December-tanker

"Men i december er det pludselig anderledes.
Her skal vi ikke til at berede jordbunden. Her er det beredt."

Af sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen

Når man nærmer sig december, får præsten ofte at vide, at ”nu kommer du jo ind i en travle tid for dig”. Det har jeg nu egentlig aldrig tænkt på således. Faktisk er november ofte en langt mere travl måned, fordi så meget (studiekredse o.l.) skal afvikles, således at man er klar til jul.

Jeg tror at fordi december ikke forekommer mig så travl er, at der er så meget vi kan tage for givet. Folk kommer til kirke i stort tal nærmest af sig selv, og julens evangelium er på én gang så ligefremt og så dragende mystisk. Man kan sagtens tale om det.

Problemet i præstearbejdet er nemlig sjældent det egentlige arbejde; altså forkyndelsen ved kirkelige handlinger, gudstjeneste og undervisning. Problemet i præstearbejdet finder man ofte i manglende forståelse i sognet for arbejdet. Der skal ofte bruges ganske mange kræfter på at gøre klar til forkyndelsens arbejde. Der skal ofte bruges mange kræfter på at berede jordbunden til det egentlige, og det kan være både frustrerende og hårdt. Jeg har altid syntes at det egentlige i præstearbejdet, er det vi er forpligtet på: gudstjenester, konfirmander og handlinger; det er ofte det, der giver arbejdsglæden.

Men i december er det pludselig anderledes. Her skal vi ikke til at berede jordbunden. Her er det beredt. Skoler og børnehaver strømmer til julegudstjenester, og sognet strømmer til jule-arrangementer i kirke og konfirmandhus, for slet ikke at tale om juleaften. Derfor synes jeg egentlig at december ikke er en særlig arbejdskrævende måned, for den giver på mange måder sig selv. Og det kaster også en vis forståelse over resten af årets præstearbejde.

Jeg talte fornylig med en pensioneret præst, og han kunne fortælle mig, at da han begyndte som præst, oversteg hans antal af konfirmandhold så ubetinget mit antal, plus diverse gudstjenester med mere. Det antal af konfirmandhold han havde haft for 40 år siden, ville jeg slet ikke kunne overkomme i dag, og det skyldes jo ikke, at vi i vore dage er blevet mere vattede; men jeg tror at det skyldes, at der ikke er meget, der giver sig selv. Vi skal ofte i vores arbejde også medbringe betingelsen for at vi og andre kan forstå hvad vi laver og siger; men således ikke i december. Her kan man koncentrere sig om det egentlige. Her kan utroligt meget udsiges uproblematisk.

På mange måder er kristendommen vel ved at blive fortrængt af en forbrugsreligion. Konfirmanderne er ved at være helstøbte forbrugere og selve konfirmationen er nærmest en initiationsrite til forbrug. Det er en gammel traver at sige, at dette forbrug topper i julen, og at det nærmest ender i en dans om guldkalven, når vi juleaften lægger alle vores forbrugsgoder under træet, og danser om dem. Forbrugsreligionen er en åndløs størrelse, og hvor søndagens udflugt før i tiden måske gik til en tur i skoven, hvor man måske kunne fornemme en vis samhørighed med resten af skaberværket, går søndagsturen nu til Bilka, hvor søndagens gudstjeneste fejres i forbrug. Det kan man selvfølgelig begræde; men det er nu engang det vilkår, som der skal forkyndes ind i: at i dag er jer en frelser født. En frelser som måske på grund af det endnu mere end før peger på frelsen fra os selv. Og det er måske også den fornemmelse vi har, når vi faktisk i så stor antal strømmer til kirken i december og til jul: at der skal andet og mere til.

Hvad vi fejrer til jul må aldrig glemmes: inkarnationen – at Gud blev menneske – det er vel kristendommens største under. Martin Luther har følgende ord til dette: ”Det, vi fejrer i dag, er Guds største velgerning mod os, det overgår alt andet i hele skabelsen. Og hvor er vi langsomme til at opfatte det, skønt det blev os forkyndt og sunget af englene, der er himmelske teologer og prædikanter, og som for vor skyld har glædet sig derover. Deres sang er en såre dejlig sang, der indeholder summen af hele den kristne religion. Thi dette ”ære være Gud i det højeste” er den mest ophøjede gudstjeneste, og den ønsker og bringer de os i Kristus Jesus”.


 

December-tanker

►”Skoleklasser er i kirken for at møde evangeliet i fortællehjørnet,
børnehavebørn strømmer til for at være til gudstjeneste og der er
overhovedet ingen forstillelse eller afstand til gudstjenesten.”

Af Thomas Reinholdt Rasmussen

I Martin Luthers gamle prædikenkirke i Wittenberg holdes der stadig gudstjeneste. Det er ikke en selvfølge i det tidligere DDR. I Østtyskland blev enhver kristen forfulgt, forstået på den måde, at hvis man lod sig døbe og det blev offentlig kendt, så mistede man retten til uddannelse mm. De kristne i Østtyskland gik derfor under jorden med deres tro, og medlemstallet i den evangelisk-lutherske kirke raslede ned; men alligevel ikke så meget, som man skulle tro.

For på trods af stor modstand mod kristendom og kirke, hvilket altid er totalitarismens første skridt, så bevarede kirken et medlemstal på ca. 1/5 del af befolkningen, hvilket må siges at være flot omstændighederne taget i betragtning. Men den kristne kirken har det ikke helt godt i det tidligere DDR, og flere steder er kirkerne meget slidte og ringe betjent.

Men i Wittenberg holdes der gudstjeneste i Bykirken hver søndag, og ikke alene det: i den lille kirke ved siden af, som egentlig er en gammel kirke, kaldet Kristi Legemes Kapel, der holdes der børnegudstjeneste, når der er almindelig gudstjeneste i kirken ved siden af. Det er i sandhed optimalt: at have en kirke til sin rådighed, hvor der kan synges, forkyndes og bedes på børnenes præmisser. Det er børnekirke så det vil noget, og egentlig noget vi skulle bruge nogle af vores mange ressoursser på her til lands.

For det kan godt forundre hvordan vi bruger vores midler. I et pastorat kan der være tre gravere ansat til at passe sognets tre kirkegårde; men kun en præst til at passe alle dem over jorden...

Men det er den måde vi har valgt at indrette os på. Men vi kunne godt bruge flere midler på børnene. Ikke nødvendigvis økonomi, men prøv at forstille os, hvis vi hver søndag holdt særlig gudstjeneste for børnene i et nærliggende lokale, forsamlingshus eller lignende. Det ville give mening.

Men i december kommer børnene i høj grad i fokus. Skoleklasser er i kirken for at møde evangeliet i fortællehjørnet, børnehavebørn strømmer til for at være til gudstjeneste og der er overhovedet ingen forstillelse eller afstand til gudstjenesten.
Og skolerne begynder deres juleferie i kirken med julegudstjeneste. Nogle steder kaldes det ganske misvisende juleafslutning, når det er en juleindledning.

Men måske er ordet juleafslutning meget godt i samklang med den almindelige opfattelse af adventstiden: det er en juletid. Det er til tider som om at julen er til ende, før end den får begyndt, og at adventstiden mister sin karakter af forberedelse. Problemet er jo at hvis man ikke hører adventstidens budskab, så risikerer julen at blive til en forstoppelse og et klisteret eventyr, og ikke til evangelium – befrielse for dom.

For det er jo således, at hvis man lytter efter adventstidens tekster, så er de ganske bekymrende og urovækkende. De handler om at sol og måne skal forgå, og de handler om at fem brudepiger, der ganske vist var tåbelige, går fortabt. De handler om at den høje Herre kommer til dom. Det er hvad adventstiden indvarsler. Og egentlig skulle man bævende gå ind til julen. Gå ind til den høje Herre. Og det gør man så, og finder: et spædbarn i en krybbe. Det er den høje dommer!

Sammenstødet mellem adventstid og juletid, er det tydeligste sammenstød vi har mellem lov og evangelium. Mellem hvad vi kan sige os selv, og hvad Gud siger os. Men for at høre det, kræver det altså at vi ikke gør adventstiden til juletid.

Spædbarnet i krybben. Det er julens kerne. Og samtidig er julen børnenes fest, hvilket hænger fint sammen med julens budskab. Evangeliet overlever i børn. Da professor Leif Grane i sin tid blev ført som vidne i den såkaldte Snedsted-sag, blev han spurgt om børn kunne tro, og han modspørgsmål var om voksne kunne tro! Og Martin Luther har udtrykt det meget radikalt i tilknytning til Davids salme 8, som gerne må huskes her i adventstiden: under paveågets værste tid, der overlevede evangeliet i døbte spædbørn i vugger! Ja, tydeligt bliver det jo for enhver, at evangeliet levede i et spædbarn i en krybben.


 

Åndelighed

► Det massive opgør der har været gennem det tyvende århundrede
med kirke og kristendom, har smidt barnet ud med badevandet.

Af sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen, Tversted

Stilheden før stormen. Det er hvad man kan kalde ugen op til jul. Snart bryder det løs, og julen indfinder sig. I år er det særligt glædeligt at være præst på landet: fra 23.december til 26.december er der fire gudstjenestedage i træk, og fra 23.december til 6.januar skal jeg for eksempel holde seksten gudstjenester plus det løse. Det er en stor glæde.

Gudstjenesten er vitterligt kerneudtrykket i kristendommen. Vores danske højmesse er så enkelt og fornemt et udtryk. Den kræver noget af sine deltagere: forståelse og indlevelse; men den efterlader ingen passive.
Derfor kan det undre at der kommer så forholdsvis få til gudstjenesten. Er det fordi at den er for engagerende og for åndelig krævende? Til kirkekoncerter kan der komme langt flere. Men kirkekoncerter er nok noget af det mest passive man som menneske kan deltage i. Man skal ikke rejse sig undervejs. Man skal ikke give korsvar. Man kan ofte ikke se de optrædende, fordi de står nede ved eller oppe ved orglet. Men alligevel kommer der ofte flere til kirkekoncerter end til almindelige gudstjenester. Man hører ofte at gudstjenesten ikke er aktiverende nok; men det kan ikke skyldes det, når man sammenligner med kirkekoncerter.
Spørgsmålet er om det er fordi gudstjenesten netop kræver sin tilhører. Det er jo ikke noget vi er vant til. Når man tænker på at vi altid roser os af vores høje uddannelsesniveau, så er det forbløffende at nationen forsamles foran ”Vild med dans” flere fredage i træk …

Men fare for at lyde som en Jeronimus, så synes jeg faktisk at vi er gået åndeligt i stå. Jeg ejer en gammel oversættelse (1902) af Martin Luthers Udlæggelse af Galaterbrevet. Den har jeg engang købt i et vestjysk antikvariat. Foran i bogen har den oprindelige ejer sat sit navnetræk: ”Jens Rasmussen, Snedkersvend”, står der. Og jeg kan se at han har læst den. Han har sat understregninger ind sine steder, og andre steder skrevet små kommentarer i marginen. Han har gennem bogen dykket dybt ned i den europæiske kultur og sin egen kristentro. Jeg kender altså ikke ret mange snedkersvende, der læser Martin Luther i dag; eller læser andre værker af tilsvarende karakter.

Det massive opgør der har været gennem det tyvende århundrede med kirke og kristendom, har smidt barnet ud med badevandet. Hvor man måske troede at kunne sætte en ny åndelighed i stedet for, har man intet fået. Når man kører rundt i det yderste Vestjylland, som jeg gjorde forleden weekend, så ser man mange steder forladte og solgte missionshuse. Huse, hvor der dog blev talt åndelighed; måske en åndelighed man ikke var enig i; men hvor der dog var klangbund. Nu synes det stort set at være erstattet af benzintanke, hvis kiosker er fyldt med porno og friture. Det er sandelig gode frugter af det kulturopgør!
Gudstjenestens krise er for mig at se ikke entydigt gudstjenestens skyld. Ethvert åndeligt og horisontudvidende program er stort set også forsvundet fra TV’s sendeflade. Hvis der ikke er klangbund andre steder, hvorledes skulle der så være det i gudstjenesten?

Men så slemt er det så heller ikke helt. Året rundt holdes gudstjenesten kørende som en modstandslomme. Og juleaften er kirken fyldt til bristepunktet. Og her skal ikke gives stene for brød. Her skal forkyndes et nærværende og erfaringstæt evangelium, der løfter julen ud af sine hængsler, og sætter os sammen med Gud og med Guds fortælling. Juleaften er der en lydhørhed i kirken, som sjældent mødes magen til. Blot denne ene aften om året giver håb til resten af året; ja giver håb til et liv.