Bibelen i virkeligheden: Mødet med Israel

Af lektor Peter Wetche, vejleder på universitetspædagogikum, SDU

"Vil du være rask?"

Den syge svarede ham: "Herre ! jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; mens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig."

Vi kender alle den videre fortælling fra Johannes Evangeliet, kap. 5,1-18. Et tankevækkende hændelsesforløb. Alene det lidt provokerende spørgsmål giver os noget at tænke over.

Gennem hele min opvækst og senere mange ture til Israel og endelig et års ophold i landet, har jeg fået Biblen ind under huden. Derfor finder jeg stor glæde i at besøge de steder, hvor Jesus vandrede og efterlod sig spor.

Forlader man den støjende lille gade – kendetegnet ved råb, støjende gadehandlere og små kærrer, der er blevet trukket op og ned med frugt og grønt, nu som dengang – så kommer man op til Skt. Stephens port. Her oplevede jeg Biblen i virkeligheden, for jeg har aldrig været bange for at leve mig ind i teksten og se filmen. Her gik jeg engang ind gennem Skt. Anne Kirkens uanseelige port, og var pludselig tilbage i tid. I kirkens stille, kølige mørk ro stod en ring af mennesker mellem 15 og 70 år og sang, En rose så jeg skyde – på russisk! Stille lod jeg min turistkrop glide ned på en stol, og her kom Biblen til mig i al sin magt og vælde. Da jeg senere stod ude ved det, der er tilbage af Bethesda dam, fløj tankerne gennem hovedet omkring denne udtalelse: "Vil du være rask?! Den sætning er så virkelig, at den stadig har magt og stadig siges. Hele vægten ligger hos den adspurgte, og giver sig også i første omgang udtryk i, at manden undskylder sig. Helt menneskeligt. Er vi ikke alle det?

Senere står der i Johannes Evangeliet kap. 5,14.:

Siden finder Jesus ham i helligdommen og han sagde til ham: "Se nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig."

Der ligger jo en tekstlig tolkning i ordet: finder. Jesus er aktiv, og leder efter den mand, han lige har helbredt, og til sidst finder han manden. Jeg har ofte funderet over, hvorfor Jesus opsøger denne mand. For at forudsige noget om fremtiden? Måske. Det overlader jeg til de, der er bibelkyndige på et andet plan end jeg.

En smuk oplevelse, på et særligt sted – fyldt med historie for den, der tør lukke op og se ind bag tekstens ord. Og så var haven fyldt med duftende blomster. Der var noget synæstesi over hele min dejlige oplevelse.


 

Bibelen i virkeligheden: Mødet med Israel 2

• "Der sad en fisker så tankefuld
og hørte på herrens tale;"
(N.F.S. Grundtvig. DDS. 147.)

Af lektor Peter Wetche, vejleder på universitetspædagogikum, SDU

For en der er så heldig, at hver eneste skoledag for mange år siden startede med, at alle 500 elever sang morgensang i aulaen, betyder denne salme billeder inde i hovedet. Gennem min mors fortællinger fra Biblen og min egen forestillingsevne holdt jeg meget af den indledning. Jeg så for mig denne fisker, der jo hed det samme som mig, sidde ved søens bred og lytte til Jesus. Senere lærte jeg gennem mit studium, hvilke mekanismer, der er i spil, når vi oplagrer film og billeder i hovedet. Nogle mennesker danner mange billeder og jo mere, der gennem barndommen er blevet levendegjort for os, jo mere er vi i stand til at kombinere disse og forestille os den "virkelige " verden. Steder, hvor vi ellers slet ikke har været.

Derfor var jeg meget spændt på, hvordan det ville se ud, da jeg første gang gik fra kirken i Kapernaum ned mod Geneserat sø. Og jo, det lignede sig selv!

Når jeg er i Israel på tur, har jeg næsten altid min mors Bibel fra 1936 med. Den har set så meget, og så er den nem at have med. Efter at have læst Luk. 5,1-11 der på en sten ved søbredden, gik der lang tid, før jeg blev nærværende igen. Det er et fantastisk sted at være. Alene den stilhed og fred, der hviler over stedet, gør det til en unik oplevelse. Og for mig er stedet nu forbundet med endnu mere oplevelse og endnu flere billeder.

Jeg har set filmen: "Jesus af Nazareth ", men selvom det ligner, passer billederne på filmen ikke med mine billeder – og så duer det ikke for mig.

Selve fortællingen er tankevækkende, og i sin metaforiske opbygning føler jeg, at der for Peter ikke var andre veje, end at følge med Jesus. Peter, der lidt uretfærdigt er fremstillet som en tvivler, siger jo, at han har arbejdet hele natten for at tjene penge, og at det ikke gav noget – og nu er han træt. Jeg bruger ordet, uretfærdigt, idet jeg snarere ser Peter som såre menneskelig. Peter er jo et menneske af kød og blod, og vi er ikke i vor natur stålsatte mod udførelsen af alt, men slår af og til op i banen, når det ser ud til, at det, vi er i gang med, giver store problemer. Ingen kan sige sig fri – og det kunne Peter heller ikke. Men han bøjer sig, da han har hørt Jesu tale, og måske allerede her føler, at noget særligt er ved at ske.

Kapernaum er stedet, hvor Peter boede og arbejdede. Der står en stor statue af ham midt i byen, og derfra kan man gå hen til det, der er tilbage af den oprindelige hellige plads. Der er nu bygget et smukt tag over, og selvom det er moderne, mister stedet ikke sin autenticitet. Ligeledes med den lille synagoge, der ligger et stenkast fra kirken. Men frem for alt har myndighederne været så forudseende, at indgangen til byen er så smal, at biler og busser ikke kan komme ind. Det betyder, at man skal ud af den dejlige kølige bil/bus for at gå ind til byen, og det gør åbenbart, at der fortsat er ganske stille og fredeligt på dette sted, hvor hver sten i sindet bærer spor af Biblen. Et sted til fordybelse og eftertænksomhed.

 

Bibelen i virkeligheden: Mødet med Israel 3

Af lektor Peter Wetche, vejleder på universitetspædagogikum, SDU

I 1979 betrådte jeg for første gang Tempelpladsen i Jerusalem. Anledningen var, at jeg havde lavet en opvisningstur til Israel for et dansk elitegymnastikhold, og de unge mennesker skulle se de hellige steder ind mellem opvisningerne. I det øjeblik vi gik ind på tempelpladsen ad indgangen ved Grædemuren, standsede jeg gymnasterne og fortalte dem om Jesu tempelrensning. Mark. 11,15-19.

Og han lærte og sagde til dem: "Står der ikke skrevet, at mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene? men I har gjort det til en røverkule." Mark. 11.17.

Dengang i 1979 kunne vi stille gå rundt på hele området ved de to store moskéer. Vi var inde i Klippe – og Al-Aksa moskéen, og fornemmede den ro og fred der herskede. Selvom det var juletid, var der ikke særligt mange mennesker, og det blev en stor oplevelse for alle.

I dag er det ikke muligt at se dette sted, og det kan man selvfølgelig begræde. Men på den anden side kan man godt forstå, at stedet er lukket for alle andre end muslimerne og de jøder, der pr tradition har lov at betræde stedet. Stedet skal behandles med respekt og ærbødighed, og det kan turister ikke. Så alene af den grund synes jeg det er tilfredsstillende, at stedet er lukket for offentlighed. At det så ikke er hele forklaringen, skal ikke diskuteres her. Dette smukke sted må ikke få lov til at blive et turistmål. Det er et helligt sted for to store religioner, og lad det blive ved det. Vi andre skal ikke ødelægge det, og vi kan godt leve uden at komme der – men det kan muslimer og jøder ikke.

Underligt kan det synes, at Klippemoskéen, der efter traditionen er stedet, hvor Muhammed satte af, da han fór til himmels, er så iøjnefaldende, mens stedet, hvor Jesus blev løftet op til himlen, er et noget uanseeligt sted oppe på bjerget uden for muren og det gamle Jerusalem.

Hvis man går ud gennem Skt. Stephens port og fortsætter op over bjerget, kommer man op til Himmelfartskappellet bag Getsemene have. En smuk tur i 35 graders varme op til Oliebjerget. Her er det for mig atter tid til at beklage turismen og dens hærgen alle de steder, hvor der er noget særligt at kigge på. For 27 år siden, da jeg første gang besøgte den skov, hvor Jesus blev forrådt og derefter taget til fange, var jeg helt alene. Jeg slentrede dengang ind mellem træerne, og da det var midt på eftermiddagen og varmt, ville jeg lige slappe lidt af ved foden af et gammelt kroget oliventræ. Det blev vist til en lille lur, for det var helt mørkt, da jeg igen vendte tilbage til denne verden. Synet ud over Jerusalem var dengang som nu flot. Tankerne var mange. Hvad var der sket dengang for 2000 år siden? Hvor var Jesus? hvorfor kunne træerne ikke fortælle os om det der skete? Men den fred, som Jesus var gået ud for at finde hin torsdag aften, var blevet brudt af de frygtindgydende romerske soldater, der tog ham med sig. Det kan ikke rigtig opleves mere. Skoven er nu blevet til en strengt overvåget have, med hegn, tråd og vej man skal følge. Ingen slinger i valsen. Ikke noget med at gå uden for stregerne og fliserne. Skuffet? Ja! Ødelagt? Ja!

Fra himmelfarts kapellet på toppen kan man gå flere veje ned til Skt. Stephens port. Sidste gang jeg var der, valgte jeg ikke nogen af de rigtige veje. Jeg gik bare tværs igennem den lille by, der ligger på toppen. Og efter 50 m befinder man sig på en gammel vej, meget stejl, der fører bagom byen ned til porten, som var mit mål. Vejen var den gamle sti op til kapellet og blev aldrig brugt. Nu gik jeg her og var lige med ét 2000 år tilbage i tid. Intet forstyrrede den stille ro. Til venstre muren udenom den lille by, til højre en skov af oliventræer. Ingen vanding af træerne, uberørt og med træer af forskellig alder. Tænk, at der ikke var længere end 200 m fra turismens sydende gryde til den stedlige fred, som har hvilet over området i umindelige tider. Det sidste var dejligt at opleve, Getsemene have var det ikke. Farvel illusion.