Præsten i december

• Det har jo den fordel, at vi alle sammen allerede er
oppe i juletempo. Ja nogle vil måske ligefrem sige,
godt at det endelig er blevet december.

Af Thomas Gylnæs Nielsen, Risbjerg Kirke

Så nærmer julen sig. Ude i horisonten kan vi skimte juleaften og et kæmpe rykind i vores kirker. Men inden da skal vi jo igennem en travl december måned, hvor folk i alle aldre myldrer til kirke. Hvor vi gennem årets 11 måneder gør os en masse tanker og en masse tiltag for at få folk i kirke, så giver det mere eller mindre sig selv i december. Folk kommer jo af sig selv. Og det er jo på alle måder fantastisk. Det betyder jo, at vi har en unik mulighed for at vise og fortælle folk, at de slet ikke kan være foruden kirken i årets resterende 11 måneder.

Vi er sikkert mange præster, som tager et ekstra dyb indånding, når december nærmer sig og juletravlheden sætter ind. For med god ret kan vi sikkert spørge, hvordan når vi lige det hele? Børn i alle aldre kommer til kirken og så er der jo alle de andre, de voksne, som jo også gerne skulle kunne mærke, at julen nærmer sig i deres kirke. For slet ikke at tale om ens egen familie. I år er det første gang, at vi skal holde jul i Hvidovre og vi glæder os. For efter at vores lille lejlighed på Østerbro er skiftet ud med hus i Hvidovre, så er der jo pludselig blevet plads til, at få juletræ ind i stuen uden at halvdelen af stuen skal ryddes først. Dog kan jeg mærke, at mine søskende ikke ligefrem står og banker på døren for at holde jul hjemme hos os. For deres drøm om en hvid jul i en præstegård langt ude på landet led skibbrud, da jeg blev ansat som præst i Hvidovre.

Her i Risbjerg er vi dog i år ekstra godt forberedt på juletravlheden. For hele efteråret har vi fejret kirkens 50 år jubilæum. Det har jo den fordel, at vi alle sammen allerede er oppe i juletempo. Ja nogle vil måske ligefrem sige, godt at det endelig er blevet december. For selvom vores jubilæum afsluttes her i december måned med en koncert, så har vi i den grad fejret kirken med en masse aktiviteter. Samtidig er der jo en masse ting, som skal gøres, inden december sætter ind. Bibelkredsen skal afsluttes, nye foredrag skal planlægges til det kommende halvår i vores kirkehøjskole og konfirmanderne skal sendes på juleferie.

For alt det har vi jo slet ikke tid til i den søde juletid. For der sker jo så meget andet. Så egentlig er der jo noget trygt og godt ved december. For vi skal jo bare alt det, som vi plejer. Ofte kan det jo også være nemmere at fortsætte arbejdstempoet end at sætte det op. Det kan være svært rigtig at komme i gang igen efter ferien, mens det jo næsten giver sig selv at forsætte sit arbejdstempo. For inden man når at se sig tilbage, venter der nye udfordringer og opgaver forude.


 

Forventningen og glæden i december

• Derfor er det også vigtigt, at vi ikke alene lægger kirkens
fremtid over på børnene.  Deres forældre, dem i 20´erne, 30´erne,
40´erne og 50`erne skal vi også have fat i

Af Thomas Gylnæs Nielsen, Risbjerg Kirke

Julen er børnenes fest. Det er vist en sandhed, som enhver oplever her i december. For uden børnenes glæde og forventning ville vi næppe tage sådan fat i hele december måned. Ja, hvorfor i det hele taget tage et sådant afsæt og langt tilløb til julen, hvis det ikke var for børnenes skyld. Os andre, os voksne, ja, vi kan jo undertiden få følelsen af, at julen topper alt for tidligt og at den sidste tid frem mod juleaften tages med tunge og forpustede skridt.  Sådan er det ikke for børnene. Forventningen og glæden over hvad der skal kulminere juleaften med en masse gaver tages glædeligt på forskud i hele december, med alt hvad der dertil hører.
 

I år er det sjovt at opleve at min søn, som for kort tid siden blev 3 år, for første gang begynder at forstå, hvad der er ved at ske her i december. At skifte vuggestuen ud med børnehaven gør en verden til forskel. For pludselig opdager han jo, at julen er ved at nærme sig, fordi der hver dag skal deles en gave ud til et barn oppe i hans børnehave. At der skal klippes og klistres i en endnu større målestok og at alle de større børn har en klar fornemmelse af, hvad der er i vente. Julen, og alt hvad der hører til i december måned, er så småt ved at gå op for ham.

Børnene har også en hel særlig plads i kirkerne op til jul. Vi holder julegudstjenester for børn i ét væk og deler kilovis af pebernødder ud.

Når vi nu er ved børnene, så er det som om, at langt de fleste som har med kirken at gøre, næsten ikke kan tale om andet end at vi skal få børnene indenfor. Ja, hele kirkens fremtid afhænger af, om vi får børnene indenfor. Og det med kirkens fremtid og børnene har vel også sin rigtighed derhen, at når vi andre ikke længere er her, ja, så er der jo nogle andre, som skal tage over, og det kan jo alene være dem, som er yngre end os.
Det har i hvert fald slået mig, hvor optaget mange af de faste kirkegængere i Risbjerg kirke er, når det handler om alt det, som de synes, vi skal gøre for børnene. For ofte møder man jo den holdning, at kirkens fremtid alene afhænger af, hvordan vi får fat på børnene her og nu.

Men bag deres iver efter at få de helt unge ind i kirken ligger jo også en erkendelse af, at det har de ikke selv været gode til. For grunden til at vores egen menighed bliver ældre og ældre er jo, at deres egne børn stoppede med at komme i kirken og derfor heller ikke tager deres børn med. Vi mangler jo en hel generation.
 

Derfor er det også vigtigt, at vi ikke alene lægger kirkens fremtid over på børnene.  Deres forældre, dem i 20´erne, 30´erne, 40´erne og 50`erne skal vi også have fat i og fat i på en sådan måde, at de ikke kun kommer der på grund af deres børn men også for deres egen skyld. For deres børn bliver jo også ældre og derfor skal de jo netop til stadighed have en grund til at komme, også når de ikke længere skal følge deres børn i kirke.  For kirkens fremtid er jo både den nære fremtid og så den fremtid som kommer, når vi andre ikke længere er her.

Planlægning, planlægning, planlægning

• For kristendommens sandhed er samtidig en sandhed,

som vi ikke bare kan sige os selv,

men som vi også selv vedvarende må have fortalt udefra.

Af Thomas Gylnæs Nielsen, Risbjerg Kirke

”Planlægning, planlægning og atter planlægning” messer mine erfarne kollegaer velmenende, når jeg fra tid til anden puster og stønner over arbejdstempoet i Risbjerg kirke. ”Planlæg dog for søren, så det ikke kommer bag på dig, planlæg, så går det hele nok af sig selv”. Og ja, planlægning er en god ting. Særligt for én som mig, som har en tendens til at lave tingene i sidste øjeblik. Som nyder at summe over en evangelietekst hele ugen og så om lørdagen  sætte mig til rette foran computeren og nedfælde de tanker, som er gjort i ugens løb og som desuden synes, at enhver prædiken næsten altid har samme udløbsdato som en åbnet karton mælk, nemlig 3 dage. Det er jo ikke fordi, at der er noget i vejen med en prædiken, som er skrevet i god tid. Forhåbentlig er den så god, at den holder længere end 3 dage. Forhåbentlig bliver den siddende både i egne og andres ører frem til næste søndag. Alligevel gør afstanden fra den blev skrevet til den bliver holdt noget. Så er det pludselig som om, at det skrevne ikke længere er mit, men en andens.

Planlægning er en god ting. Alligevel er det ikke altid nok. For selvom hele ugen er lagt til rette om mandagen og der er afsat tid til det hele, så kan man aldrig helt vide, hvad ugen bringer. Når den ene bisættelse efter den anden vælter ind og man får lyst til – ikke blot at tage bibelen alvorlig men også bogstavelig og henvise til Luk. 9,60 – så er det, at enhver planlægning falder til jorden. Så må man tage skeen i den anden hånd og starte oppe fra og ned og fortsætte indtil man selv synes, at man er færdig. Og nogle gange tager den ene uge den anden og det kan være svært helt at se, hvornår det lige stopper.
Det har slået mig, at Søren Kierkegaards bestemmelse af den menneskelige eksistens ofte passer på en præsteeksistens. For som præst oplever man ofte, at man er undervejs, i vorden og i den grad uafsluttet. Det ene tager det andet og når man endelig tror, at der er lidt tid til at puste ud, så melder der sig nye opgaver.
På den måde adskiller vi os nok ikke fra så mange andre mennesker, for sådan arbejder mange. Løbende projekter og nye opgaver i en uendelighed. Men vi har forhåbentlig en fordel. For samtidig med at Søren Kierkegaard bestemmer den menneskelig eksistens som en eksistens i vorden, undervejs og uafsluttet, så har han en anden afgørende bestemmelse af den menneskelige eksistens. At subjektiviteten er sandheden og at subjektiviteten er usandheden.
Og det er vel hvad vi forhåbentlig også oplever. At den sandhed som kristendommen er, og som vi nogle gange ligger vandrette for at bringe videre, det er jo en sandhed, som vi må tage på os. Hvis den sandhed som kristendommen er, skal blive en sandhed for bare nogle af de mennesker, som vi møder gennem vores præsteeksistens, så kræver det  først og fremmest, at det også vedvarende bliver en sandhed for os. Men det kræver også noget mere. For kristendommens sandhed er samtidig en sandhed, som vi ikke bare kan sige os selv, men som vi også selv vedvarende må have fortalt udefra. For kristendommens sandhed går jo på tværs af alle de forestillinger og ideer, som vi kan have om Gud. Kristendommens sandhed går på tværs af alle de forestillinger som alle, inklusiv en præsteeksistens, kan have om Gud.
 

Det er trøsterigt at tænke på, når ens planlægning ryger i vasken og uventede opgaver truer med at vælte én omkuld. For det budskab, som vi til tider ligger vandrette for at give videre, er samtidig et budskab, som vi ikke selv kan høre for tit.

Folk strømmer til kirkerne