Generation Y – som en ledelsesmæssig udfordring
eller en eksistentiel øjenåbner mod fremtiden

Næste års konfirmander er på trapperne

Af sognepræst Tina Buchwald, Blistrup

Nedenstående er et sammenkog af specialet: ”Generation Y- som en ledelsesmæssig udfordring eller en eksistentiel øjenåbner mod fremtiden” på diplomuddannelsen i ledelse, jeg afsluttede denne sommer. Siden 2007 har jeg fulgt kurser på KLEO sammen med mellemledere fra det private erhvervsliv. Det udsprang egentlig blot af ønsket om at lære at håndtere personalekonflikter ved kirken. Men jeg gik derfra med noget mere, for dialogen med flere andre faggrupper om ledelse og organisationsstruktur har givet mig fantastisk meget; også at ”få lov” til at se på vores kirke-verden: udefra.

Sommeren over gennemtænker mange præster, hvad næste års undervisningstemaer skal være. vi laver planer og sætter os mål for, hvad de unge skal nå. Forældre overlader deres unge til os i næsten et års tid. Og det er helt frivilligt at gå til konfirmandundervisning. Samfundet er ikke gearet til eftertænksomhed og det, der bare tager tid. Alt skal gå meget stærkt. Vi skal helst tale i overskrifter for at blive hørt. Tro og eksistentialisme hænger sammen. Livsfilosofi tager tid. Det er en ny og spændende generation, der kan lære os meget! Vi præster står med en eminent mulighed for at påvirke den næste generation i en positiv retning. Jeg selv har været alt for fokuseret på at betragte de unge som tomme kar, der skulle flydes på, uden at jeg spekulerede over, hvad de skulle bruge al den viden til – i DERES virkelighed. Tidligere var min holdning, at de helst skulle have et lynkursus i teologi. De skulle lære alle lignelserne, og de skulle i hvert fald lære mindste tyve salmer. Jeg har nu ændret opfattelse.

Der var engang for længe, længe siden, hvor vi prøvede at leve efter Det Gode, Det Sande og Det skønne. Sådan er det ikke mere. Sandheden er definerbar alt efter hvem der definerer den. Den græske firkant med Det Gode, Det Sande, Det retfærdige og Det Skønne findes ikke i os som en indgroet arv mere. Sandheden er ikke længere objektiv, men subjektiv. Autoriteter, der tidligere lå inde med facit, betragtes nu ikke længere som autoriteter fx. læger og dommere. Vi konstruerer så at sige selv vores sandheder. Dette er ”legitimeringskrisen”, som Jürgen Habermas taler om. Vi lever i en tid, hvor individualismen er i højsædet, og de unge er et produkt af den tid. I dag defineres vi ikke i kraft af vores arbejde, venner eller fritidsinteresser. Vi definerer os selv og vi skal være autentiske. Fællesskabsånden er på retur, hvilket mærkes både politisk og socialt og økonomisk. Vi kan ikke referere til værdiskabende sandheder i dag, fordi der ikke er en fælles referenceramme mere. Sideløbende med deres liv, kører en anden verden, som medierne skaber til dem. ”Farmen”, ”Big brother” og ”Paradise hotel” er eksempler på en kunstig skabt verden, som de unge intenst følger med i og relaterer sig til, selv om de ikke personligt kender disse mennesker. Man kan tale om det konstruerede selv. De elektroniske medier har gjort det nemmere for Generation Y at twitte, e-maile, SMSe, MMSe og tjatte med mennesker på den anden side af jordkloden og indirekte få et tættere forhold til relationer de ikke er i fysisk kontakt med, end til deres nærmeste familie. De har altid fået at vide at de er elsket og at de har alle muligheder i verden. At de dybest set kan blive hvad de vil være. At være sin egen skaber lægger et ekstremt stort pres på den unge: Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Hvad vil jeg? At man er sin helt, helt egen lykkes smed kan være angstprovokerende. Deraf følger at vi oplever en generation, der jævnligt gen-opfinder sig selv (pasticepersonlighed). Det kan godt være man er ekstrem i sin udtryksform i en del år, men så vil der komme en periode, hvor man gen-opfinder sig selv, for alle muligheder ligger åbne. på. I deres spirituelle liv sættes ting også sammen af forskellige religioner til deres egne sæt af værdier og tro. De unge vil bruge deres kroppe som udstillingsobjekt; lade dele eller hele kroppen tatovere hvis man har brug for at udtrykke et evt. tilhørsforhold til en bande. Man kan lade den pierce i øre, pande, næse, hage, kinder, tunge os.v. Kritikere ville sige, at de unge opnår en reaktion, en relation, de i den grad har brug for ”for at være noget”. Andre vil sige, at kroppen kan modelleres. Mere end det tidligere har været tilfældet lader man sig ikke nøjes mere med hvad naturen har givet én. Mange forældre har valgt ikke at ville opdrage, men at være venner med deres barn, og det skaber en skævvridning i forhold til autoriteter. Hvis man hele sit liv har fået at vide, at alt, hvad man producerede i skolen fra den hurtigste tegning til dansk stil i 9. klasse var perfekt og fremragende . Og ve den lærer der hævdede det modsatte – så skal far nok komme og sætte dem på plads. Så kan det være svært at forstå, at den fremtidige chef ikke vil tænke det samme om ens projekter. At blive et helt menneske kræver, at der er mennesker, der vælger at være sammen med dem og lære fra sig. De har været vant til at fællesskaber; dem vælger man selv til og fra. Så det obligatoriske fællesskab på en fremtidig arbejdsplads kan blive anstrengende, hvis man ikke føler sig set og hørt.

 

Generation Y – som en ledelsesmæssig udfordring
eller en eksistentiel øjenåbner mod fremtiden

Næste års konfirmander er på trapperne

Af sognepræst Tina Buchwald, Blistrup

”Meget tyder på, at samfundet nu betaler en høj pris for opløsning i familiestrukturerne, almen ligegyldighed og foragt for autoriteterne, at angsten for at stille krav til børn, forlange noget af børn, lære børn, at de ikke kun er individer, men en del af et fællesskab, er gået alt, alt for vidt”. ( Citat af Simon Andersen, chefredaktør på Nyhedsavisen efter hærværk og afbrændinger i flere byer (Kristeligt dagblad fre. den 22. feb. 2008)

De unge i Generation Y er nok den første generation nogensinde der, med undtagelser, oplever verden uden at have fordomme overfor køn, race eller religion. De lever på mange måder fordomsfrit, fordi medierne har formet dem som fordomsfrie individer. De har heldigvis svært ved at forestille sig en verden, hvor en afroamerikaner eller en afrikaner blev anset for at være mindre værd, fordi han/hun var sort. Og når Bubber i en udsendelse taler om dyresex, gibber det ikke på samme måde i de unge, som det gibber i en ældre generation. Groft sagt har de allerede hørt og set så meget i deres liv, at deres ører simpelthen ikke kan falde af. Aldrig har der været så lange ventelister til psykiatrisk børneafdelinger på sygehusene som i dag. Danmarks børn er blevet alt for hurtigt store, fordi de har set og hørt alt for meget af en voksenverden, man ikke tidligere fik del i. De unge har levet i en accept af, at ting og forhold kan være midlertidige. Mange af dem er skilsmissebørn med op til to papforældre, der har været en del af deres liv. Og de har derfor accepteret, at alt ikke varer evigt; ej heller et arbejde. Men de unge ”springer” mere i relationerne og jobbene. Er der noget der ikke går som man vil have det, så hopper man fra. Man bliver ikke ”for lige at ride den bølge af”, så at sige Og det dybest set, fordi de ikke får den åndelige plads, de selv mener, de har krav på.

Verdensbegivenhederne har formet alle generationer. Denne generation har set terror, skole terror og naturkatastrofer på TV. Uskyld-heden er hevet ud af dem meget tidligt.

Generation Y er, som børn, er blevet kørt til og fra fritidsinteresser og skoler. I dag taler man om, at børnene skal genfinde deres cykelkultur. Men det er en kompliceret, ond cyklus, for alle beklager sig over, at bilerne kører for stærkt og færre sender deres børn ud på cykel i trafikken. Det resulterer i, at stadig flere kører til skole i pressede situationer, hvor de er i tidsnød og er bange for at komme for sent på arbejde – og dermed kører for stærkt. Den unge generation Y er blevet ”passet på”, så ingen gik hjem til et tomt hus. Der har været en nærmest obligatorisk fritidsordning SFO knyttet til alle skoler, som børnene har opholdt sig i efter skole indtil 4. klasse, og derpå var der klubtilbud. De unge har haft talrige fritidsinteresser som de voksne har engageret sig i. Ved fodboldkampen har faren stået på sidelinjen og heppet og skældt dommeren ud for at være ”sådan et svin overfor min søn”. Ligesom de på mange måder har været kendt for at engagere sig i Generations Y skolegang. Man taler bl.a. om løvemødre, der ikke har fundet sig i nogen som helst fra lærerens side. Der er blevet ”fejet foran dem”. Dette billede har skabt begrebet ”curlingforældre” fra sporten Curling, der går ud på at feje en sten frem på banen så den ender i sit mål præcist. Curlingforældrene har fejet enhver forhindring barnet mødte af banen inden kollisionen. Som moren til Amalies fra realityprogrammet ”Paradise hotels” har udtalt det nogenlunde således:

”Hun ville det her og jeg ville gerne gøre hende glad. Derfor hjælper jeg hende på alle måder med at blive kendt”. *

Børnene har derfor sjældent mødt modstand. Og er ikke vant til modstand. De har ikke måtte vente lang tid på noget, de ønskede sig intenst. De har ofte fået nyt tøj og sko og derved ikke mærket afsavn. Den globale stabilitet har også bidraget med at de, som deres forældre, ikke har lidt afsavn. Det er Maslows behovspyramide vendt på hovedet.

Pædagogikken udviklede sig, mens de var børn. Pædagogiske eksperter som forfatteren Erik Sigsgard talte om, at de heller ikke måtte få skæld ud. Det ville knække deres personlighed, men at man skulle forsøge at coache dem i stedet ”syntes du ikke, at du burde vælge din flyverdragt. Det er så koldt derude?” Og mange forældre har lagt ører til andre coachende forældre i vuggestuens garderobe, der forsøgte sig med en imponerende, tålmodig forhandling med den lille ½ meter høje terrorist om at få overtøjet på. Men terroristen, med skorpe i hånden, nægtede med en knusende ro blot ved ordet ”NEJ!”.

Hvis der ikke er nogle voksne at spejle sig i, tror man livet er som man ser det, for ”det går jo meget godt alligevel”. De menneskelige kompetencer, som konfirmanderne kommer med hos mig som 14 årige, er himmelråbende. Groft generaliserende kan man sige, at Emma Gad ikke har vist sig for denne generation. Dovenskab og manglende høflighed er deres primære ressourcer. Når de lærer, at der findes noget der hedder ”den gyldne regel”: ”Alt hvad i vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal i også gøre mod dem” (Matt. 7,12.) og at det er et gensidigt høflighedsaspekt, som faktisk findes i alle religioner, begynder det at dæmre: ”Gør mod andre, som du gerne vil have de skal gøre mod dig”. Det kan kun blive en win-win situation. Etik og moral er desværre ikke et fag i folkeskolen. De unge har ikke lært fra barnsben at tage medfølelsesbriller på per automatik. De har vel nok i folkeskolen lært en form for socialisering og så alligevel ikke.

Men opdragelse med masser af kærlighed og betænksomhed har givet pote i den forstand, at der ikke er en generationskløft som tidligere. Far kan stadig gå klædt som én af kammeraterne til sin 25 årige søn. Og man kan stadig drikke en øl sammen og sludre om hverdagen. Det har dog den effekt, at forældrene ikke, som tidligere bakkede ud af den unges liv, når vedkommende flyttede hjemmefra, men stadig bliver bragt i spil ved bl.a. jobsamtaler. Ikke sjældent må en leder opleve at far blander sig i sønnens eller datterens lønforhandlinger. Man følger med, også når de bliver voksne. Generation Y har et godt forhold til deres forældre. Men de har svært ved at vente og ser det som at de bliver overset. Den unge generation Y har et anderledes syn på lykken, som igen har sit udspring i individualismen. De vil anse sig selv som lykkelige den dag, de har fundet ro og balance i deres ego. De vil ikke defineres i kraft af et job. Og anser heller ikke det at have et job for at komplementere deres følelse af lykke. Det er vigtigt for dem at blive set. Det kunne se ud til at grænserne for arbejdslivet ændrer sig i kraft af den nye generation Y. Deres ønsker bliver mere og mere fragmenterede og specialiserede fx. at de skal kunne gå på cafe og modtage en tekst fra arbejdsgiver, som de kan handle ud fra samtidig med at de drikker kaffen på cafeen. De skal nærmest have en forretningsmæssig selvbevidsthed og være i stand til at sælge sig selv. De har et stærkt behov for selvaktualisering, og er derfor ikke så interesserede i lønnen som i det, der kan få dem til at folde sig mere ud. Deres ego drift gør, at det der driver dem, er dem selv. Man kunne også kalde denne attitude for ”me ink”, som en mental frisættelse.

* Fra programmet ”Reality generationen” sendt på DR2 lør. den 7. maj 2011.


 

Generation Y – som en ledelsesmæssig udfordring
eller en eksistentiel øjenåbner mod fremtiden

Næste års konfirmander er på trapperne

Af sognepræst Tina Buchwald, Blistrup

”Jeg har en drøm”, sagde Martin Luther King engang og jeg vi vove at påstå, at jeg også har en drøm. Vel er den naiv; vel er den tåbelig men jeg har alligevel en drøm om at min konfirmationsforberedelse vil gøre dem til bedre mennesker. Større og mere åbne mennesker, der tør se på sig selv og se på deres egne fejl i stedet for kun på andres. Jeg planter et lille frø af tro i de unges hjerter. Et lille frø, der måske om et vis antal år vil spire frem. Jeg aner ikke hvordan det vil spire frem. Det er ikke min opgave at få det til at vokse, men blot til at spire. At undervise konfirmander er at så frø i deres hjerter af tro, og så vente og håbe på at det engang vil vokse. Når jeg i opgaven henleder opmærksomheden på, at de unge mangler den væsentlige adgangsbillet til at blive hele mennesker, autentiske hele mennesker, da de ikke er bekendt med det gode, det sande, det skønne og det retfærdige, ligger det implicit i, at ingen desværre har lært de