Jeg må bare sige at de gange håne-retten er blevet taget i brug over for mig, har jeg ikke fået yderligere forståelse endsige er blevet mildere stemt.

Jeg vil ikke gøre vore problemer mindre end de er. Men kunne vi ikke nøjes med at forvente integration og ikke forlange assimilation?! Kunne vi ikke se på de andres kultur som et bidrag i stedet for en udhuling? Kunne vi ikke godt indgå i de skarpe diskussioner om forskellighederne med agtelse for den fremmede? Er man virkelig først rigtig dansk når man går løs på flæskestegen og frikadellerne. For mit eget vedkommende må jeg sige at jeg forstår mig selv som københavner; men jeg fyldes stadig med gys over disse fordømte té-birkes som er søde og ikke rigtig brød – altså ligesom det er hvor jeg kommer fra. Tænk sig hvis der kom en lovgivning, som hævdede at alt det bagerbrød jeg køber i hvert fald skulle indeholde 20% af de søde té-birkes som kan få rigtige københavnere til at danse når som helst.

Det ville glæde mig hvis kirken kunne være med til at skabe en samtale henover de skel og kløfter der findes – være med til at skabe samtale hvor ingen råber efter nogen. Skarpt og kritisk må det gerne være. Sådan er det hos os. Grundlæggende for enhver samtale er den gensidige respekt.
 

Liv og debat – eller død og tavshed

 • Hvordan kan der overhovedet blive tale om at rejse sag mod en biskop endsige mod denne bys domprovst på baggrund af at de ikke har gjort andet end hævdet at sandheden er så mægtig, at den også kan tage ophold i andre traditioner? 

Af biskop Peter Skov-Jakobsen, København

I vores kultur lever vi af at et ord er et ord, og at mennesker står bagved deres ord og ikke spiller fordækt. Hvad vil det betyde for den offentlige debat, hvis man nu fremover hele tiden skal mistro hinanden? Kan man ikke have tillid til at mennesker er dem, de udgiver sig for at være? Kan man fremover regne med at blive hemmeligt optaget? Kan man regne med at kameraet ruller videre efter interviewet, og de løse bemærkninger skal afsløre én? Kan man regne med at de henslængte ord, som man afsøgende sendte af sted, kommer med i interviewet? Skal man regne med ved hver en forhandling at modstanderen har en optager i lommen?
Demokratiet lever af at mennesker siger, hvad de mener. Meninger skal brydes. Ord skal flyve på tværs af holdninger og partier. Tankerne skal udfolde sig og føde nye indsigter.
I en civilisation som vores lever vi af dialogen med hinanden. Vi har i løbet af uddannelsen lært at det er vigtigt at ”puffe” til hinanden med ord som er skæve i forhold til det vi allerede vidste.
Men vi gider ikke diskutere med hinanden. Man gider derimod godt lukke munden på hinanden.
Hvor ofte sker det ikke i den offentlige debat at der bliver appelleret til den foresatte. Man siger ikke noget til hovederne af hinanden; men straks skrider man til at lukke munden på sin modstander i stedet for at lytte og evt. tage diskussionen op.
Det ligner da ikke noget i den offentlige diskussion straks at ville melde sin modstander til politiet. Når politiske eller kulturelle holdninger brydes, så ryger der selvfølgelig finker af fadet. Det går jo stærkt og ord har det med at lægge sig forlokkende nær og rive andre med sig. Selvfølgelig skal der være måde med udfaldene; men sarthed skal man ikke stille op med.
Men hvad er det for en holdning, der er ved at brede sig? Hvis modstanderen siger noget man ikke kan lide, så tænker man straks i, hvem der mon kan lukke munden på vedkommende? Er der ikke en minister, en biskop, en direktør, en partiformand, en foresat, som kan gribe ind?
Det er som om der lyder et råb: Gør dem tavse!
Det er vores store privilegium at leve i et politisk system, som lever af debatten. Derfor synes jeg også at det er et trist tegn at vi ikke orker at lade meninger brydes, men bare tyer til at melde hinanden til ”politiet”.
Hvordan kan der overhovedet blive tale om at rejse sag mod en biskop endsige mod denne bys domprovst på baggrund af at de ikke har gjort andet end hævdet at sandheden er så mægtig, at den også kan tage ophold i andre traditioner? At man vil diskutere standpunktet og udvide det, forstår jeg godt; men at man bare vil lukke munden på folk, fatter jeg ikke!
Der er en tradition, som stammer helt tilbage fra Jesus for at man taler med sin modstander, finder sandheden udtrykt hvor man aldrig havde ventet at finde den, og endog hos det menneske som tillader sig at tvivle.
At vi i kirken synes at sandheden på enestående måde er samlet i det menneske som rummer Gud og menneske på én og samme tid, og dér åbenbarer sig fuldkomment, dét har da aldrig fået os til at glemme at Helligånden farer hvorhen den vil og gør sig hørt!
Det er et faresignal for et demokrati når man vil gøre hinanden tavse. Det er uanstændigt at lure mennesker i fælder bare for at få en god historie. Det er også et faresignal for protestantisk teologi når spørgsmålene ikke længere må lyde og kirken holde sig til sit ”semper reformanda”.
Derimod er det afgørende, at vi giver hinanden den minimale agtelse: at tage hinanden alvorligt og udfordre hinandens mening og skabe en dialog, som bevæger os. Der er lande hvor mennesker dør for den ret! Så vi skal ikke bare gøre hinanden tavse!
 

Assertion – eller assertio

• Det forekommer mig at grunden til at der

ofte udvikles uheldige miljøer på arbejdspladser

ganske enkelt er, at der er nogle mennesker

som fylder for meget med deres assertion.

Af biskop Peter Skov-Jakobsen, København. 

Der lyder et bud i den moderne verden: sæt dig igennem; gør opmærksom på dig selv; vis du har en kant! Du skal tro, du er noget! Og det er vi mennesker da også. Men vi skal ikke være noget på bekostning af andres selvfølelse.

For mange mennesker er det imidlertid af stor vigtighed, at de føler at de sætter sig igennem, og at de får det sagt, som de finder nødvendigt. De vil være ærlige, siger de, for enhver pris. Vores kultur holder da også af at hylde det bramfri, uden at betænke, at det bramfri også kan være sårende for den, der skal udsættes for det. Og det bramfri behøver ikke at være hele sandheden. Det er kun en delvis sandhed for nogen, i den givne situation.
Nuvel, der findes mennesker som bliver tromlet hele tiden og som har en tendens til at dukke nakke og snige sig bort. Der findes mennesker som ikke synes at kunne opmønstre så meget opmærksomhed at andre lytter til dem med selvfølgelighed. De skal naturligvis sætte sig igennem.

Det forekommer mig at grunden til at der ofte udvikles uheldige miljøer på arbejdspladser ganske enkelt er, at der er nogle mennesker som fylder for meget med deres assertion. ”Jeg føler at du nu….” sådan har man nu i årevis skullet finde sig i at få udlagt ens udsagn.
Det eneste man havde hævdet var, at det, der også stod i kontrakten, skulle opfyldes. Det var såmænd bare sådan et ganske almindeligt standpunkt om at holde sig til sagen.

Mon ikke vi skulle begynde at hævde et høflighedsprincip. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at slå til lyds for en ganske almindelig høflighed igen. Det er da meget godt at et menneske sådan rigtig får ”blæst alle ventilerne” og lettet hjertet og får sagt hvad han eller hun mener; men hvordan er det med den der skal leve videre med fejltagelsen, reprimanden, irettesættelsen?

Er det ikke nødvendigt med form? Hvis der virkelig skal irettesættes, bør man så ikke vælge en form der ikke udsletter den anden i vredladenhed og følelsesfulde udbrud? Kan vi ikke godt forvente lidt ”musikalitet” i anvendelsen af ord? Hvordan vil man nogensinde skabe et ordentligt arbejdsmiljø hvis man ”overfalder” hinanden med ord?

Måske ville det alt sammen blive noget enklere hvis vi i stedet for at tænke på vores assertion kom til at tænke på Luthers begreb ”assertio” – altså påstanden om at det kan betale sig at elske sin næste. Eller rettere helt omvendt, at det kan det slet ikke, men derfor skal vi gøre det alligevel.
Vi er her ikke for at give os selv kant og de andre kamp til stregen. Vi er her fordi der er en sag der holder os sammen. I kirken er det påstanden om Kristus, og i samfundet skal det være den mindste fællesnævner i at behandle hinanden med respekt, selvom vi er uenige. Jeg tror at hvis man er mere fokuseret på opgaven, så glider alle de personlige og ikke mindst de private ambitioner i baggrunden.

Grovheder avler grovheder. Vi skal være mere agtpågivende over for formerne og måderne at tale om og til hinanden på. Vi skal alle leve videre med os selv og med de andre. Barmhjertigheden og kærligheden kan godt lægge en nænsomhed omkring det faktum at man tog fejl eller bare ikke duede til at løse en opgave. Man behøver ikke banke den sidste selvrespekt ud af mennesker endsige myrde dem i et ærlighedsanfald.

Eventyrets magt – det utroliges magt: Kan teologien være med til at åbne for nye diskussioner og skabe andre politiske debatter? 

Af biskop Peter Skov-Jakobsen, København

Den skotske teolog Duncan B. Forrester fortæller dette eventyr:

Engang var der en pøl. Det var et mørkt og fugtigt sted og der trængte ikke meget lys derned. Her levede der en del frøer. Der var en Over-Boss-Frø som hersede med alle de andre frøer i hverdagen. De arbejdede og sov, og den ene dag gik efter den anden, og det var som om det aldrig blev anderledes i pølen.
Men ikke så sjældent skete der noget forunderligt. En sanglærke svævede ned over pølen og fortalte om en verden som lå hinsides fugten, mørket og slæbet. Den sang om bjerge og solskin. Den sang om varme og underfulde dyr, om skove. Den talte om månens kølige lys om natten, om stjerner og helt andre himmelstrøg. Den sang om en helt anden verden.
Over-Boss-Frøen sagde til at begynde med at det nok var den himmel, som de alle sammen skulle til engang efter døden, der blev sunget om. Og nogle drømte om den verden der lå hinsides, og andre følte sig endnu mere snydt. Nogle mente endog at sanglærken nok i virkeligheden var ansat af Over-Boss-Frøen for at dæmpe deres gemytter og få dem til at arbejde endnu hårdere.
Men der var også en filosof-frø som gav sig til at fortolke løs på sanglærkens smukke toner. Den mente nok at sanglærken sang om at de skulle tage livet i egne hænder. Når den sang om kølige skove og dæmpet lys, ja så var det i virkeligheden ventilation og elektrisk lys den ville have at mennesker skulle skabe sig. Den fortalte kun sine historier for at få menneskene til at tro at al herligheden kunne blive deres hvis blot de gjorde noget for det.
De bar bannere med sanglærken og protesterede og gjorde oprør og Over-Boss-Frøen blev nedkæmpet, og verden blev bedre.
Men stadigvæk skete det at sanglærken kom svævende ned over deres pøl, og nu var der nogle der mente at sanglærken måske i virkeligheden var gal, for hvorfor blev den ved med at synge sine kryptiske sange? De syntes ikke længere at dens sange var relevante; men de ville undersøge den og slog den ihjel og udstoppede den.
Men der kom andre sanglærken. De blev ved med at svæve henover dalen og de blev ved med at tale om den verden som rummede det utrolige som var hinsides.
Sange fra et andet land – fra et utroligt land – fra et fremmed land.
 

Transcendens i det offentlige rum
Det handler om igen at få transcendens ind i den offentlige samtale. Skal politik virkelig kun være dagens og vejens håndværk eller skal det være den store samtale om, hvor vi bevæger os hen? Skal det være en samtale om hvilke goder vi vil have? Tør vi tage ansvar for at gå i en retning eller skal det hele bare opløses i en pseudofrihed hvor det bare er den stærke