Om isterninger, krøll alfa og human-etiske begravelser
eller: At være vikarpræst i Nord-Norge

• Der er stor mangel på præster – og al anden arbejdskraft.
Jo højere mod nord, desto større mangel. Og desto højere løn.

Af sognepræst og tillidsrepræsentant Susan Aaen, Glyngøre

”Typisk midtvejskrise” har nogen i omgangskredsen tænkt og også givet udtryk for, da jeg i dette forår lancerede mit sommerferieprojekt: at søge orlov fra mit vanlige sognepræsteembede for i stedet i en periode på 7 uger at fungere som vikarpræst i Fauske i Sørhålogaland Bispedømme (sig navnet langsomt og det lader sig udtale...).

Ja, måske kommer der en krise, når man er fyldt 45, men evangeliet i den krise kan så være, at der kan komme noget frugtbart ud af at drage nogle konsekvenser og se på arbejdslivet fra en ny synsvinkel.

I slutningen af juni blev børnene pakket ned i Fiestaen, tagboksen monteret og kursen sat mod Nord-Norge. Vi tre piger følte os vældig seje, da vi krydsede Polarcirkelen og tog et billede af vores bil klemt inde mellem diverse autocampere. Ingen mindreværdskomplekser her.

Baggrunden for, at man i Den norske kirke ansætter danske vikarpræster er den simple, at der er stor mangel på præster – og al anden arbejdskraft. Jo højere mod nord, desto større mangel. Og desto højere løn. Det er altså første gang i mit arbejdsliv, at jeg har været inde i en forhandling af løn- og ansættelsesvilkår. Jeg tænker at i en tid, hvor præstemanglen også banker på døren i Danmark og hvor antallet af ansøgere falder ligefrem proportionalt med afstanden fra henholdsvis Århus og København, kan det blive en mulighed, arbejdsgiveren må tage i brug: at yde et tillæg – betragteligt – til lønnen, hvis menigheder, der ligger ”for enden af en grusvej” også i fremtiden skal kunne tiltrække præster. 

1. juli begyndte så arbejdslivet. Familien var blevet installeret i en ledig præstebolig,
kontorfaciliteter stod klar, og 1. arbejdsdag begyndte så med et stabsmøde med den lønnede kirkeværge for bordenden. Den kommende uges aftaler blev gennemgået. Allerede inden afrejsen havde jeg fået mailet en arbejdsplan.

Se, det er så også første gang, jeg har en sådan. Der var plottet samtaler ind omkring diverse kirkelige handlinger. Sådan en lanpræst som mig skal jo lige vænne mig til, at andre træffer aftaler på mine vegne. Og at man i den elektroniske kalender kan alle ansatte se hinandens aftaler. Ved, at det også bruges nogle steder i Danmark. Kan også sagtens høre indvendingerne. Også høre dem ganske tydeligt ... men praktisk og anvendeligt, det er det!

Medarbejderskaren omkring bordet afspejler på tankevækkende vis jobsituationen i denne del af verden! Udover 2 norske præster, er der en dansk fastansat præst, en organist fra Polen(den vanlige organist er engelsk og har ferie), en anden vikarpræst, der til daglig er sømandspræst i Dubai, i næste uge kommer endnu en teolog – fra Tyskland og så altså mig.

Det store samtaleemne denne første arbejdsdag er et såkaldt miljøforbedrende tiltag på kontoret: en isterningemaskine (på norsk: isbitmaskine). Hvad skal man dog med en isterningemaskine i Nord-Norge? Svaret blafrer i vinden. Men måske er der en profet i blandt os, for også her har der været hedebølge...

Vender tilbage med mere i næste uge – flere paradokser fra den nordnorske virkelighed.


 

Nedslidningsafaktor: Vores grænseløse arbejdstid

• I Norge står vi ikke til rådighed længere end til kl. 17.00, hvor beredskabsvagten
så tager over for det, som ikke kan udsættes til næste dag.

Af sognepræst og tillidsrepræsentant Susan Aaen, Glyngøre

Human-etisk begravelse. Jeg har aldrig hørt det ord før, altså førend på dagens stabsmøde, hvor det blev fortalt, at en af kirkerne var lejet ud til en human-etisk begravelse.

I min danske naivitet måtte jeg spørge: ”Hvad er det? Er det et andet ord for det, vi i Danmark kalder for en borgerlig begravelse, hvor det ofte er en bedemand, der hjælper mennesker, der ikke er medlem af et trossamfund med at skabe en ramme om afskeden med den døde?” Men nej, en human-etisk begravelse er noget ganske andet. Det er en ”almindelig” begravelse, men bevidst uden Gud bliver blandet ind i det.

Her i Norge er der åbenbart en stærk human-etisk forening, der tilbyder assistance ved livets overgange – altså også ved den ultimativt sidste. Og det er jo fint, at mennesker, der ikke vælger kirken og kristentroen som ramme omkring deres liv, har et andet sted at gå hen. Og det er sandsynligvis også en udvikling, vi vil se i Danmark.

Her på stedet er der lavet retningslinjer for, hvilke ikke-kristne højtideligheder, kirken kan udlejes til. Der må ikke ske noget, der strider mod det kristne budskab; religiøse symboler må ikke flyttes eller tildækkes. Men som een, der kommer udefra, undres jeg. Jeg kan se det problematiske i, at mennesker, der ikke er medlem af kirken, mangler et værdigt sted at tage afsked med deres døde. Men må de organisationer, der tager sig af begravelser uden religiøs indblanding, så ikke selv finde værdige rammer, hvor der ikke er symboler, der strider mod det, den døde havde sagt fra overfor? Jeg er ikke færdig med disse tanker, så derfor er ovenstående skrevet i al foreløbighed.

Og så til noget helt andet: At finde vej fra Glyngøre til Fauske gik ganske nemt – ja, faktisk uden en eneste omvej takket være GPS’en. Men i Fauske gik det galt. Jeg skulle ud til en samtale. I telefonen spurgte jeg efter en specifik adresse inklusive husnummer. Det vil GPS’en så gerne have. Men svaret lød: jeg har ingen anden adresse end postnummer og bynavn, men nu skal jeg forklare, hvordan du finder frem: kør ca. 12 km ud ad E6, da kommer der nogle højspændingsledninger, der går tværs over vejen, hold til venstre der og så er det det hvide hus, jeg bor i!Og ja, jeg fandt frem uden GPS. Og sådan er det hver eneste gang, jeg bevæger mig udenfor bygrænsen. Jeg har fået beskrevet mange smukke haver og huse i forskellige farver.

At køre bil er simpelthen nødvendigt for at passe et embede i disse egne. Forleden havde jeg en dåbssamtale 100 km. borte, hvor hele 2 fjelde skulle passeres. Og 100 km. i bil her er altså ikke som den tyske autostrada. Det tager tid. Der skal jo også lige være plads til at fårene kan få sig flyttet væk fra kørebanen eller i den mere eksotiske ende: vente på at en flok får gider gå ud ad den tunnel, som jeg har tænkt mig at køre igennem. En arbejdsdag kan hurtigt gå med al den kørsel.

Det bliver lidt spredt fægtning dette, men arbejdsdagen her er altså også mangfoldig! Der kan ske lidt af hvert. Noget af den store forskel på at arbejde her og i mine landsogne i Danmark, er, at arbejdstiden er langt mere reguleret. Ja, jeg kan nu godt høre visse læsere, der er nået helt til dette punkt, begynder at finde ordet funktionærgørelse frem, men læs så lidt videre! Når jeg skal lave aftaler om diverse samtaler, er de menneskers reaktion, som jeg kontakter, som udgangspunkt: ”Jamen, det skal være om dagen, vi kan mødes?” I Danmark er det oftest det modsatte: ”Vi kan først efter arbejdstid”. I Norge står vi ikke til rådighed længere end til kl. 17.00, hvor beredskabsvagten så tager over for det, som ikke kan udsættes til næste dag.

Jeg har haft en sådan beredskabsvagt, som går fra fredag kl. 17.00 til den næstfølgende fredag. I weekenden er der døgnvagt; på hverdagene fra 17-08.00 næste morgen. Bredskabsvagten kan kontaktes af specielt politiet og her vil arbejdopgaven typisk være at tage ud til en familie og underrette om et pludseligt dødsfald. Det kan også være at træde til i forbindelse med alvorlige ulykker o.lign.

En beredskabsuge udløser et tillæg på kr. 4.400 + 800 kr. pr udkald. Hvad med vores danske arbejdsforhold? Er en af nedslidningsfaktorerne netop ikke vores grænseløse arbejdstid?


 

Gudstjenestens liturgi: Du må selv vælge, hvordan du vil gøre

• Det er faktisk meget vanskeligere at have frihed
end at få at vide, at friheden er yderst begrænset

Af Susan Aaen

Ja, jeg er jo naiv og jeg ved det godt, men det bliver jo ikke bedre af at blive afsløret gang på gang i denne sommer. Da jeg tog herop, troede jeg jo, at en gudstjeneste er en gudstjeneste – bare sådan med lidt liturgiske justeringer her og der. Men jeg er blevet klogere. Meget klogere.

For det første er der så mange liturgi-bøger, salmebøger og diverse tillæg, at det i sig selv er til at blive forvirret af. For det andet er ”grund-liturgibogen” af et sådant format, at det forekommer mig umuligt at balancere med den i venstre hånd, alt imens jeg døber med højre hånd…

Jeg gik udfra som en selvfølge, at jeg hurtigt kunne lave en oversigt over f.eks. højmessens liturgi – den velkendte: præludium, indgangsbøn, 1. salme o.s.v. Men mine kollegaer gjorde mig det hurtigt klart, at sådan er det ikke. ”Du må selv vælge, hvordan du vil gøre, Susan”, lyder det igen og igen. Og det er faktisk meget vanskeligere at have frihed end at få at vide, at friheden er yderst begrænset. Så arbejdet med liturgien tog i den første uge en hel del tid. Jeg skulle jo også lige finde ud af, hvordan man holder begravelse.

Apropos begravelse, så ventede der her endnu en overraskelse. Under en mindesammenkomst spottede jeg, at blomsterne på bordene var de samme, som jeg tidligere havde set i kirken! Ja, hvor for ikke?! Det er da i grunden spild med alle de blomster på kirkegården; så hellere lade andre få glæde af dem også.

Nu jeg er ved begravelse: hvis I ser på billedet i toppen af min blog, så forestiller det udover undertegnede også undertegnedes Fiesta incl. tagbox OG sådan en genstand, som sættes på de biler, der er med i et ligfølge. Kulturforskel, kalder jeg det selv, for det er næsten utænkeligt, at noget tilsvarende kunne bruges i Danmark.

Tilbage til liturgien: uanset hvor man går til højmesse i Danmark er liturgien genkendelig med ganske få variationer. Det synes jeg selv, der er noget meget trygt og en egen ro i. I Norge er det anderledes – der er liturgien meget mere præget af den enkelte præst teologiske ståsted, ligesom lægfolket har en formaliseret plads i liturgien. Der lægges fra officielt hold l, at det er mennesker fra menigheden, som bl.a. læser flere af de bibelske læsninger samt fungerer som nadvermedhjælper. Det kræver så til gengæld også som præst noget af et fodarbejde, at få tag i mennesker, der vil tage denne tjeneste på sig.

I vielsesritualet lægges der også op til en valgmulighed. Parret kan enten a) følge den danske udgave med at svare ja til at ville elske og ære osv. eller b) vælge at aflægge ægteskabsløftet ved at gentage præstens ord sådan:

L Jeg tar deg (navnet nevnes) til min ektefelle.
B Jeg tar deg (navnet nevnes) til min ektefelle.
L Jeg vil elske og ære deg
B Jeg vil elske og ære deg
L og bli trofast hos deg i gode og onde dager
B og bli trofast hos deg i gode og onde dager
L inntil døden skiller oss.
B inntil døden skiller oss.

Jeg har oplevet brudgomme sige med én mund: vi tager udgave a! Vi kvinder kan bedre lide de mange ord, men min beskedne erfaring indtil nu er, at manden i denne henseende får sin vilje!

Ved begravelse er der også almindeligt, at familien selv taler ved kisten, så der er nok, når det kommer til en træden frem i det offentlige, kirkelig rum, en større frimodighed end i Danmark. Jeg tænker, at det kræver, at vi som præster tør give noget af det, der er ”vores” fra os og have tillid til, at det, andre end præster præsterer er godt nok…


 

En anden arbejdsform

• Jeg har nu gjort mig erfaring med team-samarbejde,
med en afgrænset arbejdstid og jeg har opdaget, at det
ikke er en dum idé, at adskille privatbolig og tjenestested

Af Susan Aaen, Glyngøre

7136,4 km. og 7 uger efter vi rejste hjemmefra. Fiestaen har fundet vejen hjem over høje fjelde og dybe dale. Og på den lange vej hjem, har der været tid til at reflektere over en sommer, der gik alt for hurtigt. I 7 uger har min hverdag og mit arbejdsliv været centreret om en for mig hidindtil ukendt lokalitet: Fauske i Nordnorge.

Det er en sommer, der på så mange måder har været grænseoverskridende. Sådan der at stå ved en åben grav og skulle synge for på en salme, jeg ikke kender. Det er virkeligt meget, meget grænseoverskridende. Jeg er så vant til, at der er en kirkesanger, der tager det hverv på sig.

Det har også været en ny erfaring at prædike til en udendørs gudstjeneste på plejehjemmet og høre min egen stemme blive kastet tilbage som et ekko fra de omkringliggende fjelde. 

Det har været en større udfordring, end jeg på forhånd troede, det ville være, at forstå norsk. Og selv at blive forstået … Der er ganske mange fælder i det sprog. Når man f.eks. ønsker at sige fra overfor et eller andet, ja, så skal man sige til. Og omvendt: du skal bare sig fra, hvilket betyder, at du i virkeligheden siger til!

Nå ja, så er der også den sproglige vending, man i hvert fald i sjælesørgerisk sammenhæng skal være opmærksom på. Hvis et menneske siger: ”Jeg griner hele tiden” ja, så betyder det på norsk, at vedkommende faktisk græder hele tiden! Og det gode, gamle @ hedder på norsk krøllalfa. At downloade hedder at ”laste ned” og så fremdeles.

Når det så er sagt, at sproget har været den største udfordring, så skal det for fuldstændighedens skyld også med, at de mennesker, jeg har været i berøring med, har haft en fantastisk tålmodighed overfor vikarpræsten med det uforståelige sprog. I det hele taget forundres jeg over, hvor velkommen jeg har følt mig som vikar. Vikarer er almindeligvis sådan nogle, der bare er på gennemtræk, men det har været godt at være et sted, hvor de var vant til, at det var hverdagen og derfor havde en plads ledig til mig i den beskedne periode, jeg nu kunne være der.

Jeg har nu gjort mig erfaring med team-samarbejde, med en afgrænset arbejdstid og med en jobvirkelighed, hvor arbejdet står i kø. Jeg har opdaget, at det ikke er en dum idé, at adskille privatbolig og tjenest